Læsetid: 6 min.

Hvem skal man vælge?

Wilbur Smith, Bernard Cornwell, Colleen McCullough, Terry Goodkind, Ayn Rand, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, Peter Guralnik, Martin A. Hansen, Johs. V. Jensen eller f.eks Ingemann?
Forfatteren Baron Cai Schaffelitzky de Muckadell er favoritten.

Forfatteren Baron Cai Schaffelitzky de Muckadell er favoritten.

25. september 2008

Min yndlingsforfatter - eller forfatterinde...

Skulle man for forargelsens skyld hylde Wilbur Smith og hans grundlæggende spændende litteratur, naturbeskrivelse og millionoplag begrundet i dets kulørte og i virkeligheden meget menneskelige univers, hyldesten til det afrikanske kontinent? Nej - skønt jeg holder af hans bøger, og læser dem så hurtigt som nogen Harry Potter eller Stieg Larsson, så nej.

Bernard Cornwell, der først for nylig er slået rigtig igennem i Danmark med sin serie om Danelagen og vikingernes besættelse af England, men bag sig, blandt meget andet - et helt særligt bud på Arthur-sagaen, f.eks. - har den fantastiske serie om soldaten Sharpe, der som en skygge følger Hertugen af Wellington gennem Napoleonskrigene, og giver et samlet historisk tidsbillede?

Colleen McCullough og hendes storslåede og enestående serie om Rom, dramatiseringen af Marius', Sullas, Cæsars, Antonius' og Cleopatras levned?

Den raffinerede Michael Dobbs, der gav nyt liv til den politiske thriller med bøgerne om Francis Urquart, og siden spredte sig over dramatiseringen af Churchill og en anden fantastisk figur, den forhutlede, drikfældige og sjuskede Goodfellow, MP?

Terry Goodkind, den libertariansk-moralske forfatter, der med bestseller efter bestseller sælger sine fantasybøger om ondsindede diktatorer, der undertrykker det enkelte menneskes naturlige og frie valg pakket ind i drager, riddere, troldmænd og prinsesser og konger?

Ayn Rand - min første ægte liberale humorist og skarpsindige filosof, der satte det hele på plads med de skønlitterære The fountainhead og Atlas Shrugged?

Eller biografierne? Hans Edvard Nørregaard-Nielsens second to none selvbio-grafi, hvor hjertet står stille i brystet, mens man læser om danske landskaber, der på blot en generation, uden nænsomhed, er forsvundet, som havde de aldrig været der. Uforglemmelig er særlig den første historie om respekten for buschaufføren, der kunne få en dreng til at ryste af skræk ved ordene "A kinner di fåer". Prøv den i København i dag...

Thorkild Hansens beskrivelse af den skændige behandling af Hamsun? Eller for den sags skyld af slaverne?

Peter Guralniks rystende og nedslående to-binds-biografi om det største ikon i det 20 århundrede, Elvis Presley? Reagans rørende idealistiske dagbøger, skrevet af en mand, der så gennem al forstillelse og gav sig Gud i vold? Martin A. Hansens stilfærdige sprogtone? Johs. V. Jensens klingende rungende danske? Ingemanns inderlige og eviggyldige digte og salmer?

Nej, drengebøgerne

Nej. Ingen af delene. Min tanke, da jeg fik opdraget, var en forfatter, der aldrig i livet i vore dage ville blive hyldet. Og en bogretning, der er nærmest uddød, fordi dens værdier er blevet stenet og sat i gabestok og grundlæggende er forældet og dræbt: Nemlig forfatteren baron Cai Schaffalitzky de Muckadell og drengebøgerne.

Alle hans romaner omhandlede fjerne egne eller danske historiske høj- og lavpunkter, dramatiske scenarier, basal spænding - og som regel indgik en 'rask dansk dreng' altid centralt i bogen.

En serie på i alt 31 bøger, skrevet fra 1931 til 1960, der alle skildrede livet på søen- lige fra ubådene til de store orlogsskibe i den danske florisante periode over kanonbådene under englandskrigene til livet ombord på et muntert dansk motorskib i 'M/S Familien Jensen'. Og meget mere. Titlerne siger det: Den kidnappede Admiral, Kaptajn Jansen tager tjansen, Sorte Pim, Hekla letter o.s.v. Den uhøjtidelige men samtidig dybt nationale og danske sprogtone.

Tag nu f.eks. bagsidens korte beskrivelse af 'Søløjtnant Erik Viking': "Søløjtnant Erik Viking er påmønstret ekspeditionsskibet Gråbjørnen, som efter en begivenhedsrig rejse ankrer op ved St. Thomas. Af nogle af dokumenter i guvernementets arkiv fremgår det, at Erik Viking er ætling af en frihedshelt, som stod på negrenes (!, ja teksten stammer fra før den politiske korrekte moralisme holdt sit indtog-) side under et oprør i 1782. Negrene betragter nu den unge dansker som et redskab for deres uafhængighedsbestræbelser. Selv om han stritter imod udråbes han til konge! Men ved et dristigt kup lykkes det at kvæle oprøret."

Eller som man kunne læse i Politikens anmeldelse af Lærling Klar: "Jens Klar opnaar omsider sine Ønskers Maal at komme til Søs og naar en Dreng skal ud paa sit første Togt er Schaffalitzky den rigtige til at tage Føringen. For denne Forfatter er intet om Bord fremmed; han kender det hele udenad og forstaar at skildre det livligt og indbydende". Danmarks Kaptajn Marryat, som forlaget, Jespersen og Pio, omhyggeligt altid beskrev deres succesforfatter, hvis bøger gik i store og ofte flere oplag.

Hvorfor nu ham?

Ganske enkelt fordi han grundlagde min danske læselyst. Mine forældre var udvandret i fem år til Schweiz i perioden 1972 til 1977, og her lærte jeg at læse og skrive og regne, før jeg ankom tilbage til Danmark, nærmere betegnet Bornholm, og skulle starte midt i første klasse. I Schweiz havde jeg lært at læse i børnehaveklassen, havde fået lov at læse forud i den dramatiserede bibelhistorie for børn - kunne Moses, Elias og Daniel, David og Goliath, Jacob og Abrahams beretninger på fingrene. Havde kastet mig over drengebogslitteraturen - hvad jeg på det tidspunkt ikke vidste var, at store dele af den var oversat fra engelsk - og læst de store serier; Hardybrødrene. Alice (ja ja, en pigeserie, men hun var detektiv, og det var spændende). Robert Louis Stevenson La fleche noire (Den sorte pil), Zorro, hele Disneyuniverset sunget og læst på fransk. Og dertil kom den vidunderlige franske tegneseriekultur. Eget bibliotekskort- Da vi ankom hjem, havde jeg, vil jeg tro, læst flere hundrede bøger. Erindringen kan dog snyde her. I hvert fald gik jeg fuld af tillid ned - efter det var gået op for mig ved min læseprøve hos skoleinspektøren at jeg også kunne læse på dansk - til skolebiblioteket med henblik på at låne bøger, der basalt set gav mig lyst til at læse.

Her skulle jeg hurtigt blive skuffet. Man så det ikke sin opgave at nære min læselyst. Men at retlede og belære mig. Den første bog, jeg blev udstyret med, var en socialrealistisk bog om en dreng, der hed Hassan, som boede på Nørrebro (lige så langt væk fra Bornholm som Schweiz, dengang), og som havde det dårligt. Forsiden var naturligvis tegnet i grå og brune kedsommelige farver, uden lys eller håb. Samtidig kunne man tænde for fjernsynet og pludseligt se Snuden optræde som bekæmper af forureningen, og i radioen spillede de 'Vi voksne kan også være bange'. Velkommen til Anker Jørgensens Danmark, syntes det hele at skrige-

Skumsprøjt og kanoner

Jeg troede, det var løgn. Med tungt hjerte gik jeg hjem, hvor min far gudskelov til trøst stak mig en bog af Schaffalitzky. Jeg kiggede den lidt an, og inden længe var jeg fuldstændig begravet i skumsprøjt, kanoner, og fulde sejl. Senere viste det sig, at en gammel skibskiste (!) helt fyldt med disse politisk ukorrekte bøger stod til min afbenyttelse. Jan-bøgerne - alle raske (danske, forstod man) drenges helt. Flemming-bøgerne. Rasmus-bøgerne. Tykke-Niels. Singleton. Marryat. Kipling. James Feminore Cooper. Bøger om selvstændighed, handlekraft, spænding og virketrang. Bøger, der var forbudte i 70erne - dette skrækkelige årti, der er en risiko for vi inden længe ryger ind i en parodisk kopi af. Bøger, der fortalte om en glemt verden, med rige og fattige - men gode mennesker. Om piger i huset, og skolelærere med disciplin. Om klogskab og vovemod. Om stræbsomhed og ordentlighed. Om drenge 'der kom i dårligt selskab'.

Jo - jeg skylder ham meget. Og jeg husker stadig den lidt ældre bibliotekars smil, da jeg indfandt mig på det kommunale bibliotek og bad om rigtige drengebøger. Det kunne hun sandelig godt hjælpe mig med. Hun fandt dem venligt frem fra depotet, mens hun samtidig åbenlyst huskede dengang, folk lånte bøger for glædens skyld - ikke vredens, smålighedens og hadets-

Søren Pind er MF for Venstre

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, man gjorde et barn fortræd og hvad kommer der ud af det andet end typisk borgerlig paranoia. Det er sikkert rigtigt, at det socialrealistiske perspektiv, blev mere fremtrædende i kunsten og kulturen i løbet af 70erne, men at sige, at der kun blev skrevet socialrealstiske børnebøger, som så blev stoppet ned i halsen på børn er direkte løgn. Der var et almindeligt bredt udvalg af forskellige typer af børnebøger, som børn kunne læse, inklusive bøger a' la Flemming bøgerne, der i Pinds optik står for handlekraft, spænding og virketrang. Jeg kan ihvertfald ikke huske at jeg nogensinde er blevet tvunget til at læse socialrealistiske børnebøger eller, at det var det eneste, der var tilgængeligt. Radioen spillede garanteret også Elvis og "American Trilogy", ti gange mere end den om de voksne, der også kunne være bange. Men for Pind's vedkommende har man indtrykket af, at skandalen dybest set er, at der simpelthen eksisterede andre perspektiver på tilværelsen end dem han var blevet præsenteret for derhjemme, at og at han også kunne risikere, at blive udsat for disse vederstyggeligheder, når han gik på biblioteket eller hørte radio, hvilket så i hans hoved igen bliver til noget med, at socialrealisme, var et altdominerende kulturelt træk i de børenbøger der var tilgængelige for ham i hans barndom. Hvis han skulle følge sit eget liberalistiske credo kunne han jo bare lade være med at læse de bøger eller skrue ned for radioen, når der kom en sang han ikke kunne lide. Nu fremstår han bare som almindeligt reaktionær, der har svært ved at acceptere pluralisme og den almindelige samfundsudvikling

En god pointe med børnelitteraturen; jeg husker selv en bog om Jesus, der fremstillede ham som en socialismens forkæmper.

Terry Goodkinds Sword of Truth-serie, som du henviser til, er helt klart en samling af bøger, som jeg ville give mine børn -- jeg kan ikke forestille mig, at der er danske forlag der er modige nok til at udgive dem, men børn bliver heldigvis bedre og bedre til engelsk.