Læsetid: 2 min.

Qvortrups illusion om evidens

Blandt danske uddannelsesforskere er der tilsyneladende en rationalistisk oprustning i gang for at gøre det muligt at 'finde ud af, hvad der virker' i undervisningen. Der er selvfølgelig tale om den såkaldte evidensbaserede forskning
Debat
2. september 2008

Én af de prominente tilhængere af denne meget resultatorienterede forskning er Lars Qvortrup, der er dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Qvortrup har nedlagt seks institutter og åbner i morgen DPU med tre nye: Institut for Læring, Institut for Didaktik og Institut for Pædagogik - samt Center for Grundskoleforskning. I sig selv måske en plausibel konstruktion.

For lærere og andre, der arbejder praktisk med pædagogik og didaktik, afføder baggrunden for den lynhurtige omorganisering (TV 2's Per Mikael Jensen in memoriam) nok en del skepsis. Af forskellige grunde. Én af dem kommer her:

I en kronik i Information den 1. august 2008 skriver Qvortrup: "Forskningen, ikke dannelsen skal vise vej. 'Du skal ikke tro, du skal vide', lyder formaningen til vor tids undervisere."

Han bekender sig herefter som 'pædagogisk ateist'. "Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker. Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for."

Ensidigt

Qvortrup går ud fra, at nutidens dannelsespædagogiske undervisning tilrettelægges efter, "hvad der er stemning for", og at den indebærer en form for missionsvirksomhed. Han betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri og sig selv som den rationelle forsknings- og den objektive verdens repræsentant.

Hans position som ensidig tilhænger af rationel fornuft og effektivitet frem for erfaringsmæssig intuition og følelse, af teori frem for praksis, af objektivitet frem for subjektivitet, af regler frem for samtale, af systemer frem for kultur - er imidlertid problematisk. Problemet er ensidigheden.

Nysgerrigt og ydmygt

Holdningen vil muligvis bringe DPU tættere på politikerne, tættere på magten. Nytte og effektivitet er nemlig for tiden succeskriteriet hos nervøse politikere og deres rådgivere i OECD. Hvis undervisningens resultat kan identificeres og bruges, er det godt. Kan det ikke, er det overflødigt eller værdiløst.

Men positionen vil fjerne forskerne fra lærernes og elevernes virkelighed. Lærerne har en erfaringsbaseret indsigt, som forskerne burde forholde sig nysgerrigt og ydmygt til i bevidstheden om, at nogle påvirkninger er umulige at måle, fordi der er for mange variabler, eller fordi målingen påvirker processen.

Gyldighed i praksis

Desuden kan lærere ikke undervise uden både at have viden og idealer, holdninger og tro på det, de gør. Ligesom eleverne dybest set ikke kan lære uden at 'holde af' den viden, de personligt tilegner sig i en undervisnings- og udviklingsproces under lærerens ledelse. Og uden at kunne lide læreren.

Undervisningen må ikke alene vise sin gyldighed i teorien, men teorien også må vise sin gyldighed i praksis. Og følelsen må være med i fornuften, ligesom fornuften må være med i følelsen. Også af forskere må man kunne forlange en afbalanceret virkelighedsopfattelse og en udvidet filosofisk-æstetisk tænkemåde, der forholder sig til skolens og undervisningens drægtige dilemmaer og perspektivrige paradokser.

Erik Schmidt - lærer og medleder af tænketanken SOPHIA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her