Kommentar

Mugabes forbrydelser skal til Haag

Robert Mugabes sorte samvittighed placerer ham øverst på listen til en tur til Haag - modstandere er med tiden kørt ud på et sidespor eller forsvundet. Zimbabwe er nu et land i frit fald
Debat
4. august 2008

Endelig ser det ud til, at sagen om krigsforbrydelser på Balkan kan komme videre, efter at det er lykkedes at tilbageholde Karadzic. I en civiliseret verden er det vigtigt at afsløre forbrydelser over for menneskeheden, gennemføre et retsopgør med de skyldige og til stadighed gøre opmærksom på overgrebene. Sagen mod Karadzic bliver måske en farce, som sagen mod Milosevic var ved at udvikle sig til. Alligevel er det vigtigt at fortsætte retsopgøret, fordi det fastholder fokus på urimeligheder, som vi ikke bør tolerere i vores globaliserede tid. I Afrika findes flere magthavere som kvalificerer sig til en tur til Haag.

Den, der står først for, må være Robert Mugabe, der har været statsleder i Zimbabwe i snart 30 år. Hans forbrydelse er af samme kaliber som Milosevics, og hans samvittighed må efterhånden være sortere end huden på hans egen næsetip. Der har været mange håndlangere til at udføre Mugabes ordrer. En af de værste er den daværende oberst Perence Shiri, som i begyndelsen af 1980'erne stod i spidsen for den femte brigades overgreb i den sydvestlige del af landet. Han havde samme rolle i spillet som Karadzics og blev belønnet bagefter af Mugabe.

Historien er, at der i 1982 var der en magtkamp mellem befrielseskrigens hovedpersoner Mugabe og Nkomo, der repræsenterede hver sin etniske gruppe i landet. Den femte brigade drev klapjagt på de Nkomo-tro styrker, der blev fængslet eller myrdet, men gennemførte også overgreb mod store grupper af civile, der havde støttet Nkomo ved det tidligere valg. Man regner med, at op mod 30.000 mennesker blev myrdet eller tortureret.

Efter massakrerne viste verdenssamfundet ikke større interesse for begivenheden, og Mugabe kunne befæste sin magt med en befolkning, der var blevet skræmt til loyalitet. På det tidspunkt var han den vestlige verdens 'darling', og den danske regering fortsatte, sammen med andre vestlige donorer, begejstret sin støtte til et land, hvor udviklingen så lovende ud, og der var et stabilt styre.

I frit fald

Overgrebene over for politiske modstandere og civile fortsatte op gennem 1980'erne og 1990'erne, men i 2005 gennemførte Mugabes regering et overgreb over for civile, der næsten kan sammenlignes med Pol Pots folkedeportationer. Den såkaldte oprydningskampagne 'murambatsvina' bestod i at deportere store grupper, i alt 700.000, af de fattige ud af byområderne. Det medførte, at flere millioner mennesker fik fjernet livsgrundlaget. Deportationerne var rettet mod dem, der havde støttet oppositionens kandidat Tsvangirai.

FN var hurtig til at fordømme aktionen og udarbejdede en rapport med anbefalinger til, hvordan man kunne genhuse og hjælpe de mennesker, der var blevet tvangsflyttet, men intet er sket siden da, og de utallige børn og voksne, der må være døde som følge af fejlernæring og sult, har vi knapt hørt om. Endnu et overgreb over for menneskeheden.

Zimbabwe er et land i frit fald. Med en inflation på over to millioner procent er det ufatteligt, at der ikke sker et totalt sammenbrud, men måske holder nogen uden for landet hånden under en økonomi, som er brudt sammen for længe siden, og alligevel fortsætter hverdagen for en meget presset befolkning.

Sikkert er det i det mindste, at Mugabe, selv om han er en god katolik, vil tage selve Fanden i ed for at beholde magten. På trods af at Tsvangirai vandt første runde i præsidentvalget i marts, fastholder han magten efter at have holdt sit eget præsidentvalg, hvor han var eneste kandidat. Sydafrikas præsident Mbeki tvang de to til forhandlingsbordet.

Forbrydelser frem i lyset

På pressekonferencen efter mødet mellem parterne så man en veloplagt Tsvangirai, der udtrykte forhåbninger om at finde en løsning og en tydeligvis rystet Mugabe, der havde meget svært ved at få formuleret, at der var lavet en aftale om samarbejde.

For Tsvangirai er det en ny mulighed for at komme videre i processen til at blive udpeget som præsident, som alt peger frem imod. For Mugabe er det endnu en chance for at snøre en modstander selv om muligheden for, at det også vil lykkes denne gang vel efterhånden er lille. En mulighed for Mugabe er naturligvis at forsøge at få likvideret manden, der er kommet til at symbolisere håbet om en ændring i det fuldstændig nedbrudte land.

Som leder af det regerende parti Zanu og præsident i Zimbabwe, er det lykkedes Mugabe at skaffe sig af med mange modstandere i tidens løb. Allerede fra befrielseskrigens spæde start i Zambia var der ideologiske modsætninger i bevægelsen, der førte til, at modstandere blev kørt ud på et sidespor og forsvandt. Og da partiet skulle overtage regeringsmagten efter det hvide mindretalsstyre, døde befrielsesbevægelsens populære hærchef i en bilulykke på vej hjem fra Mocambique.

Der er alt mulig grund til at indklage Mugabe og co. for menneskeretsdomstolen, så de forbrydelser, han har stået fadder til, kommer helt frem i lyset, og Zimbabwe, der er et land med mange potentialer og muligheder, får chancen for en ny start.

Ole Timotej er Sygeplejerske og har boet og arbejdet i Zimbabwe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika.

Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten. Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen, anvendt ulovlige kemiske våben og krigen har indtil videre kostet tusindvis af civile livet.

Man anslår at et sted mellem en hel og en halv million mennesker er blevet dræbt siden Irak blev invaderet, og dermed står vi overfor den største krigsforbrydelse i mange årtier.

Bevismaterialet er overvældende, og det burde være en formssag at få Fogh & Co. dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!"

Den slags retssager er, så vidt jeg kan vurdere, en slags (selv)højtidelig ritual, hvor de sejrende beviser at de har muligheden for at gøre med deres modstandere som de ønsker. Jeg er ikke sikker på, at det har særligt meget (om overhovedet) med retfærdighed at gøre.

Sålænge Bush, Blair og Fogh ikke har måtte lade sig undertvinge af nogen endnu, er det næppe realistisk at forestille sig, at de blive indkaldt til noget tribunal. Uagtet at der næppe kan være tvivl om, at angrebskrigen i 2003 ikke iflg. internationale regler var legitim.

Og det er naturligvis ikke retfærdigt ... ;-)

Heinrich R.:

"Den slags retssager er, så vidt jeg kan vurdere, en slags (selv)højtidelig ritual, hvor de sejrende beviser at de har muligheden for at gøre med deres modstandere som de ønsker. Jeg er ikke sikker på, at det har særligt meget (om overhovedet) med retfærdighed at gøre."

Enig. det er sådan set også det jeg forsøger at sige, bare med nogle andre ord. Enhver kan se det absurde ved tanken om at USAs president (eller for den sags skyld Anders Fogh Rasmussen) skulle blive udleveret til Haag, og dermed forhåbentlig også at domstolen ikke er andet end et forum hvor de militært og økonomisk stærke nationer kan udøve "Siegerjustiz" over deres slagne fjender.

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Enig. det er sådan set også det jeg forsøger at sige, bare med nogle andre ord."

Ups, du har ret - det er faktisk samme budskab. Jeg fejltolkede hvad du skrev, i første omgang - beklager... :-)

Heinrich R. Jørgensen

Johannes Aagaard:
"Simpelthen smagløst."

Jeg har bestemt intet til overs for Robert Mugabe.

Nok har George W. Bush i sine 7½ år ved magten også opført sig uansvarligt, bl.a. ved at lade seddelpressen køre landets økonomi mere eller mindre ud nær afgrundens rand, undermineret retssikkerheden på flere områder i sit eget land og andet, begunstiget sine venner og støtter, man naturligvis tåler det ikke sammenligning med uhyrlighederne i Zimbabwe.

Men som vi vist blev enige om i en anden tråd, så handler det om vindernes rettergang mod taberne. Og Robert Mugabe er i den grad en taber i verdenssamfundets øjne...

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"Man læser lidt Chomsky, lidt Foucault, lidt Adorno og en masse Marx,"

Du glemte at nævne Anders And. Alt vi ved om kapitalisme, skyldes vores indgående studier af pengepugeren og usurpatoren Joakim von And.

Hvad mon læser man på højrefløjen? Rasmus Klump? Bill & Ben?

Mugabe kommer såmænd nok ikke for nogen domstol.

Han har stadig i vide kredse i Afrika en status som frihedshelt, og løsningen - hvis der bliver en løsning - går nok i retning af, at han trækker sig tilbage "med æren i behold", og at hans støtter får en diskret amnesti - så kan andre kræfter komme til og forhåbentlig få genopbygget landet.

Mugabe er vel blot et af flere eksempler på en "revolutionshelt" og "befrier" , der starter med bragende tilslutning og ender som en sølle magtsyg diktator.

De kommentarer, der sammenligner Mugabe (og andre krigsforbrydere ) med Bush og Anders Fogh er altså mildt sagt ikke ædruelige - det er tom retorik, som bliver vel modtaget i visse mindre kredse, men i realiteternes og virkelighedens lys er det for sølle at pladre på den måde.

Heinrich R. Jørgensen

Tak for svar, Peter Olesen :-)

Heinrich R. Jørgensen

Øh, Robert H,

GWB og AFR blev vist draget ind i debatten, som eksempler på nogle, der har bl.a. krænket internationale konventioner, men næppe bliver indkaldt for nogen international domstol.

Mht. Mugabes fremtid, får du sikkert ret - hvilket i så fald viser, at den højt besungne internationale retsorden må vige for realpolitik.

En anden mulig fremtid for Mugabe, kan være at han aflives af en landsmand, der synes at nok-er-nok, eller dømmes af en domstol i Zimbabwe efter et systemskifte.

Sandsynlighed for at Robert Mugabe interneres i Deathcamp Hague, er i min optik meget tæt på 0.

Heinrich R. Jørgensen

P. Lauritzen,

det er sandt, at stort set alle hvide farmere er blevet berøvet deres ejendomme, og det er både en katastrofe for dem, men også for primært landets fødevareproduktion, som er stort set gået helt i stå.

Men de primære ofre er næppe de hvide farmere...

Omkring 3,5 mio. zimbabweaner er flygtet ud af landet, primært de dygtigste personer, der kunne have sørget for, at Zimbabwe landbrugssektor o.m.a. havde fungeret. Der anslåes at være over en halv mio. internt fordrevne i Zimbabwe. 1,8 mio anslåes at være HIV inficerede, hvilken i vid udstrækning skyldes regeringens uansvarlighed. Zimbabwe har verdens laveste "forventede levetid", hhv. 37 år for mænd og 34 år for kvinder. Børnedødeligheden er ca. 0,8 procent. Økonomien i landet er reelt brudt sammen for længst. Zimbabwe er i alle henseender en "failed nation".

Tjah, gribe ind? Hvis nogen vil hævde, at der findes en international retsorden, vil det sikkert være et godt, kritisk spørgsmål at spørge om, hvorfor katastrofen har fået lov til at udvikle sig?

Heinrich R. Jørgensen

Peter P,

jeg er slet ikke i tvivl om, at ICC er en meget kompetent domstol, som tager deres ansvar meget alvorligt, herunder at give tiltalte et lødig sagsbehandling og evt. dom. Det er bestemt et smukt initiativ, at forsøge at skabe en international retsorden.

Min pointe er, at sådanne tribunaler altid vil have et skær af vinderens hævn over taberen, helt uagtet ICC's professionalisme. kompetence og korrekte adfærd. Der vil altid være nogen, der beklager sig over, at andre går fri, og vi spekulere i, at dette har politiske årsager.

Jeg er en stor tilhænger af retsorden, og at vi alle skal opføre os korrekt. Men mon ikke intentionen om, at statschefer o.a. der har forbrudt sig mod internationale love og konventioner, skal retsforfølgelse når lejlighed byder sig, i nogle tilfælde kan gøre det vanskeligere (og blodigere) af få regimer til at træde tilbage? Et løfte om exil og amnesti til regimets folk er ofte det middel der får det betændte regime til at acceptere deres retræte?

Men hellere en sag ved ICC end amnesti, når det lader sig gøre. Og allerhelst en sandheds- og forsoningskommission, når det lader sig gøre - evt. i kombination med ét af de to førstnævnte muligheder.

I stedet for at føre sager ved ICC, vil nogle lande forhåbentligt være i stand til selv at tage deres retsopgør.

Jeg føler mig så godt som sikker på, at AFR (o.a.) vildledte folketinget i 2003, mht. situationen i Irak, navnligt Al Qaeda forbindelser til Saddam/Baath regimer, og bevidste manipulationer vedr. Iraks masseødelæggelsesvåbenprogram. Krigen i Irak 2003 (der varede få uger, om som de danske soldater vistnok ikke nåede at deltage i) var så vidt jeg kan vurdere, ulovlig, iflg. internationale regler.

Derimod er der folkeretsligt intet at udsætte på den efterfølgende mission i Irak (2003-2007), eller Afghanistan. I det mindste ikke noget jeg kan få øje på...

Hvis du gerne vil overbevise mig om ICC legitimitet, og princippet i, at alle der formodes at have begået forbrydelser mod menneskeheden, bør stilles for ICC, er det mest logiske og konsekventer, at også AFR møder op. Alternativt at AFR stilles for en dansk domstol.

Men som sagt, nærer jeg ikke illusioner om, at det kommer til at ske, eller et eller andet brændende ønsker om at se AFR udsat for hjul og stejle. Men en dybfølt omgang sandhed-og-forsoning ad åre, ville bestemt ikke være at fornægte. Jeg er altid parat til at tilgive ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Peter P,

jeg tror heller ikke, at der er noget reelt alternativ. Substansen i min anke går vel nok på, at jeg ikke bryder mig om, at international justits ophøres til et dogme for hvordan verdensordenen definition skal se, eller at vi skal antage, at vi dermed har indført om ikke kosmisk retfærdighed, så dog retfærdighed på og ved denne planet.

Jeg har en udtalt aversion (eller fobi, om man vil), mod bedrag og selvbedrag, og en ubændig trang til at påpege (selv)bedrageriske faldgruber.

Jeg bor pt. i Danmark, blot til orientering (meget praktisk at vide, hvis nogen vil anklage mig for injurier e.a.) ;-)

Og, ja - det er da topmålet af stupiditet at indstævne en fungerende statschef (Sudans Omar al-Whatshisname) for retten. Med mindre intentionen er at underminere domstolen og den autoritet aldeles og fuldstændigt. Der kan man tale om misforstået besøgelsestid, og selvmål af de helt store.

Mht. AFR glæder jeg mig til, at realiteterne en dag måtte blive afdækket. Primært for at vi kan forsøge at forstå fortiden bedre, og måske dermed forstå noget vi kan bruge til den tid? Som nævnt tidligere, ville en sandheds og forsonings kommission ikke være at foragte. Måske skulle vi sætte det i system, og hver tiende år skal vi alle erkende, bekende og evt. angre vores krænkelser af andre? Sådan for at få renset luften...

Heinrich R. Jørgensen

Ups:
"ophøjes til et dogme"
"at underminere domstolen og dens autoritet "

Martin Kaarup

Det bli'r dyrt, men jeg betaler gerne en enkeltbillet til Haag for følgende krigsforbrydere og forbrydere mod menneskeheden:
- Anders Fogh Rasmussen, Danmark
- Tony Blair, England
- Ariel Sharon, Israel
- Benjamin Netanyahu, Israel
- Ehud Olmert, Israel
- Vladimir Putin, Rusland
- George W. Bush, USA
- Bill Clinton, USA
- George Bush, USA
- Ronald Reagan, USA

Har jeg glemt nogen?