Læsetid: 5 min.

Lyden af DR - igen igen

En gåde hvorfor stadig flere af radioens optrædende taler som om de henvender sig til debile spædbørn
Sprog er styret af moden og den herskende æstetiske og politiske norm. Lige nu går denne ud på at signalere glad kommerciel veloplagthed og forbrødrende intimitet, hvilket desværre også præger sproget i DR-s radioprogrammer

Sprog er styret af moden og den herskende æstetiske og politiske norm. Lige nu går denne ud på at signalere glad kommerciel veloplagthed og forbrødrende intimitet, hvilket desværre også præger sproget i DR-s radioprogrammer

Anders Birger Schjørring

9. august 2008

At optræde med sin egen person som indsats i elektroniske medier rejser flere spørgsmål. Det første retter sig mod den sproglige grundform. Hvem taler medarbejderen til og hvorfor, hvad er sigtet med det sagte? I overensstemmelse med det Kant'ske princip lyder det næste: ville man selv bryde sig om at blive tiltalt på samme måde?

I den gamle Statsradiofoni henvendte speakerne sig til deres publikum åndeligt med slips på. Således beskrev professor Jørn Lund engang præcist den mundtlige formalisme, man dengang opfattede som en uafviselig forudsætning for radiofonisk kontakt til offentligheden.

Men også den anden vej. I klummistens fjerne barndom flimrer et erindringsbillede af en ældre onkel i knækflip, direktør for Frederiksberg Svømmehal i øvrigt - kommunal pamper kan man roligt sige og konservativ så det gjorde noget - som ikke kunne drømme om at åbne for sit radioapparat, stort som et mindre klædeskab, i skjorteærmer, og som til transmissionerne af torsdagskoncerten med de dengang store navne: Fritz Busch, Nikolai Malko og Raphael Kubelik iførte sig jaket og nu og da drak champagne til.

Radioavisen eller før da: Pressens Radioavis, med den navnkundige Niels Grunnet som chefredaktør i mere end en menneskealder fra 1930'ernes midte, var også formidlingsmæssigt en uniform sag, hvor den sproglige bevaringsvilje herskede uindskrænket.

Nye udtryk fandt ikke vej til mikrofonen, det lå simpelthen ikke for: Hr. Grunnet, som alle kaldte chefen - selv af den konservative skole - tillod ej heller udskejelser, især ikke københavnske eller århusianske lavdialekter. I oceaner af år heller ikke kvinder ved mikrofonen, ikke til andet end at oplæse børs- og fiskerinoteringer og til nød skibspositioner, hvis Gunnar Nu Hansen var ude og rejse.

Sproget var arkaisk rigsdansk med distinkte konsonanter og klare vokaler. Henvendt til klummisten som ny oplæser, der vel at mærke var blevet udpeget som følge af dennes udviste pligtfølelse over for Radioavisen ved at have ladet sig føde i et dannet rigsdansk embedsmandshjem på Frederiksberg, bemærkede hr. Grunnet let bebrejdende: Hvorfor siger De Danmark, når det hedder Darnmark? Så sagde man jo herefter Darnmark.

Lige til den dag en ny tone og nye muligheder så småt lod sig høre i den gamle institution, og naturligheden fik sko at gå i.

Stablede sproget ned

Den sproglige udvikling skyldtes flere gode folk, men også en ny og større og mere magtfuld generation der i 1960'erne kom til skelsår og alder. Børne- og Ungdomsafdelingen med folk som Poul Nesgaard, Nulle og nu smerteligt afdøde Thomas Vinding i spidsen åbnede disse nye muligheder og afkrukkede og stablede sproget ned. Dertil kom indsatsen i mange sammenhænge af professionelle sprogkonsulenter og lærere.

Man kan ikke tale om en skole blandt disse gode folk og andre der medvirkede til den sprogpædagogiske udvikling, men en eller anden forestilling om at ligetilhed i sproget måtte være en slags ideal. Så lidt opstyltet og med så få manerer som muligt, så naturlig frasering og betoning i sætningerne som gørligt, hvilket i sig selv er ganske vanskeligt opfyldelige mål.

At tale i mikrofon uanset alle besværgende forestillinger og skåltaler om DR's ansvar for det danske sprog er på en måde som at kigge på sig selv i spejlet. Man ser i virkeligheden ikke sådan ud, som når man bevidst tager sig ud: maven er trukket for meget ind, overlæben en kende for stram, det ene øjenbryn klædeligt hævet, osv. - lige så længe som man glor på sig selv.

Enhver skuespiller ved at hvor kravet om naturlighed begynder, tårner problemerne sig op. Det er nemmere at tilegne sig manerer, nogle formler, en jargon og så i øvrigt sige og gøre som de plejer.

Det personlige udtryk kræver ikke så lidt slid og slæb og et forstandigt resultat kan nemt komme i konflikt med en programpolitik formuleret af mere eller mindre - oftest mere -ukyndige chefer uden faglige forudsætninger for at kunne anvende sproget som redskab for kritik.

Sprog er styret af moden og den herskende æstetiske og politiske norm. Lige nu går denne ud på at signalere glad kommerciel veloplagthed og forbrødrende intimitet, hvilket sproget præges af. I flere udsendelsestyper anlægges en stil som i forne tiders programmer for de mindste, hvor medarbejderne lød som børnelokkere. Nu også for voksne. Denne særlige altså ret beset gammeldags jargon dominerer krydret kraftigt med vilde betoninger og fraseringer, så man skulle tro DR-byen er ved at kæntre. (Hvilket den i øvrigt er pt. som følge af uheldig fundering).

Øjenhøjde er parolen

Som hovedregel lægger medarbejderne et væld af såkaldte dynamiske tryk i sætningerne; utvivlsomt for at få det til at lyde livligt, nærværende og forståeligt. Men det er noget de tror, for der sker det modsatte. En overdreven betoning eller fejlbetoning er lige så forkert som egentlige sprogfejl. Prøv at efterligne en radioavisoplæsning i eget sprog og prøv så at sige det samme, som de siger det i radioen, og se hvor vildt det er i forhold til naturligheden i sproget.

I programpræsentationen skal medarbejderne sælge institutionens produkter, det skal lyde, som om intet er undværligt, hvilket det jo er.

Dagen igennem gentages disse reklamer til hudløshed; alle kan her studere den stil, der med ledelsens velsignelse og på dens krav uafladeligt lanceres. Øjenhøjde er parolen. Den mest vamle servilitet driver ud af højttalerne, den skal understrege DR's ambition om at være en del af det elektroniske kommercielle marked, og kontrasterer samtidig det nuværende højst mangelfulde danske servicesamfund. Sker det at en medarbejder i butiksfaget ligefrem hilser eller smiler, bliver man rørt og føler sig hensat til syd for grænsen eller til Sverige, hvor venlighed og høflighed er reglen snarere end undtagelsen.

Hvorfor der skal overkompenseres i DR's radio for dette særligt danske fænomen - en af værdierne må man gå ud fra - af bøvet ligeglad lettere uforskammethed over for kunden som en indtrængende uvedkommende, er en hidtil uløst gåde.

Det gælder om at finde balancen mellem det udadvendte og eftertanken, og det gælder som i al anden optræden om ikke at bralre det hele ud. Som Shakespeare lader Hamlet sige til skuespillerne, kan det overdrevne udtryk, det overflødige udbrud, den groteske gestus eller betoning nok få parterretorsken til at juble, men overdrivelsen gør kun den forstandige ked af det, og det må vel være den rette ambition at sigte lidt højere end torskene. Eller hvad?

Kreativ bogføring

Hvad radioens stil og tvs med røber mere end andet, er at institutionen ikke præsterer saglig og ordentlig sproglig efterkritik. Dette gøres ikke ved at fange et fremmedord i ny og næ og erstatte dette med noget der matcher de overfladiske kritikeres forestillinger om danskhed og sprog. Også her skriger DR's programvirksomhed på faglig dygtighed, hvor den sproglige pleje ikke blot er nogle temmelig uforpligtende og for den indsigtsfulde afslørende udtalelser af chefer i periodisk national gejst.

Desværre tyder det på at fænomenet kreativ bogføring også har inficeret de sproglige initiativer. Det skal bare tage sig ud; man skal kunne sige til den nationalhysteriske del af bestyrelsen at skeen er i rette hånd. Og så sker der ikke meget mere med det vigtigste, thi de ved i virkeligheden ikke hvad de har med at gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et skræmmende eksempel: På P2 afbrydes udsendelserne jævnligt af en kvindestemme, der med lummer musik i baggrunden henånder "P2", som om det var navnet på et bordel.

John Fredsted

"... men overdrivelsen gør kun den forstandige ked af det, og det må vel være den rette ambition at sigte lidt højere end torskene."

Nemlig! Men det kan ikke være anderledes, når alle kanaler - også de ikke kommercielle, tilsyneladende - skal kæmpe om opmærksomheden hos det moderne menneske, som Leo Tandrup i "Mefistos Mareridt" kapitel 25 beskriver således:

"Større og større dele af befolkningen er blevet en regulær pøbel. Og i pøblens Guds Hus spiller banaliteten herre. Pøblen karakteriseres nemlig ved at repræsentere det formløse. Det betyder, at den med sit had forfølger alt andet end de mest intetsigende abstrakte former, alle symbol- og indholdsmættede former, desuden alle rang- og kvalitetsforskelle, al ordnet og sammenhængende viden."

Jens Thorning

"Det, vi er Vidne til, er en kæmpemæssig Proletariseringsproces" (Johs. Hohlenberg (ca. 1930'erne), en af Henrik Stangerups forbilled-personer).

Det er tydeligt, at wanna-be (som de selv ville kalde det) oplæsere på DR straks bliver sendt på kursus for at lære at tale, som McKinsey-konsulenten tror, at Jytte i Egtved taler; men da det er svært for ikke at sige umuligt for en ung københavner fra de nordlige forstæder at tale jysk, bliver det til en slags forstadskøbenhavnsk, Ballerupsk om man vil, med tydelige - for at sige det mildt - indslag af det allermest folkekomedieagtige vulgær-sjællandske.

Og så skal det gå hurtigt - for Proletaren gælder det om, at det man har at sige, skal siges så højt som overhovedet muligt, fordi det skal overdøve andre udsagn i konkurrencen om opmærksomhed - og for enhver pris så hurtigt som muligt. Således bliver "måneder" til "monnar". etc.

Foregår det i USA, skal man blot sige noget, der lyder amerikansk: Nationalparken i Californien, Yosemite, bliver til "jåusmajt" - de kalder den selv Yo-Se-Mi-Tee. Er vi i Tyskland er man på Herrens mark - det land kender vi jo intet til, så vi må fortælle lytterne/seerne, at Hamburg ligger i Tyskland. En oplæser (dog ikke i DR) skulle til sin rædsel sige Duisburg (en by i Ruhr-distriktet) og valgte i desperation en amerikansiering: Dju-is-bøørg.

Jens Thorning

Men det er, ganske rigtigt, de vanvittige, hysteriske betoninger af ord og stavelser, der er det værste; det skal signalere, at oplæseren (ofte en kvinde) udviser engagement og nærvær, men der går inflation i det. Ligesom TV-værtinden er grædefærdig, hvis det ikke lykkes beredskabet at bjærge en nødstedt kat ned fra et taget i et prime time-indslag, er radio-oplæseren ulykkelig, når danskerne får salmonellaforgiftning og brystkræft, men oftere lykkelig - og aldrig mere lykkelig, end når danskerne jubler over sol og varme og ingen plagsom, distraherende regn får i månedsvis, som kun landbruget og det der Naturen har gavn af,

Jens Thorning

... allerede der er DR så at sige forud for sig selv - danskerne er måske næsten lige så dumme, uvidende, indskrænkede og selvoptagne, som DR og deres konsulenter mener ... men at der ikke skulle være behov for regn, er der dog ingen, der for alvor tror ... og dog, måske de 12-23 årige?

Jørgen Martinsen

Et er de sproglige 'forbistringer' vi er underkastet i radio og TV. Et andet er teknikken. Der bliver sjældent brugt 'fade out' fx. sekunder før en radioavis, men bruralt 'cuttet' af'. Ligeledes sættes ofte forkerte indslag ind i forhold til radioavisspeakerens oplæg. Også 'jinglerne' bliver der rodet rundt i.

Og efter den store storm/orkan for en del år siden lød det i radioavisen: *Falck her været ud og vælte en del træer'.....

Lad os få den gode gamle radio tilbage. Og også gerne de teknikere man sparkede ud pga. byggeskandalen i Ørestaden. DR kunne fx. genudsende et gammelt program som hed noget i retning af 'Jydsk for begyndere' - her lærte man bl. a. at kunne høre forskel på' muh'et' fra en jydsk og en sjællandsk ko. Se, det var tider!!

Det nærmeste, Esben Nybæk, er "Andromache", der handler om, hvordan Hektors enke får kong Pyrrhus, der har fået hende som krigsbytte, til at sværge at ville skåne hendes søn Astyanax, arvingen til Trojas trone, hvis hun giftede sig med ham. Men Andromaches plan er, efter brylluppet at begå selvmord, fordi hun med Pyrrhus's løfte har sikret sønnens liv, men selvfølgelig ikke vil kunne leve i ægteskab med sin mands morder. Planen mislykkes, fordi den forsmåede Hermione, Pyrrhus's oprindelige forlovede, får Orestes til at myrde parret ved altret.

O tempora! O mores!

Således sagde Cicero, da han procederede i sagen om Catilina, og talte om tidernes forfald. Debatindlægget er i den grad interessant for enhver student af det danske sprog, og udmærker sig da også ved, tydeligvis at være skrevet af en sprogkyndig.
Desværre er det altid nemt at begræde tidernes forfald, at huske tilbage på den gang en iskage kostede 10 øre, og en cykel hed en cikel.

At der er sket dramatiske ting med sprogbrugen i DR er ganske vist evigt sandt, men årsagen til det berøres ikke. Kun nævnes det, at man dermed tilfredsstiller bestyrelsesmedlemmer, der ønsker at se DR være "med på noderne" (som det havde heddet engang). Hvad der derimod ikke tages højde for er, at hvor det på den ene side er alt for galt med DRs sproglige udvikling, så overvejes konkurrence-situationen intetsteds. En kommentator nævner, at DR bør begå selvmord mens institutionen bliver voldtaget; at genindføre arkaisk sprogbrug ville formentlig medføre netop dét!

For faktum er, at radio i forvejen slås en ulige kamp mod de øvrige medier, anført af tv og internettet. Det moderne menneskes ønske om konstant underholdning præger de medier, vi benytter os af, og den udvikling har over de sidste 50 år placeret os, hvor vi er i dag. At radioen tilstræber "folkelighed" og "øjenhøjde" er ikke blot en taktik, der skal tilfredsstille en bestyrelse, men tillige en nødvendighed i en konkurrencepræget situation som DRs.
At gamle værdier kan og skal holdes i hævn, det er både sandt og godt, men at bebrejde en institution som DR for dårlige økonomi og resultater, og samtidig fastholde, at de bør vende tilbage til radioens fødsels former, det er dobbeltmoralsk.

Jens Thorning

Men man kan da ikke tjene penge på lytter- og seertal? Har DR da sponsorer? Smækker DR's bankforbindelser kassen i, hvis lyttertalene til P1 Orientering ikke snart bedres? Sætter Danmarks kulturminister, Brian G. Mikkelsen og den politisk udpegede bestyrelse dem revolveren ("hver gang jeg hører ...") for panden, hvis de ikke snart "tjener" nogle flere seertal?

Det er svært at forstå, det der "globalisering" ...

Vibeke Nielsen

Nu vil jeg snart gerne vide, hvem folket er. Proletarerne, kan jeg se, er sorteret fra. Det vil så sige, at alle lavtuddannede og lavtlønnede, der primært arbejder manuelt, er røget ud. Ud med sosu-assitenten, ud med landbrugsmedhjælperen, ud med fabriksarbejderen.

Godt, så skal pøblen også sorteres fra. Hvem er pøblen? Alle, der møder op til massebegivenheder (fra stadionkoncerter til demonstrationer)? Proletarerne og de uarbejdsdygtige? Den befolkningsgruppe, der har "dårlige smag" (hvad "dårlig smag", så ellers er...)?

Desuden skal den godt og vel halvdel af befolkningen, der stemmer til venstre for Venstre selvfølgelig sorteres fra...samt hele det bløde pædagogiske segment, der pr definition (uanset, hvad de ellers selv hævder) er venstreorienterede.

Hvem står vi så tilbage med?

Hvem er folket? Helt konkret.

Jens Thorning

Du har fuldstændigt ret, det er netop dem, der står tilbage efter ovenstående sortering, der er - Folket. Her finder vi f.eks. 49-årige Gitte i Kolding, hvis mand har selvstændig virksomhed. Du læser for lidt Morten Korch, men det samme kan ikke siges om DR's programchefer og top-ideologer.

Vibeke Nielsen

Hahahahahahaha

Nu må jeg le. Det var ikke det folk, som du ser ned på, jeg spurgte efter, Jens Thorning - det var det sande danske folk, som du og de andre i denne tråd mener at repræsenterer. Dem, som I mener, at DR burde producere TV og radio for. Dem, der bliver tilbage, når alle de mennesker som I klassificerer som pøbel, proletarer, venstreorienterede og 49-årige Gitte i Kolding. Hvem er de?. Hvem er det ægte danske folk?

Jens Thorning

Nej, nej, det har jeg da aldrig nogen sinde sagt eller skrevet noget som helst om ... ja, men ikke et ord! Det, jeg satiriserer og ironiserer over - dvs., at det af og til lyder, som om jeg mener det modsatte af, hvad jeg skriver - er jo netop, at DR åbenbart tror, at vide, hvem Folket er, og det er netop den snart midaldrende østjyske kvinde, der minder forbløffende om Per Højholts figur af samme navn ...

Vibeke Nielsen

Jamen, hvem skal målgruppen være, nu hvor du ikke mener, at der skal laves radio for "proletarerne", "pøblen", venstrefløjen og midaldrende kvinder?

Vibeke Nielsen

Vent, jeg tror, at jeg har svaret.

De skal selvfølgelig lave radio for Jens Thorning. DR skal lave radio for maaaaaaaaaaaaaaaaj, sagde den lille egoist og slog resten af befolkningen - ikke mindst den kvindelige halvdel - i hovedet med nedsættende retorik.

Jens Thorning

Der er ingen, der nogen sinde har påstået, at de skulle lave TV og Radio for nogen som helst målgruppe, bortset fra Inge Aasteds Legestue til børnene, Jørn Hjortings Teenagerhjørnet til de unge og Musik til Arbejdet med Bror Kalles Kapel til de ældre. Man bringer da heller ikke nyheder fra Georgien og Afghanistan til en bestemt målgruppe? Det burde man i hvert fald ikke.

Heinrich R. Jørgensen

Det er bare på med riflen, Troels. Du kan tjene millioner på rettighederne til bogen og måske også filmen, om sortseeren der havde fået nok. Det kan næsten ikke gå galt...

Tænk at prale af at være en nasserøv. Nå, nu skriver han jo under et opdigtet navn, så det er jo ganske ufarligt. Kom ud af skabet, kryster-Troels.

Heinrich R. Jørgensen

Nasserøv?

Hvis man reelt ikke har noget TV, er de jo besynderligt, at man pga. medielicens alligevel skal betale farve-TV licens. Medielicensen betyder jo, at personer der ikke ønsker at have et TV, eller ønsker at hente medieindhold fra DR's og TV2's hjemmesider, skal betale over 2.000 årligt i internet afgift.

Hvorfor er der ikke mulighed for at anskaffe sig en internet forbindelse, hvor medieindhold fra DR og TV2 hjemmesider er blokeret, således at man kan undgå farve TV licens?