Kronik

Gråzoner hvor religion er rettesnor

Kronikøren er løst integreret i både USA, Egypten og Kina, hvor han bor og taler sprogene nogenlunde. Som tolerant menneske vil man gerne bekræfte, at alle kulturer er ligeværdige, eller endda lige gode. Men trods undertrykkelse i Kina og USA har frihed og tolerance lange udsigter i muslimske lande, hvor tendensen går mod fortsat rigid fortolkning af religionen som øverste lov
Muslimerne beklager vores materialisme med tilhørende skilsmisser, promiskuitet, alkoholisme og almindeligt overforbrug. Det kan de jo have ret i, men den model, de selv har, er i udviklingsmæssig henseende ubrugelig, mener kronikøren.

Muslimerne beklager vores materialisme med tilhørende skilsmisser, promiskuitet, alkoholisme og almindeligt overforbrug. Det kan de jo have ret i, men den model, de selv har, er i udviklingsmæssig henseende ubrugelig, mener kronikøren.

Shah Marai

5. september 2008

Jeg har som sædvanlig uanset vejret tilbragt en pragtfuld sommer i mit fædreland. Fra en global nomades synsvinkel er Danmark jo noget nær Paradis, uendelig langt fra Egyptens fattigdom og Kinas jordskælv. Men der er trods alt en slange i Paradiset: indvandrerdebatten med tilhørende 24-års regel, Muhammed-tegninger og tørklædediskussion.

Om de emner skilles vandene i den offentlige debat fra det kulturradikale synspunkt, at med lidt tolerance og god vilje er der egentlig ikke noget problem, så længe vi overholder FN-konventioner og EU-regler, til de henved 20 procent af danskerne, der mener, at måske ikke så meget indvandrerne som sådan, men muslimerne udgør Danmarks største politiske problem.

Debatten har sort/hvid karakter. Jeg mener, at med et par principielle undtagelser er der tale om gråzoner, altså at der er noget om snakken fra begge sider.

Og den slags problemer, hvor begge sider kan have ret, bør i ethvert demokrati afgøres ved politiske beslutninger.

Nogle mener, at tørklæder ikke hører hjemme i det offentlige rum, andre betragter det som ligegyldigt. Så lad Folketinget bestemme, og så skulle den debat være forbi.

Muslimer fylder meget

Mens jeg var i Danmark, rejste jeg land og rige rundt for at holde foredrag. Jeg blev ofte overrasket over de reaktioner, jeg fik. Mine foredrag handler om ligheder og forskelle mellem de tre store civilisationer, hvor jeg hvert år opholder mig en længere periode: Vesten, islam og Østasien eller mere specifikt USA, Egypten og Kina. De omtales hver ca. en tredjedel af tiden i mine foredrag, men spørgsmålene fra danske tilhørere er langt overvældende om islam.

Så gråzoner eller ej: Der er åbenlyst et problem med de muslimske indvandrere i Danmark. Mange mener, at det kun kan løses ved, at Danmark bliver - erkender sig som - et flerkulturelt samfund. Det har Danmark nu altid været med jøder, franske huguenotter og polakker gennem århundreder.

Fra kulturradikal side mener man, at når vi med succes har kunnet integrere disse historiske minoriteter, må det samme kunne ske for muslimerne.

Det er dog samtidig bemærkelsesværdigt, at mange kulturradikale samtidig er EU-modstandere, idet EU jo mere end noget andet område i verden er flerkulturelt. Så helt ligetil er problemstillingen alligevel ikke.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ser meget til muslimer i hverken Nørresundby eller på Hald Hovedgård, hvor jeg opholder mig en stor del af min tid i Danmark. Men mine ophold i Mellemøsten bekræfter, at muslimerne har et problem, ikke bare med den fundamentalistiske islam, men med hele den tendens, der er i den muslimske verden til fortsat radikalisering - behandlingen af kvinder er et eklatant eksempel.

Som tolerant menneske vil man gerne bekræfte, at alle kulturer er ligeværdige, eller endda lige gode. Men er de det?

Islam giver ikke velstand

Jeg har igennem mit arbejdsliv i u-landshjælpen erfaret, at alle kulturer i hvert fald ikke er lige gode til at fremme udvikling. Den kinesiske kultur er i den sammenhæng verdensmester. Den islamiske er fejlslagen, da den ikke formår at sikre almindelige mennesker mad, bolig, sundhed og uddannelse i rimelig udstrækning.

Islam er måske god for sjælen, men altså ikke for livets mere materielle sider. Set med den storslåede historiske baggrund med kalifaterne i Damaskus og Bagdad frem til det 13. århundred og de safavidiske, mogulske og osmanniske riger, der fulgte efter, er det svært for muslimerne at godtage, at de i dag er sakket håbløst agterud.

Den manglende udvikling i de muslimske lande bliver baggrund for konflikt.

Muslimerne beklager vores materialisme med tilhørende skilsmisser, promiskuitet, alkoholisme og almindeligt overforbrug. Det kan de jo have ret i, men den model, de selv har, er i udviklingsmæssig henseende ubrugelig.

Vi er ikke engle i den vestlige verden, men vores model baseret på kapitalisme og videnskab giver almindelige mennesker verden over mulighed for en tålelig tilværelse. Det er os, kineserne og inderne vil kopiere, ikke muslimerne.

Hvad muslimerne måtte finde på i egne lande, bliver naturligvis deres sag. Men som konfliktskabende minoritet i Danmark er det på trods af alle danske forsøg på at fremme integrationen først og fremmest muslimerne selv, der må tilpasse sig. Men til hvad?

Gud laver ikke lovene

Jeg mener, der er to ufravigelige principper, som enhver dansker må være villig til at skrive under på og overholde:

Det første er, at vi alle er lige for loven uanset køn, race eller religion.

Det andet, at vore love laves af Folketinget, ikke af Gud.

Er man uenig og ikke villig til at godtage disse to principper, har man ingen plads i det danske samfund og burde om ikke direkte følge Villy Søvndals råd om at gå ad helvede til så i det mindste stærkt overveje at forlade landet. På dette område er der ikke plads til gråzoner.

Problemstillingen er sort/hvid, og jeg vil tro, at et stort flertal af danske muslimer vil kunne godtage de to principper.

Alle de andre problemskabende omstændigheder ligger i gråzoner, som de allerfleste af os, muslimer såvel som etniske danskere, bør kunne leve med.

Tørklæder eller ikke tørklæder, svinekød i madpakkerne eller ej, bedepauser og bederum på arbejdspladsen, badeforhæng eller ej, er alt sammen områder, som nok kan skabe konflikt i det enkelte tilfælde, men er også en del af det flerkulturelle. USA har for længst vist verden, at disse forskelle kan være berigende.

Jeg lever som global nomade i fire lande og har gjort det i mange år. Jeg er hverken amerikaner, muslim eller kineser, men dansker.

Jeg er løst integreret i USA, Egypten og Kina. Jeg taler sprogene så nogenlunde alle tre steder. Jeg demonstrerer ikke mod dødsstraf i USA, men lader amerikanerne selv om det. Jeg konverterer ikke til islam for at leve i Egypten, men sidder heller ikke i Kairos skønne Al Azhar-park og drikker bajere. Og i Kina holder jeg mig i det mindste offentligt fra lange udredninger om menneskerettigheder og demokrati, Taiwan og Tibet.

Dydsmønster er jeg dog ingen af stederne. Jeg sætter levende lys på juletræet, selv om det er strengt forbudt i Washington D.C. Jeg køber vin hos kopterne i Kairo og drikker den på altanen i min lejlighed. Og mit faste tilholdssted i jordskælvsbyen Chengdu er en irsk bar, hvor jeg får læst de internationale aviser, der beretter side efter side om brud på menneskerettighederne i Kina.

Vinder sekulariseringen

Det er nemt for mig med mine egne holdninger at leve i USA og Kina.

Det er betydeligt sværere i Egypten. Islamiseringen af landet, det korrupte, undertrykkende og uduelige regime og den ekstremt kvindefjendtlige holdning, der stadig medfører, at et stort flertal af egyptiske piger omskæres, skal der nok lidt mere tolerance, end jeg ejer til at godtage.

Hvordan man end vender og drejer det, så er der et problem mellem os og muslimerne, gråzoner eller ej. Det kan kun løses ved fundamentale reformer i islam.

De har lange udsigter i øjeblikket, hvor tendensen går mod fortsat fundamentalistisk fortolkning af islam.

Men der er dog lyspunkter. Jeg er sikker på, at Demokratiske Muslimer her i landet ikke har problemer med mine to principper. Og Tyrkiet har - til tider lidt for hårdhændet - håndhævet sin sekularisering siden Atatürk.

Det genoprettede bibliotek i Alexandria har en egyptisk direktør, som modigt taler og skriver om nødvendigheden af nyfortolkning.

På langt sigt tror jeg, de reformvenlige kræfter i islam vinder. Det fundamentalistiske budskab er simpelthen for negativt til at sejre. De fleste muslimer foretrækker som os andre et almindeligt middelklasseliv frem for jihad.

Men kulturelle reformer tager tid. Siger vi f.eks. 100 år før sekulariseringen af islam slår igennem, kan der jo ske mange uhyggelige ting i mellemtiden.

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu