Kronik

Medindflydelse ad nye kanaler

For 40 år siden krævede rebelske studenteroprørere medindflydelse. Det fik de. I dag er det demokratiske selvstyre på universiteterne afmonteret. Ansatte og studerende må søge nyeveje for at få indflydelse. Det gør de med f.eks. besættelse af møder og aktioner
For 40 år siden krævede rebelske studenteroprørere medindflydelse. Det fik de. I dag er det demokratiske selvstyre på universiteterne afmonteret. Ansatte og studerende må søge nyeveje for at få indflydelse. Det gør de med f.eks. besættelse af møder og aktioner
18. september 2008

I slutningen af 2007 annoncerede ledelsen på RUC, at det ville blive nødvendigt med 20 til 30 fyringer allerede i 2008. Udmeldingen affødte store protester blandt ansatte og studerendede, hvor førstnævnte kunne frygte at blive prikket, mens alle kunne frygte endnu ringere forhold for forskning og undervisning. En stor undersøgelse havde kort tid før vist, at der er meget ringe trivsel blandt ansatte på RUC.

I første omgang blev processen med nedskæringer sendt til timeout på de enkelte institutter, hvor der på alle, undtagen et enkelt, blev opnået aftaler, der ikke indebar fyringer.

På bestyrelsesmødet i februar 2008 blev spareplanen vedtaget. Kun de eksterne medlemmer af bestyrelsen stemte for, mens omkring 200 studerende besatte mødet.

Herefter var det tid til at implementere fyringerne på Institut for Samfund og Globalisering. Men det kom heller ikke til at foregå i stilhed. Fyringsvarslerne blev hurtigt kendt på hele instituttet og på RUC i øvrigt, og både blandt studerende og ansatte var der store protester. Der blev holdt møder, sendt åbne breve og støtteerklæringer og i det hele taget lagt voldsomt pres på ledelsen.

Fyringer blev annuleret

Forløbet endte med, at ledelsen trak fyringerne tilbage. Resultatet blev altså, at mellem 20 og 30 fyringer blev til nul, og at ledelsen måtte indkassere en lang række nederlag på grund af protester og modstand. Dette resultat ændrer ikke ved, at der er blevet skåret drastisk ned på et universitet, der i forvejen kørte på pumperne. Men forløbet siger en hel del om den måde, hvorpå modstand og kampe skifter karakter i disse år i takt med de demokratiske institutioners nedsmeltning.

Når der ikke er indflydelse at hente gennem de traditionelle kanaler som valg, afstemning og forhandling i åbne fora, antager den andre udtryksformer.

Før universitetsloven i 2003 blev konflikter normalt løst gennem de relevante beslutningsfora som studienævn og konsistorium, og ved at upopulære institutledere og rektorer enten måtte rette ind eller blive væltet. I et system, der er styret oppe- og udefra, er disse kanaler umiddelbart blevet tømt for indflydelse nede- og indefra.

Så når ansatte og studerende ikke vil acceptere at blive sat på sidelinjen, kommer den demokratiske deltagelse til udtryk på andre måder. Vi kan særligt pege på to udtryksformer, der er blevet betydeligt oprustet siden 2003 - massemedier og mobiliseringer.

Når man ikke kan få lederne i tale, kan man i stedet appellere til den offentlige opinion gennem massemedierne. Universiteterne er meget opsatte på at skabe et godt varemærke. Der er behov for så mange studerende som muligt, for hvis der skal kroner i kassen, skal der være kunder i butikken. Derfor er det et meget virksomt pressionsmiddel at skabe negativ medieopmærksomhed - eller blot at henvise til muligheden herfor, hvis der altså er magt bag ordene. Spektakulære aktioner er godt stof i medierne, og der er ofte villighed blandt journalister og redaktører til at bringe historier og føre kampagner, hvis budbringerne har en god sag, der kan skabe interesse blandt læsere og seere.

Sagen om øl i Nyhavn

I nedskæringssagen på RUC var både mediernes opmærksomhed og måske især frygten for en rigtig dårlig sag i medierne i tilfælde af fyringer medvirkende til, at ledelsen måtte bøje sig for protesterne. I lyset af at RUC's officielle blad i stigende grad er blevet et ledelses- og markedsføringstalerør, har kritiske kræfter på universitetet også stablet et nyt internt medie på benene.

På Københavns Universitet var massemedierne ligeledes en betydelig aktør i forbindelse med konflikten på humaniora mellem medarbejdere og dekanen i starten af 2008. Dekan Kirsten Refsing udtalte til et semesterstartsmøde, at hun ikke kunne vide, om forskerne sad i Nyhavn og drak øl i arbejdstiden. Men efter betydelig medieopmærksomhed endte hun med at trække i land.

Ud over massemedier er bevægelser, netværk og mobiliseringer også blevet vigtigere kanaler i dag. Fagbevægelsen og studenterbevægelsen har oplevet tilbagegang gennem mange år på universiteterne. Den udvikling er imidlertid vendt.

Forskere og andre ansatte ved universiteterne er i højere grad blevet 'normale lønarbejdere', der kan blive fyret og kommanderet rundt med. Behovet for en stærk fagforening er blevet tydeligere. Under fyringssagen på RUC spillede tillidsrepræsentanter således en central rolle som forhandlere med ledelsen. Interessen for fagforeningsmøder steg markant, antallet af deltagere voksede til disse møder, og de blev fyldt med politiske udmeldinger. Aktivistiske instrumenter såsom trusler om kollektive arbejdsaktioner - f.eks. nedsat produktivitet og fortsat uro - kom også i spil i processen omkring fyringerne, der forsvandt.

Derudover er der på RUC etableret et nyt organ, Akademisk Forum, der står uden for den formelle beslutningsstruktur, men spiller en vigtig rolle for de kritiske impulser på tværs af fag og institutter.

Den 1. maj startede så en landsdækkende underskriftsindsamling på nettet mod universitetsloven fra 2003, og på kort tid skrev mere end 5.000 personer under - aktionen blev fulgt af flere medier. Dette er et eksempel på, at der ikke kun aktivt søges indflydelse på selve universitetet, men også ved at appellere direkte til Folketinget, når nu medindflydelsen på lokalt niveau er stærkt forringet.

Aktioner virker

På studentersiden er det i vidt omfang studenterbevægelsen, der opfanger den mere konkrete politiske energiudladning. Studenterrådet på RUC var og er meget aktivt i forbindelse med nedskæringerne. Aktioner og mobiliseringer på denne front er en faktor, som ledelsen ikke kan ignorere, selv om det er let at tromle de studerende i både bestyrelsen og i de øvrige beslutningsfora.

Bestyrelsesmedlemmer på RUC var eksempelvis tydeligt rystede over, at deres møde i februar 2008 blev besat. Gennem aktioner får modstand et konkret udtryk, der tvinger universiteternes ledelser til at forholde sig til andet end budgettal og kyniske strategiplaner.

Grund til optimisme

Svaret fra ledelsen på RUC på de massive protester og de mange nederlag i den første del af 2008 var en yderligere centralisering af den formelle magt.

I april 2008 blev topledelsen udvidet til også at rumme alle institutlederne. Hele ledelseslaget på RUC blev nu samlet i én daglig ledelse, der på bedste managementvis kaldes direktionen. Men siden har både bestyrelsesformanden og rektor Poul Holm kastet håndklædet i ringen. Dette ændrer ganske vist intet ved de udemokratiske grundstrukturer; men det illustrerer, at vedvarende modstand alligevel kan være et redskab for medindflydelse og i sidste ende fælde selv magtens topfigurer.

Universiteterne er generelt præget af demokratisk nedsmeltning. Men det vil være forkert at se tingene i et ensidigt negativt lys, for udviklingen er præget af kampe og nye modstandsformer, der er progressive, og som skyder store huller i det udemokratiske nye regime. Hvis vi ser konkret på RUC gennem 2008, kan man faktisk sige, at demokratiet er blevet udvidet uden for de institutionelle kanaler gennem større deltagelse i en mangfoldighed af udtryksformer. Demokratiet er blevet blokeret i de institutionelle kanaler, men den demokratiske deltagelse er til gengæld boblet op på nye steder og i nye former.

Demokratiet på universiteterne før 2003 var uden tvivl at foretrække, men det var også præget af lav deltagelse og manglende engagement. De nye erfaringer med aktive netværk, medier og mobiliseringer bør bruges til at udvide demokratiet. Modstanden på universiteterne viser, at der er et stort demokratisk potentiale i vidensamfundet.

Der er grund til optimisme. For første gang i flere år.

Johanne Schmidt-Nielsen er bachelor fra RUC og forsknings- og uddannelsesordfører for Enhedslisten. Peter Nielsen er lektor på RUC og ansat i Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De studerende på universiteterne har en vigtig funktion i demokratidannelsen og kan so få gøre sig bemærket, men er dog kun en mindre del af ungdommen. 1968 er blevet nævnt særskilt, men for alle externt var perioden blot et enkelt led i en udvikling. Hvor er helhedssynet på ungdomsuddannelserne og demokratiet?