Læsetid: 4 min.

Kan vi fjerne den globale fattigdom?

Stigende fødevarepriser har været medvirkende til, at flere er drevet ud i ekstrem fattigdom. Den totale bistand til u-landene er i dag 'kilometer' under FN's 2015-mål. Danmark bør gå i front i kampen for at opfylde disse målsætninger
1,4 mia. mennesker lever under FN-s fattigdomsgrænse. En uforholdsmæssig stor andel af disse mennesker lever i Afrika. 2015-målene om at reducere fattigdom kan nås - det kræver bare en enorm indsats fra politisk side.

1,4 mia. mennesker lever under FN-s fattigdomsgrænse. En uforholdsmæssig stor andel af disse mennesker lever i Afrika. 2015-målene om at reducere fattigdom kan nås - det kræver bare en enorm indsats fra politisk side.

ISSOUF SANOGO

23. september 2008

På torsdag gør FN's Generalforsamling status over de ret ambitiøse 2015-mål.

I den seneste statusrapport fra FN's generalsekretær fra august i år er der både dårlige og gode nyheder at hente i forhold til, hvor langt vi er nået med at nå målene.

Når det gælder sundhed og uddannelse, er vi kommet rigtig godt fra start. Med undtagelse af to regioner i verden er andelen af børn, der starter i grundskole over 90 pct. Der er gjort rigtig gode fremskridt, hvad angår nedbringelsen af tuberkulose, nedbringelsen af antallet af dødsfald på grund af mæslinger og - omend procentuelt i mindre grad - nedbringelsen af antallet af aids-ofrede; ligesom antallet af nye tilfælde af aids falder globalt.

Klimaændring

Omkring 1,6 mia. mennesker har siden 1990 fået adgang til rent drikkevand.

På andre centrale områder går det imidlertid rigtig skidt. Cirka hvert fjerde barn i udviklingslandene er underernæret. Et barn født i et udviklingsland har over 13 gange højere sandsynlighed for at dø indenfor sine første fem leveår end et barn født i et industrialiseret land. Stigende priser har ifølge nye tal fra FN's fødevareorganisation (FAO) placeret yderligere 75 mio. mennesker under sultegrænsen. Ifølge statusrapporten fra FN's generalsekretær lider omkring en milliard mennesker nu af sult og hungersnød, og yderligere to milliarder mennesker lider af fejl- og underernæring.

Over halvdelen af befolkningen i udviklingslandene, cirka 2,5 mia. mennesker, lever stadig uden basale, forbedrede sanitære installationer.

Globalt er udslippene af drivhusgassen CO2 steget med 30 pct. fra 1990 til 2005. Og mens de industrialiserede lande står for størsteparten af udslippene, vil konsekvenserne af den heraf resulterende klimaforandring især blive mærkbare i udviklingslandene.

Problemet Afrika

Målet om at halvere antallet af absolut fattige globalt i 2015 kan naturligvis nås. Nye forbedrede estimater fra Verdensbanken peger på, at antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet med omkring 400 mio. fra 1990 til 2005. En meget stor del af disse mennesker lever i Indien og Kina. Men ikke desto mindre lever 1,4 mia. mennesker under fattigdomsgrænsen. Det tal er højere end forventet for blot få år siden.

En uforholdsmæssig stor andel af disse mennesker lever i Afrika. Samtidig forudser Verdensbanken, at antallet af absolut fattige ikke vil falde mærkbart inden 2015, hvis ikke indsatsen forstærkes.

Den udmelding står i skærende kontrast til den professor i udviklingsøkonomi Martin Paldam er citeret for i en artikel om FN's statusrapport i Information den 18. september . Paldam mener, at det er 'globaliseringen', der har hjulpet Kina og Indien ud af fattigdom, og ikke udviklingsbistand. Og endvidere at udviklingen i Afrika måske ligefrem bliver bremset af bistanden. En sådan fremstilling af årsager til - henholdsvis barrierer for - udvikling er både unuanceret, fejlagtig og kynisk.

Unuanceret fordi den undlader at oplyse, at f.eks. den kinesiske tilgang til 'globalisering' har været karakteriseret af stærke statsinstitutioner og meget omfattende importrestriktioner, som gav muligheder for opbygning af et hjemmemarked. Forkert fordi den relative komparative fordel i forhold til at kunne eksportere sig ud af en del af sin fattigdom ikke på tilsvarende måde kan udnyttes af f.eks. mindre og langt svagere afrikanske økonomier. Kynisk fordi sult og underernæring grundlæggende ikke kun er en konsekvens af fattigdom, men også er årsagen til denne fattigdom.

Ifølge FAO er nøglen til at bryde sult-fattigdoms-fælden en hurtig indsats på to fronter. Nemlig at skaffe fødevarer til de mest udsatte og hjælp til landbrugsmæssig udvikling og udvikling på landet i øvrigt i udviklingslandene. Det forudsætter udviklingsbistand. Hvad angår Afrika forudsætter det ifølge FAO mindst 30 mia. dollar årligt.

Helt i front

Kan vi fjerne den globale fattigdom, og kan Danmark måske gå forrest?

Det er godt at se, at den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, i før omtalte artikel i Information, oplyser, at hendes top-prioritet på FN-mødet på torsdag er, at presse andre lande til at øge deres udviklingsbistand. Her får ministeren noget at se til.

Den totale bistand er i dag 'kilometer' under FN-målet om 0,7 pct. af i-landenes bruttonationalindkomst (BNI). Den toppede på 107 mia. dollar i 2005, men er trods løfter fra i-landes side om markante stigninger frem til 2010 faldet i både 2006 og 2007 - og er i 2007 på sølle 0,28 pct. af BNI. Heraf modtager de 'mindst udviklede udviklingslande' (LDC's) omkring en tredjedel, og omend en stigende andel, så meget langt fra 'Bruxellesløftet' om 0,15-0,20 pct. af BNI i 2010.

EU-landene er længere end nogensinde fra det mål, man satte sig om 0,56 pct. i 2010, og selv om EU-topmødeerklæringen fra juni i år gentager målet, er der ikke vedtaget nogen konkrete tiltag for, hvordan dette mål kan opnås. Men naturligvis kan det nås; men udviklingsministerens chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen, kunne måske have presset bl.a. den franske præsident Sarkozy, som stålsat modsatte sig sådanne tiltag, langt hårdere?

Danmark bør som en del af den lille gruppe lande, som ligger over 0,7 pct.-målet, gå helt i front og forpligte sig til stigninger i udviklingsbistanden, som signaler en tilbagevenden til én procent-målsætningen. Og endelig bør eksempelvis klimatilpasning finansieres særskilt og ikke over den fattigdomsorienterede udviklingsbistand.

Uanset udsigten til global økonomisk afmatning kan vi naturligvis bekæmpe den globale fattigdom - men kun hvis der er polisk vilje til at øge indsatsen.

Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu