Kronik

Led os ikke i fristelse

De mange meninger om, hvad der skal være og ikke være i det offentlige rum, kan opleves som et angreb på individets frihed til at lade sig friste. At kræve religion ud af det offentlige rum er i sig selv religiøst: Det bunder i de grundfæstede rester af vores protestantiske opdragelse
Der er en sammenhæng mellem de nypuritanske forbud mod slik og andre fristelser i det offentlige rum og idéen om, at der også er for megen synlig religion.

Der er en sammenhæng mellem de nypuritanske forbud mod slik og andre fristelser i det offentlige rum og idéen om, at der også er for megen synlig religion.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Debat
6. august 2008

Det såkaldt offentlige rum er for tiden genstand for en debat om, hvad der må være i det. For eksempel om der er for megen religion eller ej. Nogle mener, at forbuddet mod rygning i det offentlige rum skal udvides. Senest har eksperter udtalt (Politiken den 29. juni 2008), at slik bør forbydes i det offentlige rum, og nøgenhed på reklamer har længe stået for skud.

En del af debatten om religion handler om, hvorvidt muslimske kvinder må bære tørklæder. En anden del om, at religion og politik skal adskilles. Forbud mod slik og rygning har det ædle formål at gøre os sundere. Fælles for disse ytringer er, at de går ud på at udvide antallet af regler for, hvordan vi skal opføre os i det offentlige rum - igennem indsnævring af, hvad der må være i det. Men hvad har de ellers til fælles?

Fra Emma Gad til Justitsministeriet defineres det offentlige rum som alle de steder, vi er sammen om, og som alle i princippet har adgang til. Hvilket gør regler for, hvordan vi omgås hinanden, interessante og nødvendige.

Fællesskabets regler om, hvordan vi omgås, har altid begrænset den individuelle frihed. Det er nødvendigt, for at vi kan opføre os på civiliseret vis uden at skade hinanden og det, vi har sammen. Sociale trafikregler er dybest set biologisk betingede, alle flokdyr har dem. Vi er afhængige af dem af hensyn til flokkens overlevelse, så at sige. Men samtidig afspejler de til enhver tid magtforholdene i fællesskabet.

Derfor handler spørgsmålet om, hvad der må være og foregå i det offentlige rum, også om magt og frihed. Hvem definerer for eksempel, hvad religion i det offentlige rum betyder? Når statsministeren mener, at religion fylder for meget i det offentlige rum, mener han næppe, at kirkerne skal rives ned. Nej, det handler om, at det enkelte individ ikke må udstille sin religiøse overbevisning, så alle vi andre uden overbevisning eller med en anden overbevisning kan se det. Hvorfor egentlig?

De letpåvirkelige

Traditionelt reguleres adfærd af normer som de Emma Gad'ske, der bygger på høflighed, omtanke og ordentlighed i vores daglige omgang med hinanden. Men de har også altid indeholdt den dimension, der handler om, hvilke signaler vi sender, blandt andet igennem påklædning og forbrug: Hvem vi er, hvor vi er på vej hen, vores status, vores smag osv. Den slags signaler afspejler magt og modstand bl.a. igennem signalers 'anderledeshed'. Tag bare langt hår hos mænd, der i 60'erne og 70'erne blev set som en trussel mod det bestående, indtil alt igen faldt til ro, og frisuren ikke havde udløst revolution. Sådanne signaler bliver som regel indoptaget i de herskende omgangsformer og udtryk, så de ikke længere er anderledes.

Kan den slags signaler da overhovedet være så farlige, at de kun kan håndteres ved forbud? Ja, hvis man har dyb og indgroet mistillid til menneskers viljestyrke og evne til at tænke selvstændigt. Eller hvis man som udgangspunkt ikke mener, de er i stand til at kontrollere sig selv inden for rammerne af almindelige omgangsformer. Da Taleban var ved magten i Afghanistan, indførte de på et tidspunkt - efter helt at have tilhyllet kvinderne og næsten forvist dem fra det offentlige rum - et forbud mod, at kvinder måtte bære sko, der kunne høres, når de gik på gaden. Begrundelsen var angiveligt, at lyden kunne friste mændene. Nok kan mænd være letpåvirkelige, men alligevel: Hvilken mageløs mangel på selvkontrol!

Det er præcis den samme tankegang, der ligger bag forslag om forbud mod slik i det offentlige rum: Vi kan simpelthen ikke modstå fristelsen, og derfor må den fjernes.

På samme måde bygger tanken om at fjerne religiøse signaler fra det offentlige rum i virkeligheden på, at vi alle er udstyret med rygrad som gelé og absolut mangel på selvstændig tankevirksomhed.

Det uniforme

Den type grundlæggende mistillid kommer af frygt for tab af kontrol, men den avler også frygt, og den vokser, når hele grupper af individer uniformerer sig for på den måde at sende mere magtfulde signaler.

Sådan kan frygten for tørklædet også forklares: Det ses som muslimsk uniform.

Hovedbeklædning har ud over sit eventuelle praktiske formål altid fungeret som signal i det offentlige rum. For 100 år siden signalerede kasketter arbejdere og høje hatte kapitalister, altså social status. Tørklæder sad på kvinder fra landet eller fiskerkoner fra Skovshoved. Sidste del af århundredet blev en slags frigørelse fra hovedbeklædningen, og nu har vi næsten glemt, hvordan det er. Men vi accepterer dog stadig hovedbeklædning og masser af uniformering. Rigtig mange mænd uniformerer sig hver dag i jakkesæt og slips, nu uden hat. Vi accepterer også huer om vinteren og hovedbeklædning til arbejdsbrug. Tørklæde og turban er oprindeligt naturlige og uundværlige dele af beklædningen hos mennesker, der lever i områder, hvor solen bager, og sandet fyger.

Så det er jo ikke tørklædet i sig selv, men det uniforme signal, der gør religiøs overbevisning synlig i det offentlige rum. Derfor hører man også af og til i debatten nogen, der for god ordens skyld nævner jødiske kalotter.

Den protestantiske frygt

Hvorfra kommer idéen om at forvise det religiøse fra det offentlige rum og isolere det i det private? Der er en sammenhæng mellem de nypuritanske forbud mod slik og andre fristelser i det offentlige rum og idéen om, at der også er for megen synlig religion. For hvilken religiøs retning er det nu lige, der bunder i idéen om et asketisk, verdsligt og arbejdsomt - for ikke at sige slidsomt - liv som vejen til evig frelse? Og som frygter og bekæmper alverdens fristelser, dovenskab, udskejelser og andre former for livsglæde? Det er såmænd vores egen statsliggjorte, reformerte protestantisme, som ligger dybt begravet i sjæl og opdragelse - især ude vestpå i landet, hvor også statsministeren kommer fra.

Religion skal helst ikke ses, den skal afspejle enkel afholdenhed. Religion i den reformerte udgave er et indre forhold mellem dig og din gud, og styrken af det forhold måles på, hvor hårdt du arbejder, og hvor godt det går i dit verdslige (arbejds)liv. Og det går jo godt - så godt, at vi har glemt alt om den religiøse etik, der banede vejen. Religion er blevet noget fremmed, der samtidig sidder dybt i os som frygt for fristelser og for det fremmede i sig selv. Derfor skal det fremmede væk. Fri os for fristelse, indtil vi alle tænker og tror og klæder os helt ens og enkelt og i øvrigt fortsætter med at arbejde så hårdt, at vi ikke har tid til at lade os friste.

Religion og politik

Selvom det religiøse er blevet fremmed for de fleste af os, så sidder det alligevel og gnaver indeni som en del af vores opdragelse og får os til at frygte alt, hvad der er anderledes, og som måske kunne lokke os væk fra det sunde, asketiske og arbejdsomme liv. Der er intet tilfældigt i, at begrebet sekterisme er opstået fra de reformerte sekter, der dannede sig i kølvandet på reformationen - som udtryk for den protestantiske fundamentalisme. Sektens natur er netop at afvise alle, der ikke er med: De er nødvendigvis imod.

At religion og politik skulle kunne adskilles, er absurd eller i bedste fald naivt. Som så meget andet handler det i bund og grund om magt og kontrol. Derfor er religion en politisk magtfaktor. Ikke den enkeltes tro, men så snart den bliver delt af flere og dermed er religion.

Synspunktet om, at der er for megen religion i det offentlige rum, er ikke udtryk for sekularisering. Det er tværtimod en religiøs og politisk dagsorden, der går ud på at rense begge dele for anderledeshed og uønskede elementer, der kunne lede os i fristelse. For eksempel fristelsen til at tro på en anden gud eller slet ikke at tro - eller bare fristelsen til at slappe af og se verden på nye måder.

Mette Risak er personalechef på Rigshospitalet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her