Kronik

Værdien af viden i lyset af et par jubilæer

Hvis ikke viden har værdi i sig selv, hvad har så? Det har velfærd naturligvis
Værdien af viden forstås efterhånden kun som ren nytteværdi, hvorfor vi snart ikke har noget som i grunden kan kaldes et universitet. Det ligner et politisk opgør med -68-tanken om, at viden kan have værdi i sig selv.

Værdien af viden forstås efterhånden kun som ren nytteværdi, hvorfor vi snart ikke har noget som i grunden kan kaldes et universitet. Det ligner et politisk opgør med -68-tanken om, at viden kan have værdi i sig selv.

Nanna Bisp Büchert

28. august 2008

40-året for studenteroprøret i 1968 har givet anledning til en del debat om fænomenets betydning for universitetets udvikling.

Således er '68 på den ene side blevet kritiseret for at være indirekte medskyldig i de sidste års erhvervsretning af universitetet, mens der fra anden side efterlyses en tilbagevenden til de værdier, der var i spil i disse år - og som man mener er ved at gå tabt. Men hvad er det i grunden for værdier, et universitet må være grundlagt på? Og er værdierne i ånden fra '68 væsensforskellige fra de, der ligger til grund for den så udskældte erhvervsretning?

Da John Henry Newman i 1852 undersøgte "ideen om et universitet", spurgte han retorisk til værdien af viden: "Hvad fører det til? Hvor ender det? Hvad gør det? Hvordan kan det betale sig? Hvad lover det?"

Og hans svar kan opsummeres til: Ikke nødvendigvis noget som helst. Viden er, mente Newman, simpelthen et mål i sig selv.

Men det er længe siden. I dag har vi fået indført masseuniversitetet, dvs. at alle nu skal have en længere videregående uddannelse, mens alting skal hedde 'universitet' eller 'university'. Værdien af viden forstås dog efterhånden kun som ren nytteværdi, hvorfor vi snart ikke har noget som i grunden kan kaldes et universitet.

I studenteroprøret genlød Marx' krav om, at filosofien skulle ændre og ikke bare fortolke verden. Alle værdier skulle kunne kritiseres som udtryk for ideologi, hvorfor man nu skulle spørge efter universitetets samfundsrelevans og dets legitimitet over for arbejderklassen. Et væsentligt element i '68 var således opgøret med det klassiske begreb om de frie kunstarter (artes liberales) og den forestilling om, at viden kan have værdi i sig selv, som ligger i kernen af dette. Studenteroprøret havde succes som negativitet, men det efterlod et tomrum, og kravet om samfundsrelevans blev koblet med markedsliberalismens og velfærdsideologiens forestillinger om nytteoptimering. I bekendtgørelse om kriterier for universitetsuddannelsers relevans og kvalitet fra 2007 hedder det således, at det nyligt nedsatte akkrediteringsråd skal afgøre nye uddannelsers berettigelse ud fra "behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet", idet "institutionen skal redegøre for uddannelsens erhvervssigte og identificere aftagergrupper for kommende dimittender". Det er altså ikke behovet for viden for videns egen skyld, som skal afgøre en ny uddannelses berettigelse.

Vidensakkumulation

Men hvad er viden? Filosofihistorisk er viden blevet betragtet som bestående af sande og velbegrundede formodninger. At viden er velbegrundet indebærer, at det ikke er nok, at den er opnået ved gætværk eller udenadslære og det er derfor ikke nok at fylde databaser op med tilfældig information, for at vi kan snakke om "vidensakkumulation". Et videnssamfund er altså ikke det samme som et informationssamfund.

Tom konstruktion

Den traditionelle opfattelse af hvad viden er, er dog blevet udfordret i det 20. århundrede, hvad bl.a. kommer til udtryk i en såkaldt anti-realistisk forståelse af, hvad videnskabelige teorier er. Ifølge denne position er videnskabelige teorier hverken sande eller falske - enten fordi man mener, at disse aldrig bliver præcise nok til at beskrive virkeligheden, eller fordi man ligefrem mener, at hvad teorierne beskriver i grunden slet ikke eksisterer. Et eksempel på dette findes inden for religionssociologien, hvor det ofte hævdes, at der i grunden slet ikke findes religioner, og at et begreb som f.eks. 'islam' derfor blot er en tom konstruktion. Med en sådan forståelse af hvad viden er, er det naturligvis svært at se, at viden skulle have værdi i sig selv. Videnskabelige teorier er i stedet blevet til teknologier, som kan forudsige observationer og gøre os i stand til at beherske vores omverden. Den videnskabelige antirealisme passer således godt til kravet om samfundsrelevans.

Videnskabsministeriet udgav i 2005 rapporten 'Humanistiske kandidater og arbejdsmarkedet', som fastslår, at det er et problem, "hvis de humanistiske uddannelser forstår sig selv som noget, der adskiller sig radikalt fra verden udenfor. Ud fra dette perspektiv er det intellektuelle arbejde, der finder sted inden for uddannelserne (...) hævet over de mere funktionsorienterede og praktiske sammenhænge på arbejdsmarkedet".

Men hvis ikke viden har værdi i sig selv, hvad har så? Det har velfærd naturligvis. Menneskets nydelse og fraværet af smerte er altings mål, hævder utilitaristerne, og viden, kan vi så udlede deraf, har instrumentel værdi, i den grad det bidrager dertil. Allerede utilitaristen J.S. Mill afviste dog vulgærutilitarismen - hellere en utilfreds Sokrates end en tilfreds gris hedder det således i Utilitarianism fra 1863.

De gode ting

Ud over 40-året for studenteroprøret kan vi i år markere 50-året for den britiske common sense-filosof G.E. Moores død. Moore hævdede, at ordet 'god' betegner en særlig egenskab ved ting. At noget er godt, kan derfor ikke begrundes nærmere. Utilitarismen er udtryk for, hvad Moore kaldte en naturalistisk fejlslutning, idet den er et forsøg på at reducere 'det gode' til noget naturligt, nemlig 'det som ønskes'. Men noget er ikke godt, fordi det ønskes, bemærker Moore. Noget ønskes, fordi det er godt. Derfor er det aldrig muligt at formulere en udtømmende teori for hvilke ting, der er gode, og Moores filosofi er således en kæp i hjulet på ethvert forsøg på tage patent på sandheden om, hvad der har værdi i sig selv.

Smag kan ikke diskuteres, kunne man indvende, og at nogen uden begrundelse mener, at viden er godt i sig selv, betyder ikke, at samfundet skal tage højde for dette - universitetet må derfor nøjes med at legitimere sig med henvisning til optimeringen af velstand og velfærd i samfundet. Og rigtigt er det, at det ikke kan forsvares, at viden har værdi i sig selv. Når værdier forsøges begrundede, forsvinder de som dug for solen, medmindre de svarer til de mest primitive behov. Rationalismen og hedonismen er således to sider af samme sag - og derfor er nyttetænkningen det eneste, nihilismen ikke kan få bugt med.

Østrigeren Ludwig Wittgenstein beskrev i 1930 konsekvenserne af det moderne fremskridtskrav: "Selv klarhed efterstræbes kun som et middel til fremskridt, ikke som et mål i sig selv. For mig er klarhed, klarsyn derimod værdifulde i sig selv."

Et opgør med '68

Wittgensteins senfilosofi er et opgør med forestillingen om, at vores antagelser om verden skal kunne begrundes ud fra et i sig selv sikkert grundlag (f.eks. fornuften). En formodning må i stedet betragtes som sikker, så længe vi ved daglig brug ikke ved, hvad der skal til, for at den er falsk. I talen om brug ligger dog noget ganske andet end idéen om, at kvaliteten af viden skal måles i forhold til brugsværdi - forstået som nytte. Kriterierne for den rette brug er, for Wittgenstein, ikke noget, som vi kan afgøre ved spekulation over enkelte abstrakte principper. Enhver aktivitet forudsætter nemlig stiltiende ubegrundede værdier, som kun gælder i denne sammenhæng, men som netop derfor ikke meningsfuldt kan betvivles under normale omstændigheder. Vi har således brug for fordomme for overhovedet at kunne begå os i verden.

Studenteroprøret indebar et krav om fordomsfrihed, idet alle autoriteter, som ikke kunne begrunde sig, skulle afskaffes. Derved måtte '68 i grunden også være et angreb på forestillingen om, at viden uden videre begrundelse kan have værdi i sig selv. Det var i det hele taget ikke længere nok blot at mene, at noget havde værdi i sig selv - dette måtte bevises, f.eks. med henvisning til en tings naturlighed. Den naturalistiske fejlslutning fandtes derved på sin egen måde i kernen af '68.

Opgøret med den førte politik må derfor også være et opgør med ånden fra '68, og hvis kritikken skal være relevant, må den undlade at falde for fristelsen til at 'forsvare' sine værdier med henvisning til samfundsrelevans, som det f.eks. er tilfældet i forbindelse med den populære internetafstemning "For en bedre forskningspolitik", hvor man bl.a. beklager sig over, at "samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik".

Johannes Aakjær Steenbuch er BA og kandidatstuderende i filosofi fra Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu