Michael Jeppesen anmeldte min udstilling Supersize My Universe, Galleri Veggerby, i Inf. 12. september efter tilfældigt at have stødt ind i mig i galleriet, hvor jeg talte med en anden. Dette korte besøg - samt overhøringen af denne samtale - uden nedfældning på papir, danner grundlag for anmeldelsen, som jeg her kommenterer. Jeppesen skriver: "... her er ikke taget nogen chancer, det skal ligne stor kunst."
Menes der her i forhold til den kontemporære kunstscene eller min egen kunstproduktion? Jeg tager konstant chancer med fornyelse af formelle fremgangsmåder, der sprænger maleriets ramme.
Det skal ikke ligne stor kunst, hvordan den end ser ud?
Hvis jeg selv skulle foreslå en kasse, må det være Lowbrow, der netop via referencer til populærkulturen distancerer sig fra finkulturen og den 'store kunst'. Og her fejlciterer Michael Jeppesen mig ud fra hukommelsen: "Jeg ved ikke, hvad jeg laver, men det er fedt, og da jeg ikke ved, hvad jeg laver, må det være ren intuition."
Noget at byde på
Snakken om intuition handlede om dennes kombination med intellektet, og jeg ved i høj grad, hvad jeg laver ud fra dette grundlag. Jeg tager netop afstand fra en selvterapeutisk 'miste-kontrollen'-kunstproduktion. Og Jeppesen skriver: "Men da billederne ikke handler om noget, og det kun er intuitionen der taler, har han ergo ikke noget at byde på." Formuleringen "at handle om noget" er for mig uinteressant, når det gælder kunst, der er et sprog i sig selv, hvilket dermed kræver, at man åbner for mindre pointesøgende forståelseskanaler. Jeg arbejder selv med mange subtile betydningslag, jeg gerne videregiver til en velvillig journalist. Og Jeppesen skriver videre: "... den eklatante mangel på kant, modhage eller konflikt".
Kunst skal indeholde kant, for at være god? Spørgsmålet er bare, hvor direkte den skal give sig til udtryk? Noget kunst manifesterer sig som provokative slag i ansigtet på beskueren, og menigmand opsøger denne frapperende kunst, for at føle sig fremme ved fortroppen. Er man ligefrem blevet afhængig af dette, for at kunne føle at kunsten rykker ved én? Er man blevet immun overfor kant?
I mit kunstprojekt handler det om, at gå den modsatte vej og spørge: Hvor meget lækkerhed og flødeskum skal der til, for at skabe kant af omvendt vej? Endvidere skriver Jeppesen (citat): "... hans oevre passer langt bedre til reklamebranchen".
Dybt og med kant
På hvilke kriterier er dette begrundet? Er det stilen og præcisionen? Mine billeder berører konsumkulturen ved selv at være den, være reklamebranchen, være det tilsyneladende overfladiske. Deraf titlen Supersize My Universe. Den trashy tilgang til kunsten er allerede blevet optaget i reklamebranchen, så denne æstetik som selve kriteriet for, hvornår noget er 'dyb' kunst med 'kant' er efter min mening uproduktiv. Og idet mange kunstnere med dyb tilgang bruger den glatte æstetik må man kigge nærmere på indholdet i stedet.
Michael Jeppesen skriver, at hurtige besøg i galleriet anbefales, hvilket ikke har vist sig givtigt i forbindelse med denne anmeldelse.
Min oplevelse er, at subtiliteten i kunstværker ofte er proportional med den tid, man skal bruge til at sætte sig ind i dem. Til sidst vil jeg gerne spørge: Fotoet af mit værk er placeret i anmeldelsen, så det vender på siden. Er det en fejl, eller er det kant? Højkant?
Jonas Pihl er kunstner
Jeg vil sige at jeg er blevet en meget ivrig og begejstret læser af Jeppesens kunstanmeldelser. Det er en stor befrielse ikke at skulle høre en kulturanmelder udfolde sine uforløste digterdrømme eller som har siddet for længe på KUA og føler det nødvendigt at demonstrere sit kendskab til diverse ismer og filosofiske floskler om 'rumlighed' og tid og 'væren' o.s.v.
Jeppesen giver derimod et meget fascinerende indblik i de kræfter der reelt synes at drive kunstverdenen. Jeg læser Jeppesens anmeldelser med samme teenage-angste fryd som en udgave af hipster-magasinet Schäfer, det handler grundlæggende om hvad der er 'hot' og hvad der er 'not'. Her ser vi kunsten og kunstneren som et redskab for den 'kunstinteresseredes' poseren omkring sine egne sociale tilhørsforhold og egen 'kulturelle kapital'. Og som objekt for den mest dekadente og samfundsunyttige form for spekulationshysteri. Selvom jeg tit ikke forstår et ord af hvad Jeppesen skriver er det derfor altid spændende læsning.
Set i det lys er det også interessant hvordan Jeppesen synes at afskrive Jonas Pihl's udstilling alene ud fra at han ikke kan identificere sig med galleriets målgruppe (jvf. Jeppesens kommentarer til galleriets indretning og værkernes priser). Det er ret åbenbart at Jeppesen ikke har værdiget værkerne de ekstra par minutter det ville tage at forsøge at forstå idéerne bag lidt bedre. Men det ville formentligt også være overflødigt når Jeppesens forudindtagethed leder ham til at udlægge selv brug af intuition som noget negativt.
Jonas Pihl's forsøg på at forklare sine værkers værdi er derfor også helt ørkesløst, hvilket sættes godt i relief af Jeppesens herligt arrogante svar. Det er god underholdning, og jeg kan med gysen glædes over at min personlige metier ikke er underlagt så lunefulde kvalitetskriterier.
hvorfor hedder dette "debat" ? hvor ligger debatten i at en fornaermede kunstner lukker alle mulige keeedelig begrundelser ud ? kunstneren's forsvar er ren forurening.