Læsetid: 6 min.

Tidens skrig på modsigelse

Når vrisseriet er på sin plads og satiren er uægte
Bent Falbert og Georg Metz Eller?...De to ældre herrer, Statler og Waldorf, der fra deres balkon vrisser over de andre figurer i Muppet Show. Det vrisne er som regel udtryk for opposi-tion, og i klummeform er det som regel sjovere og skarpere, når der vrisies opad end nedad. Det kan Ekstra Bladet - i mod-sætning til Berlingske Tidende.

Bent Falbert og Georg Metz Eller?...De to ældre herrer, Statler og Waldorf, der fra deres balkon vrisser over de andre figurer i Muppet Show. Det vrisne er som regel udtryk for opposi-tion, og i klummeform er det som regel sjovere og skarpere, når der vrisies opad end nedad. Det kan Ekstra Bladet - i mod-sætning til Berlingske Tidende.

John Timbers

2. august 2008

Når man kommer lidt op i årene, bliver man i den traditionelle opfattelse af processen løbende hermed også mere sur og vranten. Vrissen er ordet. Vrisne gamle mænd er ligefrem arketype; af den art som Muppet Show i sin tid gav skikkelse af de to konkrete gamle sure stoddere der sidder i deres loge og højlydt kommenterer begivenhederne på scenen. Intet finder nåde for deres blik. De har set alting før, og alting før bedre, alene fordi det var før. Skal det nu være noget!

Da klummisten var ung og stadig boede hos sine forældre, var der især én udtalelse i et ellers harmonisk forhold til det fædrene ophav, der kunne få viseren op i det røde: Der er intet nyt under solen! Når den blev langet ud som svar på ungdommelig begejstring - sikkert ofte over rene banaliteter - var fristelsen uimodståelig til at pakke bylten, hænge den i en stang på nakken og gå hjemmefra. Mange år senere skal man selv tage sig i nakken for ikke nu og da i det mindste tænke over den påfaldende mangel på nyheder under solen.

Denne med årene hyppige følelse af déja vu i det oplevede lægger en alen til vrissenheden, der dog retfærdigvis også udspringer af andre forhold i aldringsprocesserne. Eftersom publikum i den vrissedygtige alder stiger og stiger i tal og fylde, blandt andet fordi lægerne kan deres kram, er der mange penge i vrisseriet. Det har også Ekstra Bladet fundet ud af. I en tid hvor oplagene vakler ikke mindst for de gamle formiddagskulørtblade, gælder det om at skaffe nye kunder i butikken. Til supplering af massageannonceindtægterne, som strukturelt set må falde i takt med aldringen af den mandlige del af befolkningen, kommer nu det vrisne segment som fremtidens arbejdsmark.

Bent Handymand Falbert

Bladets bagside, der gennem tiderne har budt på mange markante fænomener i dansk presse, har simpelthen sat en række ældre herrer, hvis civile erhverv oven i købet ofte har været inden for eller beslægtet med vrissefagene, til dagligt efter tur at vrisse over alt og intet. Det er faktisk morsomt. Ind imellem. Også når chefredaktør Falbert, som selv er en af de vrisne gamle, besværer sig over at malingsfabrikanterne dog ikke kan finde ud af at konstruere en malerbøtte der er til at åbne og lukke uden at ødelægge låget, så malingen størkner i utide. Helt enig. Så ved man altså at Falbert er handy-man i kravledragt og kasket, det er rørende. Og helt menneskeligt!

Det vrisne er som regel udtryk for opposition. Man vrisser over tingenes tilstand; der ville ingen årsag være til at vrisse, såfremt tilstanden var ligetil og ligetil foranderlig. Som anden hovedregel er vris derfor det samme som relativ magtesløs opposition. Ligesom det meste satire, der jo nok flytter dem der lader sig flytte, men ikke dem der sidder, hvor de sidder eller ikke behøver flytte sig. Vris og satire er derfor bonkammerater. Vrisseriet vokser ud af erfaringerne med en truende, ufølsom og hensynsløs omverden set nedefra - fra bunden af (maler)spanden så at sige. Tiden skriger på satire, sagde Kurt Tucholsky, da det i 1930'erne så mørkest ud i Tyskland. Det fik ikke betydning; Tucholsky blev frataget sit statsborgerskab af Hitlers håndlangere, og verden brød i brand trods satiren - tiden skreg ikke tilstrækkeligt højt. Men bagefter, længe efter Tucholskys formentlige selvmord i eksilet i Sverige, kunne man dog registrere at nogen havde sagt fra. Nogen havde vrisset i satirens åndsbeslægtede form.

At sætte ældre vel skrivende mænd systematisk til at vrisse, er rigtigt set af Ekstra Bladet; her kommer for en gangs skyld ungdommen til kort. Man skal helst være over de tres, før vris er overbevisende. Og så skal de tres-årige som antydet først og fremmest være i opposition og kunne skrive for at vrisset også kan være satire.

Berlingske vrisser nedad

Det er derfor Berlingerens modsvarende og noget ældre faste rubrik: Groft sagt som svar på en i forvejen vanskelig genre er så umulig. Konsekvent uden at løbe nogen risiko og støde de pt. magtførende lag, i det store og hele flad og kun morsom i det omfang, som den dyrisk alvorstunge ørn i nævnte Muppet Show ville kunne goutere det. Det morsomme i rubrikken er så at sige en omvendt Chaplin, hvor the underdog, vagabonden, bliver skurk og den store mand med øjenbrynene helt med latteren på sin side. Groft sagt, som kunne være et interessant pressefænomen som en art intellektuel opposition inden for borgerligheden med brod mod sig selv - der er nok at tage fat på! - skabes på lignende måde som de femten vrisne gamle mænd i Ekstra Bladet også af ældre skrivevante mænd. Hele panelet er erklæret til højre, et par i den ekstreme ende. Men ingen kan uden et helt usædvanligt talent, som satirens historie vist aldrig har kunnet opvise, skabe perspektivrigt vris og satire med retning nedefter i samfundet. De der sidder på flæsket samt deres redebonne talerør kan sagtens håne dem, de selv tilsidesætter, men adfærden rammer dem selv moralsk i nakken, som de store drenge i skolegården, der kun kan klare sig ved at tæve de mindre. Den øvelse søger Groft sagt klaret ved at opretholde en underforstået påstand, som cirkulerer på højrefløjen i kulturlivet om en eller anden form for magtfuld undergrundssammensværgelse af kulturradikale, venstreorienterede, fremmedvenlige, islam-accepterende værdirelativister, der i virkeligheden styrer det hele, eller i det mindste gerne vil. Den er der ikke så mange med andet omløb i knolden end paratfordomme der rigtigt kan se for sig. Det vredladne, som søges iklædt satirens formmæssige gevandter vendes af Groft sagts stereotype og ikke videre virtuost skrivende gruppe (på nær én som de nu kan slås om hvem er) næsten udelukkende mod oppositionens folk og regerings- og flertalskritikere, miljøfolk, indvandrere og ikke mindst det muslimske element - aldrig mod regeringen eller dens støttepart. Og statsministeren er helten i denne deres fælles samstemmende og alt for forudsigelige fortælling.

Det pinligt servile

Hvis nu Fogh Rasmussen bare havde været formand for et lille inferiørt politisk parti, ville der ikke være megen mening i at bruge det svære skyts, fordi han i sin tid blev smidt ud som skatteminister på grund af kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget - med andre ord: politisk plat og svindel. Til nød kunne man klandre det pågældende lille parti for at vælge en sådan person til formand, men så heller ikke meget mere, Herregud manden ville i den situation være uden indflydelse. Derimod må den sande oppositionelle, den ægte vrisne, satirikeren, holde sig konstant beskæftiget med en type som Fogh Rasmussen. Lige så længe denne er landets statsminister og gang på gang anvender manipulation som sin politiske grund-metode - blandt andet med de skiftende krigsbegrundelser, eller under valgkampen eksempelvis bedraget over for Thorning Schmidt om den kommende skattekommission.

Groft sagt gør hellere og risikofrit automatnar af Foghs forgænger, når rubrikken janter sig igennem sine billige pointer om Nyrup Rasmussens i panelets øjne lattervækkende adfærd som formand for de europæiske socialdemokrater. Hvem tror han nu, han er? Europas præsident måske!

Det eneste for alvor morsomme ved Groft sagt er at dens panel ikke selv kan se den korte afstand, der er mellem på den ene side satire på den herskende ordens og magthavernes vegne, og på den anden side det pinligt servile.

geme@informamation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Jan Weis
Heinrich R. Jørgensen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu