Læserbrev

Sindslidende bliver ikke raske af at ligge i sengen

Debat
29. september 2008
Hvorfor fortæller vi stadigvæk unge mennesker, der henvender sig til psykiatrien, at de er kronisk syge, når videnskaben viser, at knap halvdelen kommer sig.

Hvorfor fortæller vi stadigvæk unge mennesker, der henvender sig til psykiatrien, at de er kronisk syge, når videnskaben viser, at knap halvdelen kommer sig.

Debatten om psykiatrien har haft en ensidig fokus på, at der er behov for flere sengepladser. Et ræsonnement der umiddelbart kan virke fornuftigt, da der er ventelister i forhold til sengepladser.

Konklusionen bygger dog på den fundamentale misforståelse, at sindslidende kan færdigbehandles på en sengeafdeling. Dansk psykiatri kan på mange områder i dag betegnes som en fiasko med for mange selvmord, stigende tvangstal, flere retpsykiatriske patienter, og en for ensidig fokusering på at medicin er løsningen på psykiske lidelser.

Erfaringer fra udlandet viser, at det er muligt at opbygge et langt mere effektivt, tilfredsstillende og helhedsorienteret psykiatrisk tilbud, hvor behovet for sengepladser er markant mindre, og hvor tvangsbehandlinger er næsten ikke-eksisterende. Dansk psykiatri har længe bygget på en antagelse om, at sindslidelser er kroniske tilstande, som rammer særlige mennesker, der ikke er ligesom os andre.

En anden indsats

Videnskaben har dog gennem undersøgelser påvist, at 46-68 pct. af de mennesker, som rammes af de alvorligste sindslidelser, kommer sig. Så hvorfor er det ikke denne viden, der danner udgangspunktet for vores tilbud? Hvorfor fortæller vi stadigvæk unge mennesker, der henvender sig til psykiatrien, at de er kronisk syge, aldrig kommer til at arbejde, aldrig får en familie, og altid skal tage medicin? Resultatet er, at vi får skabt passive patienter uden håb. Vores tilbud til mennesker, der rammes af de alvorlige sindslidelser, indebærer eksklusion og stigmatisering, som påfører uoverkommelige og store omkostninger, menneskeligt og økonomisk for individet og for samfundet. Vi bør opbygge et psykiatrisk tilbud, som bidrager til, at mennesker med svære psykiske vanskeligheder kommer sig. Et tilbud, hvor vi indser, at behandlingen ikke sker i en hospitalsseng, men før og efter en evt. indlæggelse. Et tilbud hvor man ikke ligger passiv i en seng og venter på at blive færdigbehandlet, men hvor man udskrives, så snart der er indgået en aftale med borgeren om hvordan indsatsen skal tilrettelægges.

Svaret er ikke flere sengepladser, men øget interesse for hvilke livsomstændigheder, der førte til sammenbruddet, bearbejdning af kriser, samarbejde med borgeren, inddragelse af netværk, adgang til almindelige liv, til ægte relationer, rigtige job og normaliserede roller, som er værdsat af samfundet.

Mange er optaget af evidensbaseret praksis, men der rodes i en værktøjskasse, hvor de virksomme redskaber ikke findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Jeg forstår ikke hensigten med artiklen....

Selvfølgelig skal der være flere psykiatriske sengepladser, når det ofte er sådan at alkoholikere og misbruger optager sengepladserne, så patienter med psykiske lidelser ikke kan blive indlagt til observation, eller man bliver nødtil at sende unge under 18 år. på forsorghjem, indtil sengene er tømte for alkoholikere, der kommet forbi for at få et bad og lidt mad, når kontanthjælpen er blevet lagt i pengekassen, hos det lokale værthus.

Men sengepladser alene gør det ikke.
der skal flere ting til.

1. smid alkoholikerne der kommer til afrusning, på afrusningsklininkker, og hold psykiatrisk skadestue åben for folk med psykiatriske problemstillinger. (det sindsygt ressource spild at indlægge alkoholikere ti afrusning på de psykiatriske skadestuer.

2. Ansæt endnu flere mennesker i psykiatrien, så så akut sindslidende ikke skal tilbage om til 12-20 timer i venteværelset, på psykiatrisk skadestue, imens 2-3 alkoholikere holder træf i sengene, og forhindre det psykiatriske personale i at tilse de ventende i venteværelset, pga. alkoholikeres kæmpe behov for medlidenhed og endnu større selvmedlidenhed
( de er nogle fåking skavt, der ligner at de har eksem i armhulerne og lort bukserne, når de går med armene ud til siden, og forsøger at puster sig op til udfylde læderjakken i mediumstørrelse.)

Nils Holmquist Andersen

Man kan sagtens blive rask uden at ligge i en seng. For mit vedkommende - med mere end 50 indlæggelser bag mig og en skizofreni diagnose - blev jeg rask udenfor hospitalets mure.

Men hvis en psykiater fortæller dette til en patient, bliver hun fyret eller forflyttet.

Vi ser en eksplosiv stigning af kriminelle sindssyge. Almindelige sengepladser bliver nedlagt, mens retspsykiatriske pladser manifesteres.
Psykiateren er afmægtig, fordi folk skrives for tidligt ud, men kan lægen "hjælpe" patienten med at få en dom til behandling, kan patienten få et længerevarende stabiliserende forløb i retspsykiatrien. Man skal blot modsætte sig tvang, eller skubbe til en overlæge for, at få en 5 årig behandlingsdom.

I psykiatrien er det almindelig tænkning, at hvis en skizofren bliver rask, har han ikke været syg. Men er blevet fejldiagnosticeret. Så skal man til at undersøge og screene patienten på alle tænkelige områder. Det er ganske bekosteligt og omfattende. Vi ser heller ikke nogen forskning indenfor dette felt. Det er i sagens natur også svært at gå, for mit vedkommende 14 år tilbage i tiden, i en efterforskningsmæssig sammenhæng.

Der er også et stort pres på psykiatrien da mange nye euforiserende stoffer har set dagens lys. Reelt er man sindssyg under et LSD-trip, og kan således blive indlagt og pådrage sig en diagnose under sit syretrip. Modtager man medicin herfor, svarer det nærmest til at trykket i en flykabine falder - og man kollapser - hvilket kan pådrage en varige mén.
Psykiatrien er ikke godt gearet til at tage sig af misbrugere. Dog ses der tiltag, der yder misbrugere længerevarende ambulant, kognitiv behandling. Men det er ikke det mest prioriterede område. Og som Michael Skaarup skriver, så hører alkoholikerne ikke hjemme på en psykiatrisk skadestue. De bliver afruset og ladt i stikken efter et par dage, for så at komme igen og igen.

50% af de ca. 30.000 skizofrene har en dobbeltdiagnose. Altså et misbrug parralelt med deres psykiske lidelse. Nogen kalder det selvmedicinering.

Vi mener at psykiatrien skal omprioriteres, og det kan gøres for færre midler end man bruger i dag.
1. Blandt andet med flere psykoterapeutiske afsnit.
2. Rehabiliteringscentre, hvor man kan overnatte uden lægelig ekspertise. (Døgnhuse).
3. Refugium for dem der trænger til et roligt ophold, i stedet for en lukket afdeling.
4. Gratis psykologbehandling.
5. Afvikling af tabu.
6. Hurtigere sagsbehandling og jobsøgning for folk i kontanthjælpssystemet.
7. En kontaktperson med mulighed for at følge mennesket gennem hele kriseperioden.
8. Anerkendelse af det psykosociale handicap (psykisk syge er ikke kun deres diagnose, men har forskellige sociale forudsætninger for at tilpasse sig i rimeligt omfang).
9. Helhedsorienteret behandling.

Meget af det som debattørerne allerede er inde på.

Mange patienter der er angste, har brugt deres penge sidst på måneden, eller er hjemløse, (svingdørspatienter)ønsker at få en behandlingsdom, for så kan de blive indlagt når de begærer dette.

LAP's erfaring er, at desto længere tid man er indlagt, desto flere diagnoser får man samlet sammen. Efter endt behandling kan man risikere at leve resten af sit liv med en såkaldt "uformel straf," hvor det omgivende samfund kigger ned på en, der tidligere har været psykiatrisk patient. Det er skruen uden ende.

Med venlig hilsen
Nils Holmquist Andersen
LAP (Landsforeningen Af tidligere og nuværende Psykiatribrugere)
www.lap.dk
tlf. 6060 7990

Marian B. Goldstein

"...der rodes i en værktøjskasse, hvor de virksomme redskaber ikke findes."

Der er blevet rodet i selvsamme, ikke videre velsorterede, værktøjskasse lige siden psykiatriens spæde begyndelser tilbage i det 18. århundrede. Med en kort afbrydelse i form af Quakernes "moral treatment" i begyndelsen af det 19. århundrede, og med få, marginale og marginaliserede undtagelser som Loren Mosher's Soteria og Vestlaplandsmodellen f.eks.

Da jeg tilbage i 2004 havde mit sidste af flere sammenbrud, og for første gang stod uden et fungerende socialt netværk, der kunne "fange mig op", så jeg to muligheder: at følge stemmens opfordring og begå selvmord, eller at søge professionel hjælp. Jeg ville ikke dø, men min, hvad der sikkert ville være blevet kaldt "behandlerparanoia" gjorde det imidlertid umuligt for mig, at henvende mig til det offentlige, min læge eller psykiatrien. Jeg så således min eneste mulighed i at henvende mig på 100% privat basis til en psykolog, og var umådeligt heldig, som jeg i dag, efter at have set systemet efter i sømmene i nogle år, må erkende: mit ønske om "medicin"frihed og om ikke at blive udsat for hvad der i givet fald havde været nødt til at blive en tvangsindlæggelse, blev begge tænderskærende men dog respekteret. I dag ved jeg, at de færreste behandlere desværre har den fornødne courage til at handle så meget imod establishmentets doktrin, og give deres klientel den chance, jeg fik. Jeg var ikke mindre heldig i det, at jeg havde økonomisk råd til at betale for virkelig hjælp af egen lomme.

Sammenbruddet blev for mig til et stort gennembrud. Tror man, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, lyder det nok ret så hæretisk, men jeg er i dag glad for, at jeg fik chancen, i form af krisen, til dette gennembrud.

Mens de fleste af mine kriseramte venner tilbringer deres dage på væresteder, og er på førtidspension, takket være deres afhængighed af "medicin", der, bortset fra at have en hulens masse andre invalidisernde bivirkninger, også vil sørge for, at de dør ca. 25 år før tid, arbejder jeg på fuld tid, har et normalt socialt liv, og overskud til at være aktivist.

Svaret er ikke flere sengepladser, nej. Svaret er menneskelige, det kriseramte menneske fuldt ud respekterende, alternativer til psykiatrien.

Tak for en god, indsigtsfuld artikel om emnet!

Marian B. Goldstein
Medlem af MindFreedom International
http://silentspheres.blogspot.com