Kronik

Tyrkisk - et sprog med mange ansigter

Tyrkiets sprog er gået fra at være talt og udbredt i Det Osmanniske Rige til at være et stort indvandrersprog i Nordeuropa. Tyrkiet i EU vil være den folkerigeste stat i Unionen, og sproget vil kræve en status derefter. Men som studium har sproget ringe kår på universiteterne
13. september 2008

I december 1893 lykkedes det for den danske sprogforsker Vilhelm Thomsen at tyde nogle indtil da uforståelige, mere end 1.000 år gamle indskrifter fundet i Sibirien og Mongoliet.

Det skulle han aldrig have gjort, for derved startede han et begivenhedsforløb, der ad kringlede omveje kulminerede i begyndelsen af indeværende år. Den 13. februar kunne Informations læsere divertere sig med en kommentar forfattet af en lektor ved Københavns Universitets humanistiske fakultet. Heri blev fakultetets dekan skældt ud for "arrogance, ignorance og fejhed", ligesom hun mere generelt omtaltes som del af nogle "skamløse såkaldte ledere, som for det meste ikke aner, hvad de taler om".

Kort sagt mudderkastning på et højt akademisk niveau.

Apropos mudder, så rummer universitetets studievejledning i tyrkisk en højst bizar trykfejl. Om Tyrkiet hedder det, at siden 1920'erne "har landet været præget af brydninger mellem moderne og gammeldags slam" (min fremhævelse). Den manglende vokal i det sidste ord er jo lige til en fatwa! Derudover er oplysningen udtryk for et fejlskøn.

Den evindelige konflikt mellem tyrkere og kurdere har ingen religiøs baggrund, og den nuværende politiske hårdknude bunder i en banal magtkamp mellem de civile og de militære myndigheder.

I et hele taget kunne vejledningen godt trænge til en afstøvning. Den taler således om "Balkan, Mellemøsten og Asien, hvor der er flere lande med tyrkisktalende befolkninger, det være sig som minoritet eller majoritet".

Det eneste "land", der har en tyrkisktalende majoritet er Nordcypern - resultatet af en vellykket etnisk udrensning - men dette område anerkendes ikke som en stat af Danmark. Er Københavns Universitet begyndt at føre sin egen private udenrigspolitik?

Tyrkisk er just det fag som den utilfredse læserbrevsskribent er lærer i, og hans utilfredshed er ikke af ny dato. Allerede den 23. oktober 2000 var han ude med riven i nærværende blads spalter. Dengang var det hele den danske nation der blev genstand for beskydning: "Et samfund, som er ved at eksplodere af arrogance, uvidenhed, chauvinisme, fremmedangst og selvtilfredshed".

Det Osmanniske Rige

På Vilhelm Thomsens tid så Europas politiske og sproglige situation ret forskellig ud fra i dag. Sovjetunionen var endnu ikke blevet skabt, til gengæld var Det Osmanniske Imperium så småt ved at takke af. En række nationalstater havde løsrevet sig (Grækenland, Bulgarien m.v.) gennem en proces, hvis officielle tyrkiske benævnelse er separatisme (bölümcülük) - et udtryk der også bruges til at fordømme nutidens stridigheder med kurderne - mens man i Europa er tilbøjelig til at opfatte denne udvikling som nationale frihedsbevægelser.

De vigtigste sprog i imperiet var tyrkisk, persisk og arabisk, som dengang alle tre blev skrevet med arabiske bogstaver.

I udgangspunktet har disse sprog intet med hinanden at gøre, de er lige så ubeslægtede som f.eks. dansk, grønlandsk og finsk. Men gennem mange århundreder har de haft et kulturelt og religiøst skæbnefællesskab, der har resulteret i at en masse ord er blevet fælleseje.

I 1928 gennemførte militærdiktatoren Atatürk en skriftreform, så at man skiftede til det latinske alfabet. Det gjorde han inspireret af sit politiske forbillede, Lenin, der nogle år tidligere havde lavet det samme for det azerbajdjanske sprogs vedkommende. Dette sprog ligner tyrkisk lige så meget som dansk gør svensk.

Dermed havde tyrkisk så at sige fået en ny identitet. I kejsertiden havde det været en del af en sproglig treenighed. Mange tekster fra dengang er således beskafne, at man er nødt til at beherske alle tre sprog for at kunne fatte deres indhold; men nu var det blevet et nationalsprog på linje med så mange andre i Middelhavsområdet - f.eks. italiensk.

Den tidligere trehed lever dog videre som tradition ved en hel del europæiske universiteter, ikke mindst tyske. For knap 30 år siden var jeg på rundrejse i Tyskland for at undersøge de tyrkiske studiers forhold. Bortset fra Bremen (og Østberlin) var de alle sammen præget af fænomenet 'orientalistik', det vil sige det sideordnede studium af de tre sprog.

Siden da er studiet af tyrkisk som nationalsprog blevet lukket i Bremen. Til gengæld kan man nu til dags uddanne sig som gymnasielærer i tyrkisk i München. Det hænger naturligvis sammen med dets forstærkede status som indvandrersprog par excellence.

Tyrkisk i Danmark

Men i Danmark har det tyrkiske sprog haft en yderligere identitet. I midten af 1900-tallet oprettedes der ved Københavns Universitet et institut vedrørende emnet. Det kom til at hedde Centralasiatisk Institut, hvorved republikken Tyrkiets nationalsprog altså er blevet rubriceret som et centralasiatisk sprog.

Man behøver ikke at være specialist i geografi for at ane, at Istanbul - hvis dialekt ligger til grund for standardsproget - ikke just befinder sig i Centralasien; men det valgte universitetet at se stort på.

Denne tolkning havde som konsekvens at tyrkisk blev sat i bås sammen med mongolsk, manchurisk, ujgurisk og diverse andre obskure idiomer - et blandet selskab, der på ingen måde svarer til en almindelig dannet tyrkers opfattelse af sin egen sproglige status.

Fra et statistisk synspunkt er det ret let at gøre instituttets faglige indsats op. Der blev gennem hele 1900-tallet uddannet fire kandidater, heraf to mag.art.'er og to cand.mag.'er. Ingen af dem har i nævneværdig grad bidraget til udforskningen af tyrkisk sprog eller til populærvidenskabelig formidling vedrørende Tyrkiet i videre forstand.

De to førstnævnte er døde, de to andre befinder sig i pensionistalderen.

Instituttets tidlige historie er ganske kuriøs: Først var der én lærer (mand) og én student (kvinde). Så blev de kærester, hvilket medførte, at han måtte erklære sig inhabil, da hun skulle have sin konferens. Så blev de gift. Så fik de et barn. Så blev de skilt. Så blev de fyret; men indtil da udgjorde de instituttets samlede stab, og derfor havde tyrkiskstudiet fået lov til at sejle i et par årtier.

Forståeligt nok at universitetet kiggede uden for Danmarks grænser, da man skulle finde en afløser for dette spøjse makkerpar. Afløseren blev den indledningsvis omtalte læserbrevsforfatter, som er tysker og åbenbart falder inden for kategorien utilpassede indvandrere (bortset fra at han altså nu er vandret videre).

I modsætning til det omtalte par er der tale om en meget aktiv forsker, hvis indsats lader ane, at han kombinerer den centralasiatiske tradition med den orientalistiske. Hans utilpas(set) hed kunne tænkes at skyldes, at ingen af delene i synderlig grad svarer til, hvad nutidens Danmark har af behov, inden for det tyrkiske uddannelsesområde

Hvis Tyrkiet - hvad Gud forbyde - skulle gå hen og blive medlem af EU, så vil der blive brug for en masse tolke i Bruxelles. Tyrkisk vil i så fald på kort tid blive Europas folkerigeste stat, og vil utvivlsomt kræve, at landets sprog får en tilsvarende status.

I forskellige henseender har Tyrkiet som ferieland overtaget den rolle, Mallorca havde for en menneskealder siden. Det ligger lidt tungt med grisefester på de kanter; men sprutten er billig og vejret vidunderligt. Hvis bare nogle få procent af de mange danske turister skulle få interesse for landet og dets kulturer, vil der være behov for kyndige formidlere.

Ikke folk med sans for centralasiatiske finurligheder eller som behersker det arabiske alfabet, men simpelthen nogen der føler sig hjemme i nutidens litteratur og som formår at følge med i den lokale presse, er der en følelig mangel på lige nu.

Hvad vil vi med sproget

Men man kan godt spørge om Københavns Universitet er det helt rigtige sted at uddanne sådanne mennesker. Den ovennævnte iltre tysker betjener sig kun af dansk presse, når han føler trang til at komme af med noget galde. Da han er fagets eneste fastansatte lærer, er der hvad angår formidling til den danske offentlighed ikke alverden at hente dér.

Til gengæld har man ved universitetet i Odense et velfungerende Center for Mellemøststudier. De gør det ganske vist mest i arabisk, men kunne måske være fristet til udvide biksen. Det er ikke det samme som, at man skulle lukke ned i København, blot at man ville blive nødt til at besinde sig på hvilken af det tyrkiske sprogs forskellige identiteter man ville satse på. For nu at rekapitulere: Tyrkisk kan anskues som:

- nationalsprog

- centralasiatisk sprog

- osmannisk sprog

- indvandrersprog

- EU-sprog

Det er klart, at én mand ikke kan gabe over så mange funktioner. Her har man muligvis baggrunden for de flossede nerver, der af og til giver sig de citerede kuriøse udslag. Nr. to og tre er absolut legitime forskningsemner; men om denne forskning bedrives i Danmark eller i udlandet, er ret ligegyldigt.

Derimod har de tre andre identiteter væsentlig betydning for ganske almindelige danskeres hverdag. En afklaring på situationen vil formentlig forudsætte en kulegravning af, hvad man gerne vil opnå med at opretholde sprogstudiet tyrkisk.

Lige nu virker det som om nogen bare har sagt til sig selv. So ein Ding müssen wir auch haben. Og det er jo ikke særlig frugtbart.

Jens Juhl Jensen er sprogforsker, fhv. lektor i lingvistik ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil gerne kommentere Jens Juhl Jensens debatindlæg af 13. september 2008 (jeg har desværre først i dag set samme indlæg).
Indlægget indeholder nogle ukorrekte informationer vedrørende tyrkisk som sprog. Desuden antydes det at undervisningen i tyrkisk på Københavns Universitet ikke ” i synderlig grad svarer til, hvad nutidens Danmark har af behov, inden for det tyrkiske uddannelsesområde”, hvilket efter JJJ’s mening synes at være ” simpelthen nogen der føler sig hjemme i nutidens litteratur og som formår at følge med i den lokale presse..”.
Tyrker og det tyrkiske sprog
Tyrker er folkeslag, der ikke har fælles etniske kendetegn, men kendetegnes ved at de taler et tyrkisk sprog. Tyrkisk er navnet på en sprogfamilie med omtrent 30 sprog (uygur-tyrkisk (eller ujgurisk), som tales af uygurfolket i Kina, er et af dem). Indtil for ca. 1000 år siden beboede tyrker et område, der øst-vest strækker sig fra det vestlige Kina til det Kaspiske Hav og nord-syd fra Sibirien til Indien. Tyrkisk regnes traditionelt for at høre til de altaiske sprog, en sprogfamile på ca. 66 sprog, som omfatter mongolsk og tungusisk. Det kan ikke siges at være fuldstændig ubegrundet at rubricere tyrkisk som et centralasiatisk sprog, når sprogfamiliens oprindelige kerneområde netop er Centralasien.
I 900-tallet vandrede især oghuz-tyrker vestpå og slog sig ned i Mellemøsten og Anatolien, senere også i Balkanområdet, og endnu senere også i vest-Europa. Tyrkiske sprog tales i dag af ca. 200 millioner mennesker, hvoraf ca. 180 millioner har det som modersmål. Det største sprog i den tyrkiske familie er anatolsk tyrkisk eller tyrkityrkisk, det tyrkisk, som tales i republikken Tyrkiet, dvs. af ca. 65 millioner mennesker. Det er ikke baseret på den dialekt, som tales i Istanbul, men er oghuz-tyrkisk, som overvejende tales i den vestlige del af det tyrkiske sprogområde (bl.a. Tyrkiet, Azerbadjan, Irak, Turkmenistan og Øzbekistan), og som ligesom de øvrige sprog har sin oprindelse i Centralasien.
Dette er noget af det, man kan erfare ved at læse tyrkisk på Københavns Universitet, hvor faget hører hjemme på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS), som beskæftiger sig med sprog, kultur, religion og samfund, historisk og i nutiden, primært i verden uden for Vesteuropa og USA. Sproglige kompetencer og regional ekspertise danner basis for instituttets arbejde. I det nuværende tyrkisk-studium indgår bl.a. emner som “Moderne tyrkisk litteratur” og “Det moderne Tyrkiet, historie og samfundsforhold”, og en del af undervisningen omfatter læsning og diskussion af aktuelle tekster fra diverse tyrkiske tidsskrifter. Arabisk og/eller persisk kan vælges som tilvalgsfag, men der kan også vælges andet – f.eks. fag på et andet fakultet, såsom jura eller samfundsvidenskab. Vi færdiguddannede bachelorer og kandidater er godt hjemme i nutidens tyrkiske litteratur, og kan følge med i tyrkiske nyheder både i den trykte presse og på TV, samt diskutere disse med bl.a. Wolfgang Scharlipp, mens de færreste af os, om nogen, kan tage en kvalificeret diskussion med Wolfgang om hans tolkning af oldtyrkiske runeindskrifter. Vi kan også påtage os at tolke og oversætte, men desværre er det ikke muligt at vælge en overbygning som translatør, idet en sådan undervisning ikke udbydes – endnu. Forhåbentlig vil det komme.
Maja Holmlund
Cand.jur. og BA i tyrkisk, kandidatstuderende, forfatter, forsker i tyrkisk jura, tolk mv.