Læsetid: 4 min.

Lidegaards lidelser – og glæder

Det er ikke nemt. Til gengæld er det svært. Eller er det omvendt?
Debat
8. september 2008

Ordene blev sagt for otte dage siden: »Det amerikanske NASA, som få vil beskylde for at udgøre revolutionens fortrop, baserer deres studier på boringer i Stillehavet. De boringer er mindre præcise end iskerneboringerne til gengæld går de millioner af år tilbage. Ifølge NASA skal vi 3,9 millioner år tilbage for at finde en CO2 koncentration i atmosfæren på samme niveau som i dag. Dengang var verden stort set isfri, og havene 20-30 meter højere end i dag. Derfor lyder NASAs anbefaling, at menneskeheden som minimum skal have reduceret sit udslip af drivhusgasser med 85 procent i 2050. Når den samlede klode skal reducere så voldsomt i sine udledninger, betyder det, at den vestlige verden skal reducere endnu mere og det haster, hvis man overhovedet skal kunne nå det. Det ved vi godt, og derfor taler vi også meget om klimaet. Der sker bare ikke noget. Hver dag stiger energiforbruget. Hver dag stiger CO2-udslippet. I Danmark såvel som i resten af verden. I alle lande uden undtagelse.«

Ordene blev sagt af Martin Lidegaard. Som radikalt folketingsmedlem blev han ikke genvalgt for et år siden, hvilket sikkert var en lidelse, men også synes at have sat ham i eventyrlig bevægelse. 1. september i år åbnede han – med 23 store virksomheder, 28 forskere, 27 repræsentanter for organisationer og civilsamfund samt foreløbigt otte mio. kroner i ryggen – Danmarks første grønne tænketank. CONCITO, der ganske rigtigt betyder – jeg sætter i bevægelse! Et længe tiltrængt modsvar til tænketanken CEPOS, hvis tankegang om ubegrænset økonomisk vækst ellers nu synes at have besat alle og enhver fra de mest venstreorienterede fagforeninger til de mest højreorienterede storkapitalister. Jvf. blot Socialdemokraternes just afviklede kongres.

Nu skal der bare ske noget. Ikke alene siger Martin Lidegaard, han gør også noget. Om dette kan man læse mere på http://www.concito.info.

I Informations reportage fra 2. september blev Lidegaard citeret for, at »det kan være svært at fatte, hvor store omstillinger, vi skal igennem på meget kort tid, og der er næppe tvivl om, at vi kommer til at forandre vores levevis og forbrugsmønstre. Pointen er, at det ikke nødvendigvis er til det værre.«

Hvad den pointe kan bruges til, gav en af Informations læsere, John Fredsted, sit bud på i en kommentar på vores webside: »Den synes meget karakteristisk for tilgangen til udfordringerne: Det moderne menneskes vattede kriseberedskab – som følge af, at det nu i flere årtier har været pakket ind i den materielle mageligheds fordummende kuvøse – skal med denne sætning ligesom forsikres om, at det ikke kommer til at gøre ondt. Og netop derfor kommer der heller ikke denne gang til at ske en disse af betydning. Man vil snakke, skrive glittede foldere, uddanne folk til at snakke med folk, der ikke tør lytte, og så videre ad libitum - eller rettere ad helvede til. For naturligvis kommer en omstilling – om den bliver frivillig eller ej – af vore forbrugsvaner til at gøre mentalt ondt: For dækker overforbruget ikke i virkeligheden over alt det i os selv, som vi er bange for at se på?«

Er det sådan, det er? Nok er det svært, men til gengæld er det nemt. Ellers kan vi ikke længere tåle at have med virkeligheden at gøre.

I hvert fald er det svært her, to dage før den 11. september, at undgå at komme i tanker om, hvad ugens debatbog i lørdagsavisen -– The Limits of Power - The End of American Exceptionalism --– handler om, skrevet af professor i historie og international politik ved USAs Boston University Andrew J. Bacevich, konservativ katolik, Vietnam-veteran, tidligere underviser på militærakademiet West Point og sidste forår mistet en søn under dennes udstationering med de amerikanske styrker i Irak: »For flertallet af moderne amerikanere består essensen af liv, frihed og stræben efter lykke i en ubønhørlig personlig jagt efter at besidde, forbruge og nyde samt i at fjerne enhver begrænsning, der kunne komme på tværs af disse bestræbelser.« Denne besættelse af 'mere', denne selvtilfredsstillelsens etik, der i dag ifølge historikeren truer USA's eget velbefindende såvel som USA's relationer til resten af verden, er en pervertering af den ekspansionsdrift, som alle dage har været en central del af amerikansk historie.

Friheden er endt i sin egen modsætning som dyb afhængighed – af vedvarende krigsførelse, af vedvarende import af olie og forbrugsgoder, af andres vedvarende villighed til ikke at kræve USA's astronomiske gæld betalt. Og af klimaets vedvarende, men nu snart opbrugte, evne til at tage imod den materialiserede friheds affaldsprodukter.

Nå. alt det skal Lidegaard nok få at høre, så ulideligt det lyder. Til gengæld fik han selv forleden i radioen sagt, at måske skulle vi snart til at overveje at arbejde lidt mindre og lade naturen være lidt mere. Og give fanden i den økonomiske vækst.

Tænk bare!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Nok er det svært, men til gengæld er det nemt."
"Det er ikke nemt. Til gengæld er det svært. Eller er det omvendt?"

Herlig humor!

De fanger på deres egen spidende facon essensen af den moderne civilisations forvirrede - ja, vel nærmest skizofrene (for nu at bruge en passus fra http://www.information.dk/164756) - tilgang til de udfordringer, som vi står overfor.

PS: Jeg takker for brugen af min webkommentar.

"Til gengæld fik han selv forleden i radioen sagt, at måske skulle vi snart til at overveje at arbejde lidt mindre og lade naturen være lidt mere. Og give fanden i den økonomiske vækst."

Det er længe siden jeg har hørt nogen sige noget så fornuftigt.