Læsetid: 3 min.

Efter Marx - Lykkeberg!

Et tankevækkende tilfælde om kapitalismens tilstand
30. september 2008

Næppe var fredagen overstået med bl.a. udgivelsen og anmeldelsen af redaktionschef for kultur og weekend ved Dagbladet Information Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne - Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald før samme dagblads weekendudgave lørdag udkom med en forside prydet af et smukt fotografi af den aldrende Karl Marx og overskriften: "Havde han ret?" og underteksten: "Hvis folk havde studeret Karl Marx' kritik af den politiske økonomi (i dag kaldet nationaløkonomi, el), ville den nuværende finanskrise ikke være kommet bag på nogen, lyder påstanden fra marxistiske økonomer. Banker og investeringsfirmaer går for tiden på røven, fordi tilliden svigter til det, Karl Marx kaldte 'vareverdens mysticisme, trylleri og spøgeri'."

Det kunne godt ligne et tilfælde, der ligner en tanke - eller at forlaget Gyldendal var nærmest uhyggeligt forudseende eller overraskende marxistisk skolet, da det i sin tid planlagde udgivelsen af Lykkebergs bog til netop i fredags.

Bliver det tilgivet

Den første web-kommentar til artiklen inde i bladet "Denne gang vil kapitalismen ikke blive tilgivet" skyldes en læser, der kalder sig Life J, og som skriver: "Selvfølgelig vil kapitalismen blive tilgivet denne gang også. Den har selv iscenesat tilgivelsesprogrammet. Der bliver tilgivet indtil længe efter, at kapitalismen har kørt det hele uigenkaldeligt i sænk. Men ellers er det da en glimrende artikel, som vi har behov for meget mere af. Nu har vi haft et 20 års frikvarter fra Marx, det må være mere end nok."

Hvorfor fik vi det vel i virkeligheden 25-30 års frikvarter?

Kampen om sandhederne giver svaret!

Eller om ikke hele svaret så dog en væsentlig del af det. Ja, tillige noget af en forklaring på, hvorfor kapitalismen selvfølgelig også vil blive tilgivet denne gang.

I sin frugtbare mangfoldighed kan Lykkebergs bog nemlig ikke mindst læses som en redegørelse for, hvorfor store dele af det kulturelle borgerskab, der op gennem 1960'erne og ikke mindst i de første to tredjedele af 1970'erne på især kulturradikalistisk grundlag blev mere og mere marxistisk og socialistisk orienteret, endte med at bane vejen for Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og Søren Krarup i 2001.

Rune Lykkebergs svar er naturligvis lige så mangfoldigt som bogen selv, men kan alligevel sammenfattes i blandt andet denne formulering:

Æret være de højtråbende

"Det egalitært tænkte demokratiseringsprojekt udviklede sig ikke egalitært, men privilegerede derimod dem, der er bedst til at diskutere, overskue komplekse sammenhænge og gøre sig gældende."

Uden at de privilegerede var - eller ville være - opmærksom på den nedværdigelse af de ikke-privilegerede, der følger af asymmetrien,

Frigøreren som undertrykker af dem, der skal forstå sig som de undertrykte, der har frigørelse og frigøreren behov. Det er for Lykkeberg alt om at gøre at få den pointe frem. For naturligvis kan det individualistisk frie forbrugs- og investeringsvalg på markedet og den private ejendomsret til også andres livsfornødenheder ikke klare alle de opgaver, mennesker og samfund står overfor. Et andet svar må gives, men når det for alvor bliver påtrængende at finde, kunne man håbe, at fejlen fra den nærmeste fortid ikke bliver gjort igen.

Håbet er, som Lykkeberg formulerer det: "De fleste har det jo sådan, at de skammer sig over deres egen foragt for andre mennesker, når de bliver bevidst om den som foragt. Det er derfor, at de giver mening at forsøge at beskrive den." Og ellers: "Det er i forholdet til naturen, at den mest grundlæggende udfordring af det moderne finder sted. Fænomener som oversvømmelser, orkaner, hedebølger, skovbrande og isen ved polerne, der smelter, truer selv gennemmoderniserede samfund. Ingen fornuftig person kan længere anskue naturen som blot materiale for menneskets udnyttelse. Konfronteret med risikoen for den økologiske katastrofe anbefaler den canadiske filosof Charles Taylor et opgør med den moderne konception af naturen. Taylor gør sig hverken til talsmand for at se naturen religiøst som 'den store livsring' eller som et 'råmateriale til at realisere vores projekter med'. Den menneskelige civilisations fremtid afhænger ifølge Taylor af, at vi genfinder 'vor sans for de krav, store naturlige omgivelser og miljøet i det hele taget stiller os.'"

Men dette har unægtelig ikke ret meget at gøre med en socialisme (og kulturradikalisme), som blot mente at være i besiddelse af endnu mere effektive måder at udnytte naturen, det billige skidt, end selv kapitalismen.

ejla@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu