Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
5. september 2008

Bedre ansættelsesvilkår også til forskere

Esben Søltoft, formand for Ingeniørforeningens forsknings- og uddannelsesudvalg

Artiklen i Information 3. september om deltidsansatte underviseres vilkår på universiteterne er beskæmmende læsning. Men det er desværre ikke den eneste højtuddannede medarbejdergruppe, som har vanskelige ansættelsesvilkår. En undersøgelse, som Ingeniørforeningen har gennemført blandt vore forskningsansatte medlemmer, viser, at et stort ønske blandt forskerne netop er bedre ansættelsesvilkår. Også forskerne er i mange tilfælde 'løsarbejdere', som er hyret ind til et konkret forskningsprojekt, og når det udløber, udløber også ansættelsen.

I undersøgelsen overvejer 60 pct. af de ph.d.-studerende at søge væk fra universitetet, og 39 pct. af forskerne under 40 år overvejer at gøre dem følgeskab. Noget af det, der kunne have fået dem til at blive, er højere løn, bedre karrieremuligheder og ikke mindst en personalepolitik i lighed med privatansatte. Alt sammen krav, som imødekommer det behov, som selvfølgelig også forskere har for at have den økonomiske stabilitet, som er nødvendig, når der skal stiftes familie, købes hus - eller hvad man nu ellers har lyst til at foretage af langsigtede private investeringer efter fyraften. Og ser vi på formålet med det hele, nemlig forskningen, er det indlysende, at usikkerhed i ansættelsen, bestemt ikke er det mest befordrende klima for et fokuseret og frugtbart forskningsmiljø.

Studenterpolitik?

Christoph Ellersgaard, aktiv i Reboot 68

I Informations tillæg Studiestart kommer et noget overraskende angreb på universitetsdemokratiet fra blandt andre Frit Forums Simon Kollerup. Frem for at fokusere på at gøre op med en udemokratisk universitetslov, der afskærer de studerende fra nogen egentlig indflydelse på deres hverdag, bruger Simon Kollerup med flere åbenbart kræfterne på af bekæmpe Studenterrådene. Måske fordi studenterrådene ikke kan bruges til personlig profilering? Under alle omstændigheder står det hen i det uvisse, hvori Simon Kollerups uenighed med Studenterrådene består.

I bagsidelederen 2. september forsætter Information så i samme spor: åbenbart kan medindflydelse for Information reduceres til stemmeret ved universitetsvalgene. Med det nuværende demokratiske underskud ser vi en faglig organisering fra fagråd til studenterråd, som den bedste måde at repræsentere alle studerendes interesser på. Som medlemmer af en aktivistisk studenterpolitisk gruppe er vi bestemt ikke altid enige med Studenterrådenes beslutninger. Ikke desto mindre kan vi godt finde ud af at deltage i rådenes møder og bidrage til debatten under den demokratiske proces. Vi kan simpelthen ikke se, at det er i en ændring af studenterrådenes organisationsstruktur, nøglen til et mere demokratisk universitet ligger. Når personlige interesser som det at blive valgt til universitetsbestyrelsen skygger over ønsket om at finde fælles fodslag som studerende, kan det ikke overraske, at Simon Kollerup med flere er utilfredse.

Måske kan man undre sig over, at Information orker at lægge spalteplads til deres personlige ambitioner.

Ledende spørgsmål

Hanne Willert, Frederiksberg C

"To ud af tre forældre overvejer at sætte deres børn i privatskole . . ." skriver Information den 29. august. Men jeg føler mig ikke overbevist. Det er nogle meget ledende spørgsmål, der er stillet til forældrene. Ligesom svarmulighederne er stillet op, så det mest disciplin-orienterede svar hele tiden står først (jævnfør her artiklen i Refleks den 30. august om at ændre folks adfærd ved at præsentere dem for den 'bedste' eller 'sundeste' svarmulighed først).

Desuden undrer det mig at et af spørgsmålene slår fast at "flere og flere elever med særlige sociale og faglige behov skal rummes i den almindelige undervisning". Men inde i artiklen bliver Niels Egelund citeret for at sige at "vi ved ikke rigtig noget om", hvorvidt der er flere vanskelige elever i normalklasserne i dag end tidligere.

Nazismens normalitet

Christian Braad Thomsen, filminstruktørog forfatter

Jeg har naturligvis aldrig - som hævdet af Allan Guldberg 30. august - kaldt regeringspartierne og S/SF for nazistiske. Jeg har heller ikke benægtet, at Hitler havde gaskamre eller kz-lejre. Dette er rablende paranoia.

Jeg har derimod påpeget, at vi ikke siden de nazistiske Nürnberg-love har været ude for, at statsmagten landsforviser unge, der gifter sig efter hjertet og ikke efter etnicitet. Derfor kalder jeg 24-års reglen for nazistisk. Det er vigtigt, at vi ikke blot beskæftiger os med nazismens forbrydelser, som alle - også nazister i dag - kan være enige om at tage afstand fra, om ikke på anden vis så ved at benægte dem. Vi skal også beskæftige os med nazismens værdier, som i stigende grad er ved at vinde indpas i det danske samfund. De millioner af tyskere, som bakkede op om nazismen, gik jo ikke ind for dens forbrydelser, men for dens 'normalitet'. Det er dette modbydelige normalitetsbegreb, der ligger bag landsforvisningen af unge danskere, som gifter sig med folk af anden etnisk oprindelse.

Dannelse og evidens

Lars Qvortrup, dekan, DPU, Aarhus Universitet

I en 'Påtale' i Information den 2. september skriver Erik Schmidt, at jeg skulle være tilhænger af "teori frem for praksis, af objektivitet frem for subjektivitet, af regler frem for samtale."

Det korte svar er: Det passer ikke. Erik Schmidt er ikke i stand til at læse indenad.

Han påstår, at jeg bekender mig til 'pædagogisk ateisme'. Han hævder, at jeg "betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri." Og som om det ikke er nok, gør han sig også klog på mine motiver: Det skal "bringe DPU nærmere den politiske magt".

Hans påstand baserer sig på en kronik, som jeg skrev i Information den 2. august. Her stiller jeg to positioner op over for hinanden: Dannelsestænkere over for de pædagogiske ateister, og så spørger jeg: Hvem af dem har ret? Mit svar, her som i kronikken, lyder: Ingen af dem. Jeg bekender mig med andre ord ikke til pædagogisk ateisme. Hvorfor? Fordi pædagogik ikke er enten-eller, men både-og. Vi skal, i det omfang det er muligt, vide hvad der virker. Men vi skal også forstå, at pædagogik altid er et dannelsesprojekt. Ja, pædagogikkens vidunderlige dilemma er at den altid er begge dele.

Denne opfattelse ville jeg gerne have diskuteret med Erik Schmidt. Men at blive tillagt det standpunkt, jeg selv tager afstand fra, udelukker enhver form for det, jeg selv sætter stor pris på: Saglig samtale.

Hvor meget kan forsvares?

Lars Gaardhøj, folketingskandidat (S)

Information bragte 3. september et fint, men noget ukritisk portræt af Katrine Willumsen fra Fighters + Lovers. Den unge, hippe, universitetsstuderende afviser at have med terror at gøre, og indrømmet, jeg synes også, det virker latterligt at landets justitsminister bruger tid og kræfter på at retsforfølge Fighters + Lovers med den tvivlsomme terrorlovgivning i hånden.

Stridens kerne er, om PLFP og FARC er terrororganisationer. Det kunne anklagemyndigheden ikke overbevise Byretten om, og nu skal Østre Landsret så tage stilling. Jeg tror Fighters + Lovers går fri, for det er svært at afgøre, hvornår det er en frihedsbevægelse og en terrororganisation. Tænk blot på især borgerlige politikeres holdning til ANC i 80'erne - Nelson Mandela er i dag en helt overalt, men dengang var han terrorist.

Alligevel synes jeg Katrine Willumsen bør fortælle os læsere om, hvor meget Fighters + Lovers vil forsvare? Jeg tænker især på FARC's omfattende brug af kidnapning af politikere, forretningsfolk, nødhjælpsarbejdere og andre. Der er vist p.t. omkring 700 fanger, der ikke aner om de nogensinde skal se deres familie igen. Er det rimeligt? Og er det ikke lige netop overgreb mod det enkelte individ, man siger, man kæmper imod? Hvor meget kan forsvares?

SF glemmer solidaritet over Femern-bæltet

Arne Lund, trafiksekretær i Enhedslistens Folketingsgruppe

I Transportministeriets økonomiske rapport fra 1999 om en fast forbindelse over Østersøen hedder det, at forbindelsen kun kan tjene sig hjem "hvis der overføres passagerer, biler og gods fra andre færgeruter".

Dette indebærer at der vil ske et fald i beskæftigelsen i færgehavnene Trelleborg, Sassnitz og Rostock. I de to sidstnævnte byer er arbejdsløsheden 15-20 pct., eller 2-3 gange over det tyske landsgennemsnit. Med en så høj ledighed giver det sig selv, at byerne er stærkt afhængige af de mange arbejdspladser, der er i færgetrafikken til/fra de nordiske lande.

En fast forbindelse mellem to af de to rigeste Østersølande kan med andre ord, kun realiseres ved at gå på 'strandhugst' i struktursvage områder i regionen, der pænt må aflevere til de rige i vest.

I SF tales der en del om international solidaritet. Nu ser det imidlertid ud til, at SF i sin iver efter at deltage i Femern Bælt-forliget, har glemt alt om at holde sammen hen over grænserne, og derved bidrager til at forøge arbejdsløsheden i de tyske Østersøhavne.

Mon det er det, partiet kalder for 'historisk'?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu