Læsetid: 5 min.

Rollen som nummer sjok

Hvad der forventes - og det modsatte - af personer på sekundaposition i forhold til primadonnaen
Statsministerfrue Anne Mette Fogh er salig i armene på sin partner, men er hun offentligt ydmyget?

Statsministerfrue Anne Mette Fogh er salig i armene på sin partner, men er hun offentligt ydmyget?

Debat
6. september 2008

USA's anden præsident i Unionens historie, en af uafhængighedserklæringens fædre, advokaten John Adams, beklædte i otte år vicepræsidentposten under George Washington.

Her gik det smertefuldt op for den ambitiøse Adams, hvor karrigt den nye forfatning tilmålte vicepræsidenten magtbeføjelser, tilsvarende i hvilket omfang en determineret præsident kunne tillade sig at se sin designerede substitut over hovedet. End ikke kabinetsmøderne fik Adams lov at overvære; ydmygelsen var total.

Adams fik siden selv som præsident kærligheden at føle fra den anden kant, idet hans vicepræsident, Thomas Jefferson, der ikke så let lod sig kue, stillede op mod Adams og vandt. Det gælder om at være nummer et.

For John F. Kennedy stod det klart, at hans eneste chance for at vinde over Nixon i 1960 var at få rivalen, sydstatsdemokraten Lyndon B. Johnson som vicepræsidentkandidat. Efter valget skubbede Kennedy Johnson - en af de mest magtfulde senatorer i Kongressen nogensinde - ud i mørke og glemsel. Tilsidesættelsen glemte han aldrig. Det er op til præsidenten, hvor meget eller hvor lidt vicepræsidenten skal betyde og deltage i de store beslutninger.

I den henseende udgør George W. Bushs vicepræsident, Dick Cheney, en markant undtagelse i amerikansk historie. Man kan ikke være sikker på, hvem af de to, der udstikker den slingrende kurs, men dog være sikker på at intet vigtigt sker uden Cheneys medvirken.

For tiden forberedes Bushs eftermæle. Kvalitetsvurderinger efter kriterier som indsigt, troværdighed, effektivitet og visionskraft truer med at placere George W. som den ringeste præsident i nyere tid og blandt de 10 værste i hele USA's historie.

Cheneys magtposition antyder præsidentens særprægede dømmekraft. Alene at have udpeget Cheney. Satirikeren og studieværten Jon Stewart kalder blandt andet denne dystre og hemmelighedsfulde mand 'Mørkets Fyrste'.

Selv i dagslys bringer han mørket med sig, som Stewart siger.

Hen i kurven

Republikaneren McCains valg af en running mate, en hidtil ukendt og uprøvet lokalpolitiker med skeletter i skabet, tyder heller ikke på den store vurderingsevne.

I den aldrende og næppe kernesunde McCains fald kan vicepræsidenten nemt få den betydning, vicepræsidenter nu engang har, ved bogstaveligt at befinde sig et hjerteslag fra verdens mægtigste embede. Ved sådanne udsigter overgår bekymring den lettere komik, der ofte knyttes til en person af betydning uden at vedkommende har nogen. Bushs far, George H. W. Bush, valgte som vicepræsident Dan Quayle, en oprivende middelmådighed, i den grad uvidende og enkel, at George junior ved sammenligningen nærmest kommer til at virke belæst og opvakt. Quayle vakte i alle kredse ægte bekymring for Bush den ældres helbred.

Positionen som nummer to, uanset de behageligheder der også følger med, er tvetydig.

Prins Philip i England og prins Henrik er eksemplarer af denne lidet misundelsesværdige art af konstitutionelt set betydningsberøvede andenrangs ikoner. De er et eller andet noget og samtidig røv og nøgler. Såfremt de under deres evigt ledsagende spadsereture til og fra overklipning af snore, banale bybesøg og snorkende kedsommelige højtideligheder - altid korrekt forfatningsmæssigt anbragt et par skridt bag nummer et - af vanvare tager et forkert chassétrin, rejses mistanken om ursupationstilbøjeligheder.

Kongelig Højhed Henrik besværede sig over pludselig at blive reduceret til nummer sjok ved nytårskuren og fik læst og påskrevet. Bare hen i kurven, prins højrøv!

Omvendt såfremt gemalerne i ydmyghed holder sig tilbage og forsøger at ligne en rulle tapet, bliver de lige så planmæssigt gjort til grin for at være sildesalatbehængte tøffelhelte. Sladderbladene, der jo lever af disse folk, er hurtigst med hånen, måske i ubevidst selvforagt.

Den således offentligt udstillede anden rang er kort sagt umulig for et menneske med følelse af eget værd og ondt i selvrespekten.

En anden slags andenposition er ægtefæller til politiske topledere. Ægtemænd til magtfulde kvinder og hustruer til ditto mænd.

Det sidste er fortsat mere almindeligt end det første. Efter Anden Verdenskrig begyndte pressen så småt at interessere sig for denne familiære dimension af toppolitikerne. Så småt, siden mere glubsk - uden dog her i landet at kravle helt ind i soveværelset. Endnu.

Forholdet er symbiotisk. Begge parter har glæde af det åbenbare behov for henholdsvis omtale, sladder, nyfigenhed og formidling af det hele. Men det gælder for offeret om at selviscenesætte udbuddet, således at eksponeringen så vidt muligt sker på egne betingelser, ikke kun på kødædende redaktørers. Derfor må man som politiker med omhu vælge sine fora.

Det værste man i toneangivende position kan være i disse år er elitær - i samsvar med Dansk Folkepartis ideologi simpelthen det værst tænkelige.

Kravler man derimod ned i formodet øjenhøjde med den kompakte majoritet, står solen op i alle verdenshjørner. Nu er det jo svært at benægte at en statsminister, selv en der støttes af DF, tilhører en elite, om ikke andet så magteliten.

På baggrund af foragten for dette elitære opstår naturligt nok et behov for at understrege den herskende kreds' jævnhed og overensstemmelse med det folkelige. Statsministerens kone er et velegnet instrument, hvormed man skaffer sig et sådant alibi. Anne-Mette Rasmussen er i forvejen ikke en person der vækker mistanke om det skabselitære og kan derfor trygt springe ud med lår og netstrømper i danseskoene og offentligt og for fuld musik udleve gennemsnitsmenneskets livsløgn.

Tomrum af ufolkelighed

Statsministerfruens rolle som nummer to er gået op i en højere enhed med den elektroniske vulgaritet, som begge offentlige stationer hylder i deres fletalsstøttede indædte kamp mod det kritisk forbeholdne og de efterhånden spage kulturradikale krav om kvalificeret udvælgelse og kunstnerisk originalitet i medierne.

Om så fru Fogh selv har valgt sin offentlige ydmygelse eller hendes mand og Venstres strateger har været inde over, udfylder hun i sin nye rolle det tomrum af ufolkelighed statsministeren, uanset hvor meget han storker af sted i skovene i sin kravledragt eller hjuler rundt på cykel i nationalparkerne, aldrig selv har kunnet udfylde.

Dertil kommer den afledningsmanøvre fra en voksende fiasko, regeringen med sine besynderlige prioriteringer nu står overfor. At fruens selvudstilling som omvalsende afledning for gemalen og hans regerings mere og mere åbenbare rådvilde visionsløshed samtidig er en menneskeofring set med de øjne, der ikke finder hendes optræden besnærende, må man håbe at hun selv bliver klar over, så dette ikke den dag, nogen ser tilbage på denne bizarre periode i danmarkshistorien, kommer som en ubehagelig overraskelse.

Anne-Mette Rasmussens rolle, såfremt hun som person vil realisere sig selv og ikke får tilstrækkeligt på rundbordspædagogikken, er utaknemmelig, og fristelserne kan være store. Men der er en pris for den ophøjede position.

Denne fordrer overvejelser af, hvorvidt man som statsministerens kone, hvis funktion - hvad enten man bryder sig om det eller ej - indebærer repræsentativitet, er i overensstemmelse med forventninger fra de sikkert mange undersåtter der ikke finder amatørdans i landsdækkende tv velegnet til forventningernes opfyldelse.

Tabet af anseelse kan ikke klares med kreativ bogføring. Det har noget at gøre med kultur og den slags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

"Om så fru Fogh selv har valgt sin offentlige ydmygelse eller hendes mand og Venstres strateger har været inde over, udfylder hun i sin nye rolle det tomrum af ufolkelighed statsministeren, uanset hvor meget han storker af sted i skovene i sin kravledragt eller hjuler rundt på cykel i nationalparkerne, aldrig selv har kunnet udfylde."

En ting er at fru Fogh er helt igennem pinlig når hun elegant og graciøs som en kummefryser svanser hen over på tv-skærmen, men dertil kommer, at hemdes medvirken i et program hvor hun i den den grad er malplaceret, tydeligt demonstrerer, hvor hæmningsløst regeringen efterhånden synes den kan benytte de licensfiansierede public-service medier.

DR og TV2 vinkler efterhånde alle deres programmer som om de var regeringens private partiorganer. Det er beskæmmende at se hvordan især TV2 fuldstændig har opgivet at forsøge på at være blot den mindste smule uafhængig af regeringen.

@ Per
Det kan ikke siges meget bedre.

TV2 er ikke licensfinansieret.

Jo den er. Og så kommer der lidt reklamerkroner oven i hatten.

@Per Vadmand
Webmasteren har i en email formanet mig om at jeg skal forsøge at tale pænt til typer som dig. Det vil jeg så efter bedste evne bestræbe mig på.

Hvis det ikke havde været tilfældet, vile jeg nok have skrevet, at du med ovenstående kommentar endnu engang har demonstreret, at du er denne blogs største pedant og ordkløver.