Kronik

Det kommunikative samfund

Vi er på vej ind i det kommunikative samfund, hvor kunst og kultur bliver den altafgørende drivkraft for samfundets udvikling. Derfor får vi snart penge for at gå i teatret
Tæppet er ved at gå ned for det oplevelsessamfund, vi har kendt i mange år. Vi er ved at være trætte af glitrende indpakning og spektakulær iscenesættelse, der ikke skjuler andet end ophavsmandens trang til at tjene penge.

Tæppet er ved at gå ned for det oplevelsessamfund, vi har kendt i mange år. Vi er ved at være trætte af glitrende indpakning og spektakulær iscenesættelse, der ikke skjuler andet end ophavsmandens trang til at tjene penge.

Morten Stricker

30. september 2008

Torsdag aften kl. 23. Smagsdommerne samles endnu engang på DR2. De har set en film, lidt teater og måske læst en nyudgivet roman. De giver uforbeholdent deres mening til kende. Priser et værk som godt, eller forkaster det som dårligt. Som seere introduceres vi i højere grad til de tre dommeres mening om værkerne end til værkerne selv.

Smagsdommerne er som oftest personer fra kultur-, medie-, kommunikations- og reklameverdenen, og de er blevet trukket i studiet for at vurdere og ekspertudtale sig om områder fra kunstens og kulturens verden, som de ikke har noget specielt kendskab til. De er i dagligdagen respekterede skikkelser inden for deres virkefelt, men på skærmen skal de vurdere kunstværker, som de ikke har synderligt bedre forudsætninger for at sige noget begavet om end seerne selv.

DR lader ikke litteraturprofessoren analysere et litterært værk, således at han kan formidle detaljer om værket, som de færreste ville få øje på, og derved rent faktisk gøre folk hjemme i stuerne klogere. Nej, de lader en reklamemand udtale sig, selv om han ikke har nogen specifik viden om litteraturens verden.

Formel på tilværelsen

Smagsdommerne er udtryk for en af de allerstærkeste tendenser i dagens mediebillede. Tv-skærmen og avisspalterne er overbemandet med selvbestaltede eksperter, der udtaler sig om alt mellem himmel og jord uden at have nogle specielle forudsætninger for det. Men hvorfor forholder det sig egentlig sådan?

Det er udtryk for, at det er vigtigere for os at vide, hvad vi skal mene om en given sag end at kende sagens dybere baggrund og sammenhæng. Og det er det, fordi vi som moderne mennesker leder med lys og lygte efter, hvad vi egentlig skal mene om det hele - livet, os selv, samfundet og vores omverden. Vi søger nogen, der kan sætte tilværelsen på formel for os, og det gør vi, fordi det informations- og oplevelsessamfund, vi ifølge mange eksperter befinder os midt i, er et virvar af tom kommunikation og mis-information.

Alle har en mening om alt. Alverdens forskellige og uforenelige fortolkninger af livet, samfundet, kulturen etc. flakker hvileløst rundt mellem hinanden. Vi kan ikke overskue alle de informationer og perspektiver, vi modtager. Det er derfor, politikerne ikke længere kæmper om at være de mest visionære, men de mest troværdige. De har lugtet lunten.

Troværdige informationer er ved at blive den helt store mangelvare, og det skyldes, at vi er ved at lægge informationssamfundet bag os og bevæge os ind i det, jeg kalder det kommunikative samfund. Og her gælder der helt andre regler.

Det kommunikative samfund er et samfund, hvis 1. prioritet er kommunikation. Ved kommunikation forstår udvekslingen af ideer af enhver art mellem to eller flere individer, og denne idéudveksling er nu den primære drivkraft for såvel samfundets sociale og kulturelle som økonomiske udvikling.

Det er ideerne til nye produkter, projekter og tjenesteydelser, vi skal leve af i fremtiden. Men hvis du skal have held til at afsætte dit produkt i morgendagens kommunikative samfund, så skal du have et substantielt, meningsfyldt budskab at formidle modtageren. Ellers vender han det døve øre til.

Identitetsmæssigt boost

Tæppet er ved at gå ned for det oplevelsessamfund, vi har kendt i mange år. Vi er ved at være trætte af glitrende indpakning og spektakulær iscenesættelse, der ikke skjuler andet end ophavsmandens trang til at tjene penge. Fremover vil vi, inden vi finder pengepungen frem, se nøje på, om et projekt, et produkt, en oplevelse eller en event kommunikerer stærke etiske budskaber og meningsfyldte perspektiver, som vi kan bruge i arbejdet med at opbygge vores egen identitet. Og det gælder uanset hvilket produkt, der skal afsættes. Du får ikke dine medarbejdere til at lytte til dig, hvis ikke dine budskaber udkaster en meningshorisont for dem, som gør det meningsfuldt for netop dem at udføre netop dette stykke arbejde.

Der er ikke længere nogen, der går på arbejde bare for at udføre et job. Det skal være meningsfuldt for dem som mennesker - det vil sige som væsener, der konstant bekymrer sig om at udvikle og finde sin egen identitet - at udføre arbejdet. Det skal med andre ord give dem et 'identitetsmæssigt boost' at gå på arbejde. Ellers bliver de hjemme.

Kommunikation er med andre ord blevet altafgørende. Og det er derfor, vi bliver nødt til at redefinere hele kulturpolitikken de kommende år. For kulturlivet indeholder den kreative energi og de nyskabende ressourcer, erhvervslivet efterspørger. I kunstens og kulturens verden tænker man hele tiden nyt. Ingen forfatter med respekt for sig selv skriver den samme roman to gange. Ingen billedkunstner maler det samme billede to gange. For kunstneren handler det altid om udvikling og forandring, om at skabe en endnu bedre idé og et endnu bedre værk.

Kunst og kultur handler om dramatisk storytelling. Om at formidle et perspektiv på verden, en fortælling om livet, en historie om vores hverdag. Og kunst handler om at formidle sit budskab på en så entusiastisk og lidenskabelig måde, at beskueren og lytteren begejstret lever sig ind i kunstværkets univers og træder tilbage i virkeligheden med nye meningsfyldte perspektiver på tilværelsen. Vi skal holde op med blot at tænke Kulturministeriet som et støtteministerium, hvor nogle kunstnere modtager penge fra staten for at skænke borgerne store kunstneriske oplevelser.

Investeringsministeriet

Vi skal derimod også tænke Kulturministeriet som et Investeringsministerium. Et sted, hvor der skal foretages dristige investeringer i kulturlivet med henblik på at styrke kunstens vilkår og udvide borgernes åndelige horisont.

Investeringer, der også har stor betydning for samfundets sociale og økonomiske udvikling, og som eventuelt kunne finansieres ved at overføre midler fra økonomi- og erhvervsministeriet.

Vi har netop fået en ny kulturminister. Hun har en fortid i Transportministeriet og kender således alt til, hvor stor en betydning en veludviklet infrastruktur har for et samfunds funktionsdygtighed. I hendes nye ministerium bliver der stillet ligeså store krav til at få samfundets infrastruktur til at fungere. Vi skal have skabt en kreativ infrastruktur med mellem kulturliv, erhvervsliv og den offentlige sektor, og den naturlige drivkraft for denne proces må være Kulturministeriet. Men hvad så med den traditionelle kulturstøtte? Den skal fortsat eksistere og prioriteres højt.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at alle - uanset om man bekymrer sig mest for kunstens udfoldelsesmuligheder eller har de økonomiske briller på - drager fordel af, at det offentlige støtter vækstlaget i dansk kulturliv uden krav om økonomisk afkast.

I sidste ende er det også her, at oplevelsesøkonomien skal hente nyskabende, kreative ressourcer. Men kulturstøtten bør i fremtiden ændre karakter.

Indfør honorarentré

De offentlige kulturtilbud skal være gratis og på sigt bør borgerne modtage et mindre honorar for at benytte dem.

Det skyldes to ting: For det første vil forbrugerne i fremtidens oplevelsessamfund vænne sig til, at få en lang række ydelser og produkter gratis: Aviser foræres væk, for at udgiveren kan bryste sig af så mange læsere som muligt og på den måde tilbyde et mere attraktivt produkt til sine annoncører. Flybilletter foræres væk til næsten ingen penge, og flyselskaberne henter deres indtjening hjem ved at sælge andre ydelser. Og sidste år valgte det britiske rockband Radiohead at lade det være op til køberen selv, hvor meget han ville betale for deres nye album. 0 kr. var en helt acceptabel pris, og man kunne så downloade albummet gratis fra bandets hjemmeside. På sigt vil vi modtage penge for at bruge vores tid på forskellige produkter, og derfor kan staten lige så godt beslutte sig for at være forgangsmand og indføre 'honorarentré' på de offentlige kulturtilbud. Så undgår vi, at komme i en situation, hvor de offentlige kulturtilbud i endnu højere grad end nu svigtes af brugerne.

Ja, faktisk er honorarentré særligt velegnet til de statslige kulturinstitutioner og offentlige kulturtilbud, for succeskriteriet må være, at så mange borgere som muligt ser det, man støtter.

Der er med andre ord udfordringer nok at tage fat på for den nye kulturminister. Hun er kommet til et ministerium, der spiller en nøglerolle i fremtidens Danmark.

Christian Have er direktør i Have PR & Kommunikation og adjungeret professor på Aalborg Universitet. I dag udgiver han bogen 'Det store sceneskift - fremtidens kommunikation' på Aalborg Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu