Kronik

Forspildte chancer i Kaukasus

Ruslands anerkendelse af de to udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien er blevet mødt med fordømmelse fra Vesten. I den i stigende grad hysteriske debat har der ikke været fokus på republikkerne selv. Georgien afviser dem som kriminelle konstellationer i lommen på Kreml, men virkeligheden er noget mere kompleks. Inden Ruslands indgriben var der en forsigtig optimisme
En georgisk bybus i hovedstaden Tblisi med et engelsk slagord, der spiller på, at Georgien er offer for Ruslands agression, men så enkelt er det måske ikke. En NATO-delegation kommer til landet den 15. september.

En georgisk bybus i hovedstaden Tblisi med et engelsk slagord, der spiller på, at Georgien er offer for Ruslands agression, men så enkelt er det måske ikke. En NATO-delegation kommer til landet den 15. september.

VANO SHLAMOV

4. september 2008

Både regionerne Abkhasien og Sydossetien i det bjergrige land Georgien har længe været stærkt afhængige af Ruslands hjælp.

I 1990'erne var den russiske indblanding lettere uorganiseret - grænsende til tilfældig - men efter Vladimir Putin kom til magten, blev den langt mere målrettet. Rusland har ikke kun fredsbevarende styrker i begge republikker, Moskva uddeler også russiske pas, betaler lokale pensioner og bidrager med andre former for økonomisk og militær assistance. Afhængigheden er derfor uomtvistelig: Disse områder kunne ikke overleve uden Ruslands hjælp.

Og i modsætning til andre tilsvarende situationer (f.eks. Armeniens støtte til Nagorno Karabakh eller Serbiens støtte til de selvudråbte serbiske 'stater' i Kroatien og Bosnien i 1990'erne) er afhængigheden ikke gensidig: Putins eller Medvedevs politiske overlevelse afhænger ikke af udviklingen i Abkhasien og Sydossetien.

For Abkhasien og Sydossetien er afhængigheden i vid udstrækning også pragmatisk, dikteret af deres manglende internationale anerkendelse snarere end af fælles identitet eller andre følelsesmæssige bånd. Disse republikker har fungeret som selvstændige stater siden starten af 1990'erne, men har internationalt været næsten fuldstændigt isolerede og er blevet set som pariaer.

Moskva har derfor været deres eneste mulighed for ekstern støtte. Især i Abkhasien er der imidlertid dele af befolkningen, som er utilfredse med denne afhængighed og med Moskvas konstante indblanding. Således valgte et flertal at stemme på en anden kandidat end Putins favorit ved det seneste præsidentvalg i 2004. Putins støtte havde været bastant, og Kreml reagerede prompte efter denne ydmygelse: en økonomisk embargo blev iværksat, og Abkhasien mistede derfor sin vigtigste livslinje. Embargoen blev fastholdt, indtil den valgte præsident gik med til at dele magten, hvorved Kremls indflydelse var sikret. Der er dog stadig en potentielt vigtig forskel mellem at være afhængig af en ekstern magt og rent faktisk ønske disse nære bånd - førstnævnte indebærer bedre muligheder for kompromisser og nye alliancer, og det er interessant, at abkhasiske politikere til tider taler om en fremtid som en del af Europa.

Anerkendelse ændrer lidt Ruslands anerkendelse vil ikke umiddelbart ændre hverdagen for flertallet af befolkningen i de to republikker, om end det vil gøre det nemmere for Rusland at øge dets militære og økonomiske støtte. Dette betyder dog ikke, at anerkendelsen kun har symbolsk betydning - at det kun skal ses som en øretæve til Georgien og Vesten. Sammen med Georgiens militære offensiv, som gav Rusland en belejlig undskyldning, underminerer anerkendelsen af Abkhasien og Sydossetien enhver chance for frugtbare fredsforhandlinger. Tilliden er nu så godt som ikke-eksisterende, og ledelsen i Abkhasien og Sydossetien har ingen tilskyndelse til at forhandle.

Før den 7. august var situationen en anden; den var ikke ligefrem gunstig, men der var dog visse faktorer, der pegede på nye muligheder for en fredelig udvikling. Det primære mål for Abkhasien og Sydossetien har været international anerkendelse af deres løsrivelse, og dette mål har ganske overraskende fået ledelsen til at lægge vægt på deres påståede demokratiske kvaliteter. De har med stor interesse fuldt den såkaldte 'standarder før status' politik i Kosovo, og prioritering af demokratisering i amerikansk og europæisk udenrigspolitik, og konkluderet, at international anerkendelse kunne være belønningen for at etablere stabile demokratiske institutioner. De har således prøvet at fremstille udbryderrepublikkerne som perfekte liberale demokratier - som demokratiske øer i et ikke særligt demokratisk Kaukasus.

Dette er meget langt fra virkeligheden, men den retoriske betoning af demokratiske kvaliteter har haft reel betydning: Abkhasien har for eksempel et ganske veludviklet civilsamfund, og der har været tøvende forsøg på at skabe en mere multietnisk abkhasisk identitet. Begge republikker har gradvist bevæget sig væk fra de anarkistiske, kriminelle tilstande som prægede dem i 1990'erne, og deres forsøg på at fremstille sig selv som demokratiske enheder åbnede en mulighed for dialog.

Georgisk smørelse

En fredelig løsning var på ingen måde garanteret, da appetitten for løsrivelse var intakt, men de nye dynamikker kunne ændre på konfliktens logik. Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili, synes at have forstået dette og begyndte for en tid at fokusere på at underminere den sydossetiske ledelses legitimitet: Han arrangerede koncerter (med Boney M!), og investerede økonomisk i de dele af Sydossetien, som Tblisi kontrollerede. Hensigten var at overbevise befolkningen om, at det var bedre at være en del af Georgien.

Samtidig hjalp Tblisi med at etablere en sydossetisk skyggeregering - bestående af etniske ossetere - som kunne fungere som et mere kompromisvenligt alternativ til den eksisterende ledelse. Dette pegede alt sammen i den rigtige retning, men en militær 'løsning' lurede altid i baggrunden; usikkerheden omkring republikkernes status var en betydelig hindring for Georgiens ønske om NATO-medlemskab og mere langsigtede (og langsommelige) løsninger fik ikke tilstrækkelig støtte fra internationale organisationer og mæglere.

Kosovo skabte knas

Under alle omstændigheder begyndte tingene at ændre sig med Kosovos anerkendelse i februar.

Anerkendelsen af Kosovo blev mødt med begejstring i Abkhasien og Sydossetien, men måske også med en vis forvirring. USA og EU pegede på menneskerettighedskrænkelserne begået af Slobodan Milosevics regime, og lagde vægt på den nye stats prioritering (under opsyn) af demokrati og mindretalsrettigheder, men insisterede samtidig på, at Kosovo var enestående, og derfor ikke ville skabe en præcedens for anerkendelse af nye stater. Denne uvilje til at diskutere principper for statsanerkendelse efterlod territorier såsom Abkhasien og Sydossetien med ubesvarede spørgsmål: Afhænger anerkendelse af magtfulde venner, militær overlegenhed, demografisk overlegenhed, politisk og økonomisk levedygtighed eller måske demokrati og mindretalsrettigheder?

Ren stormagtspolitik

På det tidspunkt kunne man have håbet, at EU ville besvare spørgsmålet ved at betone sidstnævnte i deres implementering af Kosovos selvstændighed, men desværre har Rusland nu afgjort spørgsmålet, i hvert fald for en tid: Det eneste, der tæller, er magtfulde venner, ikke gradvis demokratisering eller tøvende accept af mindretalsrettigheder.

Stormagtspolitik, ikke internationale normer, er afgørende. Dermed er chancen for at blæse nyt liv i de fastfrosne fredsprocesser forspildt; den underliggende kompleksitet blev i for lang tid ignoreret, og Rusland har nu påtvunget en ny enklere virkelighed.

Rusland er nu mere end nogensinde afgørende for Kaukasus' fremtid, hvilket er præcist, hvad Kreml ønskede.

Chancerne for en mere fredelig udvikling synes udspillede, men det betyder ikke, at dialog nu må opgives; en fortsættelse af kold krigs- retorikken vil bestemt ikke gavne Kaukasus, og en fredelig løsning kræver at dialogen fastholdes. Denne dialog kan ikke begrænses til Georgien territoriale integritet, men må også inkludere følsomme emner så som principper for statsanerkendelse og mandater for humanitære operationer.

Spørgsmålet er om Vesten er parat til åbne denne diskussion, og også om Ruslands nyfundne interesse for folkeretten (i en mere eller mindre kreativ udformning) er andet end overflade.

Nina Caspersen er lektor i statskundskab ved Lancaster University og arbejder på et større forskningsprojekt om ikke-anerkendte stater i Balkan og Kaukasus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu