Kronik

Mit Prag-forår i '68

Den 21. august 1968 ligger meget fast i min erindring. Jeg hørte meddelelsen om tanks i Prags gader af min arbejdskollega, som ud af vinduet fra sin lejlighed råbte, at jeg ikke behøvede at brække mine ben for at komme på arbejde til tide
Tjekkoslovakiske unge står på en russisk militærlastbil den 21. august 1968. -Hele 1960-erne havde stor indflydelse på vores dannelse. Vi havde forladt vores indre eksil, var blevet engagerede og mere kosmopolitiske,- skriver dagens kronikør, der selv oplevede -foråret- i Prag 1968. Arkiv

Tjekkoslovakiske unge står på en russisk militærlastbil den 21. august 1968. -Hele 1960-erne havde stor indflydelse på vores dannelse. Vi havde forladt vores indre eksil, var blevet engagerede og mere kosmopolitiske,- skriver dagens kronikør, der selv oplevede -foråret- i Prag 1968. Arkiv

21. august 2008

Det var i vinteren i 1968, nyheden om store forandringer på den politiske scene nåede os oppe i de bøhmiske Randbjerge.

Med udsigt til en god dag ude på pisterne havde vi ikke lyst til at tænke på den politik, som vi alligevel ikke havde nogen indflydelse på. Vores land blev styret fra Moskva, så det havde meget lille betydning, hvilken marionetdukke, der var kransekagefigur i kommunistpartiet. Efter den rædselsfulde stalinistiske periode var vi ikke længere så angste for at få atomvåben i hovedet eller at skulle blive udsat for en Kafkask dom for noget, vi ikke havde kendskab til.

Livet under kommunismen havde ikke været helt så sort, som man måske kunne forestille sig. 'Brød og skuespil' har altid været det bedste middel til at holde folket i ave. Det er svært at være klog på, hvad der rumsterede i partibossernes hoveder, da det blev tilladt at dyrke mellemkrigstidens borgerlige fornøjelser. Næsten alle teenagere frekventerede på den tid danseskoler under ledelse af kyndige og noget dekadente danselærere.

I min erindring er der indprentet en episode fra danseskolen. For mit indre øje ser jeg de noget mismodige og fortvivlede ældre mandlige dansepartnere, som frygtede at skulle sendes til Ungarn for at være med til at nedkæmpe opstanden i 1956. Det skete heldigvis ikke, men senere i 1968 skulle unge ungarske mænd bekæmpe den såkaldte kontrarevolution i Tjekkoslovakiet. Det var utvivlsomt lige så frustrerende for dem som det havde været for vores dansepartnere.

Mens vi andre havde hengivet os i sus og dus til alt det udbud af underholdning og sport, kæmpede forfattere, digtere og dramatikere for normale vilkår for kunsten.

Efter Stalins død i 1953 var der sket et tøbrud, som de benyttede sig af til at forlange kunstens frigørelse fra den strenge dogmatisme. Initiativet blev taget af digteren Jaroslav Seifert. Det var forfatternes, digternes og dramatikernes fortjeneste, at det allerede fra slutningen af 50'erne var værd at læse tjekkisk litteratur og se vedkommende skuespil på teatrene.

Det mellem linjerne

Det var som om tyrannens død havde fået alt til at blomstre. Mange nye unge eksperimenterende og visionære dramatikere og tekstforfattere dukkede op lige som den optimistiske vintergæk, der dukker frem under sneen.

Det mest betydningsfulde af de nye teatre, var Semafor. Dette musikteater har med sit vid og bid, sprogleg og humoristiske jazzmusik haft stor folkelig appel og gennem flere generationer formået at holde humøret oppe. På en finurlig måde lykkedes det Semafor at overleve den trælse tid efter den 21. august 1968. Det ser derimod ikke ud til, at det lykkes teatret at overleve nutidens kommercialisme.

Selv om man først opnåede ytringsfrihed efter Murens fald i 1989, havde forfatterne indtil da været gode til at smugle budskaberne ind i deres tekster, og vi læsere eller seere var godt trænede i at det mellem linjerne.

Milan Kunderas roman En spøg, fra 1967 som ubarmhjertigt fremstiller den dogmatiske tid og menneskets vilkår under stalinismen, er et godt eksempel på, at der var ved at ske markante forandringer i samfundet. Det var ikke længere nødvendigt at kunne læse mellem linjerne i denne roman.

Prag-foråret var kulminationen af begivenheder og bestræbelser, som havde udspillet sig i løbet af 10 år forud. Der havde været mange aktører på banen, der på hver sin måde havde bidraget til bevidstgørelse af befolkningen. Forfatterne og teatrene havde trukket det største læs.

Den politiske elite nærede man ikke tiltro til. I løbet af foråret 1968 lykkedes det dog Alexander Dubcek at få inddraget og begejstret flertallet i befolkningen til at engagere sig i reformprocessen.

Inderst inde havde man frygtet magthaverne i Moskva, man foretrak ikke desto mindre at lade som om ingenting kunne ske. Dagen før dagen udtalte Ludvik Vaculik, forfatteren til appellen To tusinde ord i et interview i biografernes ugerevy, at han ikke havde fantasi til at forestille sig konsekvenserne, hvis Moskva ikke ville acceptere reformprocessen.

Okkuperet radio

Den 21. august 1968 ligger meget fast i min erindring. Jeg hørte meddelelsen om tanks i Prags gader af min arbejdskollega, som ud af vinduet fra sin lejlighed råbte, at jeg ikke behøvede at brække mine ben for at komme på arbejde til tiden. Vores tegnestue, befandt sig dengang i en sidegade til Václavské Námestí. Sporvogne og busser var den dag blevet suspenderet, og vi måtte derfor marchere til arbejde. Der opstod straks stor samhørighed mellem os, vi holdt endog hinanden i hænderne for at søge tryghed hos helt ukendte mennesker. Den dag havde jeg ikke fået min morgenmad, fordi der havde været kæmpe køer foran forretningerne, der handlede med mad. Det virkede helt absurd at tænke på hamstring, når man kunne høre radioens folk råbe om hjælp.

Den sidste besked til befolkningen gik ud på, at radioen var gået under jorden. Stakåndede speakere nåede at advare befolkningen mod i fremtiden at lytte til den såkaldte Tjekkoslovakiske radio.

Radioen faldt i hænderne på okkupanterne, og på gebrokkent tjekkisk forsøgte man at vildlede befolkningen. Den eneste nogenlunde pålidelige information kunne man derefter få fra radio BBC og Radio Free Europe. Senere kunne man blive orienteret om situationen af private radiosendere fra skjulte steder i landet.

Det var straks vigtigt at ødelægge okkupanternes aviser. Billederne af bålene på Václavské Námestí står endnu klart på min indre billedskærm. Det var ikke ufarligt at indsamle de aviser, helikoptere kastede ned, og brænde dem, men vi var modige, til tider til grænsen af det dumdristige.

Der foregik diskussioner på arbejdspladser, nogen stillede sig til rådighed for på forskellige måder at kæmpe mod okkupanterne. Der var ikke nogen overordnet myndighed. Den følgende dag blev Dubcek og regeringen taget til fange og transporteret til Moskva. Vi handlede helt på egen hånd.

Virksomhederne skulle beskyttes for ikke at falde i okkupanternes hænder sådan som radioen, og de andre medier og institutioner. Udstyret med en kalashnikov, som jeg alligevel ikke forstod at bruge, stod jeg en søndag sammen med min fagforeningsformand og bevogtede vore i strategisk forstand ret ubetydelige kontorer.

Taget på sengen

Det var unge skræmte russiske soldater, som kørte gennem gaderne. Man havde fortalt dem, at de skulle kæmpe mod kontrarevolutionen, men der var ikke noget tegn på den slags. Folket forsøgte at kommunikere med dem og få dem overbevist om, at de skulle tage hjem til deres kærester. De unge stakler bad os om at sende breve til deres familier, da de frygtede at blive sendt til den kinesiske grænse til en sikker død. Så de ikke hjemme i Sovjetunionen kunne komme til at fortælle sandheden. Meget hurtigt ankom et andet hold, hentet fra asiatiske republikker langt væk fra Moskva.

Lyslevende husker jeg min kollegas brors besøg i vores tegnestue. Om formiddagen den 21. august kom han, der var luftkaptajnen i Det Tjekkoslovakiske Luftfartselskab helt uventet faldt ned på en stol og fremstammede: "Vi blev taget på sengen! Pludselig vrimlede hele flyvepladsen med tanks."

Selv om det var en tragisk begivenhed med langstrakte og skæbnesvangre konsekvenser, trak den en række komiske og helt absurde situationer med sig. Warszawa-pagtens styrker var landet klokken to om natten på den internationale lufthavn i Prag, uden at nogen havde lagt mærke til det. Bresjnev skal være blevet rasende. Han havde ikke megen fidus til soldat Svejks folk.

Hele 1960'erne havde stor indflydelse på vores dannelse. Vi havde forladt vores indre eksil, var blevet engagerede og mere kosmopolitiske. Prag var blevet et kulturcentrum og en magnet for kunstnere og kunstelskere fra hele verden. Enhver, der var noget ved musikken var kommet forbi.

Den brutale afslutning på Prag-foråret havde derfor fået markant opmærksomhed i hele verden. Moskvas overgreb blev et definitivt bevis på, at kommunismen ikke lader sig reformere.

Der skulle derefter gå endnu 20 onde år før befolkningen i Tjekkoslovakiet kunne føle sig fri.

Irena Sloth Carlsen er tjekkisk født og har levet i Danmark siden 1970. Hun er cand.mag. i litteraturvidenskab med tjekkisk som bifag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mine forældre og deres generation har fortalt mig om jublen og lykkefølelsen i befrielsesdagene i 45 - og skuffelsen over, at det hele så hurtigt gik op i hat og briller bagefter.

For min generation var oplevelsen af murens fald - og desillusionen bagefter med Golfkrig, terror etc. - lige så stor. Men det største øjeblik for mig, som den dag i dag kan give mig en klump i halsen, var den aften jeg i tv så den aldrende Dubcek komme frem på balkonen på Vaclavske Namesti og brede armene ud, som om han ville omfavne hele den jublende folkemængde. Fra det øjeblik (og ikke fra 11.9) var verden for mig blevet en anden.

Og netop derfor er det så deprimerende, at vi stadig lever i en verden, hvor magt er ret.