Læsetid: 4 min.

En historisk kamp

VM-kvalifikations-kampen mellem Tyrkiet og Armenien forløb som en ganske almindelig fodboldkamp - og just dét er et bemærkelsesværdigt tegn på tøbrud mellem de to lande, hvis forhold dog fortsat belastes af tyrkisk folkemordsbenægtelse
13. september 2008

Så mødtes de til en i sandhed 'historisk kamp': Armeniens og Tyrkiets landshold på fodboldbanen, Armeniens og Tyrkiets præsidenter i stadions VIP-kulisse. Det var første gang i VM-fodbolds historie, at netop disse to landshold mødtes. Ligesom det var første gang i 73 år, at præsidenter fra netop disse to lande mødtes.

På invitation af Armeniens præsident Sarkisyan overværede Tyrkiets præsident Gül kampen med ham. Tilsvarende var det også første gang, at almindelige tyrkiske borgere fik mulighed for at tage på virtuelt turistbesøg i Erivan.

Lige siden 1993 har Tyrkiet holdt grænsen lukket til sit lille naboland. Byen blev nærmest invaderet af tyrkiske medier allerede en uge før kampen. Over 200 journalister spredte sig over den ganske by for at samle indtryk. Dertil kom en gruppe armeniere fra Tyrkiet. For nogle var det deres førstegangs visit i 'fædrelandet'. Man hørte mere tyrkisk end armensk i byen, blev det berettet fra tyrkisk side.

De høflige følere fra armensk side begyndte allerede før det tyrkiske besøg, da Armeniens fodboldforbund fjernede billedet af Ararat-bjerget fra det armenske landsholds logo. Det var en stor gestus.

For som den af tyrkiske nationalister myrdede armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink skrev i sin bog To nære folk, to fjerne naboer, der just er udkommet i Tyrkiet, i begrænset oplag og efter tre års ventetid: "Den rolle, Ararat spiller for armensk kultur, må forstås korrekt. Det handler ikke om længsel efter et stykke jord eller bjerg, men om symbolet på det armenske folks eksistens i 4.000 år."

Forsonlig stemning

De tyrkiske spillere blev ved ankomsten til Erivan modtaget med en nydelig velkomstceremoni. Forsonlig stemning fra armensk side prægede hele forløbet. Under fodboldkampen lød der helt modsat hvad der var ventet fra tyrkisk side hverken markante protester eller ballade fra de lokale tilskuere. Ej heller under afspilningen af Tyrkiets nationalsang før kampens start, indtraf der - som tyrkiske medier havde spået - provokationer af betydning fra de armenske tilskuere. Lidt piften og nogle få protestbannere var alt - de sidste blev dog taget ned lige så hurtigt, som de var røget op.

Tyrkiets nationalsang er komponeret i 1922 af Istanbul-armenieren Edgar Manas (1875 - 1964). Han underviste i mange år i byens musikkonservatorium, hvilket blot er endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på det særegne love-hate forhold mellem to folk og to lande, der historisk og kulturelt ligger hinanden så nær, og psykologisk dog så fjernt.

En vis forundring kunne spores i de tyrkiske tv-journalisters naive iagttagelser, da de turede rundt i Erivans gader: Næ, der lød ikke kritik eller kom fjendtlige blikke fra armenierne, selv om man talte tyrkisk lige ved siden af dem, og jo, der var stor efterspørgsel efter tyrkiske varer, selv om de armenske kunder udmærket vidste, varerne stammede fra Tyrkiet osv. osv.

Den tyrkiske landsholdstræner Terims havde allerede før afgangen sagt til de tyrkiske journalister, at de ikke skulle forvente, at kampen ville blive tynget under historiens byrde. Han valgte senere at forlade pressemødet efter den tyrkiske sejr, da en armensk journalists mobiltelefon ringede, og dette øjensynlig var en utilgivelig forstyrrelse for ham.

Erindringens ansvar

Trods alt måske lige så mange tegn på, at den tyrkiske bevidsthed alligevel synes at have et erindringens ansvar, og at det osmanniske Tyrkiets folkemord på en million armeniere i 1915 trods konsekvent tabuisering og fornægtelse alligevel kan udløse en art indre uro.

Men trods bange anelser om, at uforudsete pinligheder af værste slags kunne bryde løs, viste landskampen sig at forløbe som en enhver anden helt almindelig fodboldkamp. Så almindelig faktisk, at kun 42.000 af siddepladserne var besat på et stadion med plads til 56.000 personer.

Sarkisyan udtalte straks efter kampen til de tyrkiske journalister, at han kommer til Istanbul den 14. oktober for at se returopgøret mellem de to landshold. Samtidig kunne Armeniens udenrigsminister, Edward Nalbandian, afsløre, at han møder med sin tyrkiske kollega, Ali Babacan, i New York allerede om to uger, og "derefter vil der ikke mere være lange pauser imellem møderne. Dette har været tilfældet for længe, nu er tiden kommet til at tale om konkrete sager. Der findes ikke et eneste land i verden, der har diplomatiske relationer med et andet land, og samtidig holder sin grænser til det lukket."

Den veloverståede tilnærmelse viser, at der er rimeligt grundlag for at nære gode forhåbninger om et nyt forløb, der kan vende et love-hate forhold til et win-win forhold. Mange af de armeniere, der af de talrige tyrkiske journalister blev interviewet overalt i Erivan, udtrykte dette budskab entydigt: "Det er faktisk lige meget, hvilket hold vinder. Det vigtigste er, at venskabet vinder, og kampen bliver starten til noget godt".

Nur Beier er tidl. næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter og bor i dag i Istanbul

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu