Læsetid: 5 min.

Nakkeskud, tortur og vold

Sportsfolkene bør trodse Fogh Rasmussen og styrke sig i bevidstheden om de kritisable forhold i Kina under medaljejagten
Debat
16. august 2008
Der skal ikke tales menneskerettigheder og politik, mens OL-flammen brænder. Nu skal sportsfolkene have lov til at koncentrere sig om at vinde medaljer, sagde den danske statsminister, mens et enormt diktaturland krænker stort set alt, hvad der findes af menneskerettigheder. Men det jo også et ubeskriveligt stort marked, som ingen vil lægge sig ud med.

Der skal ikke tales menneskerettigheder og politik, mens OL-flammen brænder. Nu skal sportsfolkene have lov til at koncentrere sig om at vinde medaljer, sagde den danske statsminister, mens et enormt diktaturland krænker stort set alt, hvad der findes af menneskerettigheder. Men det jo også et ubeskriveligt stort marked, som ingen vil lægge sig ud med.

Claus Fisker

Statsministeren spærrede ifølge Ekstra Bladet øjnene op, da en ung voldsmand forleden blev idømt fire års fængsel. Den opspærrede statsminister var ikke den eneste. Et bredt register af politikere spærrede alle forhåndenværende sanser op og deltog i den for tiden så populære øvelse, der går ud på at sammenblande de principielt adskilte statsmagter: Hvis domstolene ikke dømmer, som vi lige i øjeblikket føler er tilfredsstillende for vores begær efter hævn på et formodet hævngerrigt vælgerfolks vegne og uden at kende substansen i de pågældende sager, lægger vi pres på rettens folk. Eller vi laver loven om, og så kan dommerne få et bøjet søm og trutte i. Mere straf er hvad der duer, ikke mere betonhumanisme. Enhver sagkundskab afviser straffens gunstige virkning. Og især ikke i voldssager som den aktuelle.

Ikke en eneste af de magtudøvende spærrer øjnene op i den anledning og funderer over, hvad man eventuelt kunne sætte i stedet for strengere straf. Det viser sig at lægdommerne: Domsmænd og nævninger der ifølge sagens natur får solid indsigt i disse sager, dømmer nuanceret, det vil sige langt mere afdæmpet end de forenede populister på Christiansborg forlanger, og at en stor undersøgelse viser den samme tendens, når retsbevidstheden er informeret. Men vi må stramme mere op, siger politikerne. Dansk Folkepartis to renskurede normaldanskere på kanten af det grønt lysende vanvid er på pletten. Parate til at kaste sten, hver gang en mere eller mindre opsigtsvækkende voldsdom falder. Det er vigtigt at sende et signal, siger de uansvarligt alvorstungt; sende et signal til unge voldsmænd. Hvilket utvivlsomt vil have en afdæmpende effekt på disse i forvejen fortabte eksistenser, der for hvert spark i ofrets ansigt, hvert hug med kniven omhyggeligt kalkulerer straffens længde i lyset af signalerne fra Thulesen Dahl og Peter Skaarup. Justitsminister Lene Espersen var også ude med riven og vil med sit nordenfjordske folkelige instinkt: vi-er-en-kreds-af-borgere-der-ikke-finder-os-i-no-more-shit overveje at fjerne mindreårsbeskyttelsen i straffeloven. Også ministeren sender signaler: Hvis domstolene ikke hummer sig, må politikerne tage fat.

Helt efter bogen

Det er værd at bemærke i denne sag at domstolen som antydet har vurderet det konkrete forløb; denne vurdering baseret på retshandlingens udsagn og bevismateriale førte altså til konklusionen at den unge gerningsmand slog og sparkede for at få fat i ofrets penge, ikke for med fuldt fortsæt at slå denne ihjel. Forbrydelsen er efter alle overvejelser og ifølge straffelovsbestemmelsernes bestemmelser, når der ikke er tale om forsætligt drab, takseret til fire års fængsel, ikke fordi der er tale om en 16-årig. Sådan er loven. Parentetisk bemærket og næppe overraskende for reflekterende naturer har den pågældende voldsmands opvækst ikke just været opbyggelig. Til statsministerens beroligelse behøver man ikke hævde at dette forhold direkte er samfundets skyld; den slags forklaringer gider rigtige mænd i cykelbukser og løbesko ikke høre på. Man kan finde en forklaring i forældrenes adfærd. At disse to, hvis forsørger-gen efter oplysningerne at dømme har ligget i sprit, også er produkt af et eller andet som kunne være noget med samfundet eller med deres egne forældre, hvis ugunstige opvækstbetingelser også kunne handle om samfundet, som kunne stamme fra noget med samfundet endnu et hak tilbage, dét lader vi ligge. Den nye politiske korrekthed er ikke meget for forstyrrende forklaringer. Signaler om strengere straf over hele linjen, alt det påstået profylaktiske, som ikke en kat blandt sagkyndige tillægger vægt, bed under alle omstændigheder ikke på den dengang 15-årige. Drengens eneste uafvidende lykke her i tilværelsen har tilsyneladende været i det mindste at tilhøre et retssamfund, nemlig det danske. Dette var engang karakteriseret af at øjeblikkelige politiske stemninger til tilfredsstillelse for folkedomstolen ikke stod over retssystemets uafhængige mulighed for at træffe beslutninger på et dokumenteret grundlag.

Mon ikke et tydeligere politisk signal om dette retssamfunds reelle indhold, for tiden hvor typer som Lene Espersen, Skaarup og Thulesen Dahl svinger køllerne i rigsvåbnet - det største oppositionsparti står rør i kulissen - ville være én gang for alle at etablere en særdomstol med justitsministeren som dommer og Thulesen Dahl og P. Skaarup som domsmænd. Retsbevidstheds-tilfredsstillelsesdomstolen, kunne man døbe den og skrive den ind i næste grundlov. Ideen er hermed givet fri. Retsbevidsthedstilfredsstillelsesdomstolen, herligt fri for sentimentale hensyn og kun med den uinformerede retsbevidsthed som rette-snor, kan tillige tage sig af tidligere venstreskatteministres kreative bogføring og pådømme eventuelle rigsretssager for grov vildledning af Folketing og befolkning, hvad angår krigsbegrundelsesbortforklaringer. Endelig kan denne politiske flertalsdomstol passende pådømme Udlændingeservices (alene navnet) og andre ministeriers vandel i følsomme sager. Ombudsmanden skal jo ikke gå hen og tro noget!

Nøgternt set er der ingen grund til i praksis at opretholde principperne ommagtadskillelse, da disse alligevel ikke udgør andet end afslidt fernis, der i de tilfælde hvor magttredelingen skulle stå sin prøve, ikke dækker over andet end trøskede idealer. At overholde retsbestemmelser og grundlæggende juridiske aftaler henhører under den aflagte politiske korrekthed, som er til fnis. Hvis EU's aftalesystem har godtgjort at ægtefælle-sammenføring er gældende for EU's borgere, forlanges bestemmelserne blot taget af bordet og flere forbehold for Danmark. DF ser her sit snit til at forsøge at undergrave selve medlemskabet af Europa. Mon ikke det var på tide at de tilbageblevne patetiske EU-modstandslommer i SF og Enhedslisten slog over i renere trav og fandt ud af, hvor det egentlige politiske slag skal slås!

Stort marked

Og nu til Olympiaden. Eller de Olympiske Lege, som man eufemistisk kalder begivenheden, skønt alle Olympens guder skal vide at legemotivet er dunkelt. Hvad det er, er cool cash. Et enormt diktaturland, krænkende stort set alt, hvad der findes af menneskerettigheder, er samtidig et ubeskriveligt stort marked, som ingen har lyst til at lægge sig ud med. Præsident Bush oplod dog sin røst og talte om de krænkede rettigheder. Formentlig gider Beijings uudgrundelige lederteam end ikke ulejlige sig med at øve sig på at sige Guantánamo på forståeligt engelsk. Ingen behøver tage den snart bortdragende katastrofe i Washington alvorligt.

Og så skal der for resten ikke tales menneskerettigheder og politik. Nu skal sportsfolkene have lov til at koncentrere sig om at vinde medaljer. Det sagde den danske statsminister. Men hvem siger at man ikke kan opretholde sin politiske bevidsthed, tænke dybt over disse uhyrlige overgreb i riget i midten og dog slå alle rekorder. Bider man tanden sammen og lader sig drive frem af en indre rytmik, der i ét væk gentager: nakkeskud, tortur og vold, kan man nå langt i firer uden ror og styrmand eller i 1.200 meters stafetløb for blandet køn. Betagende er det, når politikere taler om ikke at blande sport og politik, som om sporten lever i en særlig uskyldsren sfære. Det skulle da være af anabole steroider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Hov hov!
Skal menneskerettighedernes ypperste vogter, USAs præsident, ikke have ros for at have påtalt Kinas brud på menneskerettighederne?