Kronik

Vi er blinde for vore egne styrker

I de seneste tiltag inden for dagpengesystemet kan man aflæse en udvikling hen imod et menneskesyn, der tager udgangspunkt i, at folk helst vil undgå at arbejde, og at der ikke er plads til forskellige måder at gå til livet på
Det aktuelle menneskesyn inden for dagpengesystemet tager udgangspunkt i, at folk helst vil undgå at arbejde, og at der ikke er plads til forskellige måder at gå til livet på. Ved møder i a-kassen ser man dette menneskesyn ramle sammen med realiteterne.

Det aktuelle menneskesyn inden for dagpengesystemet tager udgangspunkt i, at folk helst vil undgå at arbejde, og at der ikke er plads til forskellige måder at gå til livet på. Ved møder i a-kassen ser man dette menneskesyn ramle sammen med realiteterne.

20. september 2008

En veninde sagde engang: "Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der ikke vil arbejde." Og jeg husker stadig den sætning. For jeg ser hendes menneskesyn: Ingen mennesker, hvis man bryder det helt ned, forsøger at undvige, hverken arbejde eller livet, men omstændigheder gør nogle gange, at man takker nej til begge dele. Jeg tror heller ikke, at nogen ikke vil arbejde. Alle vil gerne føle sig nyttige, og det er ligegyldigt, om man er bevidst om nødvendigheden af at føle sin egen nyttighed eller ej.

Men jeg tror også, at arbejde betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Jeg forstår ikke arbejde som 37 timer og pensionsordning. Arbejde skal ikke sikre mig. Det skal udvikle mig. Arbejde for mig kan ikke puttes i kasser fra 9 til 16, nogle gange går mit arbejde ind og blander sig i mine weekender og aftener, siver ind i mit 'øvrige liv', mere end det adskiller sig fra det. Og for mig er arbejde ikke knyttet til en arbejdsplads, jeg foretrækker at kigge ind i flere arbejdsverdener.

Andre har en anden forståelse af arbejde. Der findes vel tusindvis forskellige. Og én forståelse af, hvad arbejde er, er ikke bedre end en anden. De er bare forskellige. Og gudskelov for det. Og gudskelov for, at det danske dagpengesystem og system i det hele taget i min bog altid har fremstået som et, der er gennemsyret af plads. Plads til netop forskelligheden. Plads til mennesker som mig, der forsøger at skabe deres egen struktur i livet. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Og jeg ser systemet som helt unikt, fordi signalværdien og menneskesynet er så fint: Alle mennesker er lige i deres forskellighed, og alle har krav på tryghed.

Befriet for stress

Jeg fik for alvor øjnene op for denne helt særlige 'danske model', da jeg læste på universitetet i New York i USA. Af og til faldt snakken på, hvordan vi - de studerende - hver især fik betalt vores skolegang. De amerikanske studerende på New York University betaler 27.336 dollar for en toårig master. Jeg kunne så berette om, hvordan jeg fik penge af den danske stat for at gå i skole. "Good for you", sagde de himmelfaldne og gav mig og 'mit system' et mentalt klap på skulderen. Ja, good for me. Noget andet, der var good for me, var, at jeg var befriet for den stress, de amerikanske studerende følte, allerede mens de gik i skole. De var ved at gå i koma over tanken om ikke at få et job, der kunne betale regningerne. At kapitulere og flytte hjem til forældrene var skrækscenariet. Og der stod jeg iført mentale sutsko og badet i imaginær hyggebelysning og havde den luksus at kunne mærke efter, hvad jeg havde lyst til, mens jeg fik dagpenge i den første tid som nyuddannet. Og der fattede jeg, hvad det var, den danske stat gav mig. Ro og tid og plads.

Jeg ved i dag ikke, hvilket 'system' der er bedst. Både det amerikanske og danske system har sine fordele og ulemper, som alt andet vel har. Et valg og en vej har konsekvenser, og man må gøre op med sig selv, hvilke konsekvenser man helst vil leve med. Jeg tror, at den amerikanske 'stress' kan være produktiv. Jeg oplevede en vanvittig og inspirerende energi i USA, som jeg tror bl.a. bunder i et næsten fraværende system, der lægger ansvaret for individets ve og vel i dets egne og familiens hænder. Og måske falder jeg hen i dansk ingentinghed, fordi der er en stat til at gribe mig. Men for det første er den danske facon i hvert fald en anden. Og for det andet er det en facon, jeg er taknemmelig for. Mit gemyt er til at blive strøget med - frem for imod - hårene, og jeg tænker gudsketakoglov, at der er plads til en som mig i det danske system, en, der lige ser ting an og lige skal mærke efter og gerne vil prøve at arbejde flere steder samtidig og er ny på arbejdsmarkedet.

Rummet snævres ind

Derfor ærgrer det mig desto mere, at jeg med de seneste tiltag inden for dagpengesystemet aflæser en udvikling hen imod et menneskesyn, der tager udgangspunkt i, at folk helst vil undgå at arbejde, og at der ikke er plads til forskellige måder at gå til livet på. Det er, som om det mentale rum snævres ind. Fire ansøgninger om ugen, ugentligt klik inde på jobnets hjemmeside for at bekræfte, at man er aktivt søgende osv. Ved møder i a-kassen ser man dette 'nye' menneskesyn ramle sammen med realiteterne. Vi sidder en gruppe humanister, der snarere end dovenskab udstråler en form for gryende desperation. Det, jeg fra distancen noterede mig - for jeg føler ingen desperation overhovedet, jeg har mentalt meldt mig ud for længe siden og sidder bare veltilpas fremmedgjort og spiser croissanter og krummer på bordet og tænker, at det var da pænt af dem at traktere - var, at folk virkelig gerne ville have et job. Og at de synes, at det var drænende at skulle krænge deres sjæl ud (det er det, nogen gør), hver gang de skulle skrive en ansøgning. "Man bliver jo skizofren," sagde en af mødedeltagerne. Fordi man tirsdag eftermiddag identificerede sig 100 procent med stillingen som kommunikationskonsulent i Miljøstyrelsen, onsdag morgen med stillingen som redaktionssekretær på Illustreret Videnskab. At gå ind i verdener er udmattende, hvis man er et menneske, der gør sig umage. Og der er langt imellem folk, der ikke gør sig umage.

Frisind som styrke

Den danske regering er i færd med at brande sig selv internationalt. En af de danske styrker, Danmark ifølge handlingsplanen Offensiv global markedsføring af Danmark fra 2007 skal brandes på, er frisind og "plads til, at den enkelte kan udfolde sig i både arbejdsliv og privatliv". Den engelske branding-ekspert Simon Anholt har udtalt, at det ikke er, hvad et land udgiver af hensigtserklæringer, der skaber et nation brand, det er, hvad det gør i form af lovgivning. Ligesom med mennesker. Du kan sige: "jeg elsker dig, jamen, det gør jeg virkelig", nok så mange gange, you can write it on a freaking cookie, men hvis du ikke viser det, så bliver ordene hule. Irland har valgt at fritage sine kunstnere for skat. Og den handling siger så meget mere end ord. Man sidder tilbage med en fornemmelse af et land, der er proppet med overskud, og som bevidst har besluttet, at diversitet i synet på livet og på mennesker er vigtigt for et velfungerende samfund.

Jeg ved godt, at de seneste tiltag inden for dagpengesystemet handler om økonomi og mangel på arbejdskraft. Men det stikker også dybere, hvad enten det er intentionen eller ej. Det handler igen om menneskesyn. Og om, at nok er nok. Jeg er med på, at ingen har lyst til gå jubelidiotisk blåøjet rundt og lade sig udnytte velvilligt, heller ikke et upersonligt system, men man skal heller ikke være bange for, at nogen tager røven på en. Det handler om at finde en balance, hvor man som system dels hylder forskelligheden, dels ikke taler ned til det enkelte menneske. Og det gælder ikke kun i form af tvang, men også i form af overdrevent hensyn. Det er ikke synd for de arbejdsløse eller for mig, jeg tænker ikke, at a-kassen har pligt til at skaffe mig et job, og tiltag fra a-kassen er ikke uvelkomne eller upopulære. Det handler alt sammen blot om måden, man leverer de tiltag på.

Ser spøgelser

Jeg tror, at Danmark har fat i noget rigtigt fint med den måde, vi hidtil har kørt butikken på. Men det er, som om vi er blinde for vores egne styrker. Vi er mere optagede af at gøre op. Gøre op med et eller andet, jeg ikke ved, hvad er. Vi ser spøgelser, der ikke er der. Forandring er nogle gange nødvendigt, men lige præcis en forandring til mindre plads til forskellighed og et menneskesyn, der siger, at sanktioner gør godt, tror jeg er et tilbageskridt. Jeg forstår ikke, at vi ikke hylder de styrker, det danske system har, tæsker dem, rider dem trætte. Mistillid er aldrig nogen god kortfører. Man ender som regel det forkerte sted. Et valg og en vej har konsekvenser, og man må gøre op med sig selv, hvilke konsekvenser man helst vil leve med. Jeg vil hellere lade tvivlen komme folk til gode end gå ud fra, at de snyder mig.

Jeg ved, at jeg taler fra et helt specifikt udgangspunkt. At jeg overhovedet bruger ord som "magtesløshed" og "mistillid" og "tryghed", viser mere end noget andet, hvor jeg er fra. Jeg er vokset op med tillid. Som jeg også er voksen nok til at vide ikke er blind.

Lise Nielsen er cand.mag. i dansk og freelancejournalistKronikken er en forkortet udgave af Lise Nielsens prisbelønnede opgave fra en konkurrence, udskrevet af Magistrenes Arbejdsløshedskasse, over temaet: Er truslen om sanktioner over for ledige den rette vej at gå?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Hjort Frederiksen har været med til at skabe et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar og angriber værdier knyttet til respekt for medmennesket. Et menneskesyn, der krænker og forhåner de svageste og forringer velfærdssamfundet og retten til velfærd for alle og sætter et almissesamfund i stedet.

De meningsløse beskyldninger mod arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere og de skingre krav om stramninger passer ind i billedet og danner klangbund for et angreb på hele dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

Ikke siden 1960´erne har uligheden mellem rig og fattig i Danmark været så stor som nu. Landet har aldrig været rigere med højkonjunktur, velstandsstigning og fremgang - mens de udsatte og svageste grupper kynisk fattiggøres. Tusinder henvises til væresteder, kaffestuer, herberger, Frelsens Hær og de frivillige organisationer.

Og måske det allerværste: mellem 50.000 og 100.000 børn er henvist til en opvækst i direkte fattigdom. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet, mens de økonomisk gode tider med skattelettelser, lav rente og afdragsfrie lån sætter turbo på forbrugsfesten.

Men Claus Hjort og regeringen har ikke sendt nogen invitation til de svageste i vort samfund ..

I stedet er politiske skandalesager nu blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor folkevalgte spidser og samfundsstøtter, ivrigt bistået af en endeløs stab af spindoktorer, har travlt med at finde på fikse bortforklaringer på snart dette, snart hint. Smart iscenesættelse og manipulation står øverst på dagsordenen - man udviser en helt virtuos kreativitet ved håndvasken og håber så på, at sagerne klinger ud uden at nå formiddagsbladenes forsider.

For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser.

Derfor fristes jeg til uden ydre anledning at tage hatten af og kippe ganske upolitisk med flaget for Anker Jørgensen. Han fylder ikke rundt, fejrer ikke jubilæum og trives i bedste velgående. Alligevel føler jeg trang til at hylde den gamle statsminister – den almindelige dansker kom til at elske dette ærlige og prunkløse menneske, der i dèn grad repræsenterede danskerens idealer, drømme og forhåbninger. Han var folkets mand med rødder dybt i den danske arbejderklasse og som ingen anden politiker en del af den danske folkesjæl.

Ak, de skønne svundne tider, vil hylekoret af liberale spindoktorer indvende. Ren stokroseromantik, hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder den dårligste statsmand siden Erik Af Pommern.

Javist, politisk forkætret af liberale prædikanter som et yndet hadeobjekt, forhånet og nedgjort af andet godtfolk, men ellers var Anker omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Anker Jørgensen adskilte aldrig moral og politik og topper alle tiders politiske troværdighedsbarometer:

- arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen
- statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer
- mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og blev dansk folkeeje.

Livet igennem har Anker været trofast mod sin opvækst med ægte følelser for de svageste i samfundet - man hører hjertet banke, når han taler om solidaritet, om de handicappede, de syge og gamle. Han forener uden at lefle stort socialt engagement med menneskelighed og tolerance – egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til dansk folkeeje og landsfader.

Anker Jørgensen er Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården. I 1960 rykkede Anker sammen med Ingrid og de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg - som han selv forklarede det: "Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."

Nu en menneskealder senere bor Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passer på ham.

Som statsminister i 1970'erne - meget vanskelige år med international lavkonjunktur, global oliekrise hvor benzinprisen blev firedoblet på 2 år og massearbejdsløshed overalt - forblev Anker Jørgensen trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle og afviste alle borgerlige krav om et almissesamfund, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden blev der skåret drastisk ned på velfærden – men Anker Jørgensen forsvarede indædt de svage, de udstødte, de arbejdsløse, de syge, de gamle og fik minimeret skaderne på den danske velfærdsmodel.

Han fik gennemført reformer som efterlønsordningen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til, ligesom fundamentet til vindmølleeventyr og Nordsøolie blev lagt.

Kofoeds Skole kunne i marts 2008 fejre sin 80-års fødselsdag for medarbejdere, nuværende og tidligere elever – blandt andre Anker Jørgensen og Kim Larsen. Da Anker i sine unge år var arbejdsløs i en periode, gik han på Kofoeds Skole og lærte engelsk. Som forstander Jens Aage Bjørkøe sagde det: ”Vores fornemste ’resultat’ er uden tvivl, at man efter at have været elev på Kofoeds Skole kan blive Danmarks statsminister …”

Til gengæld får spindoktorerne lys i øjnene og falder næsten over hinanden, når det gælder om at få skubbet ansvaret for 1970′ernes økonomiske uføre over på netop Anker Jørgensen.

Lad mig da stilfærdigt citere datidens overvismand, professor Anders Ølgaard, der i Jyllands-Posten kunne fortælle, at de voldsomme stigninger i oliepriserne var forklaringen på, at landet endte på afgrundens rand. Citat:”.. Tilbageslaget kommer først med den første oliekrise og dernæst med den anden oliekrise. Det er først efter den anden oliekrise, som kom i 1978-79, at vi stod ved afgrunden.”

I Weekendavisen nr. 48, 1. - 7. december 2006 kunne fhv. finansminister Knud Heinesen – der til stadighed tages til indtægt for det borgerlige karaktermord på Ankers økonomiske politik – stilfærdigt konstatere i forbindelse med udgivelsen af første bind af sine erindringer “Min Krønike”: “Det er, som om dé ulykker, vi var ude for i 70erne, skyldes Anker Jørgensen indstilling til den økonomiske situation. Og det er helt ved siden af. I 1973 og 10 år frem fik vi den værste økonomiske krise efter Anden Verdenskrig … vi blev særligt hårdt ramt, fordi vi ikke havde nogen egen energiproduktion overhovedet.”

Lad mig slutte med et citat af Anker selv - i et interview med Ninka sagde han om solidaritet:

"Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed."