Kronik

Grundtvig og sammenhængskraften

Grundtvigs egen naivt-mytiske teologi er lige så død som hans national-kristelige historiefilosofi. Men en endnu levende kerne i hans syn er det, han selv kaldte det historisk-poetiske, og som vi i dag vil kalde hermeneutisk tolkning af historien
Debat
6. september 2008
I dag er piedestalen væltet og Grundtvig bragt i øjenhøjde med tiden: Han kritiseres således ikke mindst for en fremmedfjendsk nationalisme.

I dag er piedestalen væltet og Grundtvig bragt i øjenhøjde med tiden: Han kritiseres således ikke mindst for en fremmedfjendsk nationalisme.

Christoffer Askman

Grundtvig fylder 225 år på mandag, og for os, der husker 200 års dagen, er det tankevækkende, hvordan tidsånden er skiftet på 25 år. I 1983 fejredes jubilæet på behørig vis med frimærke, bogudgivelser, møder og taler. Dengang var Grundtvig stadig en ophøjet og urørlig national koryfæ.

I dag er piedestalen væltet og Grundtvig bragt i øjenhøjde med tiden: Han kritiseres således ikke mindst for en fremmedfjendsk nationalisme. Netop i 1983 blev den senere så forkætrede, liberale udlændingelov vedtaget i Folketinget med tilslutning fra samtlige partier på nær det Fremskridtsparti, hvis leder, Mogens Glistrup, samme år måtte flytte i fængsel i Horserød og overlade tøjlerne til Pia Kjærsgaard.

Det politiske klima i Danmark er forandret på 25 år. Et tegn herpå er det, at regeringen stod bag udgivelsen af en kulturkanon i 2006 og en demokratikanon i 2008, der begge skal tjene til besindelse på det danske i kultur og politisk tradition. Ordet 'multikulturelt' har fået en suspekt klang, og med demokratikanonen blev der udtrykkeligt henvist til truslen fra islamistisk ideologi.

Den eneste, som er med både i kultur- og demokratikanonen, er Grundtvig. Hertil kommer to andre nye danske kanoner: nyudgaven af Den Danske Salmebog fra 2003, hvori Grundtvig står for mere end 30 procent af numrene. Og nyudgaven af Højskolesangbogen fra 2006, som allerede er solgt i 150.000 eksemplarer, oghvori Grundtvig står for det største antal med 15 procent af sangene.

Det kunne jo ligne en nærmest katolsk kanonisering, som ligger i forlængelse af en tradition, der længe - ikke mindst i højskolens og i kirkens verden - har udsat Grundtvig for en usund helgendyrkelse, der helst overså de jordiske skygger og svagheder for at lade sig blænde af en himmelsk udstråling.

Grundtvigjubilæet i 1983 gav ikke anledning til at bryde med denne tradition, men siden 1983 har flygtningestrømme og andre bevægelser over de nationale grænser i Europa været med til at kaste et kritisk lys over europæisk tankegods fra 1800-tallet, nationalstaternes og nationalismens århundred. I Danmark har det ansporet til et kritisk blik på Grundt-vig og hans værk.

Var ikke demokrat

Man har således opdaget, at Grundtvig slet ikke var demokrat! "Om så end hele folket lægger sin vankundighed sammen, bliver der dog ikke visdom af", ifølge Grundt-vig, som alle dage foretrak en oplyst enevælde. Hos Grundtvig kan man også finde en fremmedfjendtlig nationalisme, en videnskabsfjendsk bibelfundamentalisme og tilmed rent racistiske bemærkninger om farvede folkeslag, som i dag kan forundre og forarge - især den historieløse!

De varme lande er således "fattige på ædelt blod, men rige på ædle stene og metaller"! Kineserne afskrives i verdenshistorien, da de aldrig finder på noget nyt, men fordriver tiden med at drikke lunkent vand ved ovnen. Pinlig er hans afstandtagen fra synspunkter hos den danske forfatter M.A. Goldschmidt, fordi denne som jøde var uden føling med den danske folkeånd. Og hans omtale af Muhammeds himmelske inspirationskilde med tilføjelsen, at "selv den bedste arabiske engel havde en skrue løs", fremmer jo heller ikke just forståelsen.

Al berettiget kritik ændrer dog ikke ved, at Grundt-vig hører til i en dansk demokratikanon: Hans tillid - ja kærlighed - ikke til demokratiet, men til folket, fik stor betydning for opbakningen til det samarbejdende folkestyre i Danmark. Og hans frihedssyn, "Frihed for Loke såvel som for Thor", er så aktuelt og udfordrende som nogensinde - hvad enten det gælder tørklæder, tegninger eller andre værdiladede tegn og ytringer i det offentlige rum.

Derimod burde Grundt-vigs etniske nationalisme med front mod det tyske høre fortiden til, men tilsvarende toner er jo dukket op i udlændingedebatten siden 1983. Alene navnet Dansk Folkeparti er så ærkegrundt-vigsk som noget. Debatten fik imidlertid sit helt særlige præg derved, at til den grundtvigsk farvede nationalfølelse på godt og ondt kom en skarp teologisk motiveret tone, inspireret ikke af Grundtvig, men af hans absolutte modpol, Søren Kierkegaard.

Grundtvigs teologi byggede på afvisning af historisk bibelforskning og naiv tillid til kirkens mundtlige trosbekendelse som ægte og uforandret overleveret fra Kristus selv. Samtidig var han imidlertid i pagt med den nye, optimistiske liberalteologi, der betragtede kristendommen som medvirkende til og i pagt med alle humane fremskridt på Jorden.

Men det 20. århundred rystede denne lyse fremskridtstro, og teologerne blev indhentet af den historiske bibelforskning, der undergravede alle åbenbarede sandheder. Troen på en guddommelig åbenbaring kunne dog reddes ved med Kierkegaard og den nye 'dialektiske teologi' totalt at skille himmel og jord, Gud og menneske og dermed også anerkende kristendommens paradoksale umenneskelighed.

Ethvert forsøg på at omsætte kristelige værdier til politik bliver da at sammenblande himmel og jord og dømmes nu som hovmod og synd. Det er helt konsekvent, at Søren Krarup, den dialektiske teologis ypperstepræst i Danmark, efter 1983 kastede sig ind i debatten med sine angreb på Dansk Flygtningehjælp for et syndigt forsøg på at skabe paradisiske tilstande her på Jorden - ifølge Krarup samme gudløse hovmod, som førte til Gulag og Holocaust!

Krarup kan godt i national sammenhæng henvise til Grundtvig, men teologisk følger han den Kierkegaard, hvis teologi Grundtvig betragtede som åndsfornægtende og ukristelig. Da Kierkegaard i 1855 faldt om på gaden i København og kort efter døde, skrev Grundtvig til en ven, at det havde han i grunden fortjent - for han havde begået den værste af alle synder: at gøre kristendommen umenneskelig.

Hjernen i dansk teologi

Der går en linje fra Kierke-gaards adskillelse af Gud og menneske til Krarups kamp mod kristelig barmhjertighed som inspiration i det politiske liv. Og det er Kierke-gaard, ikke Grundtvig, der siden 1945 har været hjernen i dansk teologi. Tidens teologer kan være nok så politisk uenige med Krarup, men angriber dog ikke hans dialektisk-teologiske grundsyn. Men da pastor Grosbøll fra Taarbæk ville gøre kristendommen til menneskelige ord, vakte det derimod teologisk forargelse.

Grundtvigs egen naivt-mytiske teologi er lige så død som hans national-kristelige historiefilosofi. Men en endnu levende kerne i hans syn er det, han selv kaldte det historisk-poetiske, og som vi i dag vil kalde hermeneutisk tolkning af historien. For Grundtvig var mennesket et væsen af ånd, og ånd er den historiske kraft fra forfædrene, fortolket og formidlet i en ny tid gennem levende ord. Modsat Kierkegaards begreb om ånd som et individuelt og ahistorisk selvforhold.

Kierkegaard er sammenhængsløshedens filosof. Grundtvig talte ikke om sammenhængskraft, men om "de åndelige og hjertelige bånd mellem individerne". Han var sig smerteligt bevidst, at den moderne tids frihedskrav, som han varmt støttede, kunne og måtte virke opløsende på disse bånd, som han netop derfor ville styrke, ikke med kanoniserede danske værdier, men der-imod med levende ord og historisk oplysning.

Vil vi i dag styrke sammenhængskraften i det danske samfund, så hører en fornyet og ajourført historie-fortælling til det først fornødne, herunder også fortællingen om indvandring til Danmark gennem tiderne frem til en dansk udlændingelov fra 1983, et Dansk Folkeparti fra 1995 og senest en kanoniseret danskhed med Grundtvig som flimrende ledestjerne.

Lige så vigtig ifølge Grundtvig er en ajourført verdenshistorisk fortælling, hvad der jo ikke er blevet lettere på en lille klode med kurs mod økologiske katastrofer, kultursammenstød og kamp om ressourcerne. Den markedsøkonomiske liberalisme har trukket hele kloden ind i den materialistiske forbrugerismes malstrøm, og overalt kan man spørge, hvordan der af folkenes kortsynede vankundighed skal blive langsigtet visdom.

Grundtvigs svar var oplysning, oplysning og atter oplysning. Frem for kanonisering af kultur og værdier betyder det stadig ajourføring af historien, stadig nyt og kritisk lys over fortiden, sans for historiens tvetydigheder, men også respekt for, hvad vores forfædre, herunder Grundtvig, har overladt os af inspiration, håb og undertiden ligefrem visdom.

Ole Vind er dr.phil. og underviser på Grundtvigs Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her