Kommentar

Han tegner, til han segner

Kurt Westergaard er den mest censurerede tegner i dansk dagspresse, mener hans tidligere kollega, journalisten og forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Når Kurt vil udsætte en amerikansk præsident for spot, hån og latterliggørelse, træder censuren i kraft
Kurt Westergaard er den mest censurerede tegner i dansk dagspresse, mener hans tidligere kollega, journalisten og forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Når Kurt vil udsætte en amerikansk præsident for spot, hån og latterliggørelse, træder censuren i kraft
27. september 2008

Kære Kurt,

Til tonerne af Richard Strauss og en blafren af Dannebrog på storskærm ser jeg dig træde ind som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Selvfølgelig er du iført din knortekæp og dine røde fløjlsbukser og ligner den genkomne Holger Drachmann. Jubelen vil ingen ende tage, for her kalder de dig ytringsfrihedens uforfærdede symbol, der jager alle mørkemænd på flugt.

I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Ny akut opstandelse

Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik du at vide. De bryder sig heller ikke om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste leder. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.

Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og så kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: "Stop pressen!" Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Avisen bestemmer

Det sidste, jeg oplevede sammen med dig, var avisens ordre om, at du skulle gå på frivillig efterløn. Da fik de en frihedskæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.

Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten kapitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn. Som tegner er du et overflødighedshorn, der tegner alt fra slemme terrorister, uhyrlige Yankees og ækle socialister til skinhellige kristne og hovedløse funktionærer og kulturløse redaktører ...

Men avisen bestemmer, hvad den vil have. Den interesserer sig ikke en døjt for din ytringsfrihed, Kurt; kun for sin egen. Og for den er du et redskab. Netop den famøse dag leverede du en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede. Du kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde du igen stået til en afklapsning og måtte eksilere dig i kælderen.

Alt for uregerlige

Efter din gæstetale for Dansk Folkeparti er det indlysende for enhver, at Muhammed-sagen ikke handlede om din ytringsfrihed som tegner, men om Jyllands-Postens frihed som leverandør af en vare, for chefredaktøren har igen prikket dig på skulderen. Du må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard. Kun en funktionær kan man nemlig styre og tøjle. Aldrig en fri tegner som dig.

Tillad mig derfor at kalde Jyllands-Posten en Laban og dig en Jakob. Du husker sikkert, at Jakob var forelsket i Labans datter Rakel. I syv år tjente han Laban som hyrde i håb om at få hende til hustru, men Laban narrede ham ind i et ægteskab med den kedelige og triste Lea.

Og Jyllands-Posten vil aldrig give dig den dårende Rakel. Tilsammen bliver I alt for uregerlige. Hold dig til den forudsigelige Lea. Hun bryder sig hverken om muslimer eller socialister eller besættere eller kontanthjælpsmodtagere. Med hende ved din side kan du tjene Laban og Jyllands-Posten i mange år endnu.

Kærlig hilsen

Flemming Chr.

Flemming Chr. Nielsen er forfatter og oversætter og var som journalist ansat på Jyllands-Posten 1985-1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Simpelhen noget af det mest befriende jeg længe har læst vedrørende muhammed karikatuerene.
Bør læses af alle der ønsker at kende baggrunden for det hele posturet

Dorte Sørensen

Unægtelig en anden historie om JPs syn på ytringsfriheden , som en af forfatterne Jens Martin Eriksen til ”Adskillelsens politik” fremførte søndag aften i DRs Deadlines Anden Sektion . Her hævde han at venstrefløjen fornægtede ytringsfriheden fordi de ikke ville forsvarer JP og Westergaards ret til at tegne hvad de vil.

Sådan forstod jeg ikke fx Ellemann-Jensens og mange andres indvendinger mod JP tegninger og ikke mindst Fogh Rasmussens afvisning til en åben dialog med 11 ambassadører, der havde bedt om en samtale.

Ja - befriende med et kig ind under den sten Westergaard har måttet arbejde under.
En sand hippie. Synd at det kun er DF der tør støtte ham. Rigtig synd. For os alle.

Inger Sundsvald

Det er jo svært at beslutte sig til, om man skal tørre øjnene i rørelse, eller række armene op i triumf over retfærdighedens sande forkæmper.

The owls are not what they seem.

Yttringsfriheden burde måske være absolut, men
yttringsfriheden kan(!) næppe nogen sinde være
absolut.

At påstå at yttringsfriheden kan være absolut -
er at påstå at den selv kan være hævet over enhver
politisk diskussion.

Dorte Sørensen

Kim Gram DF og Venstre viser selv at ytringsfriheden ikke er absolut Sidste eksempel er Rohdes bekendelser om at masseødelæggelses våben blev brugt som en grund til at gå med i angrebskrigen i Irak og så Pinds krav om tilbagetrækning af denne udtalelse.

Så blev det altså en skægget kulturradikal ateist i røde fløjsbukser, der inkarnerede Holger Danske og bragte Den Danske Folke-Aand tilbage - så grelt står det til hos de borgerlige, at de end ikke kan finde helteskikkelserne i egne rækker!

Karin Bennedsen

Udover naturligvis at afsløre Jyllands Postens hykleriske forhold til ytringsfriheden, tegner
Flemming Chr. Nielsen også et 'kærligt' billede af en Kurt Westergaard, der nok er en dygtig karikaturtegner, men samtidig også er en mand, der ikke har sine meningers mod, men blot nøjes med slukøret at kravle tilbage i kælderen hver gang, han er blevet kaldt til orden hos chefen.

Det sidste så vi jo et slående eksempel på, da Kurt Westergaard dagen efter sin tale på DF's landsmøde fortrød at han havde sagt ja til Pia Kjærsgaard.

Da var han også blevet indkaldt til samtale hos chefen.

Hvis Westergaard havde været en mand og ikke en mus, havde han vel for mange år siden sagt farvel til JP som arbejdsplads.

Flemming Chr. Nielsens udmærkede artikel viser med al ønskelig tydelighed at Kurt Westergaard er Jyllands Postens modstykke til Chris fra chokoladefabrikken hvis oprørsforsøg også altid ender med et ”det skal jeg nok chef!”.

Det er nogle kønne helte værdikæmperne holder sig…

Den artikel har i sandhed været en lise at læse (selv om jeg stadig ikke forstår KW's knæfald for kapitalen og 'den offentlige mening' , da selv hans egen chef faldt ham i ryggen efter KW's optræden på Dansk Folkepartis landsmøde).
Flerming Chr. Nielsen vover at fortælle, hvad ingen før har turdet - eller evnet:: At censuren lever i bedste velgående på Jyllandsposten.
"Den sorte liste", som JP selv benægter eksistensen af, betyder f.eks. at en kreds af mennesker med andre meninger om tingene end Jyllandsposten selv, aldrig kan få et ord indført i læserbrevsspalterne i JP. Selv hvis de skriver et fem-liniers indlæg, får de JP-svaret "Desværre ikke plads". Det er formentlig frygtet for andres mening, der gør, at JP ikke har e-læser-muligheder - i sit regi - modsætning til f.eks. 'Information'

Wikipedia:

Flemming Chr. Nielsen, radio-TV kommentator og kolumnist på Jyllands-Posten, der konsekvent gik imod Tidsåndens tendenser, som dengang var den modsatte af den nuværende, anført af de rødglødende marxister og samfundsomstyrtere R. Pittelkow , B. Blüdnikow og F. Rose.

"... Man maa indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder."

Leder i Jyllands-Posten 15.11 1938 (knap en uge efter Krystalnatten) - konklusionen.

Jens-Peter Hansen

I mine øjne er hr. Westergård vor tids Herostratos dvs. nok et fæ med trang til udødelighed. Hr. Herostratos nøjedes så med at brænde en bygning af. Det var nok til at blive udødelig dengang. Hr. Westergård arbejder med bomber. Bomber i profetens turban flere hundrede år før krudtets opfindelse. H. Westergård er ikke blot vor tids Herostratos dvs.

Lad det være tilladt at sige det meget klart og tydeligt og uden omsvøb: Kurt Westergaard er Danmarks største nasserøv.

Flere og flere kan efterhånden se, at Kurt Westergaard er ude i et destruktivt egotrip, hvor alle vi andre kommer til at betale regningen for hans uansvarlige og stupide excesser. I en fremragende artikel skriver Søren Møller eksempelvis:
” I hans manglende evne til dialog, til at respektere andre mennesker og til at arbejde for et fælles gode ser Kurt Westergaard ikke sig selv som uanstændig, men som modig: ”Jeg kan lige så godt være modig. Ellers kan man ikke leve livet”, et interessant udsagn set i betragtning af, at han lige har gjort livet temmelig surt for en stor del af den danske befolkning. F.eks ved, at jeg selv p.g.a. Westergaards tegninger må forsvare mig i New York for ikke at blive opfattet som racist og intolerant p.g.a. min nationalitet. I det lys virker udsagnet selvisk i kraft af, at Westergaard ikke har gennemtænkt, hvilken betydning hans stædighed har for danskere i udlandet. Nok vil han leve livet, men vi andre må tage skraldet.”

(Kilde: http://blog.politiken.dk/brooklyn/2008/11/11/danmark-gaar-til-valg-obama...)

Så har vi brug for flere tøsedrenge, P. Lauritzen. Rambo typer og åndelige brandstiftere som Westergaard, Fogh og Kjærsgaard skader vores land alt for meget...