Der er vel næppe folk, der den dag i dag forestiller sig udnyttelse, tvangsforflyttelse og transport af mennesker under kummerlige forhold, som noget idyllisk. Alligevel får man denne opfattelse, når man bevæger sig ind i rummet med overskriften "Verdenshandel og kolonier" på Nationalmuseet på udstillingen Danmarkshistorier 1660-2000.
Favorabel handel
De få historikere og andet godtfolk, som har beskæftiget sig med denne del af Danmarkshistorien de senere år, er alle enige om, at det er et af de mørkeste kapitler i Danmarks historie. På trods af dette søges der ikke et opgør med denne fejlagtige opfattelse af historien i Nationalmuseets udstilling. Det er til stadighed danskernes gode gerninger, der fremhæves. Vi kender vel alle historien om Peter von Scholten, som af sin egen gode vilje frigav slaverne. Og hvis ikke denne fortælling er os bekendt, bliver den det med sikkerhed efter et besøg på udstillingen. Her får vi en beskrivelse af denne mands gerninger, vi får lov at se hans stok, en platte, hvor hans ansigt er afbilledet osv. Ud over denne historie vægter Nationalmuseet historien om den favorable handel, der blev mulig pga. trekantshandlen. Her hentede danske skibe afrikanere på Afrikas vestkyst, sejlede dem over Atlanten til de Vestindiske øer, hvor de overlevende blev gjort til slaver.
Historieopfattelse
Disse mennesker er dog en så lille del af udstillingen, at de nærmest er usynlige. Og det til trods for, at det var dem, der gennem arbejde i sukkerplantagerne skabte velstand i Danmark. Et eksempel er statsministerens bolig Marienborg, som er én af de mange bygninger, der har været muligt at bygge på baggrund af den profit, de slavegjorte skabte i Dansk Vestindien. Ligeledes er området omkring Amalienborg og Bredgade i København også bygget af 'sukkerpenge'.
Udstillingens fokus er altså centreret omkring danskernes forhold i Dansk Vestindien. Denne fremstilling af historien er dog ikke ukendt. Det er historier om store danskere og handel, der har været en del af den traditionelle historieskrivning. Og et nationalmuseum, kan vel ikke bryde med den nationale historieopfattelse. Men kan et nationalmuseum heller ikke tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved oldgamle forestillinger om, hvad der egentlig foregik under slaveriet?
Langt fra lutter lagkage
De mange skyggesider ved slaveriet bliver i hvert fald på ingen måde problematiseret på Danmarks nationale museum. Den historie, som museet fremviser, er i dette tilfælde ensidig og ikke nødvendigvis lig virkeligheden. Den må ikke tages for givet, da en formidling af historien aldrig kan anses for værende historiske fakta. Historiens formål vil altid være et forsøg på at skabe nogle nationale forestillinger, som vi i nationen kan bakke op om. Og det er netop det, der er sket på Nationalmuseet, som reproducerer en positiv forestilling om Danmarks engagement i Dansk Vestindien, selv om det er os bekendt, at denne periode langt fra var lutter lagkage. Denne viden er måske værd at have med i baghovedet, næste gang du går en tur på museum.
Louise Benfeldt Nielsen er journaliststuderende på RUC
