Læsetid: 5 min.

Systemet 'mishandler' ledige medborgere

Vor tids syndebykke: Centraladministrationen forvalter, under pres fra regering og virksomheder, sit mandat som en politimester, der mistænkeliggør sine borgere fordi de ikke er i arbejde.

Vor tids syndebykke: Centraladministrationen forvalter, under pres fra regering og virksomheder, sit mandat som en politimester, der mistænkeliggør sine borgere fordi de ikke er i arbejde.

1. oktober 2008

Beskæftigelsesindustrien starter i dag slaget om arbejdsfordelingen af ledige, og trepartsforhandlingerne skal lede til en arbejdskraftreform for kontanthjælpsmodtagere og de forsikrede. I den forbindelse er fokus rettet mod de lokale forvaltninger, A-kasserne, private aktører mv. - og medierne følger argumenterne med omhu. Men perspektivering af selve behandlingen af dem, det drejer sig om - de ledige - får ikke megen spalteplads.

Den 19. september bragte Weekendavisen en artikel af Henrik Dørge "Kampen om de jobløse", som på udmærket vis opridsede arenaen for slagets gang. Men typisk drejer det sig om golde formalia, regler og procenter. Historikken for udviklingen af den politiserede baggrund og tilgang til ledighedsproblematikkerne mangler som sædvanlig. Medierne syntes nærmere at fremme en holdning til ledige, som er med til at stigmatisere og mistænkeliggøre dem, og de gøres uimodsagt til syndebukke for alskens ulykker: Den manglende arbejdskraft betyder faldende vækst, import af arbejdskraft, flaskehalse, overbebyrdelse af jobcentrenes arbejde, osv. Ikke et ord om virksomhedernes ansvar, internationale tendenser eller de lediges eget udsagn om behov for uddannelse og opkvalificering.

Skyldfølelse

Trods den kraftigt faldende ledighed og udsigter til recession, så fortsætter angrebene. Sidst hørte vi fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at manglen på hænder koster velfærd: "Den rekordlave ledighed gør nemlig, at arbejdsmarkedet mangler hænder. Det koster velfærd," lød det i Politiken 28. august.

Jamen, var det ikke problemet, da ledigheden var stor? Stor eller lille, så skal nu også skyldfølelsen hjælpe på motivationen.

Resultatet af samlebåndshåndteringen af de ledige er mere stress, yderligere fattigdom og uværdig mishandling, som vi så det for nogle år siden, da Kolding Kommune i Vestre Landsret blev anklaget for at have overtrådt næsten alle sociale love, inkl. Grundloven. Kommunen havde tvangsaktiveret en 40-årig autistisk og handikappet mand, og de trak i hans kontanthjælp, fordi han ikke magtede aktiveringsprojekter.

En anden følge af denne politik ser vi i det store antal af hjemløse, som stiger hvert år. Der er blevet sat 2.500 nye på gaden hvert år de sidste fire år.

Tvang og frihjul

Sidste skud på stammen af værktøjer er truslen om træk i dagpenge (ligesom kontanthjælpen), hvis den ledige ikke mener, en aktivering vil føre til et arbejde. Det fik i juni DM's sektor for arbejdssøgende (HTDA) til at udskrive en konkurrence med følgende titel: "Er truslen om økonomiske transaktioner en velegnet pædagogisk metode at bruge for at tvinge ledige til aktiveringstilbud, som de ikke selv mener bringer dem nærmere varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse?"

Opgavens problemformulering indikerer, at aktiveringsindgrebet forudsætter et menneskesyn, som her skal sættes lidt på spidsen. For hvilket menneskesyn ligger der bag den forestilling, at de ledige er et dovent folkefærd, som kun kan tvinges til et arbejde, hvis de trues med tvangsaktivering?

Der er principielle grunde til at opholde sig ved diktater på aktiveringsområdet, fordi denne myndighedsudøvelse griber ind i nogle fundamentale rettigheder.

Centraladministrationen forvalter, under pres fra regering og virksomheder, sit mandat som en politimester, der mistænkeliggør sine borgere, fordi de ikke er i arbejde. Men det er ikke befordrende for motivationen at opfatte de ledige som en homogen masse af ikkemotiverede, der kører på frihjul.

Et tovtrækkeri

De sidste 35 år har vi oplevet en politik, der først var domineret af velfærdsorienterede strategier til frembringelse af et sikret og ligeværdigt arbejdsmarked (understøtter den ledige), dernæst en periode domineret af en investeringsorienteret strategi til frembringelse af et voksende og produktivt arbejdsmarked (udvikling af den ledige), og i dag findes en politik, der er domineret af en serviceorienteret strategi (virksomhedsbehov prioriteres) til frembringelse af et effektivt og egenoptaget arbejdsmarked (servicering af virksomheder og de stærke arbejdstagere).

Disse skift er kommet i stand gennem et samarbejde mellem den borgerlige regering, arbejdsgivere og centraladministrationens bureaukrater. Alliancen har svækket den traditionelle opposition på arbejdsmarkedet: Arbejdstagerne og deres organisationer. Derfor fremkommer der visioner på arbejderens og de lediges vegne, som ikke er et resultat af arbejdsmarkedets normale forhandling.

Ligesom de langsigtede strategier ændres og styres politisk i samarbejde med virksomheder og bureaukrater, således har også vurderingskriterierne ændret sig. Det er ikke længere produktiviteten i institutionernes arbejde, der er succeskriteriet, men effekten af aktiviteterne. Uanset hvorledes effekten er kommet i hus. Der foregår altså "et tovtrækkeri mellem forvaltningsrationalets effektiviseringsbestræbelser, investeringsrationalets kvalificeringsbestræbelser og virksomhedernes serviceringsrationale" (arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholz Hansen). Den ledige er et problem, der flyttes rundt som rationaler og tal i effektmålinger.

Ukontrollabelt dyr

Og lad os lige perspektivere historikken, for det er yderst relevant al den stund, at arbejdsmarkedet reguleres udenom arbejdsmarkedets aktører; arbejderen og den ledige. For det har vi ikke oplevet siden 1800-tallet. Og det skyldes, at regeringen blot virkeliggør i praksis, hvad liberal teori har ment de sidste 150 år.

En gammel liberal menneskeopfattelse siger, at mennesket under den civiliserede overflade er et ukontrollabelt dyr, som bare er interesseret i at tilfredsstille sine egne behov.

Med den nyrige og dominerende handelsklasse opstod i 17-1800-tallet en ny form for magtlegitimitet baseret på videnskab og observation fra zoologien. Konklusion: Mennesket er grådigt og lever for at akkumulere rigdom, status og prestige. Derfor henviser kapitalismen, godt støttet af den engelske nyttefilosofi, til denne 'naturlige' trang, og i dag høres det ligefremme og ubehagelige gammelliberale synspunkt, at vor civilisation bygger sin positive fremdrift på grådighed og akkumuleringslyst.

Derfor er rationalet, at statens opgave skulle være ikke at hæmme den frie kapital med snærende bånd, men i stedet skulle koncentrere sig om at holde folket i ave og sikre virksomheders adgang til en medgørlig arbejdskraft. Fagforeninger havde det ikke let i 1800-tallet. En sådan stat kaldes en 'nattevægterstat' (i nyere tid: minimalstaten), og dens væsentligste indenrigspolitiske opgaver er at sikre den private ejendomsret, den fri bevægelighed af arbejdskraft og kapital og ikke meget andet. Dvs. at straf, politi, kontrol, overvågning, opbevaring (fængsler) er de værktøjer staten bedst kan udføre sine opgaver med, når det drejer sig om sine egne borgere. Arbejdernes natur skal beherskes ellers ville de sikkert kaste sig ud i uvederhæftigheder som tyveri, fagforeningsdannelser, fællesskaber, hor og mord.

Kvantitet tæller

Den ledige behandles altså som et individ, der under overfladen er asocial og kun tænker på at mele sin egen kage, og derfor skal den individuelle kontakt/kontrakt være et værktøj, der kan kontrollere den enkelte ledige i stedet for, at det er en ligeværdig kontakt, hvor bureaukraten er et servicerende instrument for den, der har behov:

Opsummerende kan det siges, at vi lever under et nyt borgerligt rationale, der hedder effektivisering og servicering på virksomhedernes betingelser. De forvaltningsmæssige succeskriterier er ikke længere kvalitet, dvs. opkvalificering, men effekt: Hvor mange ledige er kommet i arbejde uagtet om lønnen virksomhederne er villig til at betale, er rimelig, arbejdsindhold meningsfyldt, osv.

Instrumentet til sikring af effekten er aktiveringsordninger, hvor tvang benyttes som juridisk gyldig sanktion. Den arrogante blottelse af magtforholdet kamufleres ikke længere. Pillen behøver ikke glide lindrende ned, for der er ingen, der gider formidle protesterne. Velbekommen.

Anders Holm er antropolog og arbejder som chefkonsulent hos GefionCenter, Center for projektudvikling og iværksætteri

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for kronikken. Håber at den kan sætte en debat i gang samt håb om arbejdstagerne igen får øje på fordelene ved en fagforening til at varetage de ansattes interesser i stedet for den mere og mere individualisering, hvor det mere og mere bliver den enkeltes ansvar mht. løn og arbejdsforhold.
Lad os få det gamle slogan på banen igen – gennem sammenhold bliver du stærk. – og ikke fortsætte som i dag – du er din egen lykkes smed.
Udover mere tvang over for dagpengemodtagere, der i modsætning til kontanthjælpsmodtagerne har forsikrede sig for at opnå bedre og sikker forhold i tilfælde af en arbejdsløsheds periode, kan nævnes kravet om nedsættelsen i dagpengeperioden og så endda fremsat på et tidspunkt hvor der er udsigt til stigende ledighed.

"Min samlede oplevelse er, at ledighedssystemet er bureaukratisk og man bliver syg af at være i det. Der sidder en række kompetente mennesker i systemet, som gerne vil hjælpe men lovgivningen og arbejdspresset, hæmmer deres muligheder for at yde en hurtig og individuel betjening af den enkelte ledige. Endvidere er der en række overlapninger i de funktioner a-kassen og jobcenteret udfører ift. den ledige. Dette medfører at den ledige sendes land og rige rundt til møder, der på ingen møder fremmer den lediges muligheder for hurtigt at komme i arbejde. Til gengæld medfører det et tidspres for alle implicerede, der i sidste ende foringer alles indsats. Har man en uges arbejde bliver det straffet med, at man efterfølgende skal udfylde bunker af papirer. Endnu værre er det, hvis man finder et vikarjob eller 30 timers job og skal have supplerende dagpenge, her skal man udover papirarbejdet også bruge tid (overtid) på at søge 4 jobs om ugen.

De gode initiativer, motivationen og arbejdsevnen forsvinder i det her system. Der levnes ikke plads til det enkelte individ og summa summarum er, at man fuld af afmagt læner sig tilbage og lader systemet overtage helt. Dermed hænger man fast i systemet i længere tid end nødvendigt." uddrag af brev til CHF d.d.

I Morten Korch-filmen Det Gamle Guld (1953) får Poul Reichhardt lynhurtigt såkaldt ordinært (dvs. ustøttet) heltidsarbejde helt uden om Systemet; der har ikke været én eneste sagsbehandler indover i hele forløbet! Dette fascinerer mig i den grad; endnu op i 1970'erne kunne man møde op i Frihavnen eller på AF i Tøndergade (København), og fem minutter efter var man i arbejde - som regel kortvarigt, og det efter eget ønske, men det kunne også vare stort set ad libitum).
Så kom Oliekrisen og Bistandsloven, og Systemet Danmark begyndte at tage form I dag er alle arbejdsledige socialt udstødte og traumatiserede.

Thomas Bolding Hansen

Den heksejagt der foregår, har altid været skammelig.

I virkeligheden mangler vi ikke arbejdskraft, men vi har et kræsent arbejdsmarked, hvor omkring 20 procent af den den arbejdsdygtige befolkning bliver siet fra, eller er blevet det.

Oven i skal vedkommende føle individuel skyld for forhold som vedkommende ikke er det mindste herre over.

Det er et sygt samfund.

Det syge er jo, at arbejde ikke længere handler om at få ting gjort og overstået. Vækst er kun vækst, hvis man kan fremstille det samme eller mere med mindre indsats.

"Medierne syntes nærmere at fremme en holdning til ledige, som er med til at stigmatisere og mistænkeliggøre dem, og de gøres uimodsagt til syndebukke for alskens ulykker: Den manglende arbejdskraft betyder faldende vækst, import af arbejdskraft, flaskehalse, overbebyrdelse af jobcentrenes arbejde, osv.

....

Sidst hørte vi fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at manglen på hænder koster velfærd: "Den rekordlave ledighed gør nemlig, at arbejdsmarkedet mangler hænder. Det koster velfærd," lød det i Politiken 28. august."

Den heksejagt de arbejdsløse udsættes for og som de fleste synes er ganske i sin orden, er jo mobning i højeste potens.

De arbejdsløse mobbes!

"Mobning gør folk syge
Stressreaktioner, angst, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt søvnbesvær og i sidste ende post-traumatisk stress.

Det er nogle af symptomerne, som Det Nationale Center for Arbejdsmiljø har fundet ud af, er konsekvensen af mobning. "
http://politiken.dk/indland/article606589.ece

Men da mennesker uden arbejde ikke kan siges at have noget arbejdsmiljø, er der vist ingen der interesserer sig for om de har sygdomssymptomer som "Stressreaktioner, angst, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt søvnbesvær og i sidste ende post-traumatisk stress."

Tænk at vi vil være dette bekendt i vores såkaldte velfærdssamfund!

Helt ærligt, kan man synke lavere end at være arbejdsløs i DK?

Jørgen Mathiasen

Kronikken skyder på den nuværende arbejdsminister, og rammer dermed også målet. Ikke desto mindre blev aktiveringspolitikken indført af Nyrup-regeringerne, hvor arbejds- og finansministeren var centrale personer, mens især Marianne Jelved og Anders Samuelsen fra det radikale parti lagde maksimalt politisk pres i sagen.

Resultatet var bl.a., at man i 1990erne hverken kunne åbne for en radio- eller TV-avis uden at høre om de pågældendes syn på ledige, nemlig det der beskrives i kronikken, og hvis de ikke selv sagde det, kunne de være helt sikre på, at medarbejderne i DR gentog dem. Statsradiofonien var en utilsløret del af mobningen af arbejdsløse, allerede dengang.

De ledige forholder sig vel forskelligt til vilkårene, og nogle håber sikkert på, at en socialdemokratisk regering kan og vil ændre på det, men jeg vil ikke anbefale strategien. Løsningen er, at bringe sig uden for arbejdsministerens – og DRs – rækkevidde. Det har jeg selv gjort. Forhåbentligt uigenkaldelig

Nyrop-regeringens aktive arbejdspolitik er af en hel anden støbning end den nuværende beskæftigelses-minister og regerings politik.

Under SR-regeringen handlede det (også) om at få folk (deriblandt mig) omskolet til det arbejde der var - eller kom i fremtiden -også kaldet opkvalificering af arbejdskraften. Under VK-regeringen har det udelukkende handlet om at få folk i arbejde, et hvilket som helst arbejde. Jobcentre og de andre aktører får nemlig flest penge, når de får folk i (ordinært) arbejde; der er ingen eller ganske få penge til opkvalificering af folk som f.eks. mig. Det var der i 1990erne -
I SR-regeringens tid.

Hvis man læser Foghs bog om 'minimal-staten', ja så er der helt klart tale om, at Venstre stadig render rundt i en 1700-tals opfattelse af mennesket og af staten. Der er ingen forståelse for, at samfundet er mere komplekst end det glade markeds-samfund, der var dengang i 1700-tallet, hvor det man kalder den enkle vareproduktion stod stærkt. I dag har vi globale korporationer som f.eks. EA, EMI, samt den internationale finans-kapital, som er global.

Og ja, det er da korrekt, at mennesket har en iboende grådighed, men mennesket har også en iboende hjælpsomhed. Og man kan vælge at tale til stodderen eller kongen i folk. VK-regeringen har helt klart valgt det første; valgt at tale til folks laveste jeg.... i alle livets forhold...Og valgt at tale til folks grådighed...som jo netop er kendetegnet ved dette:
"et ukontrollabelt dyr, som bare er interesseret i at tilfredsstille sine egne behov."

Og forskerne, især forskerne udi genetik, står klar og fortæller, at jo, det er skam korrekt nok, især
evolutions-forskerne har travlt med at udbrede en myte om at manden genetisk er sådan og sådan mens kvinden er genetisk sådan og sådan. Og derfor skal kvinder bare gå derhjemme og passe børn, mens manden skal gå ud i verden og skaffe føden. Og alle mennesker er jo sådan indrettet, at de af deres natur helst vil tilfredsstille egne behov; dvs. egne individuelle behov....

Det er bare træls, at mennesket har mere tilfælles med bonono-aber og chimpanserne end med gorillaerne, både hvad opførsel, adfærd og gener angår. Bonobo-aberne er jo ekstremt sociale aber, præcis som mennesket er. Og uden denne hjælpsomhed mennesker imellem havde mennesket som art slet slet ikke overlevet...

Allerede Schlüterregeringen indførte aktivering. Den var imidlertid i høj grad møntet på, at folk skulle kunne forny retten til dagpenge. Derfor blev man aktiveret indenfor sit faglige felt i de 26 uger, som var kravet til at have optjent dagpengeret for en ny periode. Man fik overenskomstmæssig løn, men til gengæld blev man faktisk placeret af Arbejdsformidlingen. Der var altså tale om job på ordinære vilkår, oprettet under skyldig hensyntagen til de færdigheder, man tidligere havde demonstreret i sit arbejdsliv.

Jeg kommer i hu min ven Harley fra 80'erne.
Han gik på den sociale højskole, hævede arbejdsløshedsunderstøttelse, socialhjælp og arbejdede sort som snedker. Han var næsten udlært, men havde fået det indtryk at det ligesom var lidt mere in at være noget for andre.

I sin baghave i Brønshøj dyrkede han pot i store mængder, og brugte det meste af sommeren med at opfinde en cykeldrevet maskine hvor man kunne putte pot i den ene ende og få hasj ud i den anden.

Hans yndlingstegneserie var "The Fabolous Furry Freak Brothers", af hvilke han havde plakater på sit lokum.

På en af dem stod noget i retning af: "Times with dope and no money are far better than times with money and no dope." (eller noget i den stil)

Da han skulle skrive sin opgave på den Sociale Højskole valgte han en der hed "Retten til dovenskab", vidstnok inspireret af en svoger til salig Karl Marx.

Men da hans potmaskine fyldte hele hans tid fik han en anden til at skrive den!

Se det var tider.

Senere tog Harley til USA og arbejdede som snedker i San Francisco.

Derfra ringede han hjem fra et telefonkreditkort han havde fundet.

Senere blev han gift med en rig kælling fra Scweitz, hvortil han så flyttede.

Se, denne brilliante karriære ville overhovedet ikke kunnet lade sig gøre hvis han var blevet fængslet for socialt bedrageri eller tvangsaktiveret.

Jørgen Mathiasen

@ Petra S.
Hvem du vil have et svar fra, kommer ikke mig ved. Du har ikke fået noget, og måske skulle du overveje Bjørn Herrings indlæg i virkeligheden er et oplæg til en skønlitterær tekst. Der er i hvert fald ikke skyggen af dokumentation.

En ting har Herring sikkert fat i, nemlig menneskesynet, som han deler med en hel del af sine landsmænd.

Resten har han overhovedet ikke fat i: Hvorfor er der overhovedet et understøttelsessystem, efter hvilke regler bør man have adgang til det, hvilken rolle spiller det for systemet, at danske virksomheder meget hurtigt kan blive fri for arbejdskraft (de korte fyringsvarsler) osv.
Det har Herring ikke noget svar på. Han er antropologisk selvbekendende, og socialvidenskabeligt set et vrøvlehoved.

Jeg glemte at sigte at Harley også fik S.U.

Om han tillige fik stuedielån ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig.

Ellers tak til Petra S og Jørgen Mathiasen for tænksommer bidrag til debatte.