Er mentorordninger - eller for den sags skyld alle andre typer af velmenende vejlednings- og supportordninger for unge svaret på de unges fravalg eller manglende lyst eller evne til at gennemføre en uddannelse? Dette relevante spørgsmål stiller Lisbeth Højdal i Information den 31. juli.
Den politiske dagsorden er fyldt med forslag til nye mentorordninger, særlige indsatser, økonomiske sanktioner og straffe til unge, der ikke kan holde sig inden for en ikke særligt defineret 'normalgrænse'.
Men de voksne, som de rodløse, frustreret unge kan tage ved lære af, findes allerede i dag i klubber og i ungdomsskoler. Her er den vedholdende voksenkontakt et uundværligt nøglepunkt for mange rodløse unge. Desværre er situationen den, at i mange kommuner har der gennem de seneste år været massive besparelser på netop klubber og ungdomsskoler, samt i den sammenhængende ungepolitik.
Aktivt fritidsliv
Som afløsning for de stigende besparelser rejses mere vedholdende politiske krav om øget forældreansvar og større krav til uddannelsesinstitutionerne - der jo er skabt til at uddanne unge og ikke passe unge
Folketinget pålagde for et par år siden alle kommuner at udarbejde en sammenhængende børne- og ungepolitik inden udgangen af 2006. Ungdomsringen, der er interesseorganisation for landets fritids- og ungdomsklubber, har gennemført en omfattende undersøgelse af kommunernes arbejde med børne- og ungdomspolitikken. Desværre viser denne undersøgelse, at det kun er et mindretal af landets kommuner, der har taget denne opgave alvorligt.
Unge har brug for et aktivt og udviklende fritidsliv, som ikke er snævert forbundet med skolen. Samfundet kan tilbyde de unge det i form af fritidsaktiviteter, hvor de unge møder professionelt uddannet personale. For mange unge er det netop i alderen 10 - 14 år, at livet bliver vanskeligt. De møder ikke længere naturligt kammeraterne, som de gjorde i SFO-tiden. Og det er i den alder, at nogle unge begynder at udvikle sig i en anden retning end det aktive og udviklende ungdomsliv, som de stærkeste unge lever. Og her skabes mange af de ungdomsproblemer, som senere ødelægger unges liv og koster samfundet store ressourcer.
Hvis vi skal nå målsætningen om, at 95 pct. af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, er kommunerne nødt til at tilbyde et fritidsliv med mulighed for voksenrelationer til professionelt uddannet personale. At få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse er ikke kun et spørgsmål om bedre skoler og flere test. Kun professionelle voksne i fritidslivet kan nemlig forventes at samle de unge op, som vender skolen ryggen.
Subkultur af svage
Og hvis kommunen ikke råder over fritidstilbud af høj kvalitet, sker der ingen integration mellem stærke og mindre stærke børn. De stærke børn vil nemlig selv finde deres tilbud, og de svage børn vil ikke kunne rummes i tilbuddene. Der vil således let dannes en subkultur af svage børn, som ikke har de stærke og velfungerende børn som modeller. Undersøgelser har vist, at mens de stærke børn ikke lærer mindre af at være sammen med de svage børn, lærer de svage børn mindre ved at være afskåret fra de stærke børn. Denne iagttagelse må formodes også at gælde i fritidslivet og formentlig i ligeså høj grad med hensyn til den sociale læring af ansvarsbevidst og hensynsfuld adfærd som med hensyn til faglig læring.
Fritids- og ungdomsklubberne har en ekstraordinær mulighed for at spille en særlig rolle i den kommunale ungdomspolitik under forudsætning af, at kommunerne satser på at udvikle klubber af høj kvalitet, som vælges til af såvel de ressourcestærke og ressourcesvage unge.
Ungdomsklubberne er nemlig bredtfavnende og ikke interesseopdelte. Unge kan komme der, hvad enten de interesserer sig for fodbold, teater eller musik. Fritids- og ungdomsklubberne kan hjælpe unge, der ikke selv kan finde ud af det, ind i det frivillige foreningsliv inden for idræt og kultur.
Klubområdet har med andre ord nogle særlige muligheder i ungdomspolitikken. Men det væsentligste er, at kommunerne påtager sig opgaven at gennemtænke ungdomsområdet. Ungdomspolitikken skal udvikles ved at inddrage de unge og de øvrige interessenter på ungdomsområdet og herigennem udvikle en ungdomspolitik, der bygger på ligeværdighed mellem skole- og fritidsliv. Kun derigennem kan den unge flyttes fra barndommen til voksenlivet med fuldt udviklede kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige kompetencer.
Kim Mortensen er formand for Ungdomsringen og MF (S)
Personligt synes jeg at der skal tages fat i skolerne. Beløn stærke elever med det at de kan tjene penge for at give lektiehjælp til de svage elever.
Men giv de stærke elever deres egne klasser, dem skal der også tages hensyn til:)
De er vel ikke kun et problem at svage elever sakker bagud, men også at stærke elever mangler udfordringer og lærer at de kan klare sig i tilbagelænet tilstand, indtil de pludselig ikke kan det mere på Uni. Hvorfor de giver op, de er jo ikke vant til at blive udfordret.
Forfatteren til artiklen har sandsynligvis haft indvandrerbørnene i baghovedet, som er de svage.
Nej! Det giver ingen mening i at befolkningen skal varetage poltitikernes evindelige invitation af fattige tredielandsindvandrere, idet vi andre også har en dagligdag som skal hænge sammen.
Hvis alting er så symptomatisk vil jeg anbefale, at politikerne selv bevæger sig ud blandt marginalgrupperne.