Kommentar

2015-målene er uambitiøse

Fokus på konsensus om 2015-målene har overskygget en strategi, der sammentænker målene med de strukturelle årsager til fattigdom
25. september 2008

I dag mødes toppolitikere, civilsamfundsorganisationer og virksomhedsrepræsentanter til topmøde i FN for at diskutere den kritiske tilstand, 2015-målene befinder sig i. Stigende fødevarepriser og alvorlige naturkatastrofer har ramt de fattigste uforholdsmæssigt hårdt. Dertil har Verdensbanken for nyligt opdateret deres estimat for fattigdom, og med en ny fattigdomsgrænse på 1,25 dollar om dagen afsløret, at over 430 millioner mennesker mere end forventet lever i fattigdom. At der er tale om krisetilstand underbygges af Social Watch, et netværk af over 400 civilsamfundsorganisationer, der netop har offentliggjort en rapport, der viser negativ udvikling i fattigdomsbekæmpelse i mange af verdens allerfattigste lande.

2015-målene har bidraget positivt til at bringe global fattigdom på dagordenen, og målene har været et forbillede for fælles handling til fordel for verdens fattigste.

Sammentænkning

Desværre skuffer 2015-målene i kraft af fraværet af sammentænkningen af de strukturelle årsager til fattigdom. Vel er enighed om at udrydde AIDS langt mindre kontroversielt end, at ulande skal have særlige handelsfordele, men hvis global fattigdom skal afvikles, må dagsordenen udvides - om end der er tale om stridsdygtige emner. Eksempler på fravær at sammentænkning i de vestlige landes udviklingspolitik er, at EU med den ene hånd giver bistand til udviklingslande, men på den anden hånd udkonkurrer afrikanske produktioner ved at give massiv landbrugsstøtte til egen producenter. Eller når der reelt ikke tilføres nye midler til bekæmpelse af fattigdom, men i stedet overføres penge fra andre humanitære puljer. Topmødets opgave er at udvidede dagsordenen ved lancere en strategi for 2015-målene, der sammentænker 2015-målene med de strukturelle årsager til fattigdom og hermed skaber sammenhæng i indsatsen.

Roden til fattigdom

Et retfærdigt handelssystem, der tilgodeser svage producenter i ulande, er topmødets første store udfordring. Frihandel er ihærdigt blevet promoveret som nøglen til vækst og social udvikling, men den økonomiske teori har i empirien vist sin begrænsning. Først og fremmest er der ikke tale om 'fri' handel, men opretholdelse af et uretfærdigt handelssystem, der udkonkurrer svage producenter i ulandene og fastholder producenter i råvareproduktion. Dertil bevidner sammenbruddet denne sommer i Doha forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen, WTO, om, at ikke alle ulande er tilfredse med handelsliberaliseringer, der destabiliserer lokale fødevaresystemer. Derudover er udfordringen for topmødets deltagere at fremhæve det ansvar, de internationale institutioner såsom Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har for den nuværende udvikling i mange ulande - ikke mindst i kraft af fastholdelse af ulande i en gældsspiral. Disse indflydelsesrige institutioner har et ansvar for at ændre deres dagsorden, fx ved at frigive gæld, og herved bidrage til at vende udviklingen.

For lavt ambitionsniveau

Den nuværende krise, som 2015-målene befinder sig i, hænger sammen med, at konsensus har stået højere på dagsorden, end at rette indsatsen mod de grundlæggende udfordringer. Et eksempel på dette er, at underskriverne af 2015-målene under udarbejdelsen af de konkrete mål, besluttede sig til at bruge 1990 som basis år i stedet for 2000, hvilket gør det lettere for de enkelte lande at indfri forventningerne. Den oprindelige udviklingsplan var langt mere ambitiøs med inddragelse af emner såsom handel og gæld, samt god regeringsførelse', demokrati og menneskerettigheder.

På trods af behovet for ændret og sammentænkt strategi til nå 2015-målene, vil FN-topmødet sandsynligvis blot munde ud i en vag fælleserklæring om at intensivere indsatsen. De delegerede til topmødet i New York vil i deres bestræbelse efter at bibeholde konsensus om de nuværende otte mål, samt i deres forventning om at kunne fremægge et fælles dokument efter krisemødet, næppe dristige sig ud i megen uenighed. Topmødedeltagerne vil således næppe for alvor tage fat på de strukturelle årsager til fattigdom, såsom gæld og handelsproblematikker, der er de grundlæggende forhindringer for afviklingen af global fattigdom.

Ingeborg Overby Gaarde er stud.scient.pol. og medarbejder hos Global Policy Forum i New York

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, FN bliver næppe enige om at smide styrer på porten, som ødelægger deres eget land, så længe skiftende stormagter holder hånden over dem.

Der skal vist meget store lettelser i gæds- og handelspolitiket for at få lande som Zimbabwe og Sudan på fode igen, hvis de fortsætter med deres nuværende styrer.

Handelspolitik er vigtig, men først efter at magtmisbrug og korruption er udryddet.