Læserbrev

Stadig ulækre

På Christinelystskolen i Lemvig blev ét toilet delt af 200 elever.

På Christinelystskolen i Lemvig blev ét toilet delt af 200 elever.

19. september 2008

Under valgkampen i efteråret 2007 stod politikerne nærmest i kø for at love den bedst mulige folkeskole. Løfterne gav et håb for, at den danske folkeskole vender de seneste års negative udvikling og igen arbejder sig op i verdenseliten. I dag - et lille år senere - er virkeligheden dog anderledes.

Skolerne kommer meget ofte bagerst i køen, når der skal fordeles penge på de kommunale budgetter til investeringer i kommunale bygninger. Dette skyldes, at skolerne er underlagt en undervisningsmiljølov, der ikke stiller konkrete krav til de fysiske rammer. Som konsekvens heraf er kommunerne ofte nødsaget til at nedprioritere skoleinvesteringer og i stedet bruge pengene på andre kommunale anlægsopgaver, hvor lovene stiller ufravigelige krav. Årsagen til at kommunerne er nødsaget til at prioritere anlægsudgifterne, finder vi i det af regeringen fastsatte anlægsloft. Loftet betyder, at kommunerne kun har en begrænset pulje penge at fordele på de forskellige anlægsopgaver.

Konsekvensen af de manglende renoveringer på folkeskoleområdet er, at eleverne har svært ved at koncentrere sig og risikerer at blive syge af blandt andet dårlig udluftning, nedslidte lokaler, dårligt undervisningsmateriale og ulækre toiletter.

Renovering påkrævet!

Næsten dagligt er der historier om skoler, hvor faciliteterne er så dårlige, at det næppe stemmer overens med statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelse kort før valget i 2007: "Vi kan ikke byde vore børn, at de skal gå i nedslidte skoler med utidssvarende klasselokaler, dårligt indeklima og uhumske toiletter".

Et eksempel er Christinelystskolen i Lemvig, hvor nogle af eleverne i en årrække havde undervisning i barakker, mens de ventede på, at skolen kunne renoveres. Andre steder på skolen delte op mod 200 elever ét toilet. Lemvig Kommune ville gerne gøre noget ved problemerne, men grundet anlægsloftet risikerede de en strafafgift fra staten, hvis de brugte penge på renoveringen.

Kommunen fik over sommeren en dispensation til at bryde loftet og renoveringen er nu endelig i gang. Det er dog ikke alle kommuner, der har været så heldige. Siden juni har velfærdsminister Karen Jespersen således nægtet at lade en række kommuner bruge mere end en halv milliard kroner til anlægsrenovering af blandt andet klasselokaler og uhumske toiletter, viser en opgørelse, som Velfærdsministeriet har udarbejdet. Dette finder Danske Skoleelever uacceptabelt.

Vi mener, at løsningen på disse problemer skal findes igennem en ny undervisningsmiljølov. Den nuværende har ingen konkrete krav og fungerer nærmere som en hensigtserklæring end en regulativ lov. Danske Skoleelever arbejder hårdt på at overbevise politikerne på Christiansborg om, at der er brug for en revidering af loven, så der bliver indført minimumkrav, klageinstans og sanktioner ved brud på kravene. Hvis dette ikke bliver indskrevet i loven, risikerer vi et fortsat forfald af Folkeskolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jespersen

Ja sådan er det - det eneste valgløfte VK sådan set har holdt er deres skatteomlægning, som det har vist sig at de rent faktisk ikke helt vil være istand til at financiere.

Men i privatiseringens navn er skolernes og uddannelsessektorens tilstand horribel. For bare ti år siden var det offentlige uddannelsessystem noget vi var stolte af .... ikke mere .... det er der ikke råd til, der er vigtigere ting at bruge penge på end vores fremtid.

Iblandt deres andre løfter er for eksempel løftet til uddannelserne, der endte i beskæringer og skrappere regler der resulterede i et tilgangsfald på 15% og som nu truer alle der ikke har råd til at gå nogenlunde på nomineret tid og selvfølgelig de beskæringer på sygehusvæsnet der er ved at blive udført - der tvinger sygehusene ud i at leje udstyr fordi de har brug for udstyret her og nu men håber på bedre tider i fremtiden, således at de kan betale regningen der.