Nyhedsavisens pludselige opståen, dens kortvarige himmelflugt og abrupte bortgang har fået mange og meget forskellige kommentarer med på vejen. Alt efter kommentatorernes placering i markedet har de enten begrædt dens sørgelige skæbne og rost projektets publicistiske ambitioner eller godtet sig over, at det hovedløse og konkurrenceforvridende projekt trods alle millionerne ikke fik et længere liv.
Hvordan er det så egentlig konkurrencemarkedet har virket i denne sag? Er det ikke sådan, at Nyhedsavisens skæbne er et godt eksempel på, at 'den usynlige hånd' også i mediemarkedet sætter sig igennem? Misfostre og svæklinge renses ud. De livsduelige bliver tilbage, om end med alvorlige skrammer og stort blodtab.
Men markedet og konkurrencen skulle jo ifølge den liberale lærebog kunne mere end blot at skille overlevende får fra dødsmærkede bukke.
Ideelt skulle en sådan renselsesproces også føre til lavere omkostninger, højere kvalitet og en bedre service for kunderne.
Er det så det, vi har fået, kan man spørge med et bredere vue over det ganske mediemarkeds udvikling i de seneste år?
Mistrøstighed og sortsyn
Bortset fra en glædelig vækst i de unges avislæsning og alt det spændende, der sker på internet og nye medier, ser det unægtelig mørkt ud.
Det er, som om konkurrencen har presset alle medier ud i en dødsspiral. Alle jager omkostningsreduktioner og har mange gange haft kniven helt inde ved benene.
Fordums tiders publicister, der brystede sig af 'tjene penge for at lave aviser', bliver trængt af forretningsfolk, der angiveligt har byttet om på rækkefølgen i det gamle slogan.
Dybdeborende, undersøgende journalistik er tvunget i eksil i en forening af sørgende efterladte. Der bliver længere og længere mellem redaktionelle medarbejdere med professionel, faglig viden om forskellige sagsområder. Generalister og journalistelever på udskiftningsbænkene kommer stadig oftere til kort i rustningskapløbet over for spin- og kommunikationsfolk i virksomheder og partier.
Man finder næsten kun mistrøstighed og sortsyn, såvel blandt mediernes brugere som hos journalistikkens udøvere.
En undtagelse?
Kunne man så blot hente trøst hos Cepos, der ofte træder til i den slags situationer.
Hvis en væsentlig del af årsagen til miseren kan forklares med markedskonkurrence og udenlandsk mediekapitals indtrængen på det hidtil beskyttede og selvtilstrækkelige danske marked, skulle man jo tro, at liberalister ville se mere lyst på det. I det perspektiv kan gratisavisernes fremtrængning på bekostning af det, der skal betales for eller abonneres på, sammen med avisindholdets profanering og de elektroniske mediers popularisering vel kun tolkes som en sund udvikling, der (langt om længe) har afdækket læsernes, lytternes og seernes - og annoncørernes må man tilføje - sande behov og egentlige præferencer.
Men jeg mindes ikke en eneste erklæret liberal, ikke engang en neo- sådan, som er gået mod strømmen og har ladet evangeliets lys skinne over det publicistiske mørke.
Kan det virkelig være rigtigt, at der på medieområdet er tale om en såkaldt markedsmæssig imperfektion? Er 'varen' god journalistik en undtagelse fra markedsmekanismernes hovedregel? Eller er vi alle så kort- og snæversynede, at vi bare ikke endnu har fattet, at noget nyt og bedre er i vente forude?
Hvis vi på medieområdet i en stadig mere gennemtrængende globalisering skal følge udviklingen på andre områder for varer og tjenester, skal vi måske indstille os på at skulle læse transnationale aviser og se udenlandsk fjernsyn. Det er måske ikke kun på ballettens område, at Danmark er for lille et marked!
Nogle vil formentlig indvende, at denne kommentar bygger på en forkert præmis, nemlig at vi er på vej fra noget godt mod noget slemt. Helt i overensstemmelse med sandheden vil de påstå, at kritikken mod medierne og utilfredsheden med journalistikken slet ikke er af ny dato.
Folk med tilstrækkelig høj kulturel cigarføring har i mange år hævdet, at de måtte ty til Le Monde, Neue Zürcher Zeitung, The Times og den tysk-franske tv-kanal Arté for at få deres grundlæggende mediebehov dækket.
Helt bortset fra, at det jo godt kan blive endnu værre, selv om det altid har været slemt, så har der ved siden af al kritikken dog tidligere været folk, der så mere positivt på mediernes situation og deres fremtidsudsigter.
Hvor er de henne i dag?
På andre områder med store problemer er sortsynet jo ikke så unisont. Stillet over for truslen om den globale opvarmning kan nogle f.eks. finde trøst hos Bjørn Lomborg. Hans lige er ikke til at få øje på i medieverdenen.
Omkalfatring
Alligevel kan det godt være, at både markedsfornægtere og liberalister får ret, på hver deres måde. Nyhedsavisens skæbne var ikke blot et momentant udslag af et hovedløst økonomisk overbud og et rationelt, men åreladende modtræk. Der er snarere tale om et symptom på, at hele mediemarkedet er midt i en omkalfatring, som hverken forretningsfolk, publicister eller vi mediebrugere rigtig kan få greb om.
Vi gråhårede, for hvem bakspejlet fylder mere i synsfeltet end forruden, kan få ret i, at meget af det, vi sætter pris på, vil forsvinde, som da komponisten Carl Nielsen i 1930'erne anså radioens musiktransmissioner for ødelæggende for musikkulturen.
Mens andre mere fremadskuende sikkert vil se helt nye kvaliteter dukke op, når røgen driver væk fra kamppladsen.
god journalistisk ville være at gå efter de svin som arbejder i IFPI.. ellers er det farvel til retssikkerheden og retsstaten
IFPI Graduated Response System - Upload a Document to Scribd Read this document on Scribd: IFPI Graduated Response System
Markedet vil altid give forbrugeren det som forbrugeren efterspørger. Det er loven, som medierne ser for sig, begræder eller tilbeder.
Der, hvor medieverdenen begynder at skabe budskabet, produktet, primært ud fra forestillingen om hvad brugeren vil have, der har den mistet en stor del af sin legitimitet.
Forudsætningen, for at kunne vide og kunne tænke hvad der er værd at vide og tænke hvad der er værd at tænke, er, at man ved, hvad der er at vide og har tænkt hvad der er værd at tænke. Hvis medierne udelukkende sigter på at formidle det, som de tror, de ved, forbrugeren allerede kender, som det der efterspørges af viden og intellektuelt gods, så standser de deres egen skabende proces og legitime rolle, som altid må bestå i at søge og formidle nyt i konfrontation med gammelt og afsøge horisonten for mening på alle mulige forskellige former for kriterier for gyldighed.
De kommercielle medier er faktuelt ved at dø af ren og skær angst for at komme til at støde nogen fra sig, med et budskab, som ikke for længst er blevet trivialiseret af markedets gentagelse af det evigt samme.
Hvis kun markedet vil give forbrugeren, det som forbrugeren allerede efterspørger og hvis medierne bøjer sig for dette markedsideal, ophøjer det til loven de ser for sig, bøjer sig for eller tilbeder det, så har de allerede mistet deres legitimitet og fundet forklaringen på, hvorfor det går så dårligt for dem.
" ...Er 'varen' god journalistik en undtagelse fra markedsmekanismernes hovedregel?.."
Nej men 'varen' god og 'afdækkende' journalistik er blevet en mangelvare. Et problem der opstod med Blair og hans brug af spin.
Jeg husker da pressen herhjemme tabte "slaget ved Dybbøl Mølle" - det var da stasministeren - inspireret af Blair - pludselig kun ville invitere positive journalister til sine pressemøder. Der lød nogle enkelte bjæf hist og her, men forbavsende hurtigt blev det politiske stof død kedeeeeeligt.
Pressens minister er en af årsagerne til pressens død.
Groteskt.