Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
15. september 2008

Blekingegade og Nyropsgade

Dorte Schmidt-Nielsen, Skalbjerg

Ingen af de involverede fra Blekingegadebanden har nogensinde ønsket at stå frem, erklære sig skyldig(e) i mord og undskylde over for offeret, den unge politimand Jesper Egtved Hansens efterladte.

Heller ingen af den eller de involverede betjente fra Station 1 i Nyropsgade har nogensinde ønsket at stå frem, erklære sig skyldig(e) i vold med døden til følge og undskylde over for den unge aktivist, nu afdøde Benjamin Christian Schou og hans efterladte.

Ingen fra Blekingegadebanden er dømt for mord. I et retssamfund kræver den dømmende magt nemlig beviser for at kunne fælde dom. Heller ingen af betjentene fra Station 1 er dømt - de er end ikke anklaget. Et samfund der undlader at rejse tiltale mod den udøvende magt for formodet vold med døden til følge, er et svækket retssamfund. Det er ydermere en skamplet at den eller de skyldige politibetjente fra Station 1 aktivt har unddraget sig det ansvar der er forbundet med at være politi i et retssamfund.

Lad os i mindet om Benjamin Schou vedvarende modarbejde alle handlinger derpeger mod en politistat.

Ligeløn vendt på hovedet

Preben Etwil, Birkerød

Eva Bertram må i Information den 11. september have misforstået mit ligelønsindlæg den 9. september

Det, som jeg advarede imod, var at tro at løsningen på ligeløn var, at mændene gik ned i løn. Jeg er helt på det rene med, at nedsættelse af en ligelønskommission ikke i sig selv løser problemerne. De bliver blot synliggjort, og øger forhåbentlig dermed indsigten hos de ledende politikere. For realiteten er, at hvis lønforskellene fortsætter - eller endog forstærkes - vil det udgøre en alvorlig risiko for den fremtidige offentlige velfærdsproduktion. Forårets konflikt på det offentlige område afslørede mere end tydeligt dette forhold.

Den offentlige sektor vil få alvorlige rekrutteringsproblemer, hvis det ikke snart erkendes, at kvindefagene inden for de typiske velfærdsydelser skal have et betragteligt lønløft. Det var netop i den forbindelse, at jeg nævnte, at det lønmæssigt står rigtigt grelt til blandt de typiske kvindefag i den offentlige sektor. Som FOA påpegede, rammes kun godt fem procent af deres medlemmer af topskatteloftet.

Det er faktisk flovt, og det er ikke til at grine af.

Det er dog ikke kun kvindernes problem, de er kommet bagud i indkomstkapløbet. Som bekendt ved vi, at kvinderne er den halve verden. Men det er mændene også. Så hvis der skal skabes et politisk flertal for at hæve de offentlige kvindefagslønninger, skal mændene også politisk bevidstgøres. Det kan en ligelønskommission forhåbentlig bidrage med.

Nedlæg landbruget

Knud Haugmark, Lyngby

Ingen grund til medlidenhed. Landmændene piber over, at tusindvis af nye miljøgodkendelser af svineudvidelser tager tid at behandle. Hvad de færreste ved er, at erhvervet har sendt dem proforma for at omgå, at en senere udvidelse skal overholde meget nødvendige stramninger af miljøkravene.

På denne måde er landmændene sikret mod nye miljøkrav i otte år. Samme mønster har man set før. De fleste af ansøgerne har ingen seriøse planer om at udvide i øjeblikket, hvor erhvervet taber penge hver dag. Syv milliarder kroner af egenkapitalen er forduftet i gylletåger de seneste to år.

Det ligger nu fast, at den højt profilerede nye husdyrlov ikke begrænser, men øger forureningen fra landbruget. Der skal ske noget hurtigt, hvis ikke den allerede katastrofale miljøtilstand skal forbedres.

Men landbruget stritter imod af alle kræfter. Og med politisk backup på Christiansborg har de fat i den lange ende. Selv truende epidemier forårsaget af landbrugets store antibiotikaforbrug synes at prelle af på bondevennerne i regeringen.

Erhvervet bør nedlægges, det skader mere end det gavner.

20 år og åbenbart dum

Signe Møller Villumsen, Amager

Jeg undres over Informations manglende kritiske øje - og tilmed manglende forståelse for de undersøgelser, de bruger som baggrund for artikler.

I artiklen om 'Generation dum' i Information den 12. september bruges en klart kvalitativ undersøgelse kvantitativt. En undersøgelse, hvis formål er at beskrive tendenser, bruges til at fortælle noget om den danske ungdom generelt. At bruge 120 sms-glade teenagetøser som standard for en hel generation er ude af proportioner, nogle ville fristes til at kalde det direkte dumt. Mark Bauerlain udtaler: "Men hvad bekymrer teenagere sig om? Andre teenagere".

Men skulle det være en nyhed. Det er vel de færreste, som var mere optaget af Sokrates end af vennerne som 13-årige.

Jeg tvivler ikke på, at der findes teenagere, som sender langt mere end 200 sms'er om dagen, selvom jeg kun kan sætte finger på én, måske to piger, i min omgangskreds, der sender så mange. Personligt sender jeg gennemsnitligt syv, så jeg undrer mig over, hvor pigerne i undersøgelsen er fundet henne.

Grønne konklusioner

Troels V. Østergaard, Asnæs

'Spis økologisk - og spar atmosfæren for 1 ton CO2'

Det er konklusionen i en artikel i det ansete engelske tidsskrift New Scientist (17. november 2007). Det er en halvering af den CO2-udledningen, der kommer i forbindelse med den mad vi spiser. Og hvis man samtidig holder sig til lokale, uforarbejdede og uindpakkede varer, kan man skære endnu 0,7 ton af sin CO2-udledning.

Det står i skærende kontrast til Informations artikel 'Guide til grøn livsstil' den 5. september, hvor det hedder "glem alt om økologi". Både Benno Hansen den 8. september og Bent Sørensen den 11. september argumenterer for, at konklusionen er forkert, og begge får det svar, at den er baseret på 'førende forskere inden for økologi og livscyklusanalyser' (hvem det så er?). Det er åbenbart ikke de forskere, New Scientist bruger.

Bent Sørensen har derfor nok fat i noget rigtigt, når han mener, at Informations 'Guide' udstiller "ensidige politiske synspunkter". Og sandheden? Tja, man kan jo spørge sig, hvor der er de største økonomiske interesser på spil.

Om kunst og kællinger

Karin Röh, Ganløse

Endelig en kunstanmelder, der tør/vil/kan beskrive, hvad han virkeligt ser! Tak for Michael Jeppesens anmeldelse af Per Kirkeby på Louisiana. Denne"snigende ligegyldighed" - tak for den bemærkning.

Men hvorfor tillader han sig at kalde amatørmalere for kællinger? Det vil de pensionerede direktører på aftenskolernes malehold bestemt ikke bryde sig om - og de kvindelige absolut ikke!

Har I på Information glemt at informere jeres nye medarbejdere om, at I som en seriøs avis ikke mere tillader generelle nedsættende racistiske eller kønsdiskriminerende udtalelser, selv om de kommer som en smutter ud af sidebenene? En undskyldning er velset over for mindst halvdelen af Informations læsere!

Afslørende

Jørgen Nielsen, Farum

Gyldendal lader Nørgaard betale bog om Nørgaard, skriver Anton Geist i Information den 13. september. I et sprog og en opsætning over halvanden side, endda med forsidehenvisning, som lader forstå at her er der tale om en vaskeægte afsløring.

Men det eneste der afsløres, er i virkeligheden, at Anton Geist mener, det er 'yderst diskret', at denne information fremgår af bogens kolofon. Det sted hvor man altid finder sådanne og andre oplysninger om en bogs tilblivelse.

At det tilsyneladende kommer som en overraskelse for Anton Geist, og at noget der måske kunne være en notits værd sættes op som en megasensation, er egentlig det mest afslørende - både for ham og for Information.

Større respekt for soldater

Finn Schousboe, Jægerspris

Forsvarschefen har bedt danskerne om at vise de udsendte danske soldater større respekt. Forsvarsministeren vil gerne indføre en årlig flagdag til deres ære. Men så enkelt er det jo ikke. Danmark gik i krig på en løgn og i modstrid med internationale konventioner og egen grundlov. Soldaterne er 'værktøj' i hænderne på nogle politikere, der bryder loven. Kan man i den kontekst vise værktøj respekt?

Filosoffen Øjvind Larsen har med udgangspunkt i Tamilsagen (1993) arbejdet med emner som forvaltning, samfundsetik og demokrati. Med tanke på ministeriets embedsmænd har han spurgt: Hvordan kan mennesker overtræde loven for at adlyde deres overordnede?

Svaret blæser i vinden ligesom Dannebrog.

Kvik pige...

Jeanett Bukhave, Nykøbing F

Min 12-årige datter sidder og læser Information i fredags, da hun udbryder: "Helt ærligt ham dér Kristian Villesen, han er da mandschauvinist". I 'ugens bommert', som han klart må kandidere til, kritiserer han landsholdet, som han beskriver med negative kvindebilleder som: fornærmede teenagepiger, tøsefornærmede og tudekællinger.

Er det ikke pinligt! Og er det ikke fantastisk, at han er gennemskuet af en tolvårig!!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her