Klimakrisens løsning kræver, at der sker en drastisk reduktion af vores påvirkning af økosfæren. Alligevel fortsætter USA, Kina og andre lande med at bygge kulkraftværker og udlede CO2. Hovedindsatsen mod klimaforandringerne er besparelser og anvendelsen af biobrændsler og vedvarende energi. Det hjælper, men er ikke nok, og giver den engelske filosof John Gray anledning til at stille spørgsmålet, om der findes bedre eksempler end klimadebatten på, at menneskeheden ikke vil se realiteterne i øjnene? Han konstaterer, at "grøn teknologifjendtlighed ikke er en del af løsningen på klimakrisen - men er en del af problemet" (Information 5. september). Om a-kraften siger Gray, at den "på ingen måde er en universalløsning. Alligevel er dæmonisering af a-kraften udtryk for grøn vildfarelse af værste skuffe. Giver vi afkald på a-kraft, har vi intet andet valg end at gå tilbage til kul". Det er jeg enig i.
Heroverfor står, at den amerikanske energianalytiker Amory Lovin på grundlag af en markedsøkonomisk analyse betegner atomkraften som ukonkurrencedygtig, unødvendig og forældet (Information 18. august). A-kraften har været i krise siden 1970'erne, da den grønne antiatombevægelse overbeviste politikere og befolkninger om, at bygningen af a-kraftværker skulle stoppes, fordi de kan eksplodere, og deres affald er et uløseligt problem. I stedet blev bygget kul- og gasfyrede kraftværker, og forbruget af kul og naturgas blev fra 1970'erne til nu øget med henholdsvis 100 pct. og 115 pct.
Den ledsagende stigning i udledningen af CO2 ses tydeligt i den registrering af ændringerne i atmosfærens CO2-indhold, som FN's klimapanel (IPCC) har foretaget, og medvirkede sandsynligvis til, at den globale opvarmning tog fart.
Fusionsenergi betragtes som den endegyldige løsning på energiproblemet. Et afgørende gigantisk internationalt eksperiment til 75 milliarder kr., ITER, er under forberedelse i Aix-en-Provence i Sydfrankrig. Hvis det lykkes, kan en produktion af fusionsenergi gå i gang om måske 50 år.
Men der skal fremskaffes store mængder energi, indtil fusionsenergien er klar, og ikke mindst, hvis det ikke lykkes at tæmme den. Hvor skal det komme fra?
Ingen betydning globalt
Jeg deler John Gray's pessimistiske syn på vedvarende energi. Vindenergi kan spille en rolle på lokalt plan, men jeg har svært ved at se, at den kan få global betydning. Det ville kræve et svimlende stort antal kæmpevindmøller, der vil beslaglægges store arealer og store mængder af konstruktionsmaterialer, som kan overstige, hvad er muligt, når der skal skaffes plads, føde og materialer til stadig flere mennesker på jordkloden. De fleste mennesker lever nu i byer og et stigende antal i megabyer, dvs. byer med mere end 10 millioner mennesker, hvor det kan blive svært at finde plads til vindmøller, men hvor solenergi og geotermisk energi kan blive vigtige.
Ifølge IPCC skal væksten i atmosfærens CO2-indhold standses inden år 2015, hvis en klimakatastrofe skal undgås. Dvs. at forbruget af kul, gas og olie skal reduceres kraftigt, men samfundslivet vil bryde sammen, hvis det sker før andre energiråstoffer kan tage over. De vedvarende energikilder har ikke kapacitet til at gøre det. Bioenergi er ikke CO2-neutral på kort sigt.
En massiv indsætning af a-kraft kunne klare opgaven, men det bliver først muligt om 10-15 år, når der er rettet op på 30 års forfald og manglende uddannelse af kvalificeret personale. John Gray mener derfor, at der ikke er den ringeste udsigt til, at verden giver afkald på de fossile brændsler. Opbremsningen af udledningen af CO2 bliver en hård nød at knække for klimatopmødet i 2009.
Behovet for energi vil vedblive at vokse i takt med, at Jordklodens befolkningstal vokser, og levestandarden bliver forbedret Jorden over. Herom siger John Gray, at "en energiintensiv livsform, som den vi nyder godt af i den rige del af verden, ikke kan udstrækkes til en global befolkning på ni eller ti millioner - et tal vi når midt i dette århundrede". Det vil skabe et nærmest uløseligt fordelingsproblem.
Mit synspunkt er, at en rimelig energiforsyning kan opretholdes langt ind i fremtiden, hvis lande som Danmark, der har den nødvendige teknologiske og videnskabelige kapacitet, viser global ansvarlighed og udbygger el-sektoren med a-kraftværker for at reducere udslippet og for at frigøre kul, olie og naturgas til de anvendelser, hvor disse vanskeligst kan undværes.
En rigelig, stabil og fleksibel produktion af elektricitet kan levere strøm til opvarmning, køleanlæg, pumper, osv., el kan erstatte benzin og olie i transportsektoren og kan anvendes til afsaltning af havvand og til at fremstille brint til transportsektoren og til lagring af vind- og solenergi, osv.
A-kraft samler kræfter
A-kraften er ved at samle kræfter. USA og12 andre lande har indledt et samarbejde om at udvikle den fjerde generation af atomreaktorer, og det Internationale Atomenergiagentur og mere end 20 lande arbejder på at udvikle fremtidens sikre og fleksible a-kraft. Flere lande har nu planer for håndteringen af det højaktive affald. Et World Nuclear University skal fremme uddannelsen af eksperter og teknikere på det nukleare område.
Modstanderne af a-kraft kan hævde, at stoppet for byggeriet af a-kraftværker har sparet verden for katastrofer forårsaget af uheld på disse og misbrug af deres affald.
Men det har også medført en kraftig stigning i forbruget af fossile brændsler, som udover væksten i atmosfærens CO2-indhold og den globale opvarmning har medført en øget udledning af svovl, kvælstofilter, tungmetaller og partikler. Det er årsag til tab af menneskeliv, der spænder fra arbejderne i kulminerne til ofrene for forureningen fra skorstene og udstødningsrør, som formentlig i de forløbne ca. 30 år må være i millionstørrelse.
Selv om der arbejdes på at forbedre a-kraftens sikkerhed, vil der kunne ske ulykker og misbrug. Men når brugen af fossile brændsler bliver blokeret af ressource-, miljø-, sundheds- og klimamæssige grunde, er atomenergi den eneste energikilde, der både kan bremse den globale opvarmning og sikre rigelig og stabil leverance af elektricitet uafhængigt af klimaet.
Vi og vore efterkommere har mulighed for at reagere på ulykker og misbrug knyttet til atomenergi, men kan intet stille op over for et klima, der er ved at gøre jordkloden ubeboelig. Set i det perspektiv kan man ikke, som Lovin gør det, afvise atomenergien med det argument, at den er for dyr; markedsøkonomisk analyse har tydeligvis sine begrænsninger.
Hvad nøler vi efter?
Havde man valgt a-kraft for 30 år siden og elektrificeret samfundet, ville den globale opvarmning være et mindre problem. Den er et af mange tegn på, at jordklodens beboere hidtil har brugt løs, som var kloden uudtømmelig og upåvirkelig, og i en sådan fart, at man løber fra regningen for overforbrug af vand, nedslidte skinner, hullede kloakker, osv., osv. Hvordan skal man da kunne klare tilpasningen til en verden, der bliver mere og mere kompliceret og til vanskeligere og måske kritiske leveforhold, hvis klimaet går amok. John Gray siger, at kun videnskaben kan redde os. Det samme sagde Det Internationale Energiagentur tidligere på året (Information 7. juni).
Mit bud er thoriumbaseret a-kraft, der i modsætning til uranbaseret a-kraft ikke kan løbe løbsk og ikke har plutonium som et affaldsprodukt. Der er meget mere thorium end uran, og thorium kan i princippet udnyttes 100 pct. mod nogle få procent af uranet i de almindelige reaktorer. Et 1000 MWe thorium-a-kraftværk kan køre på én thoriumladning på 150-200 ton i ti år uden udskiftning. Et tilsvarende kulkraftværk bruger godt 5000 ton kul om dagen, det bliver til 20 millioner ton kul på ti år. Det er tal, der taler for sig selv. Og verdens største thoriumforekomst ligger i Sydgrønland. Hvad nøler vi efter?
Henning Sørensen er professor emeritus i geologi
Kernekraft er en CO2-fri energikilde.
Men hvis vi skal håndtere klimaproblemet skal vi op på at producere på den anden side af 10TW CO2-fri energi om året i 2050.
En kernereaktor leverer ca 1GW. Hvis vi mener at kernekraft er løsningen, skal vi altså bygge 10000 nye kernereaktorer i løbet af de næste ca 40 år. Det er en 4-5 stykker om ugen fra nu af. Kan vi det?
Frankrig har, så vidt jeg forstår, en stor fremtidig udfordring med bare at holde det nuværende niveau, da reaktorerne skal moderniseres løbende.
Dertil kommer selvfølgelig diskussionen om kernevåben. Skal vi støtte udbygning af kernekraft i Iran, Nordkorea etc.?
Til Thorsten Hansen
Hvis du laver en livscyklusanalyse af et atomkraftværk (inkl. bygning og skrotning!), vil du finde ud af, at kernekraft ikke er en CO2-fri energikilde.
(Men ok, det er et kulkraftværk og en vindmølle heller ikke.)
Venlig hilsen
Erik
Efter at have forsvaret A-kraften så godt det nu lader sig gøre, og anklaget kritikerne af den og andre for at være ensidigt imod grøn teknologi og for at lukke øjnene for de teknologiske løsninger, Henning Sørensen ser for sig, så tager han John Grays ord til sig: ”Kun videnskaben kan redde os”. På den måde får han lige sat sig selv og sin ensidighed på plads. Tak for det, så ved vi, at det ikke kun er dem han kritiserer for at være ensidig, der er det, men måske mest ham selv.
Artiklen ideologiserer på den måde, der er blevet karakteristisk for behandlingen af hele problemstillingen omkring overforbrug, overbefolkning, vækstidealer, global opvarmning osv. Man kan ikke bortforklare de reelle problemer længere. Man kan heller ikke nøjes med som Lomborg, der nu på retræten klynger sig til argumentet om at det alligevel ikke kan betale sig at gøre ret meget, nej nu hedder det sig, at vi selvfølgelig nok skal spare lidt, men ”kun videnskaben kan i virkeligheden rede os”. Om 50 år og 70 milliarder euro eller mere har vi fusionsenergi nok og inden da en type a-kraft mere, og skal i det hele taget nok få løst affaldsproblemet osv. Underforstået vi har ikke løsningerne endnu, men eneste håb er at tro på, at de kommer!
Der er brug for videnskab. Ja, der er brug for naturvidenskab, sociologi, psykologi og alt andet end den bekvemme form for salgbar ideologi, som fremstilles i blind tillid til naturvidenskabens løfte om kommende teknologiske landvindinger. Vi ved selvfølgelig ikke om løsningerne kommer, men vi er nødt til at tro på dem! Skulle det være udtryk for en forpligtende dom? Er det en nødvendig konklusion, som følger med nødvendighed af sine præmisser. Hvor er de naturvidenskabelige idealer om logisk forpligtende argumentation. Hvor søren blev det deduktive ideal af i ræsonnementet. Hvor er den forpligtende logik. Kun troen er tilbage, til det vi ikke kan vide om naturvidenskabens fremtidige landvindinger! Hvor uvidenskabelig kan Henning Sørensen tillade sig at tænke om naturvidenskaben, bare fordi han er geolog, og dermed inden for genren?
Det drejer sig selvfølgelig om mange ting, også om at udvikle viden, teknologi, osv. men ikke mindst om at vinde tid, mere tid, nok af tid. Lige nu har man så travlt med at jage efter de økonomiske succeskriterier, der ikke bare bestemmer den fart hvormed det sociale tenderer mod at smadre sine naturlige forudsætninger, men som nu også viser sig som værende ude af stand til at styre sig selv, efter at have været ophævet til at løsningen eller forudsætninge for løsningen på alle problemer i menneskealder. Det økonomiske system er ved at bryde sammen af systeminterne årsager, efter at det har drevet verdenssamfundet til at smadre sine naturlige forudsætninger. Og så siger en naturvidenskabsmand, geolog, at kun videnskaben kan rede os. Hans sociale forståelse larmer ved sit fravær. Det eneste han som fagmand kan, er at lede efter de tekniske løsninger og prædike sin blinde tro på dem. Men hvis vi skal finde dem, så må vi have mere tid. Dvs. sætte farten ned, se på os selv og det at vi laver problemerne for os selv i forlængelsen af jagten på de misforståede succeskriterier.
Problemstillingen er ekstremt kompleks. Og det er i hvert fald ikke kun naturvidenskaben, der kan rede os. Man kan tale om et kognitivt svigt af dimensioner, hvis man tror, at vi, der laver problemerne for os selv, tror at videnskaben alene kan rede os. Det er den mest indskrænkende og i situationen fordummende sovepude vi kan give os selv. Derfor sælger troen på den så godt. Medierne gør det, og falder derfor som en del af den sygdom/de vilkår de forsøger at overleve på. Hvor mange af os overlever på den måde som uegnede, søvndrukne og bekvemt indrullede i den daglige form for uforpligtende snik snak?
Som modargument til argumentet om, at atomkraft er vejen frem, vil jeg nøjes med at henlede opmærksomheden til en af mine tidligere kommentarer her på information.dk:
http://www.information.dk/164823#comment-70416.