Kronik

Tv gør OL mere virkelig end virkeligheden

OL på tv er bedre end virkeligheden. Via tv sidder seeren på en måde tættere på legene, ser flere facetter, ser begivenheden fra forskellige vinkler og i slow motion, ser idrætsudøverne helt tæt, får kommentarer, baggrundsinformation og grafiske illustrationer.

OL på tv er bedre end virkeligheden. Via tv sidder seeren på en måde tættere på legene, ser flere facetter, ser begivenheden fra forskellige vinkler og i slow motion, ser idrætsudøverne helt tæt, får kommentarer, baggrundsinformation og grafiske illustrationer.

Claus Fisker

8. august 2008

Det er højsæson for sportsfreaks. Verdens største mediebegivenhed begynder, når De Olympiske Lege i Beijing går i gang i dag. Mere end 10.000 idrætsudøvere samles fra hele verden - sammen med 16.000 mediefolk. Der vil samlet blive sendt mere end 3.800 timers live transmissioner fra legene (DR og TV 2 sender mere end 500 timer), og globalt vil der være omkring 3,7 milliarder tv-seere, som på et eller andet tidspunkt vil følge med i legene. Ved det seneste OL i Athen i 2004 så hver dansker i gennemsnit 18 og en halv times OL-tv. Dertil kommer et medieforbrug på både internet og mobil-tv. Og så er det, man spørger sig selv, hvorfor OL er en global publikumssucces? Følgerne har indtil videre været en benhård konkurrence blandt de utallige kanaler for at erhverve sig de gigantisk dyre rettigheder til verdens største sportsfest. DR og TV 2 har via den europæiske sammenslutning EBU sikret sig rettighederne til OL indtil 2012, men ingen ved hvor længe public service stationerne kan være med til de stadig stigende rettighedsbeløb. Succesen bag OL skal findes både i dens historie, men særligt i den teknologiske tv-udvikling.

OL tjener ikke længere nationale formål med henblik på at skabe en kampduelig befolkning, som det findes i den tyske turnbevægelse (tyske gymnastikbevægelse, i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland i årene 1920-1945, red.), og hvoraf også Pierre de Coubertins interesse for genoptagelsen af den olympiske idé oprandt i slutningen af 1800-tallet. Den tjener heller ikke længere ideologiske eller pædagogiske mål, som vi finder det i en linje fra filantropismen. Coubertin ønskede med de moderne olympiske lege at initiere en ny religion. Bag om ryggen på denne vilje har OL krystalliseret sig som et fælles globalt grundlag, om end i en helt anden form end den Coubertin nærede ønske om - og langt mere vidtrækkende.

Nye muligheder med tv

Tv-mediets radikale forandringskraft har betydet en kolossal ændring af begivenhedsstrukturen ved OL de seneste 40 år. Ikke mindst under den tidligere IOC-præsident Juan Antonio Samaranchs ledelse er foretagendet ekspanderet i provokerende grad, og den olympiske idé blevet kommercialiseret. Men i stedet for at betragte dette som en forfaldshistorie kan man se på de muligheder, som de moderne olympiske lege og tv-mediet har skabt.

Den teknologiske udvikling har givet dækningen af OL optimale forudsætninger, og seeren oplever på sin vis mere end tilskueren til selve begivenheden, idet tv-kameraerne er til stede alle steder på en gang. År for år følger stadig flere kameralinser det store sportsshow. Dette gør OL til noget sublimt, hvor ingen tilskuer nogensinde vil kunne se disse mange forskellige idrætsgrene så indgående og præcist som seerne hjemme i stuerne. Kun foran tv-apparatet er man tæt på hele OL's forløb.

Supplerer realitet

For tilskueren på det olympiske stadion kan den enkelte idrætsdisciplin være mere eller mindre dramatisk, og de kan kun følge, hvad deres øje ser. For tv-seeren derimod samles de mange idrætssekvenser på skærmen. Tv registrerer således aldrig legene i sin virkelige helhed eller sammenhæng, men det er et fragmentarisk indtryk af de virkelige hændelser, der transmitteres. Seeren sidder på en måde tættere på legene, ser flere facetter, ser begivenheden fra forskellige vinkler og i slow motion, ser idrætsudøverne helt tæt, får kommentarer, baggrundsinformation og grafiske illustrationer. Man er som tv-seer på forhånd sikret synet af de dramatiske og spektakulære momenter. Tv-seeren får således en hyperrealistisk repræsentation, der på nogle punkter er mere virkelig end den virkelighed, som den reelle tilskuer ved legene overværer; mere nøjagtig og detaljeret, men også mere intens og mere underholdningspræget.

De hyperrealistiske billeder bevirker, at tv-begivenheden fjernes fra realitetens tid og rum. Slow motion viser os billeder fra et univers, hvor tyngdekraftens lov tilsyneladende er sat ud af kraft, og alt ser legende let ud. Et fiktivt rum ikke uligt drømmenes univers. Det som disse billeder konstruerer er altså et artificielt rum, hvor fortælletiden til trods for transmissionens livekarakter ikke er synkront med den fortalte tid, hvor handlingen snævres ind og gentages samtidigt flere gange og strækkes ud (forlænges) i forhold til billedernes reelle tid. Således fører den hyperrealistiske æstetik, som er særlig fremtrædende i sprintsituationer (atletik) og målsituationer (håndbold og fodbold), til en fiktivisering af begivenheden, idet fortælletiden på visse punkter bliver længere end begivenhedens egen tid. Men transmissionens hyperrealistiske effekter beror ikke på, at de fiktive træk erstatter realiteten, men derimod supplerer den. Den hyperrealistiske repræsentation er samtidig forudsætningen for, at De Olympiske Lege også kan antage en universel mening. For netop fokuseringen på det individuelle gennembryder det nationsbunde udgangspunkt og kan dermed bane vejen for seernes fejring eller begejstring af mere almen menneskelig karakter.

De små får chancen

Derudover kan tv-seeren via en national kommentator få en række oplysninger serveret. Det gælder både diverse statistikker og insider-viden, men journalisten har også rig mulighed for at trække på den særlige olympiske mytologi. Idet de antikke olympiske lege kan føres tilbage i historien til 776 før Kristi fødsel, og de moderne olympiske lege har eksisteret siden 1896, kun afbrudt af de to verdenskrige, er der med den særlige olympiske gentagelsesstruktur, de faste ceremonier og symboler en særdeles velegnet ramme for trivialmytiske fortællinger.

Skurke og helte

De Olympiske Lege fremstår med sine mange discipliner som en række skuespil med vidt forskelligt indhold. Dette bevirker som det ene, at de har meget bredere appel, og som det andet medfører de en større grad af modtagelighed over for idrætsgrene, man ikke har særligt kendskab til eller interesse i. Således får de små idrætsgrene en chance, der ellers er helt fraværende i den danske meget skæve tv-sports dækning. Hvis man særligt interesserer sig for fodbold eller badminton, vil man typisk også se idrætsgrene, der ligger i forbindelse med dem, selv om de ligger uden for ens normale interesseområde (f.eks. synkronsvømning eller hestedressur), som man ellers aldrig ville drømme om at tænde for, hvis de var annonceret uden for OL-rammen.

De Olympiske Lege har sin egen form, sin egen æstetik og sin egen fascinationskraft. Mediebegivenheden tryllebinder tv-seerne, fordi de mange idrætsdiscipliner bindes sammen som en helhed mellem journalistiske, underholdende og dramatiske træk. Det journalistiske kommer til udtryk igennem alskens former for stillinger og resultater. De underholdende træk kommer til udtryk i fokuseringen på atmosfæren omkring legene, og det dramatiske kommer til udtryk, hvor den olympiske scene kan ses som en række skuespillere (idrætsudøvere), som skal virkeliggøre en handling i et her-og-nu drama foran tilskuerne og de mange tv-seere. Intet OL uden medierede helte og skurke, kærlighed og had, sved og tårer, tabere og vindere, rammet ind imellem en åbnings- og afslutningsceremoni. OL er unægtelig noget andet for de mange fjernseere end den virkelige begivenhed.

Ophidsende tv-føljeton

At den opleves som virkelig, og ikke som hul og forloren af sine seere, skyldes udelukkende den måde, hvorpå tv iscenesætter legene. Den iscenesættelse gælder den dramatiske ramme, som i olympisk sammenhæng spiller en markant rolle. Rammen er en væsentlig grund til legenes betydning som mediebegivenhed. Den angiver, at alle udsagn inden for rammen bidrager til at afklare, hvem sejren rettelig bør tilkomme inden for de enkelte discipliner. Den tjener således til at synliggøre det overordnede plot, som holder de mange milliarder tv-seere bundet til skærmen, selvom deres lands idrætsudøvere ikke (længere) er med, eller selvom showet ikke helt lever op til deres forventninger. Sammen med det spektakulære udgør den dramatiske ramme således tv-begivenhedens vigtigste ramme.

De Olympiske Lege forstår sig selv som verdens største mediebegivenhed. Selve forventningerne forud for OL og det kollektive hysteri umiddelbart op til og under legene gør det til en højtidsperiode for de mange seere. Man ser frem til legene, længe før de overhovedet er i gang, og spekulationerne om, hvilken medaljeplads idrætsudøverne får, er mange. Forventningerne om drama, som er garanteret via tv's iscenesættelse, gør at legene også fremover vil blive sommerens mest ophidsende tv-føljeton hvert fjerde år.

Thomas Bjørner er adjunkt, ph.d. og medieforsker. Han har i en række år beskæftiget sig med sport og tv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu