Læsetid: 4 min.

Roskilde Bank på amerikansk

Grøn i hovedet synes kapitalismen at være blevet - Af bankkrak og krav om grøn revolution - Men nu rykker den danske opposition
Debat
16. september 2008

Journalistik handler om dagen i dag, men læserne får det først at læse i morgen, tirsdag. Og i morgen véd vi meget mere om, hvordan i første omgang markederne hele kloden rundt reagerer på krakket af USA's fjerdestørste bank, Lehman Brothers. Men umiddelbart før dette mandag eftermidag blev afleveret til Informations redaktionssekeratriat, fortalte medierne i hvert fald, "at Den Europæiske Centralbank sender 30 milliarder euro ud på finansmarkederne - svarende til svimlende 224 milliarder danske kroner. Det sker for at sikre, at bankerne har penge nok til at gennemføre deres almindelige forretninger, for eksempel at låne penge ud, udstede kreditkort til deres kunder og have råd til, at kunderne hæver penge fra deres opsparinger. Det sker efter, at storbanken Merrill Lynch er blevet købt af Bank of America, og Lehman Brothers er gået i knæ og tæt på konkurs. Også den britiske centralbank er på vej med ekstra milliarder. Bank of England planlægger i en tre-dages aktion at pumpe yderligere fem mia. pund (47 mia. kr.) ud på pengemarkederne."

Frelser kapitalismen

Sådan frelser staten med sin ejendomsret til seddelpressen kapitalismen. Hvis galt skal være, bliver kapitalismen også forsvaret af statens skolevæsen og med politiets og militærets hjælp.

Som den private foretagsomhed med sine pengetransaktioner af enhver art redder den offentlige sektor. Ved at sikre den et beskatningsgrundlag at finansiere sine militære og fredelige aktiviteter på.

Så meget er der under en vis synsvinkel om den meget opblæste modsætning mellem højre og venstre.

Naturligvis blev det hele mandagen igennem diskuteret, hvorfor den nuværende såkaldte kapitalistiske, højreorienterede amerikanske regering forleden valgte på god socialistisk vis at nationalisere de to lukningstruede, kæmpestore realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac, mens den i dag på lige så god liberalistisk vis lader Lehman Brothers falde. Men ud over at kredit-institutterne kunne have revet hele hele det amerikanske boligmarked og meget mere end det med sig i deres fald, hvad investeringsbanken Lehman Brothers' konkurs trods alt ikke skønnes at gøre, så gælder det i sidste instans i USA som i Roskilde: For længst er det tilkendegivet, at nu skal bankerne og i det hele taget finansverden i Danmark jo ikke tro, at Nationalbanken og dermed staten hver gang rykker ud til støtte for nødstedte private indskydere, lånere, investorer og gedigne spekulanter.

For gjorde den det, var der jo slet ingen kapitalisme tilbage. Hverken i Roskilde eller i USA.

Og er der ingen kapitalisme, er der heller ikke nogen offentlig stat, som vi kender den i den vestlige verden i dag fra Roskilde til New York.

Men naturligvis er det ikke komplet ligegyldigt, om man siger det private lidt eller endda meget mere, end man siger det offentlige. Og omvendt.

På det opblæses så den store modsætning i åndsliv og politik mellem højre og venstre.

Er allerede kollideret

Men hvis vores situation i dag "ikke er som at være om bord på Titanic, hvor udfordringen er at undgå isbjerget, fordi vi allerede har ramt isbjerget, og vandet strømmer ind under dæk", kan man ikke undgå en gang imellem at få indtrykket af, at stridighederne mellem højre og venstre stort set ikke omfatter andet end placeringen af dækstolene på bemeldte Titanic og valget af dansemelodier i festsalen.

Påstanden om, at kæmpefartøjet allerede er kollideret, stammer ikke fra en eller anden dommedagsprofet eller undergangs-apokalyptiker, men fra New York Times-kommentatoren og den tredobbelte Pulitzer-prisvinder Thomas L. Friedman. Der i en lige udkommen bog - Hot, Flat and Crowded - Why the world needs a green revolution and how we can renew our global future -- fremfører sin Titanic-lignelse med henvisning til klimaændringerne. Se nærmere omtale af bogen i lørdagsavisen.

"Tag ikke fejl: Vi fejler netop nu," skriver han, "trods al snak om grøn revolution går det ikke bedre. Det går faktisk værre." I stedet for at indstille os på det nødvendige, forbereder vi os til fest.

"Problemet er, at nogle ikke ønsker at forlade dansegulvet. Sejladsen skal fortsætte sorgløst," hedder det i referatet af bogen.

Dog, der er håb: "Jytte Hilden, Mimi Jakobsen, Holger K. Nielsen og Marianne Jelved er blandt de prominente navne, der står bag en ny tænketank, som skal udfordre højrefløjens Cepos," lød en anden af mandagens meldinger. "Centrum-Venstre Akademiet, Cevea, har været undervejs i to år og erklærer sig nu klar til at præge den politiske debat. Cevea-direktør Jens Jonatan Steen siger til Jyllands-Posten, at "vi står i en situation, hvor det borgerlige Danmark har oprustet kraftigt, og hvor centrum-venstre har tabt'."

Det skal vendes nu:

"Formand for Ceveas bestyrelse bliver fhv. kultur- og forskningsminister Jytte Hilden, og foruden de allerede nævnte omfatter bestyrelsen blandt andre den tidligere S-formand Mogens Lykketoft, HK's formand Kim Simonsen og forfatteren Hanne Vibeke Holst."

Ja, der er virkelig håb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Problemet er at verden er så fikseret i sine økonomiske problemer:

”For det kan ikke udelukkes, at de økonomiske beregninger kommer frem til, at det ikke kan betale sig at tage vare på det økonomiske systems mulighedsbetingelser, sådan som de findes i dets omverden.
På den måde afslører den økonomiske rationalitet, at den i fuld overensstemmelse med sine egne love og med åbne øjne er parat til at negere sin egen gyldighed. Den vestlige verdens herskende succeskriterier er i den forstand udtryk for, at hele samfundet i øjeblikket har underlagt sig de snævre økonomiske succeskriteriers selvnegerende rationalitet.

F.eks. er Lomborgs grundlæggende påstand, at alle spørgsmål kan underlægges en økonomisk betragtning. Det kan de også, men det er ikke alle problemstillinger, der er økonomiske. Det største problem er i første omgang, at man ikke kan se det, når man tænker økonomisk, at det blokerer for indsigten i de problemer som er endnu større, og som underminerer gyldigheden af de kun pengeøkonomiske problemstillinger.”

Den moderne form for selvbeskrivelse centrerer sig op pengeøkonomi, selv om det at trække vejret, kommunikere, bevæge sig i atmosfæren, udveksle kropsvæsker og meninger, agere i overensstemmelse med termodynamikkens første og anden lov, tyngdekraften og sine egne biologiske og fysiske forudsætninger endnu tilhører subsistensøkonomien, de sider af tilværelsen som det moderne samfund i sin perverst økonomiinficerede selvbeskrivelse opfatter som underordnede i forhold til økonomien. Et aspekt (den økonomiske autistiske forståelse af verden) ved den sociale orden trænger sig på med sine egne abstraktioner, der konkret lukker af for evnen til at se den konkrete virkning af den praksis, der følger af de økonomiske abstraktioner. Venstrefløjen såvel som højrefløjen dyrker på den form for malplaceret konkretisering, A. N. Whitehead først omtalte og som blev overtaget af Herman E. Daly.

Det moderne samfund må lære at se sig selv som forudsætningen for, hvad det kan ses i det moderne samfund. Indsigten i begrænsningerne i rækkevidden af gyldigheden af de problemstillinger, som dikterer løsningerne, er vigtigere end de problemstillinger, der optager det moderne samfunds opmærksomhed. Men hvem og hvad skal gøre det anskueligt. Forsøger man sig, bliver forsøget næsten pr. automatik en del af elendigheden.

Tænketanken Cevea skal da ønskes hjertelig velkommen på den danske scene, for den kan umuligt - med mindre jeg tager så grundlæggende fejl, at jeg med rette kunne glemme mit hoved hvor som helst uden nævneværdigt at mangle noget af betydning - blive værre end Cepos.

Men kommer det til at nytte noget? Jeg tvivler. For jeg er helt enig i udsagnet: "... stridighederne mellem højre og venstre stort set ikke omfatter andet end placeringen af dækstolene på bemeldte Titanic og valget af dansemelodier i festsalen."

Mit sind er med andre ord fyldt af følelsen af uundgåelig undergang. Måske ville det være rart at kunne glemme mit hoved et eller andet sted, for kunne jeg så ikke slippe for denne følelse af håbløshed?

Fannie Mae, Freddie Mac, Lehmann Brothers, etc. er naturligvis bare begyndelsen på det kollaps af verdensøkonomien, som, hvis det ikke kommer i denne ombæring, kommer til at ske i den aller nærmeste fremtid. Med mindre det barbarisk destruktive (neo)kapitalistiske monster bliver tæmmet. Og det kommer naturligvis ikke til at ske.

Ralph Sylvestersen

Ja, sådan må det være når midlet er blevet lig med målet.

Steen Rasmussen

Spørgsmålet om hvorvidt tilvæksten i de problemer, det moderne samfund skaber for sig selv med sin underminering af sine egne forudsætninger, er proportional med den økonomiske vækst, har været oppe at vende som tema i mange sammenhænge. Se: http://www.information.dk/159608
http://www.information.dk/158531 , http://www.information.dk/158532 og http://www.information.dk/158286 .

Men at der er en sammenhæng mellem den økonomiske afmatning og faldet i efterspørgslen på olie kan ikke betvivles efter de seneste dages udvikling i verdensøkonomien: http://borsen.dk/finans/nyhed/140430/ Man kan herefter ikke tvivle på, at afmatningen i den økonomiske vækst medfører markant nedsat forbrug af olie, hvilket altså er aldeles konstruktivt i relation til de problemer, der er endnu større end de økonomiske og som truer med at underminere enhver mening med den økonomiske vækst.

John Fredsted dit ”sind er måske fyldt af følelsen af uundgåelig undergang. Måske tror du det ville være rart at kunne glemme dit hoved et eller andet sted, for så at slippe for følelsen af håbløshed”?

Jeg har længe anset økonomiske problemer for underordnede i forhold til de problemer, det moderne samfund skaber for sig selv ved indirekte at underminere sine eksterne forudsætninger. Det moderne samfund abstraherer sig hele tiden bort fra de mere grundlæggende forudsætninger, der ligger i dets omverden med sin snævre og abstrakte fokusering på de kun økonomiske problemstillinger.

Set i det perspektiv er det vel ikke så deprimerende, at økonomien nu kører langsommere, for det sætter jo påviseligt den hastighed ned, som vi brænder olien af med. Det er godt for klimaet, det mere fundamentale i forhold til de kun økonomiske problemer. Altså er det ikke entydigt deprimerende.

Når det så er sagt, så skal det understreges med en fed streg, at selvfølgelig er det til at græde snot over at den økonomiske krise rammer de uskyldige hårdest. Men det er så bare endnu en grund til at genoverveje de økonomiske problemstillinger, som de manifesterer sig over alt i den rige verdens måde at fokusere på.

Vi har ikke råd til den form for økonomi, der styrer nu. Der er ikke plads til den. Vi kan ikke forbruge os ud af mangelsituationen, som de privilegerede røvhuller, der med sine 14 % af verdens befolkning lægger beslag på 5/6 af de absolut begrænsede ressourcer, konstant forsøger at legitimere sin fatale adfærd med. At den herskende økonomi er i krise, er derfor også godt, for det er den, der er selve problemet, og det vi skal lære at se.
Det er rigtigt at "... stridighederne mellem højre og venstre stort set ikke omfatter andet end placeringen af dækstolene på bemeldte Titanic og valget af dansemelodier i festsalen." Ja, vi skal ikke forvente noget opgør med de egentlige problemer fra den selvfede midte i dansk politik. Det radikale venstres og socialkammeraternes gamle folk er en inkarneret del af elendigheden. De slipper ikke det selvdestruktive vækstideal, før de selv ligger i graven. Det eneste de kan komme op med, er deres egen svanesang og lidt perverse ønsker til orkestret, der spiller op til dans på det øverste dæk.

@Steen Ole Rasmussen: Jeg er naturligvis enig med dig i, at økonomiske problemer er underordnede ressourcemæssige problemer, for mangler naturressourcerne først, så er alt andet naturligvis fuldstændigt ligegyldigt.

Så når jeg taler om en følelse af uundgåelig undergang i mit sind, så omfatter denne følelse så bestemt også destruktionen af selve vores biosfære. At denne så netop er drevet af den kapitalistiske infantilitet gør jo bare sagen endnu mere ufordøjelig for mig:

For ikke alene skal jeg som gammel se mine surt optjente skejser fordampe i et globalt finansielt sammenbrud. Jeg skal også sidde og sutte på lappen i en verden, der er voldtaget til ukendelighed af disse bunker af frisatte idioter, der dagligt krænker mine menneskerettigheder uden, at jeg kan stille noget som helst op imod dem.