Kronik

Social blæksprutte i et vadested

Strejkende pædagoger. Demonstrationsskilte, som signalerer behov for flere hænder. Lukkede daginstitutioner. Sådan huskes denne faggruppe fra mediernes dækning, men pædagogerne dækker mange områder i samfundets sociale sektor
Pædagogfaget må siges at være alsidigt, varierende og givende. Men hvorfor vender de unge det så ryggen?

Pædagogfaget må siges at være alsidigt, varierende og givende. Men hvorfor vender de unge det så ryggen?

Ditte Bjerregaard

Debat
17. september 2008

Pædagogerne er nok de socialarbejdere, der breder sig mest inden for det sociale område. Hvis man ser på det såkaldte kompetencekatalog, udarbejdet af en arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet i 2003, henvises til, hvad man forventer en uddannet pædagog skal kunne. Pædagogerne arbejder inden for det såkaldte normalområde: Daginstitutioner, fritidshjem, SFO'er, klubber, børnehaver, børnehaveklasser og dag-pleje. Desuden er der spe-cialområdet: Børne og unge-institutioner (borgere anbragt uden for hjemmet) børne- og voksne handicappede, mennesker inden for socialpsykiatrien, familie-pleje, misbrugere, hjemløse, borgere, der kræver hjemmevejledning. Desuden er der ansat pædagoger i administrative funktioner: Pædagogiske konsulenter, ssp-konsulenter, ledere. Her er ikke engang alle nævnt.

Ledigheden inden for pædagogernes arbejdsområde er lav. Samtidig er faget plaget af en række ulemper: Der er mange deltidsstillinger (hvem kan leve af det?), et stærkt faldende antal unge søger ind på pædagogseminarierne. LO's ugebrev A4 har lavet en meningsundersøgelse (i 2006), en top 15-liste over de forskellige fags status i dagens Danmark. Ifølge denne undersøgelse er pædagogerne helt nede på en 14. plads. Pædagogfaget er et udpræget kvindefag. Der er en høj nedslidningsgrad. Sygeprocenten er høj. Arbejdstiderne er ofte skiftende. Lønnen er lav. Lønstigningen over år (efter anciennitet) er blandt pædagoger lavere end blandt sammenlignelige mellemuddannelser: Socialrådgivere, skolelærere og sygeplejersker.

Samfundsmæssigt er rekrutteringsproblemet til pædagogfaget nok det mest påtrængende. Hermed også generationsproblemet.

Om få år går mange pædagoger på pension. Der er alt for få unge, varme hænder til at overtage. Allerede nu bejler politikerne til 'det grå guld'. Med en forventning om, at de bliver lidt længere i et fag, hvor nedslidningsprocenten er meget høj.

Hverdagshelte

Pædagogfaget må siges at være alsidigt, varierende og givende. Hvorfor er det så lige, at de unge vender det ryggen? Det kan have mange årsager. Hvorvidt et fag har status blandt unge i et givent samfund, udspringer altid af samfundets herskende ideologi og værdigrundlag. Modefag opstår. Andre fag får fingeren. Årtiers borgerlig dominans i massemedierne, som de unge orienterer sig stærkt mod, har sat de kommercielle fag i højsædet. Det er ikke 'smart' at udøve omsorg. I amerikanske serier ses 'hverdagens helte' sjældent i hovedrollerne. Hvis de overhovedet er synlige. Tv viser ejendomsmæglerudsendelser, hvor mænd og kvinder i jakkesæt og spadseredragter smider om sig med millionbeløb. Det signalerer over for unge, at køb og salg er basisværdier for et job med fremtid i på arbejdsmarkedet.

I dag, hvor ordet karriere nærmest har fået gudestatus, kan det ikke forventes, at lavtlønnede omsorgsfag står særlig højt på de unge uddannelsessøgendes ønske-liste. De i medierne verserende skandalesager fra bosteder, hvor pædagoger er involveret, tæller heller ikke på plussiden. Endelig har mange unge også noteret sig, at de stadige nedskæringer inden for den offentlige sektor, ikke just gør pædagog-faget til et attraktivt sted at være. De nye generationer behøver heller ikke at have læst statsministerens minimalstatsbog for at gennemskue, at hans privatiseringstogt på sigt er i færd med at udhule den offentlige sektors eksistensgrundlag. Man vælger ikke først et job, hvis fremtid synes truet.

Skjult dagsorden

Trods disse dystre fremtidsperspektiver er der ingen tvivl om, at pædagogikken er kommet for at blive. For at bruge et fortærsket mode-udtryk kan vores samfunds sammenhængskraft kun sikres, hvis der er socialarbejdere, heriblandt pædagoger, der tager sig af det nyliberalistiske samfunds tab af menneskelige ressourcer. Var der ikke disse socialarbejdere, ville der ganske givet opstå social uro og armod i et hidtil uoverskueligt omfang. Det kan selv et strømlinet kapitalistisk samfund ikke bære. De borgerlige politikere har da endnu heller ikke meldt ud, at velfærdssamfundet skal fjernes fra den politiske dagsorden.

En af kommunesammenlægningernes skjulte dagsordener har været at markedsgøre den offentlige sektor: Store enheder er nemmere at udlicitere til private. Der er flere penge i det.

Skal socialt arbejde gå hen og blive en forretning, kræver det en holdnings-ændring. Ord og begreber er et våben i denne 'krig om værdier'. Det handler blandt andet om at få pædagoger til at tænke nyliberalistisk i stedet for socialt. Der indføres nye værdier. Gamle værdier ryger i glemmebogen. Det er, hvad der sker i disse år. En socialpædagogisk institution hedder pludselig 'et servicecenter'. Man taler ikke mere om en arbejdsplads. Nu bliver børnehaven til 'en virksomhed'. Den sociale sektors selvbevidsthed bliver gradvist undermineret af begreber fra det private erhvervsliv. Socialpædagogiske eksperimenter bliver til 'innovation'. Man er ikke længere en gruppe, der arbejder sammen. I dag er vi 'et team'. Der tales i disse nedskæringstider på livet løs om 'kompetenceudvikling'. Der produceres tonsvis af rapporter og kontrolskemaer om borgerne. Det pålægges i stadig stigende omfang pædagogerne at lave administrative redegørelser for deres gøren og laden. Tid til dette tages fra det praktisk udøvende pædagogiske arbejde. Der hersker smukke visioner om 'vidensdeling' inden for pædagogikken. Der er dog stadig mindre tid til udveksling af viden. Desuden er den pædagogiske ledelse rundt omkring i de sammenlagte kommuner ved at drukne i administrative opgaver. Her går tiden altså fra at lede, koordinere og udvikle pædagogikken.

Midt i denne omstruktureringsproces er problemer og kritik blevet fyord. Ligegyldigt hvor svær en opgave kan være at løse, skal man kalde det for 'en ny udfordring'.

Vi ved alle, at nye sprogkataloger alene ikke forbedrer tingenes tilstand inden for et fag. Pædagogfaget er som sagt kommet for at blive. Fremtiden vil vise, i hvilken form. I sidste ende handler det væsentligst om politiske beslutninger og samfundsudvikling.

Man må håbe, at de sociale blæksprutter kan komme ud af deres vadested!

Klaus Haase er socialpædagog, kulturanmelder på dagbladet Arbejderen og skribent på månedsbladet Skub

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her