Kronik

I Sydafrika må hvide piger ikke have fletninger

En hvid pige med fletninger skaber 'unødig opmærksomhed', fordi hun bryder med forestillinger om kultur - forestillinger, der ikke er meget anderledes end de racekategorier, som apartheid byggede på. At skifte race ud med kultur sker ikke kun i Sydafrika. Der har været et retorisk skift fra 'race' til 'kultur', der betragtes som et uskyldigt begreb til at differentiere mellem mennesker
Denne frisure må ikke bæres af hvide skolepiger i Sydafrika, fordi det ikke -passer med hvid kultur-. Kulturbegrebet har erstattet apartheid-tidens racebegreb - og ikke kun i Sydafrika.

Denne frisure må ikke bæres af hvide skolepiger i Sydafrika, fordi det ikke -passer med hvid kultur-. Kulturbegrebet har erstattet apartheid-tidens racebegreb - og ikke kun i Sydafrika.

Søren Bidstrup

18. august 2008

Et par dage før den store afslutningsfest for det, der svarer til 3.g, kom en pige i skole med en masse tynde, små fletninger. Hun havde fundet en traditionel afrikansk kjole til den store fest, der skulle markere afslutningen på gymnasietiden. Hun havde forberedt sig i månedsvis i håbet om at blive aftenens smukke dronning. Fletningerne tog timevis at få lavet, så hun fik det gjort et par dage før festen. Kjolen var klar derhjemme. Kjole, hår og smykker var gennemtænkt ned til mindste detalje.

Da hun kom i skole, fik hun af vide, at hun skulle tage sine fletninger ud. Det skabte "unødig opmærksomhed." Pigen var hvid, og det passede ikke til hvid kultur at have fletninger fik hun af vide af en lærer.

Regnbuenation

Jeg er på en skole lidt uden for Cape Town i Sydafrika, hvor jeg er i gang med at lave feltarbejde, der skal danne grundlag for mit speciale i antropologi. Under apartheid var skolen kun for hvide elever, men siden de sydafrikanske skoler i starten af 1990'erne blev åbnet for alle elever, er elevsammensætning nu mere farverig.

På denne skole undervises de tidligere adskilte grupper - såkaldte sorte, hvide, farvede og indere - nu under samme tag. Billedet på den berømte regnbuenation er så at sige manifesteret på denne skole. Jeg laver feltarbejde på denne multikulturelle skole, fordi jeg håber, at der er nogle erfaringer, som vi kan lære af i forhold til integrationsudfordringen i Danmark.

På de offentlige skoler i Sydafrika er der frit skolevalg, og skolerne kan, ud over den statsstøtte de modtager, opkræve skolepenge. Det betyder, at ingen i dag bliver afvist på grund af deres race, men derimod er økonomien væsentlig. Den principielle åbning af skolerne har således ikke betydet lige adgang for alle, men adgang for dem med (forældre med) god økonomi. Et skoleår på denne skole koster 8.000 kroner, hvilket er urealistisk meget at betale for hushjælpen, der tjener 1.000 kroner om måneden.

Økonomisk apartheid

Så hvor denne skole måske er farverig i sin sammensætning af elever, tilhører de alle den samme heldigere del af den sydafrikanske ungdom, der går på en skole med vand, elektricitet, skolebøger og kun cirka 30 elever i hver klasse. De rige sydafrikanere, hvad enten sorte eller hvide, går på de meget dyre privatskoler, hvor skolepenge kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner om året, mens arbejdsløse forældre i town-ships'ne kæmper med at kunne betale de 150 kroner, der kræves om året på deres lokale skole. Forskellene i skolepenge har selvsagt en fundamental betydning for både de materielle og menneskelige resurser på skolerne.

Med disse graverende forskelle på fattig og rig i det nye Sydafrika kunne man fristes til at tænke at apartheidtidens hierarkiske opdeling af mennesker på baggrund af race, blot er udskiftet med en opdeling på baggrund af økonomi. I den såkaldte race-klasse-debat om Sydafrika er det blevet diskuteret, hvorvidt apartheid hovedsagligt handlede om race eller om klasse. Var apartheidstaten bygget op omkring en opdeling af mennesker på baggrund af en tro på, at nogle var racemæssigt underlegne, eller fordi en underklasse skulle bruges til at holde det kapitalistiske system i gang?

Klasse, race, kultur

En lignende debat, om hvilken rolle klasse og race spiller i det nuværende Sydafrika, er væsentlig i dag. Med så store forskelle på skolepenge, som nævnt ovenfor, er det tydeligt at klasse spiller en rolle i Sydafrika. Men race er dog langtfra forsvundet, og i det nye Sydafrika er det både race og klasse det handler om.

Det handler eksempelvis både om økonomi og opfattelser af race og kultur, når der på skolen er regler for, om den hvide pige må have fletninger. Det handler om, at skolens regler hænger sammen med skolens image udadtil og dermed skolens mulighed for at tiltrække elever, der kan betale de krævede skolepenge. Skolen vil gerne fremstå som en skole med god disciplin og høj standard. Når regler brydes, er der risiko for at blive betragtet som en skole med problemer med disciplinen. I Sydafrika vil problemer med disciplinen næsten uundgåeligt blive betragtet i forhold til, hvor mange sorte elever der går på skolen.

Lad os vende tilbage til livet på skolen, hvor disse betragtninger bliver tydelige i hverdagen. Da læreren sagde, at hvide piger ikke måtte have fletninger på skolen, henviste hun til skolens regelsæt, der blandt andet sagde, at hår ikke må "skabe unødvendig opmærksomhed." En lidt vagt formuleret regel, der blev fortolket forskelligt af de forskellige lærere.

En lærer har blandt andet sagt til en gruppe elever, at "bestemte etniske grupper må gerne være kort-barberet."

Eleverne er sure. De undrer sig over det, de oplever som forskelsbehandling, og nogle er bekymrede over, at skolen er med til skabe stereotype forestillinger om sorte og hvide. Men nogle af lærerne mener, at den åbne formulering af reglerne bare giver eleverne mulighed for at udtrykke deres kulturelle identitet. De mener det er en kultur-specifik regel, der sikrer regnbuenationen sine forskellige kulturelle særpræg.

Nogle af de andre lærere er ligesom eleverne frustrerede. De ser det som problematisk, at skolen tvinger eleverne ud i netop de racekategorier, skolen ellers forsøger at arbejde sig væk fra. De mener, det er en misforstået regel, der i stedet for at bryde med apartheidtidens kategoriseringer, netop forstærker dem.

Når reglen om hår, af nogle lærere, bliver fortolket som kultur-specifik, betyder det nemlig at lærerne pålægger eleverne en identitet, de ikke selv vælger. Dermed er lærerne med til at forstærke nogle identitetskategorier, der ikke er meget anderledes end de racekategorier som apartheid byggede på. Forskellen er blot, at nu begrundes det i kultur frem for race.

Kultur erstatter race

At skifte race ud med kultur sker ikke kun i Sydafrika. Flere antropologer har undersøgt, hvordan der har været et retorisk skift fra race til kultur; 'race' anses som et problematisk begreb, mens kultur betragtes positivt og som et uskyldigt begreb til at differentiere mellem mennesker. Et af problemerne er, at når eleverne på skolen kategoriseres udfra kultur, er det de samme kategoriseringer som under apartheid, der kommer i spil; det passer ikke til hvid kultur at have fletninger, det er en del af sort kultur. Når lærerne differentierer eleverne ud fra kultur, bryder de således ikke med de underliggende opfattelser af forskelligheder, men er snarere med til at forstærke dem.

Det er netop dét nogle af lærerne er kritiske over for. De ville gerne ændre reglerne og forsøgte at finde på nogle brugbare alternativer. Men uden held. De kunne ikke finde på gode forslag til en anderledes formuleret regel, og det hænger sammen med lærernes opfattelse af skolens image udadtil.

I hårreglen hedder det nemlig, at hår ikke må skabe "unødvendig opmærksomhed fra lærere, elever og borgere i lokalsamfundet."

Flere lærere gav udtryk for, at det ikke betød noget for deres undervisning, hvordan eleverne ser ud, men samtidig mente de, at skolen var nødt til at tænke på, hvordan forældrene og lokalsamfundet opfatter skolen. Hvordan eleverne ser ud betyder meget for, hvordan skolen betragtes udefra, og det er væsentligt for skolen at have et godt image, så forældre vælger lige netop den skole til deres børn. I et land med så store uligheder er skolen dog også interesseret i at tiltrække de rigtige elever - altså elever, der kan betale skolepenge, og dem, der signalerer kvalitet og disciplin.

Sorte sænker disciplinen

Som en lærer sagde: "det er ikke et problem for os at få sorte og farvede elever, men det er et problem at få nok hvide elever, så vi kan være en skole, der tiltrækker det bedste fra alle racer".

Hvis eksempelvis alle frisurer blev tilladt, ville det fra lokalsamfundets side blive set som om, at disciplinen er på vej ned ad bakke.

"Vi er nødt til at være opmærksomme på, hvordan offentligheden ser os. Hvis eleverne ikke bærer uniformen ordentligt, vil folk ikke sige 'det er bare skolebørn, sådan er de mange steder', nej, de vil sige 'uh, nej, det er Sydvestskolen og den er på vej ned af bakke-' Og hvorfor er den på vej ned ad bakke? Fordi der er for mange sorte elever, og derfor holder de ikke den rette standard og disciplin."

Hår og tørklæder

Diskussionen om hår i Syd-afrika handler tydeligvis om andet end hår, og det ligger lige for at spørge, hvad det handler om, når vi i Danmark diskuterer regler for tørklæder. I Sydafrika betyder frygten for at blive betragtet som en sort skole blandt andet, at lærerne er villige til at håndhæve regler, de ikke nødvendigvis tror på. For den hvide pige, der havde forberedt sig til den store afslutningsfest på skolen, betød det, at hun ikke fik lov til at have fletninger. Hendes drømme om at blive kronet til aftenens dronning var uden for rækkevidde.

Mette Juel Madsen er cand.scient.anth og arbejder freelance som underviser, blandt andet på projekt 'Verden brænder - Sydafrika' på Krogerup Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ups. Her kommer den færdige kommentar.

Mette Juel Madsen:

"At skifte race ud med kultur sker ikke kun i Sydafrika. Der har været et retorisk skift fra 'race' til 'kultur', der betragtes som et uskyldigt begreb til at differentiere mellem mennesker."

God pointe, af Mette Juel Madsen. I vores egen andedam har Villy Søvdal, Ole Sohn og Astrid Kragh demonstreret at man kan slippe afsted med at sige ting, man ellers ikke ville kunne sige, hvis man bytter "race" ud med "kultur"...

Otto Simonsen

Rigtig god artikel med mange gode pointer. Jeg forstår dog ikke hvorfor artiklen slutter så abrupt. Og hvorfor der er så stort fokus på pigens drømme om at blive kronet som aftenens dronning. Det er vel ikke det, der er det værste ved den sydafrikanske situation?