Læsetid: 2 min.

Nazistisk ledelse

Det var ikke dårlig ledelse, der var årsag til, at Nazityskland tabte krigen. Derimod var grunden, at ledelsen og magtudøvelsen blev sat i en dårlig ideologis tjeneste.

Det var ikke dårlig ledelse, der var årsag til, at Nazityskland tabte krigen. Derimod var grunden, at ledelsen og magtudøvelsen blev sat i en dårlig ideologis tjeneste.

18. august 2008

Reinhard Heydrich, chef for de tyske politiske politiorganer til 1942: en dårlig leder? Dr.jur. Werner Best, organisations- og HR-chef i Gestapo, senere øverste tyske chef i Danmark? Dr. ing. Hans Kammler, leder af SS' bygge- og anlægsafdeling, der på få år indrettede millioner af kvadratmeter fabriksareal i minegange og underjordiske tunneller (og forårsagede titusindvis af KZ-slavearbejderes død)?

"Nazityskland gik under på grund af dårlig ledelse og magtsyge ledere," hævder managementskribenten Per Thygesen-Poulsen i Inf 15. august. Mon ikke det snarere var, fordi nazisterne gabte over mere, end de kunne sluge? Ifølge deres racistiske ideologi kunne et enkelt tysk 'herremenneske' klare flere 'degenererede demokrater' og adskillige 'kommunistiske undermennesker'. Tysklands miserable økonomi og underskuddet af produktions- og råstofressourcer kunne rigeligt kompenseres ved vilje, handlekraft og teamgejst, troede de.

Ej ledelse eller magtsyge

Hitlers evner som leder er der uenighed om blandt historikerne. Iflg. den ældre litteratur var han et udueligt fjols. Den yngre ser ham måske nok som en 'svag diktator', men anerkender hans politiske tæft og evne til at motivere sine medarbejdere helt ned til den almindelige tysker og skabe et frirum for, at de kunne udfolde deres selvstændighed og kompetencer på tværs af traditionelle strukturer og hierarkier til gavn for det fælles mål. Hvordan det fungerede i praksis, kan man bl.a. læse i Michael Wildts studie af Heydrichs Reichssicherheitshauptamt (Generation des Unbedingten, Hamborg 2002).

At nazisterne var stærkt fascineret af 'ledelse', deri har Claus Schou fuldstændig ret (Inf. 13. august).

Det skal man være usædvanligt uvidende om deres historie for at benægte. Blandt deres første embedshandlinger efter magtovertagelsen var at diktere et nyt ledelsesprincip for alle organer i samfundet inkl. de private virksomheder: 'førerprincippet'.

Weimarrepublikkens demokratiske medbestemmelsesret blev afskaffet, og fagforeningerne forbudt. Ledelsesmagten blev igen diktatorisk som i Kejserrigets tid, men de ny, nazistiske ledere skulle integrere medarbejderne ved teamopbyggende aktiviteter og skabe opslutning om et stærkt brand: hagekorset, det tyske fædreland, den 'ariske race'.

Det var ikke dårlig ledelse eller magtsyge, der var årsag til, at Nazityskland tabte krigen og gik under, men at ledelsen og magtudøvelsen blev sat i en demokratifjendtlig og forbryderisk, altså dårlig ideologis tjeneste.

Per Thygesen-Poulsen oplyser at have skrevet 23 bøger om aktuelle ledelsesforhold. Man må håbe for hans læsere, at han har mere forstand på det emne end på tysk historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Egentlig har jeg aldrig interesseret mig for danske historikere, som viser sig værende i en art "artige".

Tværtimod har jeg lært meget af bl.a Joachim Fest, Lammers, Rauschning, Höss og intet mindre Marcus Wolf.

Man kan sige sige meget om Hitler og nazisterne, men må indrømme de havde en organisatorisk og beundringsværdig evne og politisk mål, som selv EU benytter af den dag i dag.

Det er ikke min målsætning at redegøre for de nævnte værker, men grundlæggende var det tidligere nazister som genopbyggede både DDR og BRD.

Anskaf jer bøgerne, det er interessant læsning.

Peter Jespersen

Vel nærmere sige at det var mangel på jordforbindelse, magtsyge, dårlig ledelse, dårlig koordinering, interne magtkampe.

Adolf var absolut ikke en fremragende leder eller en god militær strateg, men en glimrende hazardspiller - (der dog ikke kunne holde op i tide) og en fremragende inspirator, på trods af en ikke alt for overvælmende karisma.

Han befæstede sin egen position ved hjælp af en split og hersk strategi, iblandt hans underordnede. Dermed brugte de efterhånden som krigen skred frem mere og mere tid på at bekæmpe hinanden.

I begyndelsen af hans regime havde det lykkedes partiet at få gaflet mange af de mere visionære folk. Folk såsom Heinz Guderian, Ernst Udet og Erwin J. E. Rommel. Disse blev dog alle på en eller anden måde ofret undervejs, på magtens alter.

Jeg har stadig ikke fattet hvad det var for en magt han havde over folk, men han og de fleste i hans nærmeste følge var tydeligvis psykopater.
Flere steder, f.eks i "Hitlers Sidste dage" (er for doven til at rejse mig så det må blive ved den danske titel) beskrives hans magt som dæmonisk. Det var som et tungt mørkt åg lettede fra folks skuldre ved halv firetiden den 30 April 1945, senere kom meddelelsen om førerens død.

Heinrich R. Jørgensen

Therkel Stræde:
"Det var ikke dårlig ledelse eller magtsyge, der var årsag til, at Nazityskland tabte krigen og gik under, men at ledelsen og magtudøvelsen blev sat i en demokratifjendtlig og forbryderisk, altså dårlig ideologis tjeneste"

En ganske udmærkel artikel, hvis der ses bort fra ovenstående absurde påstand.

Ledelse og magtudøvelse fungerer jo som regel bedst, hvis ledelsens vilje kan sættes igennem, med undersåtternes accept. Om ledelsen er demokratifjendtlig eller forbryderisk, har vel næppe nogen indflydelse på ledelsens succes?

At påstå at der findes dårlige ideologier, er notorisk noget sludder. Alle ideologier er et mix af godt og skidt.

At nazi-tyskland tabte krigen, har intet at gøre med, at nazi-tysk ideologi var modbydelig eller dårlig.

Og for at undgå tvivl: Nej, jeg forsvarer hverken nazisme eller nazityskland. Min anke er udelukkende, at ovenstående citat er det rene sludder.

Peter Jespersen

@Erik B.

Udet havde en rimelig stor betydning i forbindelse med opbygningen af Luftwaffe, ikke mindst i forbindelse med indførelsen af styrtbomberne.
Efter hans selvmord begyndte det hele langsomt at skride og endte i en katastrofe da Hermans interesse forsvandt grundte navlepilleri.

"Tyskland tabte, fordi de stod overfor en alliance af verdens fire stærkeste stater plus det løse."

Øeh ja - men det er ikke ligefrem godt lederskab at gøre sig uvenner med alle de store drenge i gården og slet ikke med den russiske vinter. Især den sidste faktor har flere gange vist sig at være en væmmerlig en - man skal ikke længere tilbage end Bonaparte, men det var absolut ikke første gang - f.eks Karl den 12 fik også vinteren at smage.

Søren Andersen

Jeg har bogen foran mig:

Mine samtaler med Hitler af Herman Rauschning/forh. Senatspræsident i Danzig/København/Povl Branners Forlag MCMXLV. Autoriseret oversættelse efter "Wenn Hitler siegt! Politische Gespreche mit Hitler über seine eigentlichen Zeile" ved Else Brudenell Bruce.

Jeg er bekendt med Rauschning "manglende" troværdighed, hvad enten det er et falsum eller ej. I daværende periode skete der en afnazificering, hvor alt skulle pakkes bort - og stadig er gemt bort - og de allierede lod beslaglægge fx. medicinske forsøg og dokumenter af fanger og disse dokumenter, fra bl.a. Dachau, som senere blev bragt til USA, og NASA i den grad har levet godt af disse dokumenter for rumprogrammet - takket være nazisterne.

Selv amerikanske og europæiske medicinalvirksomheder anvender selvsamme forsøg med nye medikamenter i den afrikanske kontinent den dag i dag.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg beundrer Hitler som politiker og statsmand med politisk tæft og organisatorisk evne. Selv EU-kommissionen ville aldrig indrømme at hans ideologi og politiske program er brugbart. Der er bare lige den forskel at; Den ene ryddede op, hvorimod den anden skaber bevidst sammenstød og usikkerhed.

Er der andet du er tvivl om, står jeg gerne til rådighed.

Man kan vel lære to ting af Verdenshistorien:

1) Mennesker kan finde på at være onde imod hinanden.

2) Invader aldrig Rusland !

Casper Jensen

"Tyskland tabte, fordi de stod overfor en alliance af verdens fire stærkeste stater plus det løse."

Efter første verdenskrig, hvor tysklands forsvar blev kraftigt reduceret ved international lov begyndte Tyskland, op til 2. verdenskrig, at producere militært isenkarm igen plus at de uddannede officerer igen (uden tilladelse far det internationale samfund)
Dette bevirkede at da 2. verdenskrig startede stod Tyskland med en af verden mest moderne og nyudviklede hære (både teknologisk men også militær-strategisk), i modsætning til stort set alle Tysklands modstandere der i starten af 2. verdenskrig var teknologisk håbløst bagefter Tyskland plus at de benyttede samme taktikker som under 1 verdenskrig. Dette var én af grundende til at Tyskland kunne lege "skydetelt" og var i stand til at løbe deres fjender komplet over ende.

Jeg er enig i at Tyskland fejlede pga dårlig ledelse. Det kræver ikke den store officeruddannelse for at se Hitlers ledelses-fejl.

Hitler kunne lære meget af Sun Tzu.
Fx hvis din fjende er for overlegen, så flygt. Kun en inkompetent leder lader sine folk kæmpe til sidste mand.

Ydermere, hvis en tysk officer/soldat begik fejl så kvitteres der med en henrettelse, dette stimulerer ikke just handlekraftighed og beslutsomhed hos officerer/soldater.

Ved slaget om England, da allierede bombefly, ved et uheld, bomber civile områder i Tyskland i stedet for militære mål.
Hitler ændrer derved strategi og lader Tyske fly skifte fra at bombe engelske luftpladser og militære mål, til at bombe civile områder i england som "hævn".
Havde Hitler holdt sig til planen og udelkende bombet militære mål så havde det engelske luftforsvar ikke havde kunne "komme på benene igen" og England havde været besejret.

Jens Thorning

Det er da glædeligt, at man ligefrem "har lov" til at antyde, at de nazistiske ledere havde en, lad os for den politiske korrektheds skylde kalde det, dæmonisk dygtighed, inkl. dr. Schlichtgruber (AH), der i sin ungdom læste og læste på universitetsbibliotekerne i Wien og München, men planløst og var en jævn til dårlig kunstmaler, en beskeden begavelse med store oratoriske evner. Sådan skulle man sige i mange år. Nu kan man vel lige så godt indrømme, at de marketing- og PR-mæssige kvaliteter og den næsten Pia Kjærsgaard-agtige sans for, hvad der rører sig i Befolkningens brede, stemmeberettigede lag, gør AH til en af verdens bedste politikere gennem tiderne trods ondskaben målt på succeskriterier og gennemførte planmål.

Manglende ledelseskompetence ?

Det er måske ikke helt galt set - der er da noget om det..

I en privat markedsøkonomi vil de dårligt ledede virksomheder gå til grunde i konkurrencen med de mere effektive.

Hvis der ikke er nogen konkurrence ( privat eller statsligt monopol), så vil de dårlige ledere kunne være trygge, og deres inkompetente virksomheder vil overleve hvad som helst.

Diktaturer er magtsyge/magtbevarende/undertrykkende/selvforherligende og derfor er de elendige på alle ledelsesniveauer.

I politik er demokratiet det, der skaber konkurrence mellem politikere - hvis en politiker er uegnet, så "taber" han/hun ( eller partiet) til de bedre egnede.

I et diktatur er denne mekanisme sat ud af klraft - de politiske ledere drages ikke til ansvar (udskiftning ved valg) ved fejl, og man kan da som eksempler bare se på Nordkorea, Zimbabwe, den tidligere Sovjetunion o s v, hvor den politiske inkompetence hviler på antidemokratiske principper , som spreder inkompetencen ud i hele erhvervssektoren,fødevareproduktionen o s v.

Patrick Reay Jehu

Carsetn Jensen skrivr bl.a.:

"Havde Hitler holdt sig til planen og udelkende bombet militære mål så havde det engelske luftforsvar ikke havde kunne "komme på benene igen" og England havde været besejret."

Desværre, nævner han ikke en anden forhindring til en evt. invadering af England, nemlig Royal Navy, som kontrollerede Kanalen helt igennem krigen. Selv hvis RAF midlertidigt blev sat ud af spil, var der også RN at overkomme. Så kunne man påstå, at uden dækning af luftvåben, ville Tyskland alligevel kunne besejre de britiske krigsskibe (men ikke deres ubåde) ved at bombardere dem fra luften. Muligvis, men det var ikke givet på forhånd, og i mellemtiden fortsatte produktionen af kampfly osv. på accelererende måde i Storbritannien, også med stor materialjælp fra Roosevelt.

Faren fra RN var anerkendt af de tyske strateger, og det var det, lige så meget som Göring fejl ved at bombardere London, som fik USA til at opgive invaderingsplanerne (Operation Søløve).

Men selvfølgelig skulle man tage alle disse kontrahistorier med et gran salt.

Det er et for længst fastslået faktum, at Hitler bevarede sin magt ved bevidst at sørge for, at kommandovejene var uklare, så han altid kunne spille stridende fraktioner ud mod hinanden og derves styrke sin egen position - og i sidste ende være den eneste, der bestemte.

Om man vil kalde det "god ledelse" er jo nok en smagssag ...

Torben Madsen

Den engelske historiker Ian Kershaw betegner Adolf Hitler som en karamatisk leder type.
Adolf Hitler var "følsom" overfor regeringsråd
som kunne ligge begrænsninger på hans handle muligheder.

Desuden var Hitler svær at få adgang til og Hitler brød sig ikke om at læse lange redegørelser.

Det trejde rige fungere på den måde at var at man skulle arbejde hen mod Førerens vilje. Hitler gav ikke selv mange ordre. Han godkendte andres initiativer.

Grunden til at Hitler kunne få den rolle var at der var bygget en stor myte op om Hitler. At Hitler var noget særligt.

Ian Kershaw mener at i 1936 begynder Hitler selv at tro på myten om sig selv. At han var en speciel person som havde en særlig plads i historien.

Det er nok præcis der det går galt for Tyskland og Hitler.

Herman U. Soldan

Det er nu interessant at se hvordan diskussionen fra påstanden om at Hitlers fascistiske regime ”gik under p.g.a. dårlig ledelse og ledernes magtsyge”, udvikler sig til hobby-historikernes spekulationer om 2. verdenskrigs forløb...!

Først noget om ”ledelses”-spørgsmålet: Det er moderne i dag at drøfte ”ledelse” og tillægge den gode eller dårlige egenskaber (ofte er ”god” og ”dårlig” dog begrundet i skribentens idelogiske verdenssyn). Men hér handler det ikke om en skoleforening, om Cheminova, Danmarks Radio eller måske endda om en spin-demokratisk statsminister hvis ledelsesevner er til debat! I den moderne debat om ledelsesstil ligger der altid en option om at den ”dårlige” ledelse kan skiftes ud (på den ene eller anden måde) – og denne debat tilhører ikke mindst den nutidige global-kapitalistiske verden hvor der i øvrigt findes ”dårlig ledelse og ledernes magtsyge” (økonomisk såvel som politisk), så det basker! Dette begrebsapparat kan – og må ikke overføres ukritisk til den historisk dimension – og slet ikke til et fascistisk styre som med stor konsekvens formåede at ensrette næsten et helt samfund, at forfølge politiske, fagligt organiserede, religiøse, intellektuelle og etniske modstandere, at udnytte den europæiske og US-amerikanske antikommunisme i sine militaristiske forberedelser til 2. verdenskrig, at udslette, at udrydde og at tilintetgøre (altsammen med hidtil enestående ”perfektion”)! – Så, de fascistiske ledere (med og uden uniform) og deres håndlangere som gennemførte alt dette i mere end et årti, var der vistnok ”intet i vejen med” i deres forbryderiske og umenneskelige gennemslagskraft.. Det havde frit spil både på hjemmebane under og efter den store udrensning – og med delvis (eller helt) lukkede øjne fra udlandets side.

Var det måske snarere de højre-konservative partiledere i den tyske Weimarrepublik (før 30. januar 1933) som var eksempler på ”dårlig ledelse og magtsyge” – i naiv tro på Hitlers fascisme som et ”forbigående” fænomen, sålænge de, mente de, kunne styre nayisterne i en fælles regering? – Eller var det måske Storbritanniens Chamberlain som var et lysende eksempel på ”dårlig ledelse og magtsyge” ved at tro det samme med den aldeles umoralske appeasement politik – i håb om at man sammen med Hitler og de to landes industribosser kunne vende krigsfaren i fællesskab mod ”bolsjevismen”, altså Sovjetunionen? – Eller var det de tyske (men i øvrigt ikke kun de tyske) bank- industribosser som var dårlige ledere og magtsyge (eller bedre: profitsyge!!!), da de allerede siden 1925 hoverede Hitler og understøttede hans fascistiske terrorplaner – i håb om at en ny krig ville fylde deres lommer, koste hvad det koste vil...?

Nej, alt det her om Hitlers fascistiske system og dets ”undergang” har intet med ”dårlig ledelse” at gøre. Det her handler om den expansionslystne kapitalisme som fører til imperialisme og militarisme og i sidste ende fascisme – og dermed logisk nok til en frygtelig krig...! Det handler om hvem der (i ind- og udlandet) har gjort Hitler og hans mænd til ”ledere” – og med hvilket formål...! Og det handler om at fascismens hovedfjende, den socialistiske Sovjetunionen, har måttet bære hovedbyrden i kampen mod det fascistiske slaveri i Europa – og alligevel besejrede fascismen i en stor del af det europæiske kontinent. USA og Storbritannien har understøttet denne kamp, omend noget uengageret i starten og med en stor forsinkelse – måske i håb om at krigen på østfronten ville ende i et dødt løb og at fronterne ville kunne vendes om... Fascismens undergang har med en overlegen modstander at gøre som tog ansvar for de mange vigtige militære vendepunkter – uanset Hitlers evner som krigsherre eller statschef. Og: Hitler kunne og skulle ikke skiftes ud! Det var ham, man havde satset på i de tyske imperialistiske kredse!

”Ledelses”-diskussionen lægger op til at lægge alt ansvaret på Hitlers skuldre – et fænomen som gør sig mere og mere gældende i vestlig historieskrivning. Idet én person sættes i focus og bliver gjort til en ikon, vokser faren for at glemme eller endda bevidst overse strukturer, politiske relationer og økonomiske sammenhænge som har understøttet og begunstiget en udvikling, f.eks. fascismen. – Og den åbner døren for en mindst lige så farlig diskussion om at ”en anden Hitler” måske ville have gjort det ”bedre”...! Bedre hvordan? Være lydhør over for de ”patriotiske” generaler i deres krigsstrategi? Og hvad ville det har ændret ved hovedmålet at udslette jøderne og de østeuropæiske nationer? Underkaste hele Europa det fascistiske styre efter en vundet krig? Gå sammen med vestmagterne i den sidste krigsfase for at opfylde de vestlige landes ønsker om at komme af med socialismen i Europa? – Nej, Therkel Stræde har i grunden ret i sin holdning når han skriver ”at ledelsen og magtudøvelsen blev sat i en demokratifjendtlig og forbryderisk, altså dårlig ideologis tjeneste” – bortset fra at den grammatiske passivform tilslører, af hvem de blev ”sat i tjeneste” – og at de og deres bagmænd i egen regi omdannede det skrøbelige tyske demokrati til et demokratifjendtligt og forbryderisk fascistisk diktatur!

Og så de evindelige spekulationer om krigens forløb: Lige så farlige som det individualiserende historiesyn er nogle indlæg i dette forum. Var det Moskva, Stalingrad eller Kursk som vendte krigen...? (I hvert fald var det Sovjetunionen som vendte krigen om med egene kræfter!) Var Rommel og Guderian egentlig fornuftige mennesker...? Og ”mere visionære”...? Hvordan??? – Skulle de hellere have ført krigen videre??? Ville Danmarks besættelse i så fald have fået et (mere) menneskeligt ansigt??? Lidt krig er orden – bare ikke med den skræmmende fascistiske banner??? Disse pseudo-historiske spekulationer med de mange hvis’er ender altid kun med en endnu større spekulation: Hvad ville der være sket (ikke mindst i Kongeriget Danmark) hvis Hitler ville have vundet krigen – og hvis han (eller en anden imperialist) havde vundet krigen?! Lad være med at tænke i militære kommandostrukturer! Tænk i politisk-økonomiske strukturer!

Og en sidste, kort bemærkning til det fascistoide Janushovede (”Janus H.”) som tør skrive i dette forum: ”Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg beundrer Hitler som politiker og statsmand med politisk tæft og organisatorisk evne. Selv EU-kommissionen ville aldrig indrømme at hans ideologi og politiske program er brugbart. Der er bare lige den forskel at; Den ene ryddede op, hvorimod den anden skaber bevidst sammenstød og usikkerhed.” Et klart bevis på at fascismen stadig har stor tiltrækningskraft hos nogle mennesker som enten er intellektuelt/politisk hjernedøde eller som ønsker at vinde billige, men farlige fordele ud af en sådan holdning (f.eks. i udlændingedebatten). Med ytringsfrihed har hans indlæg intet at gøre, det er demokratifjendtligt (og dermed imod den demokratiske ytringsfrihed!) og menneskefjendtligt! Og det viser også hvor ”ledelses”-diskussionen kan føre hen...

Peter Jespersen

@Erik B.

Nej han skal absolut ikke sidestilles med Guderian, Rommel eller Manstein - men han var en af dem der havde en betydning i begyndelsen - men nærmest blev ofret på højalteret - da Hermann havde opnået det han ville. Det resulterede i et mentalt sammenbrud og i sidste ende selvmord.

@Troels Siegthorwyn
I bund og grund var det den gamle Von Schlieffen plan, der blev benyttet. Så hut jeg hvisker blev den revideret årligt fremtil '40 - så det var ikke kun Adolf & Co der syntes om planen.
Den blev udtænkt i forbindelse med afslutningen af den Fransk-Prussiske krig, som en løsning på at håndtere en to-front krig (Frankrig/Rusland) - og blev også i en vis udstrækning blev benyttet under den store krig. Hvor tyskerne var så snedige at at få listet Lenin hjem til moderlandet, fra hans eksil i Wien (Tror jeg nok at det var).
Guderian var så at sige Blitzkrieg'ens fader - dvs han leverede planerne og taktikken til hvordan de strategiske mål, ifølge Schlieffen planen skulle opnås. Han er så at sige ophavsmanden til store dele af den moderne krigsførelse, for blitzkrieg'en døde ikke med det tredje rige.

Torben Madsen

Til Troels Siegthorwyn

Da Hitler fik fremlagt planerne for felttoget mod Frankrig så synes han at der manglede noget. Der var ingen overraskelser.
Hitler foreslog selv at man kunne angribe igennem Ardennerne.

Samtidig havde Erich von Manstein
udarbejdet planer for hvordan man kunne angribe Frankrig igennem Ardenner skovene. Disse planer blev vist til Hitler og inarbejdet i angrebsplanerne.

Hitler myten voksede, og Hitlers egen tro på Hitler myten voksede yderligere.

Herman U. Soldan

@ Troels S.

Jeg er ikke helt enig med dig i "at beslutninger tages af individer" og at et individualiserende historiesyn derfor er det mest nærliggende... selvom det specielt i diktatoriske systemer er et mere karakteristisk kendetegn end i de nuværdende demokratiske systemer. Et individ kan først træffe vidtgående beslutninger i et samfund efter at det er blevet anbragt (eller ved et kup har anbragt sig selv) i en magtposition, som giver mulighed for at træffe vidtgående beslutninger (også demokratiske ledere gør flittigt brug af denne "frihed"). - I mange (de fleste?) tilfælde er det dog grupper som udøver magt, hjælper beslutninger på vej eller træffer dem. Og det kan som regel kun være en gruppe (eller med en gruppes hjælp) at magt kan manifestere sig i et samfund, og denne gruppe kan bestå af så mange individer som den vil, det er og bliver en gruppe med specifikke fælles (magt-)interesser! - Således er f.eks. Hitler ikke først og fremmest et handlende individ, men hans magt har baggrund i flere samfundsgruppers opbakning og direkte understøttelse (så som de tyske militærkliker samt stål-, råstof- og kemikoncerner). Focuseringen på Hitler som enerådigt og alene ansvarligt handlende individ er et forvrænget syn på den historiske realitet - hvilket dogikke tager det tunge historiske ansvar fra hans skuldre - men, som skrevet i mit indlæg, der var mange flere som var blodlystne i denne tid - og de bar ikke nødvendigvis uniformer, men sad ved elegante skriveborde i luksusvillaer!

Jeg ønsker hér ikke at føre en marxisme-diskussion - om marxisme enten er videnskab, analyseredskab, ren teori, tro eller noget helt andet... Men én fordel ligger der i dens historiesyn på den tyske fascisme (og i øvrigt mange andre historiske begivenheder): Den beskriver de fakta om den tyske fascisme som de mere "liberale", erhvervsvenlige historikere alt for gerne går hurtigt hen over - eller helt udelader. Historie er fakta OG deres analyse/fortolkning, men når man kun vil fortolke historie på et usikkert faktuelt grundlag og for at tilfredsstille den borgerlige offentlighed (som ikke kan lide at både fascisme og demokrati kunne/kan trives i et kapitalistisk system!), bliver den fortalte historie derefter!!! Man ser individuer med væmmelse, beundring og hvad véd jeg... men da historie er en del af vores fælles identitet, skal den være begribelig for et helt samfund eller hele verden, den skal vise fakta og sammenhænge - og ikke forfalskes ved en vilkårlig indfaldsvinkel. Og når man løsriver en Adolf Hitler fra den historiske virkelighed, bliver resultatet kun at man fortsat kan mystificere ham - og skrive flere vidunderlige spekulationer om ham. Hvem er tjent med det...? (Find selv svaret!)

@Peter Jespersen
"Adolf var absolut ikke en fremragende leder eller en god militær strateg, men en glimrende hazardspiller - (der dog ikke kunne holde op i tide) og en fremragende inspirator, på trods af en ikke alt for overvælmende karisma."

Altså, en ludoman.

Peter Jespersen

@Søren Andersen

Eller hvis Hitler aldrig havde fået synet igen i 1918 - der er ret mange hvis'er i historien.

Man kan på den anden side også sige - hvis det havde lykkedes kollegaerne at at få fjernet Hugh Dowding, hvis Mitchell var død bare et par år tidligere af sin sygdom - eller hvad nu hvis Bismarck havde fået ram på Prince Of Wales, eller de amerikanske hangarskibe havde været bare en time foran tidsplanen den 7 december 1941 - havde verden måske også set anderledes ud.

Herman U. Soldan

......hvad nu hvis Grethe Sønck var blevet statsminister i stedet for ham dér... - var vi så gået fri for Danmarks tvivlsomme deltagelse i en illegal krig? Eller hvad nu hvis romerne var nået længere end de gjorde dengang... - ville vi så allesammen tale latin i dag? - - - - - Sådan fungerer videnskabelig historie IKKE!!! Historie er ikke en hvilken som helst eventyrfortælling hvor det nærmest er oplagt at spørge "Hvad nu hvis prinsessen ikke ville have ønsket at gifte sig med prinsen?"! - Okay, historie har noget med mundtlig tradition at gøre - og giver derfor ofte anledning til fantasirige ønske- eller skrækbilleder. - Men en diskussion om et historisk emne hhv. en historisk figur, som vi fører hér i dette forum, skulle gerne afholde sig fra myter og fantasi!

Ja, hvad nu hvis det havde været Hitler, der var blevet dræbt i 1923...? Ja, men så ville de reaktionære kredse i Tyskland have fundet en anden der kunne være førerfigur for deres interesser. Også stemningen i den tyske befolkning, hvor mange stadig var 100% autoritetslydige kejsertro i Weimarrepublikken (efter 1919), ville have været positiv over for en eller anden autoritær politisk leder. - Nej, det er absolut ikke Hitler der har lavet "det hele"! Men han har benyttet sig af den historiske chance at sætte sit modbydelige præg på udviklingen - og det er hér hvor historie også bærer individets bidmærke. - Men i det store og hele var der en nationalistisk reaktionær og revanchistisk grundholding - i Europa, hvad den overnationale antikommunisme angår - og i Tyskland, hvor det var lykkedes de borgerlige kredse at plante hævnfølelsen for den tabte krig 1914-18 i store dele af befolkningen. Koncernerne og rigshærens generaler trippede allerede med fødderne og var gået med nærmest hvilken som helst anfører, hvis bare de kunne have fået opfyldt deres ønske om endnu en krig...

Peter Jespersen

Nu var der ikke rigtigt nogen tydelige alternativer der var langstidsholdbare - den eneste lederfigur der stak næsen lidt frem var Ernst Röhm og han var ikke blevet accepteret.

Peter Jespersen

Men ja Adolf var der tilfældigvis på det rigtige tidspunkt - tilfældigheder er hvad der præger historien.
Et nyere og mere fredeligt tilfælde var da IBM ringede til et hidtil ukendt softwarefirma hvor ejeren var på kontoret, da de skulle bruge et styresystem til en ny datamat. Konkurrenten, der rent faktisk havde et brugbart produkt, var ikke hjemme.

Man kan køre en del interessante simulationer baseret på hvad nu hvis :o)
Videnskabeligt - det ved jeg nu ikke, det ligner lidt en kaosmatematisk algoritme.

Det er sandt, at reaktionære kredse nok alligevel havde taget teten i Tyskland i 30'rne også uden Hitler. Men de var i så fald sandsynligvis blevet under ledere uden Hitlers personlige judæofobi, der ikke var fremherskende i Tyskland (i hvert fald slet ikke i samme grad som i fx Polen, Østrig eller Frankrig), så selv om vi havde fået en 2. Verdenskrig uden Hitler, ville der sandsynligvis have været nogle millioner flere jøder i Europa i dag.

Hitler beskriver faktisk selv i "Mein Kampf" om, hvordan han, da han kom til Tyskland fra Østrig, blev chokeret over tyskernes "manglende forståelse for jødeproblemet."

Så jo, enkeltpersoner kan i visse tilfælde få meget stor betydning.

@Peter Jespersen

Plejer ludomaner da ikke at sætte hjem og familie over styr? Hitler havde så en lidt forstørret opfattelse af hvad der vat hans.

Nøglen til Hitler og nazisternes magtovertagelse er vil stadig, at de borgerlige partier troede de kunne bruge Hitler til at sikre dem selv magten, og derfor indgik en aliance med ham.
Vi har jo heldigvis ikke en borgerlig regering som baserer sin magt på et højreredikalt parti :-(

There was a young lady of Niger
who smiled as she rode on a tiger
They returned form the ride
with the lady inside
and the smile on the face of the tiger.

Jeg ved, det har vakt forargelse, når folk har brugt dyremetaforer om Dansk Folkeparti, men en tiger kan selv Pia da ikke have noget imod at blive sammenlignet med, vel?

Andreas Trägårdh

Frihed kan ikke defineres. I det øjeblik frihed defineres, ophører den med at eksistere. Da er frihed reduceret til et diktat. Derfor er driften efter frihed - liberalisme, altid en forløber for fascisme og diktaturer.

Poul Genefke-Thye

Var det dårlig ledelse? Tjah, nazismen bygger på socialdarwinismen, altså en teori om at det biologiske evolutionsprincip uden videre kan overføres til samfundsforhold på alle niveauer.
Derfor blev både store og små opgaver givet til flere, og så ville man (ifølge teorien) se, hvem der bedst løste den. Altså skulle lederne (stadig ifølge teorien) gøre deres bedste for at løse deres opgave bedst muligt. I praksis betød det oftest, at lederne i stedet for at løse opgaven, forsøgte at få det til at mislykkes for konkurrenterne eller at miskreditere dem hos Hitler.

Der var således gennem hele krigen en rivalisering mellem toplederne.
Det fremgår af bl.a.Goebbels dagbogsnotater, at lederne igennem hele krigen forsøgte at skabe skiftende alliancere mod hinanden.

Som ledelsesprincip er det ikke særlig rationelt, og det skaber et unødigt ressourcespild.

Skal man være rigtig uvenlig (og det må man da godt være en gang imellem), kan man sige, at man her så den frie konkurrence i sin yderste konsekvens.

Peter Jespersen

@Erik B

"Da Hitler angreb Sovjet, var Sovjet militært 2-3 gange stærkere end Tyskland og de var kun lige begyndt at opruste. "

Du glemmer en vigtig parameter, nemlig at Stalin kort tid forenden havde foretaget en udrensning iblandt officererne og i selve generalstaben - desværre for Adolf var Sjukov ikke røget med.