Kronik

Sundhed for de bedst egnede

Et sundhedsvæsen, der prioriterer de bedst egnedes overlevelse frem for vi andres, bekræfter den socialdarwinistiske ideologi og giver tilsyneladende mere underholdning for skillingen end den nordiske velfærdsmodel gjorde
Udviklingen inden for sundhedsvæsenet er et godt eksempel på, at det på ingen måde er sikkert, at succes for den ene i fremtiden vil være den andens succes.

Udviklingen inden for sundhedsvæsenet er et godt eksempel på, at det på ingen måde er sikkert, at succes for den ene i fremtiden vil være den andens succes.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

1. september 2008

Socialdarwinismen gør en dyd ud af overlevelsen. Ud over det at se overlevelsen som en afgørende forudsætning for livet i det hele taget, så ophæver ideologien evnen til at overleve til selve meningen med livet.

Darwins evolutionsteori er derimod ikke nødvendigvis ideologiserende i sine beskrivelser af de selektive biologiske processer, der er evolutionsteoriens videnskabelige genstandsområde, selv om den indeholder et brud med f.eks. den kristne værensudlægning.

Da Darwin udgav Arternes oprindelse i 1859, blev den modtaget som en provokation. Beskrivelsen af mennesket som en videreudviklet abe var for meget for datiden. Den kristne skabelsesberetning og de forskellige store teleologiske forklaringsmodeller, hvor formålet med alt føres tilbage til det, en almægtig skaber har lagt i sit værk, er svært forenelig med evolutionsteorien, hvor livet selv i sine faser forklares som ophavet og grundlaget for evolutionens retning og altså i det hele taget uden en forudgivet formålsmæssighed eller orden.

Evolutionsteorien gør ikke overlevelsen til meningen med livet. Den beskriver blot de overlevende som dem, der sætter evolutionens retning. De irreversible processer, der sætter den biologiske udviklings retning, har ikke nødvendigvis noget med formålsmæssighed at gøre. Det betyder ikke, at livet med dets kvaliteter er bortforklaret i den sammenhæng.

Friheden er markedet

Man kan godt se det at være i live, at overleve, som en forudsætning for oplevelsen af enhver form for mening og kvalitet uden at ophæve selve overlevelsen til meningen med livet, sådan som socialdarwinismen gør.

Socialdarwinismen sniger sin ideologi ind i mange sammenhænge i det moderne samfund. Cepos, som er den mest feterede ideologiske tænketank i dansk presse, er i bund og grund udtryk for den socialdarwinistiske ideologi.

Den form for rationalisme, der lægges ind bag dyrkelsen af konkurrencen, dereguleringerne, liberaliseringerne og succeskriterier i det hele taget, er dybt inkarneret i den socialdarwinistiske ideologi.

Selektiviteten i den fri konkurrence ophøjes her ideologisk til det højeste meningskriterium. Friheden er markedet. Alle restriktioner i forhold til markedet er udtryk for ufrihed. Man fremstiller markedet som det system af alle, der er bedst til både at skabe og fordele værdier til størst nytte for alle. Den enes succes er på markedets betingelser den andens succes.

Men den socialdarwinistiske ideologi befinder sig i et dilemma. Som alle andre ideologier er den nødt til at skjule de paradokser, der opstår, når noget ophæves til dogme.

For at kunne sælge den socialdarwinistiske tro på markedet, må de mindre egnede, de svage, overbevises om fordelen ved at lade de bedst egnede regere frit på markedets betingelser, og om at det fri marked fører til maksimeringen af produktion og forbrug for alle. Individets hensyn til sig selv, dets egoisme, skal på markedets betingelser gøre, at alle yder sit maksimale, og at der på den måde bliver mest af alt til alle.

Det er kort sagt det budskab monetaristerne har haft held med at sælge på det frie marked siden Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Augusto Pinochet forstod budskabet i Milton Friedmanns økonomiske filosofi, den salgbare version af socialdarwinismen.

Begrænset mandat

Problemet er bare, at den enes succes på markedet langt fra altid er den andens succes. Lad os se på fremtiden og 'de bedst egnenes overlevelse i det danske sundhedsvæsen'.

Europa-staten og den danske regering har sammen indført en lang række tiltag i overensstemmelse med den socialdarwinistiske økonomiske filosofi. Ifølge den findes der legitime og illegitime aktører på markedet.

Andelsforeninger, forbrugerejede produktions- og forsyningsselskaber, offentlige virksomheder, det offentlige sundhedsvæsen og staten i det hele taget er enten at betragte som overflødig, skadelig eller bare hæmmende i forhold til markedets konstruktive funktion. Den optimale produktion og fordeling af goderne sker ifølge Milton Friedmann, når de eneste legitime aktører, de ultimativt nytteoptimerende rationelt orienterede økonomiske subjekter, regerer på markedet, kun reguleret af retsvæsnets sikring af ejendomsretten og centralbankens styring af likviditeten.

I det lys skal man se på følgende: Amterne er blevet nedlagt til fordel for regionerne, hvis regi sygehusene nu ligger i. Regionerne kan ikke opkræve skat, som amterne kunne, hvorfor deres budgetter fastlægges af Finansministeriet. Når sundhedsvæsnet således er blevet udsat for 'rationaliseringer' i forbindelse med overdragelsen til regionerne, så kan de kun reagere ved at ændre på fordelingen af de tildelte midler.

Lønforhandlingerne i forbindelse med sundhedsmedarbejdernes arbejdsnedlæggelser foregik mellem regionerne og fagforeningerne. Men i virkeligheden var regionernes mandat begrænset. Hvis forhandlingerne var brudt sammen, og regeringen skulle være trådt ind, så ville fagforeningernes sande forhandlingspartner blot være blevet nødt til at agere i sit eget navn, uden stedfortræder.

Nedslidt sundhedsvæsen

Besparelserne på de offentlige sygehuse, der er indført i ly af den omtalte rationalisering, den brede vifte af foranstaltninger, der fremmer private og virksomheders sundhedsforsikringer, behandlingsgarantien, som gør, at de offentlige midler følger patienterne over til de private hospitaler, den europæiske beslutning om at patienter skal kunne modtage behandling over alt inden for Europa-staten, gør alt sammen at sundhedspersonale og midler flytter mod det private sundhedsvæsen, hvor prisdannelsen er fri!

Ugebrevet Mandag Morgen har påvist det manglende overblik over betydningen for omkostningsniveauet i denne udvikling. Regeringen vil tilsyneladende ikke have for meget fokus på det, der sker med det danske sundhedsvæsen.

Udviklingen inden for sundhedsvæsnet er et godt eksempel på, at det på ingen måde er sikkert, at succes for den ene i fremtiden vil være den andens succes. Hvis omkostningsniveauet i det offentlige sundhedsvæsen styres stramt af en liberal regering, og tilgangen til de sundhedsressourcer, som nu koncentrerer sig om de private hospitaler, i fremtiden vil være betinget af, om man har råd, er forsikret, privat eller via arbejde, så vil nogle opleve, at de velstilledes succes ikke længere er deres. For de må vente på at komme til i et nedslidt offentligt sundhedsvæsen, imens de kan se de succesrige komme til i det private med det samme.

For kedeligt

Der er ikke ført nogen form for dokumentation for den overordnede påstand om, at liberaliseringen og konkurrencen på sundhedsområdet er til alles fordel. Det eneste man kan være sikker på, og det er så det egentligt ideologiske mål med hele øvelsen, er, at det skal kunne betale sig at være med på markedet for fuld damp, også i forhold til ens mulighed for at få den bedste behandling i sundhedsvæsnet. Effekten af de indførte behandlingsgarantier, rationaliseringer og liberaliseringer munder ud i, at den enkeltes sygesikring bliver betinget af den individuelle succes på det fri marked, og altså ikke af den andens succes på markedet.

Hvis kampen for overlevelse var sat lidt ud af kraft med det velfungerende offentlige sundhedsvæsen, så kan det godt være, man i fremtiden vil fokusere mere på den socialdarwinistiske mening med tilværelsen igen, når det nu kun er de 'bedst egnede', dem med succes på det frie marked, som har fri adgang til den bedste del af sundhedsvæsnet. Og så vil vi alle opleve, at kampen om overlevelse er blevet meningen med tilværelsen igen, efter den pladderhumanistiske og socialdemokratiske periode, hvor overlevelsen kun var en forudsætning for det gode liv. Men igen, vi har kun det sjov, vi selv laver, og livet i det nordiske velfærdssystem var åbenbart for kedeligt.

Steen Ole Rasmussen er cand.phil. i filosofi og forfatter til bogen 'Succes eller succes', hvis første bind netop er udkommet på BoD, Books on Demand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- "Socialdarwinismen gør en dyd ud af overlevelsen. Ud over det at se overlevelsen som en afgørende forudsætning for livet i det hele taget, så ophæver ideologien evnen til at overleve til selve meningen med livet."

Eftersom vi alle dør før eller siden, så er der ifølge denne ideologi ultimativt ingen mening med livet. Ideologien er tydeligvis udtryk for meget dyb visdom - resultatet af mange kloge økonomers arbejde. Hatten af for dem.

- "Cepos, som er den mest feterede ideologiske tænketank i dansk presse, er i bund og grund udtryk for den socialdarwinistiske ideologi."

Ja, det lover jo ikke godt at have en sådan åndelig vrøvletank, der reducerer 'meningen' med livet til at være kampen for overlevelse, siddende der i vores midte.

- "Man fremstiller markedet som det system af alle, der er bedst til både at skabe og fordele værdier til størst nytte for alle. Den enes succes er på markedets betingelser den andens succes."

Jamen, hvordan kan man dog forestille sig noget sådant? Når man påstår, at meningen med livet er at overleve, og man samtidig påtænker, at vi er materielle eksistensformer med materielle behov på en klode med begrænsede materielle ressourcer, så kan det aldrig nogensinde lede til alles bedste. Men jeg formoder, at det er ordene "begrænsede materielle ressourcer", der bare ikke siver ind.

- "Den optimale produktion og fordeling af goderne sker ifølge Milton Friedmann, når de eneste legitime aktører, de ultimativt nytteoptimerende rationelt orienterede økonomiske subjekter, regerer på markedet, kun reguleret af retsvæsnets sikring af ejendomsretten og centralbankens styring af likviditeten."

Det er fuldstændig som at høre den svenske kok i Muppet Show sige "Ahuu-di-buuidi-buuidi."

Løsningen er for længst fundet i Science Fiction-litteraturen og på film: At de mest velegnede indidvider kloner sig selv, da den mytologiske, antikke løsning, at de reproducerer i en uendelighed (Zeus og Odin er nogle af de mest markante eksempler, Christian IV blot en svag af-glans) næppe længere lader sg gøre i praksis. Med klon-løsningen kan vi glæde os over, at chancerne for møde Oliver Bjerrehuus, Asger Aamund, og hvad de livsduelige, dækningsbidragydende ellers hedder, rundt omkring, øges.

Steen Rasmussen

@ John Fredsted og Jens Thorning
Det virker som om i heller ikke er med på den endimensionelle dyrkelse af succes i moderne forstand. Så mangler vi bare, at ”de sejrende” selv tager begrebet op på ny; inddrager vore beskrivelser af deres succes i deres egen selvbeskrivelse; begynder at forstå, at de måske ikke lige frem er løsningen, hverken for dem selv, eller os andre, men at de er en del af problemet. Her dukker der så bare et andet problem op. For jeg tror forståelsesrammen her som der er utilstrækkelig; at vores beskrivelse af de herskende succeskriterier falder som en fjern fremmed verden, uanset hvor meget man forsøger at beskrive og tegne op på de gældende kriterier for mening. De ideologiske disciple bag kulten Cepos vil sandsynligvis ikke en gang kendes ved andre end deres egen selvbeskrivelse. De vil fortsætte med at sælge argumenterne om, at de privilegerede kan forbruge sig ud af enhver mangelsituation, at de/vi, som repræsenterer de ca. 14% bedst stillede i verden, og som allerede beslaglægger 5/6 af verdens absolut begrænsede ressourcer, kan forbruge os ud af enhver mangelsituation i enhver afkrog af verden. At de succesfuldes succes i økonomisk forstand er enhvers succes. Det faktum at verdensbanken netop har tilføjet en lille detalje til de succesriges selvbeskrivelse, at der er 400 millioner flere absolut fattige, end man hidtil har regnet med, og at det således ikke går bedre i de regioner af verden, hvorfra det offentlige henter sine læger, når vore egne flygter over i det private, ja det ændrer selvfølgelig ikke på de sejrendes selvforståelse og tro på at deres succes er vejen frem for enhver. Det eneste, der sælger hos de købedygtige, er budskabet om at deres individuelle succes er enhvers succes. Alt det andet sælger ikke. Det kan ikke betale sig. Det går slet ikke i de kommercielle medier. Og selvfølgelig er de kommercielle succeskriterier da ikke en del af problemet.

Jeg har netop skrevet en bog, hvis budskab bl.a. er, at en bog med dens budskab ikke kan sælges. Hvis bogen alligevel skulle sælge, så er det altså forkert, det der står i bogen. Hvis den ikke sælger, så er det rigtigt hvad der står i den, men ingen vil nogen sinde vide det.

Verden er vidunderlig, men den er slet ikke retfærdig.

"Men jeg formoder, at det er ordene "begrænsede materielle ressourcer", der bare ikke siver ind."

Du har helt ret. Der er på ingen måde tale om at den vestlige verden er garant for et monstrøst overforbrug, og at brændstoffet til vort system er at bruge endnu mere end sidste år. To biler, tre køkkener, fire computere og fem fladskærme, er jo et absolut mindstekrav for at overleve.

Hvis det er sådan klaveret spiller, kan jeg godt forstå man taler om begrænsede materielle resourcer.
Hvis man derimod antager, at det ikke er en menneskeret at æde sig ihjel, køre i firhjulstrækker på arbejde og slide det ene håndværkersjak op efter det andet med at installere samtalekøkkener(udendørs som underjordiske), så kunne det være at der måske var nok til alle.

Og så er den modbydelige spekuleren i livsnødvendige fødevarer ikke engang talt med.

@Steen Ole Rasmussen: Du tager nok ikke helt fejl, hvis du har fået den opfattelse, at heller ikke jeg bryder mig om den "... endimensionelle dyrkelse af succes i moderne forstand."

"Jeg har netop skrevet en bog, hvis budskab bl.a. er, at en bog med dens budskab ikke kan sælges. Hvis bogen alligevel skulle sælge, så er det altså forkert, det der står i bogen. Hvis den ikke sælger, så er det rigtigt hvad der står i den, men ingen vil nogen sinde vide det."

Herligt, det får mig til at tænke på selvrefererende ufuldstændighedsproblemer i for eksempel matematikken. For eksempel følgende problem (Bertrand Russell) fra mængdelæren: I en hær, hvor der kun er mænd, bliver barberen beordret til at barbere alle mænd, der ikke barberer sig selv. Umiddelbart en ok ordre, men så alligevel slet ikke, for hvad skal barberen stille op med sig selv?

@Thor Hansen: "... så kunne det være at der måske var nok til alle."

Jeg tror, at du har ret: Kloden kan formodentlig sagtens bære det nuværende antal mennesker, hvis bare ressourcerne blev fordelt mere retfærdigt ligeligt. Men det kommer naturligvis aldrig nogensinde til at ske, for - med undtagelse af diverse patetiske afladsshows i fjernsynet (indsamlinger til ofre for naturkatastrofer og lignende) - så vil de ressourcestærke naturligvis ikke afgive nogle af deres ressourcer.

Og hvorfor ikke? Da årsagen tydeligvis ikke er af fysisk årsag - for de ressourcestærke mangler netop ikke noget fysisk materielt - så må årsagen være af psykologisk natur alene: Kunne det tænkes, at dem, der allermest samler materielle rigdom, er dem, der er allermest skræmt ved livet og døden? Dem, der lever i størst åndelig forarmelse?

Steen Rasmussen

@ John Fredsted
Jeg er netop inspireret af Russels klasseparadoks, Kurt Gödels XI teorem, og andre af dem, der har taget problemet om selvreference i formelle systemer op efter deres banebrydende arbejder.

Arbejdet med selvreference, og paradokser i mere eller mindre formelle logiske systemer giver nøglen til grænserne for gyldigheden af den moderne rationalitet. Jeg kan kun anbefale en matematiknørd at læse noget om og især "Laws of form" af George Spencer Brown. For mig har det virket som det instrument, der kan bruges til at afsløre de autistiske og selvtilstrækkelige former for selvfed blindhed, der præger det moderne samfunds selvbeskrivelse.

Lennart Kampmann

Nu er det ikke nødvendigvis socialdarwinisme der afgør sagen, det kunne blot være en isoleret økonomisk kalkuleren over nytteværdi.

For øvrigt er problematikken analog i en planøkonomi; Der er det ikke tegnedrengen men derimod magtrelationer, der får dig frem i køen.

Så er der trods alt bedre muligheder for den enkelte i et økonomisk baseret system, idet man selv kan prioritere sin brug af indkomst og sammensætte livet så det passer bedst muligt til ens præferencer.

Der er nogle få rige, der falder uden for statistikken, men når vi ser på den generelle pulje af velbjærgede, skyldes rigdommen ofte investeringer i lang uddannelse, eller planlagt stræben over mange år, kombineret med en voksen sans for sammenhæng mellem indkomst og forbrug.

Måske kommer socialdarwinismen til sin ret ved at de, der ikke hører efter i skolen og livet, ikke fatter hvorfor det er vigtigt at uddanne sig og finde en god og givtig beskæftigelse.

De velbjærgede lever sgu' ikke i noget åndsmørke. De er for det meste ganske veloplyste. Salig er idioten, thi han bekymrer sig ikke om noget.

med venlig hilsen
Lennart

@Steen Ole Rasmussen: Jeg takker for referencen "Laws of form" af George Spencer Brown.

Til mængden af selvrefererende systemer kan man føje selve vores sprog, for hvordan skulle man definere dette uden at lave én eller flere ringslutninger?

Så sproget er boot-strapped. Hvad det implicerer, er jeg på ingen måde sikker på. Men jeg er sikker på, at det rent erkendelsesteoretisk er af største vigtighed.

@Lennart Kampmann: "De velbjærgede lever sgu' ikke i noget åndsmørke. De er for det meste ganske veloplyste. Salig er idioten, thi han bekymrer sig ikke om noget."

Når jeg taler om åndelighed, så taler jeg ikke om (faglig) oplysthed, selvom sidstnævnte naturligvis ikke udelukker førstnævnte.

Nej, jeg taler for eksempel om det at vide, at der er noget, der er ukrænkeligt; regnskove, orangutanger, isbjørne, etc. - og at vi (det vil primært sige netop de velbjærgede) derfor må neddrosle vores forbrug. Jeg taler for eksempel om modet til at indrømme, at man er bange: er en vagabond ikke her mere åndelig end direktøren?

Hans Jørgen Lassen

"I en hær, hvor der kun er mænd, bliver barberen beordret til at barbere alle mænd, der ikke barberer sig selv. Umiddelbart en ok ordre, men så alligevel slet ikke, for hvad skal barberen stille op med sig selv?"

Her skal vi over i speech act teorierne, Austin og Searle, og så forsvinder problemet uden videre.

Bortset fra det, så vil jeg anbefale barberen at lade skægget stå og snarest gå på pension.

Hvor fjollede teoretiske problemstillinger mennesker dog kan finde på!

@Hans Jørgen Lassen: "Hvor fjollede teoretiske problemstillinger mennesker dog kan finde på!"

Ja, hvad skal vi mennesker dog med erkendelsesteoretiske overvejelser, når alt vi behøver er en god bøf, en flaske rødvin, og et put med ægtefællen.

PS: For de tungnemme: Jeg er ironisk.

Lennart Kampmann

@ John Fredsted

Hvis nu alt var ukrænkeligt, hvor passer menneskene så ind?

Hvad er problemet med forbrug? Det handler måske blot om at omlægge forbrug til services der forurener mindre? Eller er det befolkningseksplosionen i dele af verdnen der er problemet?

Og hvorfor er det "vi" der skal neddrosle forbruget?

Der er mange åbne spørgsmål, og jeg er blot nysgerrig i at høre argumenterne for at reducere forbruget, for at nuancere debatten.

med venlig hilsen
Lennart

@Lennart Kampmann: Der er intet problem i sig selv med forbrug, for noget - som minimum vand og mad - skal vi mennesker naturligvis forbruge. Det er vort overforbrug, der er problemet.

Steen Rasmussen

EU er en bombe under den danske statskasse.
”Har du fået en henvisning til en speciallæge af din læge, så har du ret til at tage til Sverige eller Tyskland - eller et andet EU land og få behandling der på statens regning. Det viser et notat fra sundhedsministeriet fra 2004”
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/10/01/064910.htm
Patienter er ikke blevet oplyst om deres ret til at rejse rundt i EU for at få den bedste behandling for statens regning, selv om de ifølge et EU notat har haft denne ret i 4 ½ år.
Den danske stat og regionerne har selvfølgelig ikke villet informere om disse muligheder. Dels fordi det endnu en gang dokumenterer over for befolkningen, at beslutningsmyndigheden ligger i EU-regi inden for store dele af sundhedspolitikken, dels fordi det øjeblikkeligt ville hive grunden væk under den nationale sundhedsøkonomi.
Den udvikling, som jeg antyder i min kronik, er allerede sat på skinner i en grad, som jeg ikke selv var klar over, da jeg skrev den. Effekten af integrationen i den institutionaliserede monetaristiske union viser sig hele tiden bag om ryggen på befolkningen.

Steen Rasmussen

@ Rolf
Det paradoksale i den socialdarwinistiske ideologi er mangetydigt. Det består bl.a. i at den vil ophæve kampen om overlevelse til formålet og indholdet i tilværelsen, samtidigt med at taberne i kampen ikke kan undgå at opleve deres egen udgave af dette succeskriterium som alt andet end succes. Succes for den ene på markedets betingelser f.eks. er klart nok ikke den andens succes, sådan som socialdarwinismen fremstiller den i deres forsøg på at få sin ideologi afsat på det fri marked for holdninger. De købestærkes frihed på markedet er ikke alles frihed på markedet. Men det forhindrer ikke at deres frihedsbegreb sælger forbandet godt hos de købestærke.

Der er mange andre paradokser i den individualistiske socialdarwinisme. F.eks. er dyrkelsen af de forskellige udgaver af socialdarwinismens individualisme udtryk for sociale bevægelser. Selve forestillingen om at individets løsrevede bestræbelser på at opnå succes på bekostning af andre på markedet, i konkurrencens tegn, skulle være den mekanisme, der i sin uhæmmede udgave ville føre til den bedste af alle verdener, fungerer som en kollektiv indstilling, og den er dermed alt andet end individuel og original. Dyrkelsen af individualismen er på den måde et kollektivt social fænomen (paradoks).

Det liberalt indstillede individ tilhører et ganske bestemt segment i det moderne samfund. For så vidt de lader sig definere ud fra deres fælles ideologiske indstilling, kan man kalde dem uoriginale kopier inden for den samme social bevægelse, det kollektiv, som ikke var uden sin ideologiske uniformitet.

Darwin ideologiserede ikke over individet, når han beskrev det som en del af arten, og arten ud fra sin gen-pool. Paradokserne og dilemmaet kommer ind, hvor man begynder at orientere sig dogmatisk ideologisk.

Kære Steen Ole Rasmussen,

tillad mig en enkelt bemærkning om sprog. Du bruger ordet 'ophæve' på en lidt uheldig måde, som får mig til at gå i stå, både i din artikel og i denne sætning fra kommentaren umiddelbart herover:

"Det består bl.a. i at den vil ophæve kampen om overlevelse til formålet og indholdet i tilværelsen, samtidigt med at taberne i kampen ikke kan undgå at opleve deres egen udgave af dette succeskriterium som alt andet end succes."

Det, du vil udtrykke, er, at socialdarwinismen vil OPHØJE noget til ...

Jeg har fundamentalt set ikke noget imod, at mennesker kan prioritere noget af deres forbrug som forbrug af sundhedsydelser. Det rejser naturligvis det problem, at det kan alle mennesker ikke, men alle mennesker kan heller ikke rejse 30 dage til Vestindien på krydstogt. At alt er varer prioriterer de mennesker, der har størst kreditværdighed, men det er lige så umuligt at lave om på som tyngdeloven. Det er altid lettere at låne penge, hvis man ikke har brug for dem.

Et privat sygehusvæsen er et problem, hvis de private får en for høj betaling for de ydelser, de sælger til det offentlige sygehusvæsen, og hvis de private sygehuse ikke er underlagt krav om at medvirke til uddannelse af såvel læger som sygeplejersker. I den nuværende form er betalingen for de standardoperationer og fx mammografi-screeninger, som de private laver, alt alt for høj. Det er den, fordi prisen er beregnet ud fra, hvad den tilsvarende operation koster i det offentlige - men pointen er bare, at denne pris inkluderer alle de omkostninger, som det offentlige har til at uddanne læger og sygeplejersker og i det hele taget drive sektoren. Derfor må en ny aftale med de private forhandles på plads, hvor prisen reflekterer det forhold - og de private skal påtage sig at indgå i uddannelse af personale for at få lov til at operere i Danmark.

Jeg er på ingen måde tilhænger af den neoliberale politik, som netop nu spiller økonomisk fallit verden over. Denne politik bygger netop på, at når bare de fitteste får plads, så skal de nok sparke gang i et festfyrværkeri af aktiviteter, som trækker de mindre fitte med - det er jo simpelthen den klassiske tankegang om den initiativrige ener, som i kraft af sine personlige egenskaber og dygtighed og flid osv. skaber arbejdspladser ved at sætte noget i gang. Arketypen kan man se beskrevet i Scherfigs genlæseværdige 'Idealister' i form af godsejeren, der bliver myrdet i sin himmelseng.

Problemet er så bare, at alt det initiativ ikke har noget at tage fat i, fordi vi - den rige vestlige verden - er så velforsynede med produkter, at vi er nødt til at finde på virtuelle produkter for at have noget at leve af og noget at lave. Informationsstrømmen - det at vi fortæller hinanden hvad vi laver på alle niveauer - er formentlig verdens største produkt, og fremføringsmidlerne computer og mobiltelefon formentlig de mest succesrige af de klassiske fremstillingsindustrier.

Når alt det initiativ ikke har noget at tage fat i, så må det søge derhen, hvor man handler med det mest virtuelle, flygtige og mystiske af alt: penge. Da USA's finanasielle sektor nåede sit højdepunkt (læg mærke til sprogets forførelse, for det var jo et lavpunkt) i 2007 stod den for 21% af Gros Domestic Product, altså 21% af det amerikanske nationalprodukt.

Man bliver primært rig ved at handle med gæld. Det er følgen af det uregulerede marked. Den trickle down-effekt, som skulle komme ud af de foretagsomme menneskers foretagsomhed til gavn for de mindre fitte, kommer i denne version til udtryk som gæld - de fitte skaber muligheder for, at de mindre fitte kan få adgang til at blive indbildt finanacielt stærke og dermed blive en del af de fitte. Subprimelånene er det værste eksempel på, at de fitte bliver endnu mere fitte ved at lokke de meget lidt fitte med adgang til de fittes paradis.

Resten er ved at blive historie.

Lige en tilføjelse, en anden sproglig bemærkning: jeg studser hvergang jeg ser udtrykket 'tænketanken CEPOS' - for som Georg Metz fra Information så mange gange har sagt, så er det jo en interesseorganisation, så hvorfor skal vi så hjælpe denne 'kult' (som du kalder det, Steen Ole Rasmussen, hvilket det på mange måder netop er) med at fasttømre billedet af den selv som en 'videnskabelig' og 'objektiv' samfundsnyttig institution med det fælles bedste for øje?
CEPOS er et forsøg på intelligent design af neoliberalismen.

Heinrich R. Jørgensen

P. Lauritzen:
"Bortset fra det troede jeg at socialdarwinismen var død og borte (med 2. verdenskrig)"

Var det ikke blot eugenetikken der blev tabuiseret for al evighed efter anden verdenskrig?

Kære Lauritzen,

undskyld, hvis jeg udtrykker mig uklart - men for mig at se er socialdarwinisme og neoliberalisme komplementære størrelser og hinandens forudsætninger.

Steen Rasmussen

Kære John Henriksen
Jeg har selv svært ved at se, at min omtale af fænomenet Cepos skulle være med til at styrke billedet af Cepos som en videnskabelig institution. Hvis det alligevel forholder sig sådan, er det altså ikke med vilje.
Når jeg i øvrigt bruger ordet ”ophæve” i stedet for ordet ”ophøje”, så er det fordi det umiddelbart virker godt nok i min egen fattige forstand. Men da sproget har noget med kommunikation at gør, og der er kaskader af konventioner angående ordene og deres brug, og da jeg personligt ikke er identisk med den ramme, mine udtryk falder i, ja så kan jeg ikke udelukke, at netop det ord, jeg her brugte, burde have været udskiftet med det, du foreslår. Det giver nemlig også fin mening for mig, selv om det første lige som passer bedre ind i mit eget lille univers.
Du har fundamentalt set ikke noget imod, at mennesker kan prioritere noget af deres forbrug som forbrug af sundhedsydelser, selv om du godt kan se, at det er et problem for dem, der ikke kan vælge til her, lige som de ikke har mulighed for at rejse 30 dage til Vestindien på krydstogt. Du taler om nødvendighed, når du skriver om, at de mennesker, der har størst kreditværdighed, kan reducere alt til en varer og om at det ikke kan være anderledes, end at det altid vil være lettere at låne penge, for dem der ikke har brug for det, end det vil være for dem, der har brug for det.
For dig er et privat sygehusvæsen et problem, hvis de private får en for høj betaling for de ydelser, de sælger til det offentlige sygehusvæsen, og hvis de private sygehuse ikke er underlagt krav om at medvirke til uddannelse af såvel læger som sygeplejersker. Du mener altså, at det drejer sig om den rigtige pris, og ikke om hvad der skal kunne købes for penge. Disse betragtninger er helt traditionelle udtryk for almindelig økonomisk rationalitet. På den måde adskiller du dig ikke fra almindelig mere eller mindre moderne liberal indstilling til hvad der er økonomisk. Du orienterer dig slet og ret økonomisk, og reflekterer egentlig ikke over selve økonomien, lige som du heller ikke sætter selve det økonomiske i andre perspektiver, end netop økonomiens egne perspektiver.
Du skriver at du på ingen måde er tilhænger af ”den neoliberale politik”, som netop nu spiller økonomisk fallit verden over.
Din konklusion er, at selve den økonomiske aktivitet slår over i pseudoproduktion og handel med pseudoværdier, hvorefter væksten afslører sig selv som tom. Men jeg kan ikke helt følge dig i det sidste, at de fedeste skulle have tjent på at gøre de magre pseudotykke. Den økonomiske rationalitet, som du på den ene side tager afstand fra, og som du på den anden side betjener dig af, beskriver jo fint, hvordan de fede har tabt gigantiske beløb ved at fortsætte med at låne ud til de magre i falsk tro på at værdistigningerne kunne bære udlånsspiralen!
Så vidt jeg kan se, så orienterer du dig ud fra flere traditioner i økonomisk forstand, når du taler om, at alt har en pris, om at der findes en rigtig pris i modsætning til en urimelig pris f.eks. på det, de private hospitaler skal have for deres forskellige ydelser fra det offentlige. Også der, hvor du taler om forudsætningerne for at kunne låne, er der tale om helt traditionel intern økonomisk rationalitet.
Du taler om pseudoaktivitet, overdreven aktivitet og om de fedes handel med gæld, penge, som sælges til dem, der ifølge naturloven ikke skulle kunne låne, fordi de ikke har noget og derfor heller ikke kan stille sikkerhed. Cepos ville give dig helt ret i, at de underfinansierede statslige udgifter især i USA har været med til at puste boblen op, og Cepos giver dig også ret i, at der er tale om uholdbare værdistigninger i det, man nu ser falde sammen på globalt plan. Der er tale om traditionelle liberale indfaldsvinkler til udviklingen. Det er faktisk inden for den mest gennemførte neoliberale filosofi, man har set den mere konsekvente kritik af de største hjælpepakker, regeringerne har sat i værk nogen sinde i deres forsøg på at styrke likviditeten i den finansielle sektor.
Jeg mener du orienterer dig inden for en økonomisk rationalitet, som jeg prøver på at sætte mig ud over. Det er ikke let. Man glemmer til at man bare tænker økonomisk, og at udfordringen måske mere går på at reflektere over den økonomiske tænkning. Dvs. man kan orientere sig internt i økonomisk rationel forstand, og så kan man reflektere over den økonomiske rationalitet, hvilket er noget helt andet og langt mere uvant.
Min kritik, som den anføres i kronikken, går generelt på, at den enes succes ikke pr. automatik er den andens på det fri markeds betingelser, sådan som man antager, når man tænker internt økonomisk a la Milton Friedmann og Co. At nogle ikke kan se parallellerne end sige lighederne mellem den ideologiske tilbedelse af kampen om overlevelse på markedets betingelser og den socialdarwinistiske ideologi i det hele taget, ja det er ikke mit problem. I så fald er de bare uden for pædagogisk rækkevidde. Det gælder ikke dig John Henriksen, men jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvor det er, du adskiller dig fra den klassiske liberale tankegang, i det du skriver. Langt hen ad vejen orienterer du dig internt inden for den rationalitet du eksplicit forsøger at tage afstand fra.
Du forsøger at skelne mellem reel værdi og pseudoværdi. Men hvor eksplicit er du heromkring.
Jeg mener f. eks. at de klassiske liberalister er ude af stand til at skelne mellem reel økonomisk vækst og pseudovækst. De ophæver den nominelle tilvækst i økonomisk forstand til højeste meningskriterium, uden at være i stand til at reflektere pengeværdien i forhold til værdi i det hele taget eller i anden forstand end deres egen snævre nominelle pengeværdi. De er slet ikke i stand til at reflektere over det økonomiske systems betydning for sin omverden, for de reducerer deres omverden til noget der kan afledes og forklares økonomisk! Monetaristerne, Cepos eller neoliberalismen forsøger ud fra en klassisk hierarkisk værensforståelse at udlede alt ud fra sine snævre og alligevel uafklarede grundprincipper omkring det økonomiske system. Det er reduktionisme på højde med den klassiske materialistiske marxisme, fordummende ideologisk dogmatisk vesterlandsk metafysisk bras.
Hvis man skal skelne mellem reel vækst og pseudovækst, så er man nødt til at benytte sig af en distinktion, der ikke defineres af den økonomiske tænkning. Definitionen må gå forud for og manifestere sig eksternt i forhold til det, man tænker på internt i økonomisk forstand. Det pengeværdierne refererer til, kan defineres som pseudo eller reel værdi helt uafhængigt af netop pengeværdierne. Den nominelle værdi er kun relevant i økonomisk forstand. Den værdi, prisen er pris på, kan defineres uafhængigt af prisen, på mange måder og i mange andre betydninger, end den der har med prisen at gøre. Og alle disse måder lader sig slet ikke overføre eller oversætte til det, man forstår i økonomiske forstand; økonomien handler netop kun om prisen. Der er mange andre måder, at vurdere kvalitet og værdi på, end den der lige har med prisen på en varer at gøre. Selv om alt har sin pris, så er der ufatteligt mange andre måder at manifestere værdi på, end i forhold til det at blive prissat. Værdsætning er ikke identisk med prissætning. Sagen er, at de fleste af livets forudsætninger stadig kan værdsættes på mange andre måder end den økonomiske. Så selv om man sætter pris på alt, så har livet heldigvis så mange andre måder at værdsætte sig selv på.
F.eks. er jeg stadig i stand til at vurdere den økonomiske tankegang ude fra, dvs. jeg kan godt se, at selv om det kan lade sig gøre, at lave en økonomisk vurdering om hvorvidt det kan betale sig at tage hensyn til livets forudsætninger, ja så er det ikke sikkert, at man ud fra den økonomiske rationalitet er i stand til at forstå, at den økonomiske rationalitet ikke fatter begrænsningerne i sin egen gyldighed. Man kan med andre ord underkaste alt en økonomisk betragtning, men det er ikke alle problemer der er økonomiske. Det største er sandsynligvis, at man ikke kan se det, når man kun tænker økonomisk. Hvis den økonomiske beregning viser, at det ikke kan betale sig at drage omsorg for det økonomiske systems forudsætninger, så er det den økonomiske rationalitet, der afslører sig som irrationel, men det kan den ikke selv forstå i kraft af sig selv, det må man se i kraft af en anden rationalitet, der tematiserer og beskriver den økonomiske rationalitet ude fra.
I økonomisk forstand er den økonomisk vækst forudsætningen for løsningen af alle andre problemer. Og økonomisk vækst kan i økonomisk forstand kun indikeres med nominel værdi. Når man altså så begynder at tale om, at prisen er sat på en reel værdi eller en pseudoværdi, så har man faktisk en forestilling eller en definition omkring værdi, som pengene ikke kan indikere, og som den økonomiske rationalitet ikke fatter en skid af. Men det forhindrer den ikke i at reducere alt til et spørgsmål om vækst i nominel værdi.
Jeg mener af samme grund ikke, at monetarismens distinktion mellem legitime aktører og illegitime aktører på markedet holder, for man aner ikke, hvordan man dybest set skal definere markedet i forhold til den omverden som klart nok ikke er en del af markedet. I det hele taget producerer og sælger monetarismen sin egen teori ”på markedet/i det videnskabelige system/det politiske system”, og et eller andet sted ved man måske nok hvad der skal siges og gøres for at blive en kommerciel succes, men dermed underkaster monetaristerne sig markedet, på en måde som sætter teorien ude af stand til at kritisere markedet for noget som helst! Budskabet ryger bare rent ind hos arbejdsgivere, traditionelle højreradikale, socialdarwinister m.a.o. hos alle dem, der føler sig i den rigtige ende af den sociale rangstige. Markedet er bare et stort tag selv bord inden for det politiske, det sociale, det videnskabelige, osv. hvor alt flyder og hvor teoriernes gyldighed er determineret af om de kan sælges eller ej, dvs. helt uden for den videnskabelige diskurs og de videnskabelige kriterier for hvad der er sandt eller falskt.
For at monetarismen skulle kunne kaldes videnskab, måtte denne bevægelse som minimum kunne afkræves en hvis evne til at indskrive sig selv og sin performance i den sociale praksis, den falder i. Det kan den ikke. Den er mere økonomisk end den er videnskabelig. Den er mere politisk end den er økonomisk. Og den er først og fremmest mere psykologisk determineret af de socialt privilegeredes forgodtbefindende i den historiske situation vi befinder os i, end den er i stand til at beskrive noget som helst i sand videnskabelig forstand.

Kære Steen Ole Rasmussen,

tak for din grundige kommentar. Du har helt ret i, at jeg på mange måder er inficeret af en tankegang, der implicerer en transaktionsværdimålestok, når jeg skal forholde mig til interaktion mellem mennesker, selvom jeg på den anden side set ikke bryder mig meget om den tankegang eller dens svorne tilhængere og fortalere. Problemet er, at det er vanskeligt at se, hvordan man kan forholde sig til menneskelig interaktion på samfundsplan uden at få - og være nødt til at tage - gængs værdiansættelse med i købet i et eller andet omfang. Og det er vanskeligt at forholde sig til noget som helst uden at implicitte værditænkninger sniger sig ind bag om ryggen på den skrivende – det kan ske både fordi sproget rummer implicitte værdier, og fordi den skrivende ikke er sig det bevidst, og fordi det muligvis er et umuligt projekt at ville skrive noget uden implicitte værdier, fordi selve det at tilvejebringe skrift er en værdiladet og værdiladende handling.

Jeg har et grundlæggende problem med din definition på, hvad socialdarwinisme er for noget. Du skriver, at det er, når opretholdelse af livet bliver til meningen med livet. I et evolutionært perspektiv er det vel netop sandt – at livet er meningen med livet. De døde har jo ikke mange behov, og det er den forskellige adgang til behovsopfyldelse, der aktualiserer socialdarwinisme, sådan som jeg forstår begrebet. Det var vel i høj grad det, at darwinismen gjorde livet til meningen med livet ved at skære fortøjningen til Gud, der fik kirken til at gå bananas. For den kristne kirke er meningen med livet jo, at det er et udskilningsløb, hvor de troende bliver belønnet med nyt liv, når det første slutter, mens de andre ganske vist også lever videre, men under forhold, som end ikke CIA ville byde sine mest torturmistænkte ofre. Så meningen med livet er under alle omstændigheder livet, kirken forskyder bare meningen til at ligge efter det liv, som de fleste har erfaring med.

I min forståelse er socialdarwinisme er et bevidst eller ubevidst udvælgelsessystem, der favoriserer nogle fremfor andre, når det var muligt at undgå denne favorisering. Nogle hævder, at en sådan socialdarwinisme er ved at snige sig ind på sundhedsområdet i DK – dit eksempel i kronikken er hentet i sundhedsvæsnet - fordi det offentlige sygehusvæsen ikke længere har monopol på at udføre mere indgribende behandlinger, som fx operationer. Allerede den formulering rummer værdiladninger, fx mit valg af ordet ’monopol’. Jeg kunne også have valgt at sige, at det offentlige sygehusvæsen har fået ’konkurrence’ – det ville indskrive problematikken i en bestemt måde at tænke den på.
Du siger, at det private sygehusvæsen giver privilegerede mennesker bedre adgang til behandling end upriviligerede mennesker, fordi det offentlige sygehusvæsen er gratis, mens man selv skal betale for ydelsen på det private sygehus. Det indebærer, at mennesker med høj betalingsevne har privilegeret adgang til behandling. Du hævder, at det offentlige sygehusvæsen har været med til at aflyse kampen for overlevelse på området ’sundhed’ ved at tilbyde alle ydelserne. Sundhedsområdet har altså udgjort et helle i den ’alles kamp mod alle’, som du ser ud til at hævde er kommet ind med Friedmann og hans politiske disciple Reagan og Thatcher.

Det er min påstand, at socialdarwinisme i min definition er en del af alle samfund med arbejdsdeling, altid har været det, og altid vil være det. Alene i kraft af, at indkomst ikke er ligeligt fordelt – at alle altså ikke har adgang til at samme forbrugsmuligheder – er socialdarwinisme en iboende tilstand i ethvert samfund, der ikke sikrer en helt ensartet adgang til forbrugsmuligheder, sådan som små stammefund (landsbysamfund) engang har gjort. Socialdarwinisme er en uuundgåelig følge af arbejdsdeling, når denne arbejdsdeling samtidig betyder, at noget arbejde bliver tillagt mere værdi end andet.
Du mener, at man ikke kan eller bør reducere sundhedsydelser til en vare, men det er jo en vare. Alle ydelser er en vare forstået på den måde, at alle ydelser ikke til enhver tid er tilgængelige for alle på det ønskede tidspunkt og i den ønskede form, når vi har et samfund, som er baseret på arbejdsdeling. Omvendt ville ydelserne slet ikke være tilgængelige i noget omfang, hvis vi ikke havde arbejdsdeling. Alle ydelser indgår i et eller andet omfang i et system, hvor ydelsen udgør en transaktion mellem mennesker eller mellem systemer eller mellem virksomheder eller mellem menneske og de to sidstnævnte.
Sundhedsområdet er fortsat gratis – og det er det selvfølgelig ikke, for det er betalt via skatten – og det er fortsat et lægeligt skøn, der prioriterer mellem mennesker på venteliste. Indgangen til behandling er via det offentlige system, og kan det offentlige system ikke levere den ydelse, som er nødvendig for patienten, kan patienten henvises til at få foretaget behandlingen på et privatejet sygehus, hvis der findes et, der kan klare den pågældende behandling. Patienten skal ikke selv betale for behandlingen, hvis han er henvist til det privatejede sygehus af det offentlige sygehusvæsen.

Man kan så diskutere det fornuftige i at have et privat sygehusvæsen. Den første forudsætning for, at det kan være fornuftigt, er jo, at det kan tilbyde behandling til en pris, der ikke betyder, at skatteyderne skal betale mere end de ellers skulle, såfremt sygehusvæsnet var organiseret på en måde, så alle behandlinger fandt sted i det offentlige sygehusvæsen. Det er det, som jeg er inde på i min kommentar: beregningsmodellen favoriserer i dens nuværende form de private sygehuse. De får for høj en pris, fordi prisen er beregnet på, hvad en tilsvarende ydelse i det offentlige ville koste – men det offentlige bærer byrden med diagnosticering, uddannelse af personale og medicinsk efterbehandling og evt. rekreation for patienten. Derfor skal det privatejede sygehus have mindre for ydelserne og de skal påtage sig en uddannelsesforpligtelse i forhold til medicinsk personale.

At et privat sygehusvæsen så medfører, at det er muligt for mennesker selv at tilvælge en sundhedsydelse, hvis de har råd til det eller prioritere det fremfor andet eller har en arbejdsgiver, der vil betale, kan du så vælge at se som et udslag af socialdarwinisme. Jeg synes, at der er mange meget mere gennemgribende socialdarwinismer på spil andre steder i et samfund. Fx giver det jo en langt højere betaling at kunne analysere, hvorfor det giver varige skader at udføre ensidigt, gentaget arbejde end det gør at udføre ensidigt gentaget arbejde. Måden, som arbejdet organiseres på i al almindelighed, kræver en effektivitet og en kurv af kompetencer, som udstøder stadigt flere, som stadigt flere så bliver uddannet til at administrere.

Så kommer du efter mig, fordi jeg mener, at man kan snakke om penge i denne forbindelse. Men hvad skal man ellers snakke om? Vi bruger jo penge som den udløsende faktor for de interaktioner, som vi har med hinanden. Et offentligt sygehusvæsen skal betales med penge, fordi vi bruger penge som udløsende faktor i transaktioner. Det er en ækvivalent, som vi bruger for at bringe usammenlignelige størrelser på samme formel. ’Goddag, jeg vil gerne opereres for brok.’ ’Så gerne, så kan du slå vores græsplæne og skaffe os to kasser engangshandsker, så er vi kvit.’ Nej, vel?

Jeg synes også, at det er forholdsvis let at pege på penge som en dårlig målestok for mange ting, men jeg synes samtidig at det er svært at pege på, hvad man skal sætte i stedet. For hvis ikke interaktioner på en eller anden måde kommer til udtryk i en fælles ækvivalent, hvordan skal vi så kunne opretholde et system med arbejdsdeling?

Måske den fælles ækvivalent ville vinde ved at blive forankret til en absolut værdi – nogle hævder, at alle ulykker udspringer af, at et lands valutabeholdning ikke længere i et eller andet omfang er baseret på en guldreserve, fordi det ville begrænse pengemængden, der cirkulerede i et samfund, til den aktuelle værdi af guldbeholdningen. Det kunne fx hindre voldsomme prisinflationer som den, vi har oplevet verden over i ejendomspriser. Det ville også medføre, siger tilhængerne, at penge i stedet for at være i sig selv værdiløse (’fiat money’) ville få en faktisk værdi, nemlig den guldværdi, som en pengeseddel repræsenterede. Det ville så føre med sig, at penge ikke behøvede at komme til verden som gæld, som det jo er nu, hvor det faktisk er banker, der skaber penge i samfundet ved at få kunder til at påtage sig gæld, som banken så efterfølgende gør til penge ved at låne pengene i den bank, der har monopol op at trykke penge, Nationalbanken – kaldet ’fractional reserve banking’.

Summa summarum: jeg synes, at din definition af socialdarwinisme som ’at gøre livets opretholdelse til meningen med livet’ er lidt mystisk. Jeg forstår socialdarwinisme som en unfair udvælgelsesprocedure i et samfund på et givent område. Jeg synes ikke, at dit eksempel på sundhedsområdet er særlig godt til at illustrere problemstillingen.

Steen Rasmussen

Kære John Henriksen
Distinktionen mellem økonomisk værdi, prisen og andre former for vurdering svømmer sejler let og elefant, demonstrativt indifferent og underholdende af sted. Behovet for en distinktion mellem det økonomiske systems form for værdisætten, det der har med pris at gøre og andre former for værdsætten, ser du ikke. Godt så, så har du ingen kvalificeret kritik af det økonomiske system.
Du har et grundlæggende problem med min definition på, hvad socialdarwinisme er for noget. Du skriver at jeg skriver, at socialdarwinisme er, når opretholdelse af livet bliver til meningen med livet. Du springer fikst og elefant hen over det ikke ideologiske perspektiv, som ligger i Darwins videnskab, det evolutionsteoretiske, som netop ikke ophæver overlevelsen til formålet med tilværelsen/livet, og derfor heller ikke ideologiserer over sit genstandsfelt.
Jeg skriver endvidere at overlevelsen er forudsætningen for indholdet i tilværelsen, men ikke et mål for dets indhold af værdi. Det at overleve er minsanten ikke formålet med livet, og dem, der har som formål at overleve alt og alle andre, ja de kan for min skyld gå ad helvede til. I øvrigt udvikler jeg definitionen lidt i relation til den neoliberale udgave af socialdarwinismen, og gør opmærksom på, at man er nødt til at gøre den enes succes til den andens succes på markedet, for at gøre den neoliberale socialdarwinisme salgbar på markedet hos andre end netop dem, der har føler at de er bedst til overleve alt og alle andre.
Det økonomiske system, som du ikke kan adskille fra andre vilkår, er som selektiv mekanisme ved at træde ind og overtage reguleringen omkring hvem der skal have adkomst til hvilke sundhedsydelser. Enhver kan se at den enes succes på markedets vilkår på den måde ikke længere er den andens succes. Det er min pointe, og det gør det temmelig tydeligt for om ikke andre, så mig selv, at påstanden om at den enes succes på markedets betingelser ikke er den andens. I deologien bliver her fremstillet på en måde, der gør den mindre salgbar hos andre, end dem der anser sig selv for at være bedst til at overleve alt og alle andre.
Det er din påstand, at socialdarwinisme i din definition er en del af alle samfund med arbejdsdeling, altid har været det, og altid vil være det. Alene i kraft af, at indkomst ikke er ligeligt fordelt – at alle altså ikke har adgang til at samme forbrugsmuligheder – er socialdarwinisme en iboende tilstand i ethvert samfund, der ikke sikrer en helt ensartet adgang til forbrugsmuligheder, sådan som små stammefund (landsbysamfund) engang har gjort. Socialdarwinisme er en uuundgåelig følge af arbejdsdeling, når denne arbejdsdeling samtidig betyder, at noget arbejde bliver tillagt mere værdi end andet. Du ophæver dermed din udgave af socialdarwinismen til naturlov. Velkommen i kirken siger jeg så.
Jeg siger alt kan tematiseres i økonomisk forstand, dvs. der kan sættes pris på det, også sundhedsydelser. Men det er ikke identisk med at alt ”er en vare”. Du kan købe en ludder, men hun er ikke kun en ludder. Du kan købe en ny lever i Indien, men hvis du tror du kan reducere betydnignen af lever, til de ca. 500 dollars den koster, så er du blind for de sider af tilværelsen, som også de socialdarwinistiske udgaver af neoliberalismen er. Når man ikke kan eller vil identificere det økonomiske systems funktion og værdisætten til forskel for andre former for værdsætten, end sige sætte det fri marked, når man ophøjer konkurrencen til naturlov osv. ja så har man fraskrevet sig grundlaget for at kritisere det økonomiske system. Det er meget udbredt at tænke sådan. Om det er sundt eller sygt tilfalder bare ikke en økonomisk vurdering at afgøre. Om det kan betale sig at tænke og orientere sig som så, det tilhører derimod den rationalitet, som økonomerne har ophøjet til højeste realitetsprincip. Velkommen i kirken kære John Henriksen. Der er mange medlemmer i din menighed.

Hej Steen,
du hævder, at et privat sygehusvæsen i DK, der i 2006 omsatte for 1,5 mia ud af en samlet omsætning på 60 mia i sundhedsvæsnet, er et eksempel på 'socialdarwinisme'. Jeg siger, at det er et skidt eksempel, fordi adgangen til sundhedsydelser er fri og lige, fordi indgangen til behandling sker via det offentlige sygehusvæsen. Den enkelte skal ikke betale for en operation, uanset om den bliver foretaget på et offentligt eller et privat sygehus. Det er svært at se noget socialdarwinistisk i det.

Du vil gerne lave en fundamental kritik af kapitalismens værdisætning af alt, herunder sundhedsområdet. Din kritik er især rettet mod kapitalismens udvikling fra Reagan og frem.
Jeg synes, at dit eksempel på uheldige følger af kapitalismens indbyggede blindhed overfor godt og ondt, rigtigt og forkert er skidt, når eksemplet netop ikke har bekæg for, at der foregår en selektion mellem værdige og uværdige baseret på økonomisk formåen.

Det ville da være langt mere givtigt at pege på, at Reagan skubbede globaliseringen i gang, og at vi som danskere deltager i en socialdarwinistisk dumping af nedslidende arbejde i uudviklede økonomier. Ekstrabladet viste for 2-3 år siden en stribe billeder af kinesere uden arbejde, med forbrændinger og alle mulige andre skader, som de har fået under de rædsomme produktionsforhold, som fx Vestens legetøj er blevet til under de seneste år. Skaderne opstår ofte, fordi de kinesiske virksomhedsejere - som meget ofte er Hong Kong-kinesere, der har erfaringer med sweat shops fra dengang de billige varer havde 'Made in Hong Kong' stemplet i bunden - organiserer arbejdet sådan, at hver arbejder skal opfylde en daglig produktionskvote, hvilket tager omkring 10 timer. Herefter får de overarbejdsbetaling, hvis de fortsætter - og står man 12 timer om dagen, 7 dage om ugen, måned ud og måned ind ved dårligt afskærmede maskiner, bliver man så vind og skæv, at skader er mere reglen end undtagelsen.

Såkaldte 'advanced economies' dumper syning af modetøj, fremstilling af sko og tasker og andet giftigt garve- og syarbejde, hos de 'emerging economies' - og det er da socialdarwinisme på national skala.

Men hvorfor er det kommunistiske Kina så hooked på kapitalisme? Det er de, fordi de har opdaget, at vækst trækker mennesker væk fra om ike fatiigdom, så dog hungersnød. Man antager, at en årlig vækst i Kina på 8% er nødvendig for at fastholde tilstrækkelig forbedring af forholdene for tilstrækkeligt mange - altså for at forebygge social uro, der kan true styret.

Kapitalisme er blind, men den er særlig blind i de tidlige udviklingsstadier i et lands økonomi. Derfor virker det mærkeligt på mig, at du vil vise kapitalismens blindhed for værdier som menneskelighed osv. i en så gennemreguleret økonomi som den danske og endda på et felt, hvor den konkrete sektor netop har fri og lige adgang for alle uanset økonomisk formåen.

Men globalisering er jo ikke kun et spørgsmål om ond og blind kapital, der søger derhen, hvor afkastet er størst muligt - det er også et spørgsmål om, at informationer om velstand flyder over grænserne og generer en latent utilfredshed i de nationer, der ikke kan sikre adgang til forbrug for dets indbyggere. Og så kan man mene om forbrug, hvad man vil - de, der ikke har adgang til det, ser det som himlen.

Kan man standse informationsstrømmen? Kineserne forsøger at barbere internettet, så det ikke giver kritiske informationer i forhold til styret, eller kan tjene som organiserende faktor for intern modstand, men de barberer ikke informationer om forbrug=lykke væk fra nettet, for hvis styret kan holde folk beskæftiget med at opnå lykke gennem forbrug OG kan tilvejebringe den vækst, som det kræver i BNP, så er det en nøgle for styret til at bevare sine privilegier.

Det bliver meget spændende at følge udviklingen i både USA og England de kommende år, fordi man her har lavet mere socialdarwinistisk dumping af ubehagelig produktion i udviklingslande end nogen andre lande. Samtidig betyder krisen, at man er ved at opdage verdens ældste sandhed om det kapitalistiske system: at man ikke kan leve af at barbere hinanden. De enorme underskud i USA og England kan føre til, at toldmure skyder op, så forhindrer import af varer, som er produceret som en følge af socialdarwinistisk dumping - men vil det hjælpe dem, der laver varerne?
Ja, umiddelbart vil de ikke miste arme og ben i forældede maskiner under tvangsarbejdslignende tilstand, men så længe Kina ikke har et hjemmemarked, der kan trænge landets industrialisering, så vil det betyde, at de tidligere arbejdere i de kinesiske sweat shops må søge tilbage til de fattige landdistrikter, som de kom fra - eller de må søge til storbyerne og forsøge at hutle sig igennem som løsarbejdere, kriminelle, prostituerede osv.

Kort sagt: der er en hulens masse problemer med kapitalismen, og de er for mig at se især synlige og mærkbare for mennesker i udviklingslande. Det synes jeg kunne være en diskussion værd.

Kan man genindføre restriktioner på kapitalens bevægelighed? Bliver det måske ligefrem en følge af krisen? Hvordan kan man lave den slags restriktioner?

Der skulle selvfølgelig have stået 'kinesere uden arme, med forbrændinger ..' - ligesom der længere nede skal stå, at Kina ikke har et hjemmemarked, de rkan trække ...'
jeg kom til at trykke på send en tand for tidligt. Undskyld.

Steen Rasmussen

Kære John Henriksen
Du mener at adgangen til sundhedsvæsenet er fri og lige. Ingen skal betale, ingen bliver valgt fra til fordel for andre. Og så mener du i øvrigt, at der kunne findes mange andre eks. på socialdarwinismen som uhyrlighed. Så er vi tilbage ved år nul. Spørgsmålet er så om historien hid til skal anses for at være overflødig, om den mener at det gør en forskel at begynde forfra igen, da der jo er en risiko for at den alligevel vender tilbage til udgangspunktet uden at have gjort nogen forskel. I så fald bliver det uden mig.

Siden jeg skrev min kronik, er det kommet frem at antallet af danskere som har fået sig en privat sundhedsforsikring er blevet fordoblet, fra omkring 400 000 til ca. 800 000 tusinde. Spørgsmålet er så om dem der betaler for en privat sundhedsforsikring mener at pengene er spildte.
Det private sundhedsvæsen er på vej, det er først under opbygning. Min argumentation i kronikken understøttes af udviklingen.

Jeg har forsøgt at få dig til at reflektere over det økonomiske systems succeskriterier. Det er ikke rigtigt lykkedes. Jeg arbejder med en distinktion mellem det at se på den økonomiske rationalitet ude fra, dvs. det at reflektere over grænserne for gyldigheden af det at tænke og vurdere ud fra den rationalitet som præger økonomiske problemstillinger. Min påstand var at du tænker traditionelt i økonomisk forstand, uden at reflektere over den økonomiske rationalitet.

Hvis man reflekterer over denne rationalitet, i stedet for blot at tænke økonomisk i traditionel forstand kan man se, at der for den liberaliserede sundhedsindustri ikke kan være grænser for dens succes. Jo flere behandlinger, jo flere sygdomme der kan behandles, jo flere syge der kan diagnosticeres og indgå i sundhedsindustriens genstandsområde, des flere anledninger vil der være for at fakturere private og offentlige kasser. Og hvis økonomisk succes for den ene er defineret som succes for den anden og under alle omstændigheder ophøjet til det højeste meningskriterium, sådan som Cepos gør, ja så er det egentligt også lige meget om sygdommene er opfundet af sundhedsvæsenet selv, og om det ville have været muligt at undgå sygdommene, f.eks. ved at have minimeret den økonomiske aktivitet i det hele taget, fordi man har underlagt alle andre værdier og meningskriterier i forhold til det højeste kriterium for mening, nemlig økonomisk vækst.
Grundlaget for at forarges over den praksis, man har indført i det amerikanske sundhedsvæsen, som går ud på at finde mennesker, der ikke selv er i stand vurdere, om de fejler noget, for så at give dem en tilfældig behandling, alene med det formål at finde et påskud for at lade sundhedsvæsenet berige sig på en offentlig eller privat sygesikringskasses bekostning, ja det er væk.
Det socialdarwinistiske liberale succeskriterium er demokratisk. Enhver form for succes er ligeværdig, bare det bidrager til det overordnede meningskriterium, nemlig den økonomiske omsætning.
http://www.elpais.com/articulo/sociedad/Hospitales/California/ingresan/v...

Steen Rasmussen

Det gik lidt hurtigt. Fordoblingen af folk med privat forsikring er sket fra sidste år til i år, og den tæller både dem der selv betaler og dem der har andre, f.eks. arbejdsgivere til at betale for sig.
Artiklen som der refereres til, kan oversættes via Google´s sprogværktøj. På den måde bliver den nogenlunde tilgængelig for folk som os, der heller ikke behersker det spanske.

Hej John H. og Steen Ole R.,

Jeres (ikke-økonomiske – altså ikke bytteværdi-formidlede) skriftlige interaktion omkring socialdarwinisme og det arbejdsdelte, monetariserede samfunds abstrakt kvantificerede/kvantificerende værdibegreb (alting kan gives en monetær pris) og dette (bytte)værdi-begrebs gåen i ’selvsving’ inden for den økonomiske ’videnskab’ (som eksempelvis finansielle ’produkter’) og dermed overdeterminering og blænding af de politiske magthaveres selv- og samfunds-forståelse og deres deraf følgende kontraproduktive beslutninger, på bekostning af kvalitative (brugs-, nytte-, herligheds- og ikke mindst biosfære- opretholdende og befordrende) værdsættelser (indenfor ovennævnte ’videnskab’ benævnt ’eksternaliteter’ og derfor opfattet som uvedkommende), berører også for mig at se nogle basale problemstillinger med hensyn til kvaliteten af både det individuelle og det artsmæssige menneskelige liv.

Steen Ole har med ovenstående kronik og den senere fra 3/11 ”Fra naturtilstand til civilisation” skarpsindigt forstået at sætte det monetariserede samfunds (selv)destruktive forhold til sit naturgrundlag, henholdsvis menneskekroppen og jordkloden, i aktualiseret relief.
Ved at inddrage socialdarwinisme-begrebet giver han den nutidige problemstilling en historisk perspektivering, som også har forståelsesmæssig væsentlig betydning.

Men det forekommer mig at jeres argumenterede meningsudvekslinger trænger til en mere afklaret bestemmelse af begrebet ’socialdarwinisme’ og derigennem også til en bedre begribelse af både den biologiske evolutionsteori og dennes idehistoriske relation til den sociokulturelle evolution.

For mig at se ligger den idehistoriske betydning af ’socialdarwinismen’, der jo florerede i Europa og USA i perioden fra ca. 1870 til 1920, især i, at det var det første mangefacetterede (der var både liberalistiske og marxistiske socialdarwinister) samfundsteoretiske forsøg på at forstå dyrearten homo sapiens’ specifikke samfundsdannelser i en biologisk overgribende referenceramme (ganske vist utilstrækkeligt og misforstået og derfor med skæbnesvangre, tragiske konsekvenser).
Det var i det samme tidsrum den i Tyskland (og bl.a. Danmark) betydningsfulde (også social-) darwinist Ernst Haeckel (1834-1919) dannede begrebet ’økologi’.

Sammen med bl.a. de af den samtidigt opståede psykoanalytiske bevægelse igangsatte individorienterede selverkendelsesprocesser, begyndte dermed en kulturel reorientering af den menneskelige selvforståelse.

Bort fra de traditionelle præ-kopernikanske/-newtonske religiøse ideologiers identifikation af ’mennesket’ som nok, som resten af den lukkede kugleverdens indhold, ’skabt’ ved sprogets vilkårlighed (”Der blive lys”, og der blev lys) og dermed underkastet ’sin skaber’ men dog ved sin tale-evne med en særlig status, nemlig som ’skabt i Guds billede’ og den dermed følgende evne til at ’skelne mellem godt og ondt’ og være blufærdig (skamfuld?) overfor sin (dyriske?) seksualitet.
Altså en kulturel reorientering bort fra dette og frem mod en planetarisk evolutionær og bio-økologisk selvforståelse og identitet som den lille, næsten forsvindende blandt det enorme univers’ milliardmyriader af himmellegemer, jordplanets evolutionært udviklede men alligevel eneste talende dyreart blandt biosfærens millioner af andre dyrearter og med den dermed særegne sprogliggjorte bevidsthedsform.
En reorientering, der i de områder af denne dyrearts sprogligt funderede kulturelle samfundsdannelser, hvor den først viste sig, for tiden tilsyneladende er inde i et tilbagefald.

Lidt specifik begrebsafklaring:

I darwinismen er det jo ikke den individuelle overlevelse, der er den centrale evolutionsmekanisme men artens individformering, som P. Lauritzen og Rolf Rasmussen ovenfor på hver deres noget uklare måde gør opmærksom på.
Alle individer er dødelige, hvorfor ingen af dem overlever. Men arten, der jo overlever dem, forbedrer sin overlevelseschance, jo mere individernes evner til at formerer sig i konkurrence med andre arter, der er mere eller mindre tilpasset samme økologiske niche, forbedres.
Jo bedre egnede de dødelige individer er til at formere sig, des bedre egnet er arten til at overleve.

Denne fundamentale darwinistisk biologiske evolutionsmekanisme synes i dag at udgøre en alvorlig fare for homo sapiens arten, om ikke for dens overlevelse så i hvert fald for dens livskvalitet; Hvis arten da ikke, med sin evolutionært udviklede sproglige bevidsthedsform, formår kulturelt at installere kontrolmekanismer af sin egen formeringsevne, nu hvor planetens biosfære som helhed udgør dens økologiske niche.

Det var socialdarwinismens sammenblanding af de biologiske arts og race-begreber med de sprogligt funderede sociale national- og kultur-begreber, der muliggjorde den begyndende biologiske selvforståelses forfald til imperialisme-ideologiernes racisme:
”Den hvide mands byrde”; ’sorte’, Jøder(semitisk-talende), slavisk-talende, den ’gule fare’ osv. Alle forstået som ’mindreværdige racer’).
Eugenik blev til socialdarwinistisk ’racehygiejne’.

Med venlig hilsen