Tænk i stedet for køb

Et vist mål af almendannelse er bestemt ikke til at kimse af. Ud over glæden ved viden og indsigt kan almendannelsen vise sig meget fordelagtig i forskellige sammenhænge. Spørg bare den uheldige indbrudstyv, der sidste år stak af med guldhornene fra særudstillingen i Jelling. Han vidste ikke, at der var tale om kopier, og heller ikke, at kopierne ikke var af guld. Det må være lidt kreperligt at være til grin til ingen verdens nytte og oven i købet skulle tilbringe et par år i spjældet for sine dumheder. Han var kort sagt dummere, end politiet tillader. Havde han kendt lidt til Oehlenschläger, var det aldrig kommet så vidt.

Noget kunne tyde på, at almendannelsen i dette land ligger regeringen voldsomt på sinde. Først fik vi en kulturkanon og så en historiekanon. Personligt er jeg tilbøjelig til at se på kanonaderne med en vis overbærenhed. De kan ikke hidse mig op - og slet ikke her i sommervarmen. Det er da helt fint, at forskellige eksperter peger på ting og sager af stor kulturel værdi. Omvendt ville det være idiotisk at tage eksemplerne alt for alvorligt. Hvorfor lige præcis disse 10 værker inden for hver kunstart? Der holder givetvis flere turistbusser uden for Hover Kirke nu end før. Og tillykke med det derovre i Vestjylland. Og om Grand Prix-hittet 'Danse i måneskin' med den purunge Trine Dyrholm er en musikhistorisk milepæl, kan vel også diskuteres. Men nuttet er den da.

Demokratikanon og 68

Det kan til gengæld næppe diskuteres, at 18. april 1864 var en skelsættende begivenhed i danmarkshistorien. Den dato fortjener lidt mere opmærksomhed end hos de gymnasieelever, der til årstallet 1864 svarede "Er det ikke noget med Mallebrok er død i krigen -?" Heldigvis har Tom Buk-Swienty med sin mesterlige bog Slagtebænk Dybbøl pustet liv i begivenheden igen.

Senest har regeringen bragt endnu en kanon til torvs: den såkaldte demokratikanon. Den har jeg det lidt vanskeligere med. Det er temmelig påfaldende, at ingen af de positioner, der spillede så stor en rolle i studenter- og ungdomsoprørets kritik af autoritetsformerne og af totalitære tendenser i det kapitalistiske samfund, har fundet vej til den ellers ganske vidtløftige demokratikanon. Det var jo mere end noget andet netop spørgsmålet om demokrati og medbestemmelse, der stod på dagsordenen i 68 og det, der fulgte.

En del af ammunitionen til den systemkritik, der udgik fra studenterbevægelsen, blev hentet i den ældre Frankfurterskole. I 1964 udgav den aldrende Herbert Marcuse bogen Det endimensionale menneske. Her præsenterede han begrebet "repressiv tolerance" som betegnelse for liberalkapitalismens evne til at immunisere sig over for en radikal systemkritik.

Et intellektuelt SOS

Størst kultstatus opnåede nok Max Horkheimer og Theodor W. Adornos Oplysningens dialektik fra 1943. Værket er gennemsyret af kuldslået mismod og desillusion. Det er betegnet som en "filosofisk flaskepost", et intellektuelt SOS, som er afsendt i håb om at nogen vil opfange det og forstå, hvad der er på færde. Horkheimer og Adorno var flygtet fra det nazistiske barbari til USA med free enterprise, og måtte slukøret konstatere, at undertrykkelse og menneskelig fornedrelse kan antage mange forskellige former: lige fra åbenlys fascistisk terror til sofistikeret markedstænkning i liberalismens hellige navn. Selvfølgelig er der forskel: det ene trakterer med død og ødelæggelse, det andet promoverer bare en udbredt åndløshed og systemkonformitet.

Jeg ved godt, at de kære frankfurtere er blevet udskældt for deres massive desperation og sortsyn. Men alligevel er det tankevækkende, at det, der for de neoliberale fremstår som det sociale evangelium: Udlicitering, privatisering og markedskræfternes frie spil, for Horkheimer og Adorno er ensbetydende med et åndeligt ophørsudsalg med frit valg på alle hylder.

Lyt f.eks. til følgende statement: "Flodbølgen af nøjagtig information og striglet underholdning gør menneskene kvikke og dumme på samme tid."

Eller sagt på en anden måde: alt det Cepos står for, bliver betragtet med den største skepsis og afsky. Neoliberalismen er både etisk og æstetisk et ideologisk monster, der korrumperer mennesket åndeligt og materielt.

Det er muligt, at man i udvalget bag demokratikanonen har anset de gamle frankfurteres demokratiovervejelser for dogmatiske og antikverede. Men det er tankevækkende, at man har udeladt netop den samfundskritiske position, som mest radikalt anfægter tingenes tilstand i det moderne danske samfund.

Akademisk branding

Tag f.eks. situationen på vores højeste dannelsesanstalter, universiteterne.

De er i lighed med en hel række andre institutioner blevet udsat for en markedsgørelse. De er nu defineret som servicevirksomheder, der producerer viden til 'vidensamfundet'. Den viden, der efterspørges, er ikke dybe indsigter i alskens materier. Nej, det er den viden, der kan tjenes penge på - viden som genererer udvikling og økonomisk vækst. Vi kender til bevidstløshed Helge Sanders skamløst ublufærdige slogan: "Fra forskning til faktura!"

Universiteterne er med andre ord blevet kommercielle virksomheder. Det ses ikke mindst på den måde, de brander sig på. Enhver kan ved selvsyn konstatere det i disse uger, hvor de nybagte studenter dænges til med funklende brochurer om alle mulige og umulige uddannelsestilbud - nogle af de nye studier er nærmest freakagtige mutationer. Brochurerne taler deres tydelige reklamesprog og byder på masser af striglet underholdning: se, hvor vi smiler, vi har det nemlig skidesjovt hos os - og alle tiders fredagsbar. Bag det hele ligger ét bærende motiv: spekulation i uddannelsesmarkedet for at maksimere taxametertilskuddet. Det hele drejer sig ret beset om at tjene penge. Om salg af serviceydelser.

'Køb' var titlen på det forbrugermagasin, Forbrugerrådet i 1964 var klar til at publicere. Kort før det gik i trykken slog Poul Henningsen i bordet og brølede: "Det skal sgu da hedde 'Tænk'!" Og sådan blev det som bekendt.

Da efterhånden alt i dette nyliberale samfund er overladt til køb og salg på markedet, forestår der en stor og omfattende opgave for Forbrugerrådet. Kunne det ikke være en oplagt idé for de kommende numre af Tænk at lave en sammenlignende produktanalyse af hele uddannelsesmarkedet.

Over for tidens omsiggribende markedsgøgl og medfølgende åndsfortærende plattenslageri savner vi mere end nogen sinde en uforbederlig ildsjæl, der kan slå i bordet og brøle "Tænk!"

Jørgen Carlsen er idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole