Læsetid: 6 min.

Helhedens ubetydelige betydning

Ifølge statsminister og velfærdsminister er det aldrig samfundets skyld, når unge går amok, men årsagen ligger i et særligt firecifret tal
13. september 2008

Menneskets frie vilje: at mennesket i ét og alt er egne gerningers forvalter og fuldt ud må stå til ansvar; eller det modsatte - eller blot en moderation af standpunkterne: at menneskets frihed er relativ, at menneskelig adfærd i overvejende grad bestemmes af genernes sammensætning, af individets opvækst, dets oplevelser, miljø og hele baggrund samt af den givne situation og det omgivende samfunds vilkår - disse to klassiske grundopfattelser af vores arts adfærd behøver vi ikke længere debattere. Efter århundreders, ja årtusinders diskussion, hvor erkendelsen ofte har fundet sit leje i passende blandingsforhold mellem på den ene side den frie vilje og det personlige ansvar og på den anden indkodning og ydre vilkår, er dét slut her i sognet. Den ene opfattelse er nemlig den rette, den anden gider rigtige danskere ikke høre på.

Statsministeren - siden fulgt op af Karen Jespersen med sit øvede øre for det opportune og med sin tragikomiske titel af velfærdsminister - bebudede hver for sig og tilsammen at de nu er dødtrætte af den gamle sang om samfundets skyld.

De to Venstre-ministre, der har bred støtte i synspunktet i flertallet og Dansk Folkeparti - sigter til unge mennesker der kommer galt af sted og eventuelt havner i den forkerte ende af et par håndjern. Det er ikke samfundets skyld, men de unge menneskers egen. Eller deres forældres skyld.

Misbrugt mantra: 1968

De skal straffes, fordi deres børn ikke arter sig som en kloning af Karen Jespersen, hvis yndede angrebsmål igen er et mystisk tal: éttusindenihundredeogotteogtres.

Ufatteligt meget forbindes med disse fire cifre. Regeringsflertallets ideologiske klokkebøjer kimer gerne tallet ud: 1968, 1968, 1968. Det er 68'ernes skyld, ikke samfundets! 1968, 1968, 1968!

I 1968 befandt Karen Jespersen sig på den militante marxistiske venstrefløj i et højst uopdragent oprør mod det samfund, der altså ingen betydning havde for, at oprøret brød ud. Så siger vi det. Så må det jo have været: prik, prik, prik.

Når man nu som Karen Jespersen ihændehaver en så udpræget politisk tilpasningsduelighed, hvis mage næppe er set i dansk politik, og som et øjeblik minder den historisk belastede om Napoleons politiminister Fouché og dennes evne til at stikke hele armen i jorden, skulle man tro at Karen Jespersen kunne have fordel af at skyde bare en anelse af skylden for sin adfærd på samfundet.

Karens totalomvendelse

Et eller andet uden for og over Karen Jespersen må have været med til at fremelske en så virtuos og sorgløs omgang med idéer, moral og principper; et eller andet samfundsbestemt må have afstedkommet en så overbevisende distraktion over for egen fortid.

Hvis ikke, hviler i sandhed et tungt ansvar på ministeren, i hvis utvivlsomt lettere lod det nu er faldet at afvikle socialstaten til fordel for en falsk illusion om velfærd. En sådan afvikling sker mest musikalsk i de kredse, i hvilke Karen Jespersen nu søger sine sandheder, ved at lade de utilpassede selv tage skraldet og - for at være på den helt sikre side og blive opfattet som totalomvendt af vennerne og Fogh Rasmussen - henvise til '68.

At det ikke er samfundets skyld eller fortjeneste er på versefod med statsministerens socialpolitisk set indifferente baggrund. Ham kan man ikke beskylde for at have koketteret med blødere værdier. Om det kom så vidt at statsministeren en skønne dag blev draget til ansvar - ikke for hans kreative bogføring som skatteminister, sagen er i den forstand forældet, og han blev jo også verfet ud af regeringen og afløst af Peter Brixtofte - men for hans kreative omgang med sandheden om Irak-krigen og den danske deltagelse.

Statsministerens skiftende og hver gang skråsikre forklaringer om krigsårsagerne vil han uden tvivl, når dokumentationen i Rigsretten er forelagt, og dommen skal forkyndes, være mandfolk nok til at stå ved. Han vil ikke skyde skylden på samfundet, men fuldt ud tage ansvaret på sig. Bare vent og se.

Med undtagelse af udvalgte politiske kommentatorer har tænksomme folk længe kunnet dechifrere Anders Fogh Rasmussens forsikringer om sin hengivenhed for velfærden som skalkeskjul for indførelse af den minimalstat, han så helhjertet gik ind for i sin bog fra 1993, som han siden af gode grunde er rendt fra, men som ikke desto mindre står ved magt. Hvis det endnu ikke er gået op for de udvalgte, burde de udvalgte lade sig indlægge på et privatiseret statshospital.

Nådsensbrød til de usle

I denne superliberalistiske optik er mennesket for alvor overladt til sig selv. Bortset fra at endog bogstavtro superliberalister i pressionsgruppen CEPOS altid skynder sig at understrege at folk virkelig i nød, de der har mistet begge ben og ikke kan stå på tæer morgen, middag og aften, naturligvis skal hjælpes af det offentlige.

Opskriften har de fra fattighjælpen som i landsognene i de gode gamle dage. Systemet er således afprøvet, og kan ikke anbefales; kun hvis man har en aftale med Vorherre om ikke at falde af på den eller blive syg eller tosset. I sognegårdene sad de stovte førstemænd i sognet og tildelte nådsensbrød i den selvoplevede overbevisning at enhver er sin egen lykkes smed, og fattigdom, nød og elendighed er folks eget ansvar.

Kirken har altid været behjælpelig i den henseende. Gud straffer de dovne, tilsmiler flid og sparsommelighed og velsigner dem der ikke drikker sig fulde tre gange om ugen og går til dans på kroen om lørdagen. Nå, nej, ikke dans. De er vilde med dans i Venstre.

Såfremt folk kommer i klemme i systemerne, eller har svært ved at hamle op med omgivelsernes krav, eller børnene og de unge skaber sig tossede og sætter ild til noget madpapir i de nedsparede, uhumske folkeskoler, er det blot samfundets opgave at udmåle straffen over de utilpassede.

Intet under at Fogh Rasmussen befinder sig godt i George W.'s selskab. Præsidenten og hans dydsirede partifæller ynder at give den om de hårdtarbejdendes ret til riget. I denne glatnakkede forestillingsverden udelukkes begreber som social begivenhed, udbrændthed og nedslidning. Man kan hvad man vil. Går nogen krakemut, kan det aldrig være andre end nogen selv, nogen har at takke; det rager ikke andre og slet ikke de offentlige kasser.

Derfor er det også de unges skyld - eller deres forældre som ikke kan være andet end produkter af '68 - når skolerne i Danmark brændes af (!).

I en bemærkelsesværdig kronik i Politiken for nylig fremstillede Karen Jespersen - som man i denne sammenhæng godt kunne kalde skinger i stemmen, selv om indlægget jo var skriftligt - de hævdede skoleafbrændinger på linje med Roms undergang med den harpespillende Nero forklædt som 68'er.

Man ser for sit indre rindende øje skoler i hele Danmark gå op i røg, antændt af vildledte børn og unge, hvis opførsel skyldes dem selv og kun dem selv samt deres '68-(bedste) forældre der selvsagt skal betale gildet.

Retsordførere og justitsministeren blev lidt langsommere i kommunikationsorganerne, da de ivrigt adspurgt skulle til at udmåle fiktive bøder for den mere eller mindre fiktive skyld.

Får en og anden ved læsningen af disse linjer den tanke at velfærdsministeren bogstaveligt talt puster til ilden ved sine malende beskrivelser af den danske folkeskole i flammer og i den reneste pureste populisme og vælgerjagt forsøger at piske en stemning op, og hvis en og anden har ret i denne antagelse, er det jo ikke så godt. Men det har en og anden såmænd nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer