Læsetid: 4 min.

EU er ikke svaret for verdens fattigste

EU's økonomiske interesser på tjenesteydelsesområdet i u-landene er på konfliktkurs med disse landes udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Det sker i en tid med en galoperende fødevarekrise, og hvor omtrent 40 procent af Jordens befolkning lever for mindre end to dollar om dagen
Med vedtagelsen af den såkaldte 'Kamall-rapport' viser Europaparlamentet, at EU's interesser på tjenesteydelses-området udelukkende skal skabe vækst for de europæiske økonomier og virksomheder, uden at der tages afgørende hensyn til udviklingen i de lande, der er langt fattigere

Med vedtagelsen af den såkaldte 'Kamall-rapport' viser Europaparlamentet, at EU's interesser på tjenesteydelses-området udelukkende skal skabe vækst for de europæiske økonomier og virksomheder, uden at der tages afgørende hensyn til udviklingen i de lande, der er langt fattigere

Jay Directo

9. september 2008

Torsdag den 4. september vedtog Europaparlamentet med et overvældende flertal den såkaldte 'Kamall-rapport', der skitserer EU's interesser på tjenesteydelses-området i lande uden for EU. Med vedtagelsen afspejler rapporten altså det generelle syn i EU på den internationale handel - at denne skal skabe vækst for de europæiske økonomier og virksomheder, uden at der tages afgørende hensyn til udviklingen i de lande, der er langt fattigere. For eksempel bifalder rapporten, at de nye økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og en stribe u-lande i Caribien (CARIFORUM) er ved at komme i hus. Aftalerne dækker blandt andet vidtrækkende liberaliseringer på tjeneste-ydelsesområdet.

Det er på trods af adskillige rapporter fra FN's Menneskerettighedsråd om, at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til menneskerettighederne, og at aftaler om handel med tjenesteydelser kan være til alvorlig skade for de grundlæggende menneskerettigheder.

Det er ikke kun de tidligere kolonier i Caribien, der forhandler om liberaliseringer af tjenesteydelsesområdet med EU. For eksempel presser EU hårdt på under forhandlingerne om EPA-aftaler med en række østafrikanske lande for at opnå samme behandling på tjenesteydelsesområdet for europæiske virksomheder som den, de afrikanske stater tildeler de lokale virksomheder.

I så fald blokeres de afrikanske staters politiske råderum for at regulere markedet til fordel for lokale virksomheder og nye initiativer. Hvis et land ønsker at forøge den lokale kapacitet inden for bankområdet, da vil det ofte være nødvendigt at sætte et loft over antallet af udenlandske investorer.

Ulige styrkeforhold

Denne mulighed fjernes ved en liberalisering. Det samme gælder reglerne for offentlige indkøb, som også er til forhandling på tjenesteydelsesområdet. Statslige kontrakter til hospitalsvæsen og informationsteknologi udbydes ofte til lokale virksomheder for at skabe arbejdspladser og styrke lokale virksomheder og den lokale industri.

En liberalisering indebærer, at alle statslige projekter og indkøb også skal udbydes til europæiske virksomheder. Dertil kommer, at en liberalisering vil betyde, at u-landene forhindres i at stille krav til udenlandske investorer om benyttelse af lokale underleverandører og samarbejde med lokale investorer. Hvis det umiddelbart er svært at få øje på det odiøse i, at EU ønsker samme vilkår for europæiske virksomheder som de lokale, så bør man blot minde sig selv om de ulige styrkeforhold mellem parterne.

På den ene side drejer det sig om skrøbelige økonomier med dårlig infrastruktur (både fysisk og institutionel), lav handelskapacitet på tjenesteydelsesområdet og begrænset økonomiske ressourcer - selv for lokal ekspansion.

På den anden side drejer det sig om en af verdens største serviceøkonomier, der opererer på det globale marked inden for adskillige serviceområder så som telekommunikation (Vodacom), banker (Standard Bank, Barclays Bank) og transport (KLM, SN Brussels, British Airways).

Tanker uden udvikling

Der er ingen tvivl om, at det kan være vejen frem for nogle lande og regioner at åbne sine markeder for international konkurrence.

MEN i tilfældet EU-østafrika vil en liberalisering af tjenesteydelsesområdet være en katastrofe, idet den lokale sektor vil blive total udkonkurreret.

Det overordnede formål med EPA-forhandlingerne er at indgå et bilateralt handelssamarbejde, som er i overensstemmelse med reglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Kravet om liberaliseringer af tjenesteydelsesområdet er dog ikke et krav fra WTO, hvorfor u-landene har protesteret højlydt under forhandlingerne.

Årsagen skyldes den ublu holdning, som Kamall-rapporten er udtryk for - nemlig at den internationale handel skal tjene EUs interesser uden en reel hensyntagen til verdens fattigste.

Det er skuffende, at der i EU ikke er plads til større selvransagelse. Det er mindre end to måneder siden, at WTO-forhandlingerne brød sammen på ministermødet i Genève. Her krævede både EU og USA omfattende adgang til u-landenes markeder både på industri- og tjenesteydelsesområdet og tilbød kun kosmetiske reformer af egne konkurrence-forvridende landbrugsstøtte til gengæld.

Det er på trods af, at den nuværende forhandlingsrunde skulle have været en 'udviklingsrunde', hvor u-landenes interesser og behov skulle prioriteres. Den klare besked fra u-landene var derfor - man vil ikke acceptere en aftale, som ikke er baseret på udvikling. Man skulle tro, det havde givet anledning til refleksion.

EU's tankegang inden for den internationale handel er medårsag til, at FN's Generalforsamling på deres topmøde i New York den 25. september må konstatere , at ingen af de afrikanske lande, når et eneste af FN's fattigdomsmål - de såkaldte 2015 mål.

Ifølge et nyt notat fra FN's generalsekretær den 25. juli, 2008 lider omkring en milliard mennesker af sult og hungersnød, og yderligere 2 milliarder mennesker lider af fejl- og underernæring. Disse mennesker har ikke brug for EU's handelsaftaler.

De skulle være blevet givet ordentlige aftaler - baseret på udvikling og ikke frihandel - for mange år siden. Forhåbentlig vil topmødet resultere i faktiske handlinger og ikke blot en gentagelse af 2015-målenes vigtighed.

Det er dog forudsat af en radikalt anderledes tankegang fra de rige landes side. Et mere udviklingsvenligt syn på den internationale handel har dog fundet leje blandt visse EU-lande. Her skal særligt nævnes Danmark, England og Holland. Desværre for ulandene så er det EU-kommissionen, der forhandler EU's handelsaftaler og ikke de enkelte medlemslande

Søren Søndergaard er medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU og Henrik Bang Andersen er bestyrelsesmedlem i Afrika Kontakt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

John Locke kom med følgende lakoniske konstatering i sit politiske hovedværk, ”Two Treatises of Government” fra 1689 : ”Uden ejendom, ingen lovbrud.”

Han blev en af hovedinspirationerne til det moderne liberale samfunds selvbeskrivelse, hvor ”den enes succes” på markedet principielt er ophøjet til ”den andens succes”.

Fordelene ved den deregulerede samhandel nationer og økonomiske aktører imellem verden over er siden ophævet til de velstilledes højeste troserklæring. Med Adam Smith i hånden og referencen til den skjulte hånds princip lovpriser man de effekter, som man ikke selv forstår, men tilbeder så meget des mere, og hvis utilsigtede virkninger falder hos de forfordelte og den tavse natur som altid har båret tilværelsen og dens højlydte forme for selvbeskrivelse.

Den økonomiske vækst har allerede fra det tidspunkt, hvor det moderne samfund så dagens lys, fungeret som det, der skulle kompensere for og legitimere det, de forfordelte allerede den gang oplevede som uret ved den skæve fordeling af goderne og den herskende orden. Man har fra begyndelsen af argumenteret for det hensigtsmæssige i besiddernes mulighed for at organisere og iværksætte de former for produktion, der er så karakteristisk for industrialiseringen og den kapitalistiske stordrift. Arbejdsdelingen, kapitalkoncentrationen omkring masseproduktion af specialemner, fordelingen af goderne med pengeøkonomiske transaktioner osv., har været kapitalismens varemærke. Skævheden og ulighederne kunne ifølge liberalismen legitimeres i et og alt med produktionsstigninger, der i princippet skulle kunne kompensere for de uligheder der var effektivitetens forudsætninger. Det er hovedtrækkene i de forsøg på at legitimere den økonomiske orden som erstattede middelalderens subsistensøkonomi i det politiske systems selvforståelse.

Venstrefløjen har aldrig rigtigt kunnet finde ud af at tage afstand fra kapitalismens vækstidealer. De punktvise kritikpunkter af kapitalismen er og har altid lidt af at primært at tilhøre en venstrefløj, som ikke for alvor kunne tage sig sammen til at gennemføre en effektiv kritik af det globale økonomiske pengesystem. Med Marx i bagagen huskede man godt nok at elske at hade kapitalismen for dens fremmedgørende væsen, men slog altid over i den grænseløse tilbedelse af den økonomiske vækst. At denne form for løsning af de problemer den forudsætter for at virke for længst er slået over i den position, hvor den er sit eget største problem, har ikke formået at få venstrefløjen til at reformere sin tilbedelse af den. Alle skal have fast lønarbejde, det er kravet fra venstrefløjen. Man skal være noget, på den måde at man skal have mulighed for at bidrage til den vækst, som for længst er blevet kontraproduktiv. Venstrefløjen er en del af det system den ikke kan undvære for sin selvforståelse. Liberalismens selvforståelse er tættere på virkeligheden i sin selvforståelse.

De liberale ideologiske principper er først og fremmest bygget op om det at sikre individets eksklusive ret til sin ejendom, herunder retten til at underminere de generelle livsvilkår i de individuelle forsøg på at opnå succes i moderne forstand. Heraf følger det, at ingen særskilt kan påtage sig ansvaret for det sociales overordnede mulighedsbetingelser. Natur og miljø er ikke er sikret juridisk. Det er kun individuelle interesser, der forsvares effektivt af det juridiske system.

Sært nok argumenteres der på den måde for at individets interesser er identisk med ”den sande almeninteresse” og den overordnede formålsmæssighed i enhver forstnd, det være sig snævert økonomisk, men også hvad de naturlige forudsætninger og livsvilkår angår. Individet har måske nok de fleste af sine forudsætninger i de vilkår, der gælder alle, men det identificerer sig med dem, der eksklusivt tilhører det selv i modsætning til alle andre.

Individets indflydelse på de fælles forudsætninger er taget hver for sig minimal, sammenlignet med resten af de 7 milliarder mennesker, der påvirker og lever på de samme forudsætninger, hvorfor individets individuelle tiltag, for at tage sig af de fælles forudsætninger udebliver, med den gode begrundelse, at det alligevel ingen forskel ville gøre, hvis individet isoleret set besluttede sig at gøre noget ud fra et hensyn til det almene. På den måde identificerer alle sig først og fremmest med sine egne individuelle forudsætninger i det liberale samfund, hvorfor alle kan dække sin uskyld ind under henvisning til alle andre. Det handler om den særlige form for ansvarsforflygtigelse, der udmærker de moderne liberale demokratier.

De besiddelsesløse her og i den tredje verden har ikke adkomst til de privatejede goder, som befinder sig under ejendomsrettens beskyttelse. Samtidigt kan de se, hvordan de besiddende ikke længere kan legitimere den skæve fordeling med henvisning til det overordnede succeskriterium, som angiveligt skulle ligge i den økonomiske vækst. Væksten som falder under privatøkonomiens domæne, og som sker på bekostning af de almene mulighedsbetingelser, naturen, de fælles eksistensbetingelser, som de findes i form af jord, luft, vand og biosfære, kan ikke længere beskrives som forudsætningen og undskyldningen for at acceptere de succesfuldes succeskriterier. For enhver kan se at de succesriges succes udgør den ultimative selvnegation, for dem selv, andre livsformer og alle dem der aldrig nåede at få del i de storforbrugendes sært stinkende form for selvretfærdig livspraksis.

Man skal ikke forvente oprøret fra midten i det politiske system fra den selvfede professionelle del af meningsdannere. Men dem, der står uden for den herskende form for selvbeskrivelse, uden for de succesrige individualisters måde at realisere sig selv og sin selvbeskrivelse på, enten fordi de ikke vil være med, eller fordi de ikke kunne være med, kan bedre end dem, der har succes på de herskende vilkår, identificere sig med rettens mangel på retfærdighed, naturen og det egentlige livsgrundlag. Artiklen som min pamflet knytter an ved handler om Europastatens handelspolitik overfor de forfordelte i udlandet. Kritikken er korrekt, som den fremføres her. Men når man kender den traditionelle venstrefløj, som kritikken fremføres fra, ja så sidder man med den sædvanlige følelse af at man ikke nogen sinde vil kunne vente et sandt opgør med eller kritik af det grundlæggende i det økonomiske system herfra.

Den moderne form for selvbeskrivelse centrerer sig op pengeøkonomi (som i den artikel jeg knytter an til her), selv om det at trække vejret, det at kommunikere, bevæge sig i atmosfæren, udveksle kropsvæsker og meninger, agere i overensstemmelse med termodynamikkens første og anden lov, tyngdekraften og sine egne biologiske og fysiske forudsætninger endnu tilhører subsistensøkonomien, de sider af tilværelsen som det moderne samfund i sin perverse selvbeskrivelse opfatter som overvundet. Et aspekt (den økonomiske autistiske forståelse af verden) ved den sociale orden trænger sig på med sine egne abstraktioner, der konkret lukker af for evnen til at se den konkrete virkning af den praksis, der følger af de økonomiske abstraktioner. Venstrefløjen dyrker på samme måde den form for malplaceret konkretisering, som A. N. Whitehead taler om.

Erfaringerne og beskrivelserne svarer sjældent til noget. Succes er ikke succes.

Det underlige er, at vi så længe har været i stand til at leve på bekostning af de besiddelsesløse og naturen. At vore valutaer ikke for længst er gået ned. At kineserne og de andre produktive gider handle med os for vore oppustede pengeværdier. Er det ikke det det handler om, at man har institutionaliseret hensynet til sikringen af kapitalens tilvækst og valutaens værdi i det store monetaristiske monster af en Europastat, som de fleste elsker over alt andet, og som virker på bekostning af alt andet. Det handler om de perverse mekanismer, der sikrer vores mulighed for at importere og forbruge langt mere end det vi selv kan producere.

Underskuddet på betalingsbalancen mellem USA og udlandet har aldrig været større, og den amerikanske stats budgetunderskud heller ikke. Det interessante handler om relationen mellem det økonomiske system og dets omverden og om hvorfor dollaren ikke for længst er faldet sammen med Euroen?

EU er ikke svaret på noget som helst. Men hvad er spørgsmålet.