Læserbrev

Ønsker det tavse flertal mere forebyggelse?

Der skal mindre straf og mere forebyggelse til for at mindske unges kriminalitet. Men tør politikerne satse sparepenge på det? Model

Der skal mindre straf og mere forebyggelse til for at mindske unges kriminalitet. Men tør politikerne satse sparepenge på det? Model

16. august 2008

Tak til Beth Grothe Nielsen (i Inf. 12. august) for at vove pelsen og bede om nuancer i debatten om dommen - og ikke mindst 'folkedommen' - over en 16-årig drabsmand fra Aalborg.

Hvor er det indlysende rigtigt, at det er fuldstændig håbløst at diskutere denne sag uden at reflektere over, hvor i drengens liv det gik så galt, at han nu må leve resten af sin tilværelse som drabsmand. Desværre tegner debatten et portræt af tiden, hvor den politiske verden sætter straf over forebyggelse og hvor medierne ruller sig lystigt i tragedier uden at føle sig forpligtet til refleksion i et større perspektiv.

Massiv satsning

Som en tilføjelse til Beth Grothe Nielsens betragtninger bør det vække til eftertanke, at den kommission vedrørende ungdomskriminalitet, som justitsministeriet nedsatte i december 2007 (i daglig tale kaldet Ungdomskommissionen), i sin 16 mand store gruppe ikke tæller bare ét medlem med socialt arbejde som hovedmetier.

Politi, advokater, retspræsidenter, professorer og ministerielle embedsmænd er der masser af, men ikke én socialrådgiver, socialpædagog eller lærer fra den kommunale dagligdag, som er den vigtigste aktør, når det gælder forebyggelse af ungdomskriminalitet, er der blevet plads til. Og det til trods for, at der står i kommissoriet, at der på det kriminalpræventive område særligt kan peges på samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP) som en betydningsfuld ordning. Forebyggelse af kriminalitet og af sociale problemer i det hele taget er karakteriseret ved at kræve langsigtede strategier og massiv satsning - også økonomisk. Det kræver politisk mod at satse sparepengene på det, ikke mindst fordi forebyggende indsatser der f.eks. sikrer, at en hel bys håbefulde poder holder sig fra containerafbrænding og meningsløs vold, slet ikke giver den samme politiske og mediemæssige opmærksomhed som det modsatte.

Hvordan skal handlekraftige nul-tolerance-politikere så få vind i sejlene til endnu en valgperiode, og hvordan skal formiddagsaviserne så få oplaget solgt? Beth Grothe Nielsen efterlyser, at "det tavse flertal af lovlydige borgere" siger fra over for mere straf og beder om mere forebyggelse i stedet for. Jeg melder mig gerne højlydt og larmende i det kor, men spørgsmålet er, om både det tavse flertal og de mere støjende aktører på banen i virkeligheden ønsker, at forebyggelsen prioriteres?

Bettina Post er konstitueret formand i Dansk Socialrådgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har også siddet og reflekteret over det postyr, som den pågældende doms strafudmåling, og mangel på reflektion over, hvordan drengen overhoved kom så langt ud i tovene.
Men det er vil lettere bare at fremstille drengen som født ond, i stedet for at se ham som det forladte og forsømte barn han er.
På den anden side, er det eneste uddannelsesinitiativ som regeringen åbenbart kan få til at fungere jo kriminalitetskadidaterne fra de danske fængsler. En sådan succes må jo følges op med bedre og længere uddannelsesforløb.
Det står i sandheden sløjt til i bananrepublikken danmark.

"Jeg skønner at Søren Andersen er til permanent trussel mod andres liv og førlighed. Hovedet af ham!"

Det ville være konsekvensen af sådanne skøn. Som kunne og kan ses i flere lande rundt omkring i verdenen.

Og der er derfor der er dommere i Danmark som ikke skal skønne eller bøje hovedet for populisme, men dømme efter de fakta der foreligger dem..

Folk, der går ind dødsstraf r som potentielle mordere en trussel mod samfundet og bør spærres inde - ikke, Søren?

Hvori adskiller dødsstraf sig fra overlagt mord?

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand:
"Hvori adskiller dødsstraf sig fra overlagt mord?"

Der er straffrihed for den første form for aflivelse, men ikke den anden.

Både dødsstraf og fængselsstraf kendetegnes ved, at den handling staten sanktionerer, ikke kan gøres ugjort. Hhv. livet er ophørt, eller tiden er gået. Begge typer straffe, kendetegnes også ved, at staten føler sig hildet til at begå overgreb mod enkeltpersoners frihed, vha. tvang, vold, indespærring og ydmygelser, under påberåbelse af, at statens overgreb er retfærdiggjort af hensynet til andre.

Uden hverken at være tilhænger af dødsstraf, eller fortaler for at der ikke skal straffes generelt, kunne jeg godt tænke mig at vide:

Når der ses bort fra de personlige konsekvenser for den dømte, hvori adskiller dødsstraf sig principielt fra fængselsstraf?

Heinrich R. Jørgensen

Er uigenkaldelighed ikke ret beset en personlig konsekvens for den straffede?

Hvis f.eks. staten erkender at en straffet reelt var uskyldig, bør staten altid undskylde og forsøge at kompensere - men selv de levende kan ikke få deres straf ugjort.

Hvis jeg skulle pege på noget, er dødsstraf en overtrædelse af den humanistiske ide om individet værdi, og sikkert også et kristent tabu mod at afkorte andres liv. Derfor har en stat der slår sin befolkning ihjel, mere end vanskeligt ved at hævde at det er humanistisk og kristent, og mildest talt minder om det modsatte. Er det ikke i det nabolag, at vores modvilje mod dødsstraf reel skal findes? At vi ikke brydes os om at skulle leve i et samfundssystem, der tilsidesætter individet fremfor fællesskabet?

Meget fin analyse, som jeg kan tilslutte mig, Heinrich. Men for en fejldømt fængselsstraf kan der dog ydes erstatning til ofret, deter lidt svært for dødsstref. Men du har ret i, at hvis et samfund erklærer, at det i visse tilfælde kan være "retfærdigt" at tage et andet menneskes liv, er det meget svært at argumentere for, at denne ret skulle være forbeholdt en offentlig instans, mens fx æresdrab, der af morderen sikkert opfattes som ydert "retfærdigt" og "velfortjent", ikke skulle være tilladt.

Og så demonstrerer Peter Olesen, at han som sædvanligt ikke har fattet, hvad diskussionen handler om. Al denne rørende omsorg for ofrene er og bliver et slet skalkeskjul for hævnlyst - al den stund det er en selvfølge for enhver med en humanistisk indstilling til medmenneskene (og derfor dødsstrafmodstander) at der skal sørges for ofrene på bedste måde (dog ikke ved at lefle for DERES hævnfølelse).

Casper Jensen

Fornuftigt læserbrev.

Ja. det er et dilemma som politikerne står i.

Hvis politikerne udelukkende tænker på egen karriere, så kan jeg godt forstå at politikerne er tilbageholdende med at iværksætte kriminal-præventive tiltag i lokalsamfundet ,som man kun vil kunne se konsekvenserne af om mange år hvor den respektive politiker er glemt og borte.

Hvis medierne satte lidt fokus på de kriminalpræventive tiltag, istedet for blot den evige fokus på strengere straffe, og gav et skulderklap til de politikere der tør iværksætte føromtalte kriminal-præventive tiltag, så ville fremtidens samfundet forme sig i en mere hænsigtsmæssig facon......