Det har i mange år været god latin i økonomisk teori omkring statens rolle i samfundsøkonomien, at der omkring de såkaldte 'naturlige monopoler' var vigtige grunde til, at de netop var en del af den offentlige sektor og IKKE var private virksomheder. Vi taler her om anlæg og virksomheder som f.eks. veje, lufthavne, broer, jernbaner, post, televirksomhed, vandforsyning, elforsyning o.l.
Sådanne virksomheder - typisk altså inden for infrastruktur, transport og energi samt forsyningsvirksomhed - rummer på grund af produktionens omfang og kapitalkravene hertil (såkaldt large scale-production) et betydeligt element af faktisk monopol.
Privat ejerskab indebærer derfor ifølge gængs økonomisk teori risiko for misbrug af monopolet til oparbejdelse af overskud frem for større økonomisk effektivitet.
Derfor blev offentligt ejerskab og styring modsvarende set om en sikring af borgernes/forbrugernes forsyning mod 'monopolmisbrug' gennem 'overpriser' og/eller 'forringet service og kvalitet'.
Privatisering på mode
I såvel økonomisk teori som i den økonomiske politik de seneste årtier er sådanne 'skrupler' imidlertid tilsidesat og glemt. Nyliberale propagandacentraler såsom CEPOS, Børsen o.l. har monomant gentaget budskabet om markedsgørelse, privatisering og udlicitering som universel kilde til større økonomisk effektivitet. Og gentagelse fremmer åbenbart tilegnelse - i hvert fald har nyliberale økonomiske teorier og løsningsmodeller i stigende grad vundet indpas i mainstream økonomisk teori i Danmark som i f.eks. i DØR (Det Økonomiske Råd, red.), Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Finansministeriet o.l.
Således også i den økonomiske politik. Siden 1990 har navnlig Nyrup-regeringen privatiseret en lang række offentlige virksomheder: Københavns Lufthavn, Tele Danmark, DSB Busser og Rederi, Datacentralen, Kommunale el-selskaber m.fl. I alt blev der privatiseret for 37 mia. kr. i Nyrups og Lykketofts tid. Den nuværende regering har endnu kun privatiseret for otte mia. kr. men synes opsat på revanche. Flere og rigtigt store privatiseringer rykkes frem mod startlinjen i disse år: DONG, Post Danmark og DSB.
Senest har Venstres folketingsgruppe i et 'Erhvervspolitisk oplæg' vedtaget, at "staten hverken helt eller delvist bør eje virksomheder, som kan drives lige så godt eller bedre af private operatører."
Med andre ord: Alle offentligt ejede selskaber skal privatiseres.
Dogmet
Dette er sket med begrundelse i netop et dogme om større effektivitet ved privat end ved offentlig drift. Det er her imidlertid bemærkelsesværdigt, at hverken regeringens egne økonomer eller det store flertal af universitetsøkonomer har interesseret sig meget for analyser af og beregninger over konsekvenserne af privatiseringer for befolkning og det øvrige erhvervsliv i forbindelse med de to seneste årtiers omfattende privatiseringer i Danmark.
Regeringerne synes snarere at have været interesseret i penge i statskassen og synes derudover at dele tyrkertroen på, at privat drift giver større effektivitet og dermed er godt for brugerne.
Nogle af de efterhånden indhøstede erfaringer viser imidlertid, hvorledes privatisering af monopoler i stedet for at sikre forbrugernes interesser og øget effektivitet udnyttes til for høje priser. Postulatet om øget effektivitet gennem privat drift er med andre ord netop et dogme, som der langtfra er konkret dokumentation og belæg for. Snarere må spørgsmålet om offentligt ejerskab vurderes grundigt i lyset af netop risikoen for dårligere service og privat monopolmisbrug på længere sigt.
Her skal nævnes et par eksempler på sådanne negative erfaringer med privatisering: TDC og Københavns Lufthavn.
TDC
Et af de mest i iøjnefaldende eksempler på, hvorledes privatisering snarere end effektivisering og forbrugernes fordel har sigtet på øget overskud i virksomheden selv, er privatiseringen af det tidligere Tele Danmark, nu TDC.
Tele Danmark etableredes i 1991 ved sammensmeltning af en række regionale teleselskaber. Angiveligt skulle det ruste den danske telesektor til konkurrence med udlandet under EU's liberaliseringsbestræbelser, men allerede i 1998 solgte staten sine aktier, og efter et par ejerskifter er TDC i dag endt hos en række kapitalfonde.
TDC blev herefter hurtigt gældsat til op over skorstenene, da fondene flyttede lån-optagelsen til købet af TDC over på virksomheden selv. Udenlandske besiddelser, sidevirksomheder, ejendomme osv. er blevet realiseret i kapitalfondenes forsøg på at vriste overskud og kapital ud af TDC. De mange penge er først og fremmest gået til at betale af på fondenes milliardgæld til købet.
Men da den store gældsbyrde og de stærkt stigende renter samt vanskelighederne med at sælge de lemlæstede rester af TDC er begyndt at tynge, er TDC begyndt også at lade forbrugerne betale regningen. TDC er slået ind på en strategi med at udnytte sin markedsposition til hyppige prisstigninger navnlig på områder, hvor TDC fortsat har en monopollignende stilling, f.eks. ledningsnettet. Således er f.eks. det faste abonnement siden efteråret 2006 steget med 13 procent, og siden 1. april har fastnetkunder skulle betale otte procent mere for hvert minut, der ringes til andre kunder med en telefon hos Tele2, Telia eller Sonofon.
Fondene hævder, at de effektiviserer TDC. Men i stedet for udvikling og service er fokus under kapitalfondene kommet til at ligge på udlicitering, sale and lease back operationer og allehånde finansielle krumspring.
Det korte af det lange er, at overtagelsen af TDC formentlig hverken har været til fordel for den danske telesektor eller danske telebrugere.
Københavns Lufthavn
Et andet eksempel på de seneste årtiers privatiseringsbølge er Københavns Lufthavn, hvor privatisering og afhændelse allerede gik i gang i begyndelsen af 90'erne og senere kulminerede med Fogh-regeringens frasalg af afgørende aktieposter til endnu en kapitalfond, Macquarie Airports fra Australien.
Også her har det været svært at se fordelen for de almindelige forbrugere og for det øvrige erhvervsliv. Kapitalfonden har som ved TDC trukket kapital ud af virksomheden samtidig med, at man har scoret en gevinst på 50 procent af den oprindelige investering for godt to år siden.
Ikke meget tyder imidlertid på, at driften er blevet bedre, ventetiderne ved check in og bagage er stadig store, og den helt afgørende bruger, SAS, beskylder direkte lufthavnen for at have for høje priser og for dårlig service. Meget tyder derfor også på, at monopolet her er blevet udnyttet til virksomhedens egen ensidige fordel.
Den aktuelle heftige strid omkring bygning af en 'privat' lavpristerminal i Københavns Lufthavn illustrerer dette. Københavns Lufthavn kæmper i praksis en indædt kamp mod at få konkurrence ind på livet. Hvorfor? Er det, fordi det vil true udnyttelsen af monopolet?
Fremtidig privatisering
De kommende privatiseringer kan imidlertid byde på endnu større problemer af denne art. Alene tanken om, hvilken udnyttelse, der kan finde sted af DONG's de facto monopol på energiydelser, kan give kuldegysninger.
Privatisering af Post Danmark og DSB kan også gribe dybt ind i danske forbrugeres forsyningssikkerhed, ikke mindst på grund af den åbenlyse risiko for forringelse af servicen i regionale udkanter.
Der er således al mulig grund til at frigøre sig fra det nyliberale dogme om, at privat drift pr. automatik og uden diskussion giver større effektivitet, og fra den hidtil stort set udebatterede strategi for privatisering af offentligt ejede selskaber. I stedet er der brug for en mere kritisk og indgribende vurdering af, hvorvidt offentligt eje giver større sikkerhed for forsyning og rimelige priser og ikke mindst giver større værn mod finansiel spekulation?
Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm.
Tak for den vinkling på privatiseringen.
Mht en privatisering af DSB så har vi et skræmme eksempel fra England i 1980, hvor den borgerlige regering fik øde lag sammenhængen i togtrafikken ved at sælge togdriften i små bider. Dette gik både udover sammenhængen i togdriften og sikkerheden.
Herhjemme gav tidligere transportminister Flemming Hansen Arriva den Vestjyske strækning selv om DSBs tilbud både var bedre og billigere. Dengang måtte skatteyderne betale for Fogh Rasmussens ideologi.
Også jeg får kuldegysninger, ved tanken om hvad der kan ske med DONG – oven i alle de andre udsalg af ’arvesølvet’.
Der ér altså grænse for, hvad der egner sig til privatisering, for den privatkapitalistiske storindustri er uden hæmninger. Penge og bankvæsen er ikke undtaget.
En overstatslig regulering af f.eks. kommuner og skolevæsen, er det eneste vores nuværende regering synes er relevant. Måtte det snart få en ende, selv om det ikke ser ud til at Socialdemokratiet ville være bedre.
Tak HHL.
Mærkeligt at der hidtil har været så lidt kritik af dogmet om privatiseringens lyksaligheder.
Man kan tilføje til den udmærkede analyse at en "sidegevinst" af udlicitering/privatisering er omfattende kontrol med medarbejderne.
Arbejdsgivere elsker at effektivisere og det lyder også umiddelbart som om man ønsker at gøre arbejdet både billigere og bedre. Desværre dækker ordet effektivisering meget ofte 2 helt andre ting:
1: At gøre arbejdsgange og -metoder målbare, dvs. nøje registrering og prissættelse af enhver handling.
2.: Kontrollen med medarbejderne kan øges, fordi arbejdsopgaverne er stramt defineret. Dvs.: De meneskelige faktorer som viden, erfaring og kreativ problemløsning udelukkes og indflydelse på egen arbejdssituation fjernes.
Begge dele gør livet lettere for chefer. For medarbejderne er det en plage og det er med statsgaranti ikke mere effektivt.
Lise Pedersen
Det deprimerende er, at cheferne ikke får det lettere, for medarbejderne er mere syge og har mere stress. Det psykiske arbejdsmiljø er proportionelt måleligt med tallene på bundlinien for firmaets finanser. Det er der flere og flere der erkender, men inden for f.eks. det offentlige, er der lang vej til erkendelse.
@ Inger S.
Nej, der er de lige begyndt. Nye ridefogeder hærger mange offentlige arbejdspladser.
Kommune Data (KMD) - de danske kommuners 'hjerte' er til salg.
Det kan undre at salget af KMD ikke nævnes ikke i kronikken, men måske er der planer om en særskilt artikelserie i information. Salg af KMD og DONG kunne være oplagte emner med henblik på at blotlægge og informere informations læsere, om problematikkerne omkring salg af offentlige monopolvirksomheder.
Det kommunale selvstyre betyder, at over halvdelen af de offentlige udgifter eller ca. 400 mia kroner bliver administreret af kommunalbestyrelserne i Danmark. Danmark var et af verdens mest decentrale samfund inden Venstre tog fat.
Siden Venstre fik magten i Danmark har de - på trods af løfter om at styrke det nære demokrati - hamret løs på det kommunale selvstyre og nærdemokratiet.
Kommunalreform, strukturreform og kvalitetsreform betyder sammen med udgiftsloft og skattestop, at det kommunale selvstyre er bundet op som en flue i et edderkoppespind.
Og nu sætter Venstre det dødbringende bid ind - salget af Kommune Data (KMD).
Danmark er et lille land, der har en offentligt ejet IT-virksomhed, som har hovedfokus på dette lille lands kommunale offentlige sektor.
Kommunerne vil gå en mere usikker og dyrere IT-tid i møde med en ny ejer. KMD har i dag en unik forretningsmæssig viden om de kommunale systemer.
Det vil være en katastrofe hvis det unikke samspil mellem data i de kommunale it-systemerne gik tabt ved et salg af KMD.
Husk hvad der skete da Accenture overtog lønningerne i Københavns kommune fra KMD. Et lønrod uden sidestykke til 100 mio. kr. Der er stadig ikke overblik over dette lønkaos rent regnskabsmæssigt. KMD reddede efterfølgende selve lønudbetalingen.
I Computerworld i dag er overskriften "Kampen om KMD-kalven"
http://www.computerworld.dk/art/48031?page=3
Så kan det næsten ikke siges tydeligere - og det af en avis der åbenlyst bekender sig til de liberalistiske fantasier om at det private er bedst.
Læg i øvrigt mærke til artiklen i samme avis.
”Kan de danske it-konger spinde guld under krisen?”
Uanset om det bliver en dansker eller eksv. IBM, der vinder udbuddet, skulle det da ikke være svært, at tjene penge med et sugerør nede i hver og en af de 98 kommunekasser.
@ Bill H
Tak for oplysningen. Jeg er helt enig i din vurdering af at de offentlige systemer handicappes alvorligt når profit til aktionærer skal gå forud for service til kunderne. Man kan sige at det er en selvmodsigende påstand, men i praksis er det jo sådan som HHL jo også dokumenterer i sin kronik.
Arvesølvet sælges for at trække tiden ud, så skattestoppet lidt endnu kan se omkostningsfrit ud. De har jo også SAS på lager, så det skal nok gå for de borgerlige ved næste valg. Der er nok stadig lidt penge på kistebunden så danskerne først for sent opdager hvad et skattestop koster:
Vi har fået skattestop og -lettelser, men vi har samtidig fået smadret velfærdssystemet.
Bill H
Det er det jeg siger – man bliver lidt klogere hver dag, ved at læse debatterne her. Jeg siger også tak for oplysningen.
Den "frie" konkurrence er altid et skridt på vej mod det totale monopol med uhæmmede prisstigninger, skamløs profiteren og elendig service/ elendige produkter