Læsetid: 5 min.

Det nødvendige mod

Det kan ikke nytte at frygte voldsreaktioner fra islamisterne, for freder vi islam fra kritik og omgiver den med et elektrisk hegn ved navn 'respekt', fastholder vi kun religionen på dens mest infantile og fundamentalistiske stade
19. august 2008

Det er en klumme, der tager afstand fra manglende mod, herunder mit eget. Den begynder med en roman, som De ikke kan få lov at læse, Medinas juvel, skrevet af en journalist ved navn Sherry Jones. Den fortæller historien om Aisha, en pige som blev giftet bort som seksårig til en 50 årig mand ved navn Mohammed ibn Abdallah. På sin bryllupsdag legede Aisha på en vippe ud for sit hjem, men herefter fik hun forbud mod at lege på gaden med andre børn. Da hun fyldte ni, flyttede hun sammen med sin mand, som nu var blevet 53. Han dyrkede sex med hende. Da hun var 14, blev hun beskyldt for utroskab med en mand, der var tættere på hendes egen alder. Ikke længe herefter befalede Mohammed, at hans koner skulle tildække ansigter og kroppe.

Man kan ikke læse denne historie nogen steder i dag, lige bortset fra i Koranen og Haditherne. Manden Mohamed ibn Abdallah skulle blive kendt som 'profeten Muhammed', Medinas juvel blev købt af forlaget Random House og udset til at blive bestseller, da en islam-professor så manuskriptet og udnævnte det til 'national sikkerhedsrisiko. Nu har forlaget droppet udgivelsen.

De vigtige spørgsmål

I Europa er vi omsider ved at afskaffe de forældede blasfemilove, som skulle hindre kritik af kristendommen, men i deres sted er trådt en ny blasfemilov, der forhindrer kritik af islam. Dog er det ikke staten, der håndhæver den, men jihadier. Nogle vil indvende: Hvorfor dog absolut kritisere religion, når det skaber så megen ufred? Svaret må lyde: lær af historien. Hvordan mistede kristendommen sine muligheder for at terrorisere folk med sine fantasmer om synd og helvede? Hvordan gik det til, at den hørte op med at udbrede skam over for sex før ægteskabet, masturbation eller homoseksualitet? Fordi kritikere borede i denne religions fortællinger og afslørede deres mangel på logik eller moral. De stillede spørgsmål: Hvordan kan en engel besvangre en jomfru? Hvorfor befaler Det Gamle Testamentes Gud sine disciple at begå folkemord? Hvordan kan mand overleve at blive spist af en hval osv.?

Stiller man tilstrækkeligt mange spørgsmål, trænger man troen længere og længere tilbage til metaforens tågede domæne, hvor der er mindre fare for, at den inspirerer til at dræbe eller gå i døden for den. Men de tvivlende muslimer og de ateister, som støtter dem, forhindres i at gå ud ad dette spor. De kan ikke bare spørge: Hvad siger det om Muhammed, at han giftede sig med en mindreårig pige eller at han massakrerede en landsby af jøder, som nægtede at følge ham?

Fordomme i vækst

At friholde en religion fra al kritik og omgive den med et elektrisk hegn ved navn 'respekt' vil kun fastholde islam på dens mest infantile og fundamentalistiske stade. Det kløgtige, spørgende og instinktivt moralske flertal af muslimer lærer at forholde sig tavse eller blive bragt til tavshed. Hvor ville kristendommen være i dag, hvis George Eliot, Mark Twain eller Bertrand Russel havde fået mundkurv på?

Men siden Jones nu har bragt det på bane, så lad os da tage fat i Muhammeds ægteskab med Aisha. Det må indrømmes, at 600-tallet var en anden tid, hvor det muligvis var ganske normalt for voksne mænd at have sex med præpubertære piger - kilderne taler ikke helt klart på dette punkt. Men uanset hvilken kultur man lever i, er sex en smertelig oplevelse, når ens krop ikke er udviklet til det. Skal man kritisere noget ved Jones' bog må det være, at hun hvidvasker denne praksis, når hun antyder, at Aisha nød Muhammeds "ømhed".

Hertil kommer, at man kan ikke bare sige, at Muhammeds beslutning om at gifte sig med en mindreårig pige må dømmes efter hans egen tids normer og så kræver, at vi føler hans moralske normer i bogstavelig grad. Enten må vi følge hans eksempel efter bogen, eller også må vi evaluere det kritisk og fælde vore egne domme.

Hvis en bog om Jesus bliver trukket tilbage af et forlag, fordi den mishager fanatikere i Mississippi, ville det være en tilsvarende skændsel. Jeg må med skam at melde tilstå, at jeg ville være mere svidende i mine formuleringer over for en sådan beslutning. En grund hertil er, at min frygt for de islamiske ekstremister er større: Man behøver blot tænke på Theo van Gogh, der ligger på fortovet og råber: "Kan vi ikke bare tale om det?"

En anden grund er mere ædel, om end forfejlet. I hele Vesten er negative fordomme over for muslimer i vækst. BBC sendte for nylig identiske cv'er ud i jobansøgninger til hundredvis af arbejdsgivere. De, som havde muslimske navne, blev langt sjældnere indkaldt til samtale. Ydermere bliver kritik af islamiske tekster undertiden brugt til at retfærdiggøre grusomheder begået af amerikansk eller israelsk militær, hvortil kommer at visse kritikere af islam såsom Geert Wilders og Martin Amis går for vidt med synspunkter, der bevæger sig på kanten af menneskerettighederne. Af disse grunde ræsonnerer nogle sekularister således: "Jeg har mange grund til at kritisere jødedommen, men i Tyskland 1933 ville jeg holde denne kritik tilbage. Tilsvarende vil jeg i dag ikke kritisere islam, fordi muslimer lægges kollektivt for had af intolerante højreorienterede.

Rationel ateisme

Nu bor jeg tilfældigvis i Londons East End, hvor muslimske indvandrere udgør et folkeflertal, og ikke i Weimar-republikken. Muslimer er sikre nok. Desuden er det nedladende at opfatte muslimer som nærtagende børn, der ikke kan udholde samme dosis kritik og spot som kristendom, jødedom og buddhisme har måttet tåle. Der er ikke nogen modsætning imellem at ville beskytte muslimer imod indskrænkede fordomme og udfordre absurditet og snæversyn i deres hellige tekster.

Der foregår en knibtangsbevægelse for at bringe enhver kritisk diskussion af islam til tavshed. På den ene side truer fanatikere med mord. På den anden side risikerer man at blive kaldt 'islamofob'. Men rationel ateisme er ikke racisme. Tværtimod, for den opfatter alle personer som voksne mennesker, der kan er i stand til at håndtere rationelle spørgsmål. Når vi ikke tør udgive bøger af frygt for fundamentalisme, beskærer vi den vigtigste af vore frihedsrettigheder.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det vil sikkert komme bag på en del af disse spalteres anonyme højrespammere, at jeg er ganske enig med Hari - men det er kun, fordi de ikke kan læse indenad.

Det er ikke kritik af kristendommen, der har bragt os videre, men derimod videnskab udført uafhængigt af religionen. En religion som kristendommen vil aldrig kunne andet end henad vejen at acceptere videnskabelige nybrud som egentligere kendskab til skaberværket end myterne.
For Islam er det faktisk ikke meget anderledes: det er i høj grad naturvidenskabelig baggrund, der kendetegner veluddannede muslimer: de bliver læger, ingeniører, tandlæger.

Du overser, Louis Cypher, at de pgl. pionerer bevægede sig indenfor kirken, og selv betragtede sig som kristne - endog Bruno, selvom faktum søges fortiet. Den katolske kirke tegner ikke firmaet, bl.a. fordi videnskaben faciliterede de forskellige protestantiske bevægelser.
Selvom modernisme og marxismen - dekonstruktionen vil jeg slet ikke inddrage, for den er efter min bedste overbevisning en uting, der blot gør folk dummere, end de behøvede at være - betragter sig som i opposition til kristendommen (eller andre religioner), er denne (disse) dybt indbygget i dem som en uerkendt forudsætning.

Ulrik Høstblomst

Louis

Det kan da ikke undre dig at der er så få muslimske nobelprisvindere ?

Hele dommerpanelet er jo kristne !

Og det vælter med nobelpriser ned over mestre i "Bibelsk Eksegese"

Hvordan synes du lige selv det her ser ud ??

Måske gik din Islam-fobi atter engang ud over dit klarsyn.. eller ?