Kronik

Ministerens modvilje mod at tjene demokratiet

Det er en vigtig del af en regerings arbejde at betjene Folketinget. Det kan derfor ikke være rigtigt, at man skal søge aktindsigt for at få nødvendig viden. Læs her, hvordan ordførerne fra SF og Socialdemokratiet har oplevet samarbejdet - eller manglen på samme - med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
Bevidst eller ubevidst overleverer vi historier til vores børn, og der er god grund til at være bevidste om, hvilke vi selv har valgt, og hvilke der er underbevidst overleveret.

Bevidst eller ubevidst overleverer vi historier til vores børn, og der er god grund til at være bevidste om, hvilke vi selv har valgt, og hvilke der er underbevidst overleveret.

Tim Jensen

Debat
10. september 2008

I et lille år har vi haft fornøjelsen af at være integrationsordførere for vores partier og dermed også fornøjelsen af at arbejde sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Og det har på mange måder været en sælsom oplevelse.

I starten var det lidt anderledes, når Birthe Rønn Hornbech på samråd om ellers højaktuelle og konkrete problemstillinger kastede sig ud i at tale om retsstatens grundlæggende præmisser eller Kalmar-unionens historik. Det kunne man trække på smilebåndet af.

Men med tiden er smilet stivnet og erstattet af en dyb bekymring over ministerens håndtering af de folkevalgte, journalisterne, eksperterne og ikke mindst befolkningen. Alle med ønske om at finde hoved og hale i ministerens sagsområder er blevet mødt med hårde beskyldninger om ikke at have forstået noget. Birthe Rønn skyder vildt til alle sider, og det klare budskab, der står tilbage fra hendes side, er, at skylden for det aktuelle kaos tilfalder alle andre end ministeren selv.

'Gå til chefen'

Det er helt afgørende for en retsstat, at borgerne ikke kommer i tvivl om deres retskrav og rettigheder. Derfor skal sommerens afsløringer tages meget alvorligt. Har integrationsministeren ført offentligheden bag lyset, da hun undlod at videregive de faglige svar fra sin egen styrelse til Folketinget?

Ministerens reaktion på afsløringerne har været alt andet end betryggende. Kækt udtalte hun til den danske verdenspresse, at skulle en dansk borger få en vejledning, man ikke følte, man kunne stole på, ja, så var man da godt dum, hvis ikke man "gik til chefen". En udtalelse, der afslører en meget ringe omsorg for borgernes retssikkerhed, og samtidig er det en sørgelig falliterklæring fra en politisk leder, der burde tage det meget alvorligt, at borgerne får forståelig og retvisende vejledning fra hendes egen styrelse - eller Udlændingeservice som det så smukt hedder.

Tilliden

Der kommer hele tiden nye kapitler til i den tragikomiske føljeton, Udlændingeservices vildledning har udviklet sig til. Først viste Berlingske Tidende, hvordan ansatte i Udlændingeservice i flere tilfælde undlod at oplyse borgere om deres rettigheder. Ja, faktisk stod det så slemt til, at Udlændingeservice i sin egen redegørelse til Ombudsmanden måtte slå fast, at de havde begået deciderede fejl i deres vejledning i to af de fire tilfælde, som Berlingske dokumenterede.

Billedet af en systematisk vildledning forstærkes af, at ministeren i Folketingssalen den 16. maj i år undlod at videregive konkrete oplysninger fra Udlændingeservice, da oppositionen og Dansk Folkeparti stillede en perlerække af spørgsmål om netop danske borgeres rettigheder i forlængelse af arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det til trods for, at hun dagen forinden havde modtaget et svar fra Udlændingeservice, der fastslog, at der normalt arbejdes med en to ugers grænse med en arbejdstid på minimum 10-12 timer.

Ikke desto mindre var afvisningen i ministerens svar til at tage og føle på: Der kunne overhovedet ikke være tale om at komme med nogen angivelse af, hvilke krav man som fingerregel opererede med i ministeriet. Siden har vi oplevet statsminister Anders Fogh Rasmussen på tilsvarende glatis. Hans vurdering af, at der blot var tale om et hjørne af udlændingelovgivningen, og at en løsning var inden for rækkevidde, stod i direkte modstrid med de oplysninger, han havde modtaget fra sine egne eksperter i regeringens embedsapparat.

Forløbet efterlader os med en stærk tvivl om, i hvilket omfang vi kan stole på de oplysninger, vi får fra vores regering. Det kan ikke passe, at man som folketingsmedlem skal rende rundt i en kafkask labyrint for at få svar på selv simple spørgsmål. Og det kan ikke passe, at man skal søge om aktindsigt i regeringens interne dokumenter for at få sandfærdige og saglige vurderinger at basere sin viden på. Som politikere bør vi bruge vores tid på at diskutere de mulige løsninger og ikke på hemmelighedskræmmeri og mummespil.

Barnelærdom

Det er grundlæggende barnelærdom, at én af regeringens opgaver er at betjene Folketinget. Ellers er det umuligt for Folketinget at varetage sin centrale opgave: at kontrollere regeringen. Vi har sågar en ministeransvarslov, der fastslår, at ministre har et ganske særligt ansvar i forholdet til Folketinget. Alt sammen for at sikre mod magtfuldkommenhed og magtmisbrug fra regeringsflertallet.

Desværre fremstår Birthe Rønn og Anders Fogh ikke som gode forbilleder for skolernes samfundsfagsundervisning. Tværtimod har Birthe Rønn brilleret med sin stærke modvilje mod at betjene Folketinget. Og Anders Fogh med sine ihærdige forsøg på at overbevise offentligheden om, at dansk udlændingepolitik står fast, til trods for at hans egne eksperter vurderer, at der er store problemer.

Som ny minister blev Birthe Rønn hyldet som 'regeringens anstændighed' osv. - et ry hun havde fået blandt andet som følge af sit arbejde med at sikre ordentlige forhold for demokratiet. Som da hun i 2007 stod for redegørelsen i forbindelse med Dan Lynge-sagen og Lene Espersens misinformation af Folketinget. Her fastslog Birthe Rønn Hornbech, at nok er en minister ikke forpligtet på at svare på alle spørgsmål, der måtte komme fra Folketinget. Men - lyder det videre i redegørelsen - "vælger en minister imidlertid at svare, skal han svare korrekt og fyldestgørende".

En klog konstatering. Det gode spørgsmål er, om hun selv har levet op til det.

Belaster også andre

Som borgere og som politikere står vi tilbage med helt centrale spørgsmål: Hvor længe har regeringen kendt til danskernes rettigheder og fortiet dem? Hvor længe har regeringen vidst, at Udlændingelovgivningen var i karambolage med EU-retten uden at inddrage Folketinget og offentligheden i det? Sagen kaster nu lange skygger tilbage til 2002, hvor Udlændingelovgivningen trådte i kraft, og 2004, hvor samledirektivet om arbejdskraftens fri bevægelighed blev vedtaget.

Birthe Rønn Hornbech har præsteret flere ting, som ikke er almindelig i dansk politik. Som at udtrykke mistillid offentligt til sin egen styrelse. Og opfordre borgerne til ikke at stole på, at de får tilstrækkelig rådgivning af frontmedarbejderne. Og på åbent fjernsyn at kræve en tekst fjernet fra en hjemmeside, som hun selv udtrykkeligt bifaldt mindre end en måned forinden.

Sagen her kan ikke isoleres til Birthe Rønn. Den trækker lange tråde tilbage til Hvilshøj og Haarder og implicerer statsministeren selv som chef for regeringen.

Der er altså mange spørgsmål, der kræver svar. Vi er glade for, at Ombudsmanden er gået ind sagen og ser frem til hans redegørelse. Det er betryggende, at vi har en ombudsmandsinstitution, som af egen drift går ind i sager, hvor der kan stilles spørgsmål ved, om ministre har levet op til god forvaltningsskik.

Vi er bekymrede for, hvor denne sag ender. Der er vigtige indenrigspolitiske spørgsmål, men også EU-spørgsmål. Regeringen og juristerne er ved at afklare, hvad EU-dommene betyder for familiesammenføringsreglerne i Danmark. Vi forventer, at regeringen meget hurtigt får afklaret retstilstanden for de borgere, der i dag er i et ingenmandsland.

Siden regeringsskiftet i 2001 har forhandlinger - også på dette område - fundet sted bag nedrullede gardiner mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Man kan håbe på, at regeringen vil benytte denne sag til at skabe brede og holdbare løsninger i en åben demokratisk proces.

Astrid Krag og Henrik Dam Kristensen er medlemmer af Folketinget og integrationsordførere i henholdsvis SF og Socialdemokraterne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Astrid Krag og Henrik Dam Kristensen er medlemmer af Folketinget og integrationsordførere i henholdsvis SF og Socialdemokraterne"

Henrik Dam Kristensen og Astrid Krag har for lang tid siden mistet den sidste rest af troværdighed.

På lige datoer bruger de al deres energi på at dæmonisere og mistænkeliggøre indvandrerne eller på at udtænke måder hvorpå de mest effektivt kan chikanere indvandrerne, som senest i deres fælles ”integrationsreform”.

På ulige datoer optræder de som i ovenstående som fromme antiracister der er bekymrede for borgernes retssikkerhed.

Hvem kan tage det alvorligt?

Er spørgsmålet ikke snarere, om du kan tage Birthe Rønn alvorligt?

@Morten Ørum
Når selv Berlingske Tidende efterhånden kan se at Hornbech er en omvandrende practikal joke, kan der nok ikke være to meninger om den sag. Der findes vel ikke længere nogen, selv ikke i VKO der for alvor kan og vil tage Hornbech i forsvar.

Til gengæld er det utrolig trist og forstemmende, at SF og S, der jo egentlig skulle være alternativer til VKOs uappetlige menneskesyn og udlændingepolitik ikke er det.

Ikke mindst Astrid Krag og Henrik Dam Kristensen er jo mindst lige så utroværdige som Birthe Rønn Hornebech.

Jørgen Mathiasen

Per Thomsen,
Hvis vi først begynder at kaste med sten, kan det være at dit eget glashus bliver ramt. Hvorfor er oppositionen ikke kommet på den idé, at den danske udlændingepolitik er i strid med unionens regler for borgernes valgmuligheder for bosættelse? For Enhedslistens vedkommende sikkert fordi, den ikke engang interesserer sig for disse valgmuligheder.

Der er meget snavset vasketøj hængende rundt omkring i Folketingssalen - og det er oven i købet synligt, ... noget af det.

Men, men når ministeren tumler rundt i et væv af løgne, fortielser, villedelser osv, så er vi altså i en helt anden liga end når gemene politikere løber om hjørnerne med os.

Rigsret, tak !

@Jørgen Mathiasen
Jeg har ikke noget "glashus", jeg skal passe på, da jeg ikke er medlem af noget parti, og til din orientering kan jeg oplyse dig om, at jeg i dette forum ved flere lejligheder har kritseret Enhedslisten skarpt.

Det er for letkøbt og helt igennem forkert at forsøge afvise den meget berettigede kritik der hagler ned over SFs nye højrepopulistiske linje med at det skulle være partitaktiske manøvrer.

Villy Søvndal, Astrid Krag og Ole Sohn er simpelthen galt afmarcheret og det kan ikke bortforklares.

PS.
Er i øvrigt enig med Per Jongberg i at en rigsretssag er påkrævet, men det ville jo forudsætte at danmark var en retsstat. Så det bliver nok ikke til noget...

og så blev en stærkt kritisk rapport i går aftes vedtaget af EU-udvalget, LIBE, vedrørende dansk asyllovgivning og -praksis.

BRH må tage sig sammen og stramme op!

Åbne demokratiske processer er altid et "must" - ellers dør folkestyret.

Når det er sagt, så er realiteten vel, at hvad enten man kan lide det eller ej, så er der vist et flertal i den danske befolkning for en meget , meget stram indvandrer- / udlændingepolitik. Åbne demokratiske processer kan altså godt føre til en endnu strammere politik - ikke helt godt, men flertallet bestemmer i et demokrati.

Jeg mener ikke den danske befolkning er racistisk eller fremmedfjendtlig - kinesere , japanere, hinduer, buddister, afrikanere, australiere , andre EU borgere o s v bliver da altid velmodtaget og respekteret.

Jeg tror, at den stramme udlændingepolitik og dens accept i den brede danske befolkning bl a kan henføres til "tegningesagen", afbrænding af danske ambassader anført af religiøse fanatikere og samme religionsudøveres noget integrationsfjendtlige holdning til det danske samfund. Danskerne har med deres grundfæstede frihedstraditioner et forståeligt problem med den hårde islamisme - den snupper de ikke, og det er det, der driver den stramme udlændingepolitik.

@ Robert H

Du har sikkert ret, men det fritager ikke en minister fra at opføre sig ordentligt ... hun kan skabe sig, som hun vil som politiker, men ikke som minister.

Uden at være juridisk ekspert på området, forekommer det mig, at ministeren er på kant med Ministeransvarlighedsloven ... og måske andre regler for minister adfærd.

Derfor en rigsretsag, tak, så vi kan få syn for sagen.

Stig Winther Petersen

I Rikke Hvilshøjs regeringstid brugte man regler beregnet på indvandrere, også til flygtninge, som søgte om at få lov til at blive forenet med familien, som de måtte efterlade i hjemlandet, da de flygtede.

Det var 70 irakiske flygtninge - altså accepterede flygtninge, der havde fået asyl pga. forfølgelsen i Irak - som rent administrativt blev frataget retten til familiesammenføring med deres hustruer og børn. Først da denne , synes det, åbenlyse magtfordrejning, kom i medierne, blev praksis ændret !

Det var en sag næsten lig den, som kostede den gamle justitsminister Ninn Hansen fire måneders fængsel. Han bremsede som bekendt administrativt tamilers familiesammenføring og brød dermed loven.

I dag er der tydeligvis ikke stemning for at forfølge sådanne sager. Folkeflertallet ser helst, at der kun kommer udlændinge, som kan berige os, ikke koner og børn til torturofre. Så alle politikere holder kæft.

Sagen var i korthed den, at man pludselig forlangte, at også flygtningefamilier skulle kunne fremvise en større tilknytning til Danmark end til hjemlandet - her altså Irak.

Et absurd krav, og der var selvfølgelig ikke én, der kunne leve op til kravet. Så de fik alle et nej. En pige på ni måtte derfor pga. Udlændingeservice vente fire år på at gense sin far. Udlændingeservice ændrede først den ulovlige praksis, da den blev afsløret af Dagbladet Information.

Hvis den nævnte regel blev brugt i almindelighed ville ikke én flygtning se familien igen. En sådan lov har Søren Krarup trods alt ikke fået trumfet igennem. Men der blev administreret sådan alligevel.

Vi har til gengæld Søren Krarup og hans folkdanske venner til at sidde som en prop i Folketinget og forhindre, at love bliver overholdt og overtrædelser forfulgt.

Og til at køre propaganda mod folketingets ombudsmand. Man vil undergrave hans troværdighed, så han ikke forfølger sager, der omhandler flygtninge.

Jeg tror, at ombudsmanden faktisk har holdt sig tilbage på trods af ulovlighederne, fordi han selv i en periode har været blandet ind i flygtningepolitik og derfor har været sårbar over for kritik om inhabilitet.

Jeg ville foretrække en ombudsmand, som brød sig mindre om flygtninge, men som til gengæld krævede, at staten ikke brød loven.

Flygtninge er ikke indvandrere og skal naturligvis have andre og flere rettigheder end gæstearbejdere. Sammenblandingen af indvandrer- og flygtningebegrebet har i de nævnte tilfælde kostet megen menneskelig lidelse, som kunne have været undgået.

Hvorfor gik ombudsmanden ikke ind i Irak-sagen, hvor 70 kurdere blev nægtet deres rettigheder?

Rikke Hvilshøj undgik omhyggeligt at svare på disse anklager, mens hun reagerede på andre. Afledningsmanøvrer. Nu er hun væk, men Udlændingeservice og den borgerlige regering er der stadig.

http://avisen.dk/blogs/stigwintherpetersen/var-rikke-hvilshoej-blevet-fo...