Læsetid: 5 min.

USA number one

USA er ikke længere verdens eneste supermagt. Alle vil gerne være nummer et - og kampen om fremtiden førsteplads er kun lige begyndt
Den USA-missionerende liberale globalisering er på alvorlig tilbagegang. Den nye form for globalisering går uden om USA, hvis det bliver en hindring, fordi de nye supermagter har andre meninger om, hvordan verden skal se ud.

Den USA-missionerende liberale globalisering er på alvorlig tilbagegang. Den nye form for globalisering går uden om USA, hvis det bliver en hindring, fordi de nye supermagter har andre meninger om, hvordan verden skal se ud.

Jessica Rinaldi

16. september 2008

Igennem de sidste 60 år har verden gennemgået en liberal globalisering. Med USA som missionær for demokrati, menneskerettigheder og frihandelssamarbejde og landets stærke position i FN har verden aldrig haft flere frie markedsøkonomier, rigtige demokratier og fred på jord end i dag.

Men denne enstemmige march af liberal globalisering er slut nu. Slut fordi USA ikke længere er klodens eneste supermagt. Slut fordi alle de internationale love, som USA selv i vidt omfang har været med til at skabe, tilsidesættes og forstærker USA's rygte som dobbeltmoralens nation. Slut fordi USA for snart otte år siden smed al international lov væk og i stedet satsede på en strategi, der groft sagt hed USA number one - vi er de bedste og gør som det passer os'.

Men alle vil gerne være på magtens førsteplads, og kampen om, hvem der i fremtiden skal være verdens nummer et, er kun lige begyndt.

Iran forsætter trods massive internationale protester sit atomprogram. Mellemøsten har aldrig være mere ustabil. Nordkorea fik omsider sin atombombe, selvom Washington sagde, det aldrig ville ske. Rusland viser muskler mod Georgien som selvbestaltet befrier, og Sydamerika skyder med skarp retorik mod George W. Bush, der, som Venezuelas præsident Hugo Chávez bedyrer, "er inkarnationen af djævlen selv", og hvis kapitalistiske udenrigspolitik han kan holde for sig selv.

De gamle er tilbage

Indien og Kina er blevet superkapitalistiske og har snart ikke plads til flere af de tonsvis af amerikanske dollar, de nu besidder, og som flittigt bruges til at opkøbe strategisk vigtige vestlige institutioner og virksomheder.

Ja, de er alle tilbage. Alle de gamle dynastier, riger og supermagter er af vidt forskellige årsager indirekte budt velkommen af USA til spillet, hvor det gælder om at være størst, vigtigst, og mest magtfuld. Alle de nævnte lande opruster militært og sætter penge i enorme fonde, hvorfra der investeres massivt i amerikanske og europæiske virksomheder. Der er ikke længere samme respekt og samme brug for USA i disse landes diplomatiske overvejelser. De vil være selvstændige og magtfulde. De vil være number one.

Men USA er selv skyld i denne tilstand. USA har i de senere år af-underskrevet traktater, vil ikke være med i den internationale straffedomstol, og finder torturkonventioner og bindende FN-resolutioner stærkt tvivlsomme og så krænkende mod nationens suverænitet, at de ikke kan ratificeres. Og det er noget, de nye supermagter forstår - de skal bestemt heller ikke underskrive og endda slet ikke ratificere den megen internationale lov, som USA selv har været primus motor for. Nej, vi europæere kan få lov at underskrive og ratificere på livet løs, så ser de nye, og gamle, supermagter lige tiden an og gør ellers, som det passer dem.

Og det er egentlig pudsigt, for det begyndte helt omvendt og med USA i spidsen. Den liberale globalisering skabets i epilogen til Anden Verdenskrig.

Man tænkte i globale finansielle strukturer, der skulle gøre handel mellem lande lettere, man så vigtigheden af demokrati og fandt ud af, at FN var en fornuftig ide for at undgå en ny verdenskrig.

60 vellykkede år

Nationerne mistede ved underskrivelsen af FN-chartret deres ellers naturlige ret til at erklære krig og erklærede at ville løse kommende konflikter via fredfyldte metoder hos FN's Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol.

Den liberale globalisering skred langsomt men sikkert frem de første par år og accelererede massivt med handlens og kapitalmarkedernes liberalisering igennem 1960'erne og 1970'erne.

Det er nu gået 60 forholdsvis vellykkede år med. En tid hvor de fleste lande i verden har haft indgående interesse i at være en del af et internationalt samfund. Hvor nationer fik en ret, men også en pligt, og hvor verden er blevet et mere sikkert sted.

Alt dette synes nu at gå i den modsatte retning.

Et konkret eksempel på USA's svækkede greb på verdensordenen er Den Internationale Valutafond (IMF), der afhjælper medlemslande med økonomiske problemer ved at tilføre penge til landet mod indførsel af demokratiske og økonomiske reformer. IMF, der i høj grad er kontrolleret af USA, er i de senere år blevet vendt ryggen af sine tidligere klienter - Argentina, Bolivia, Brasilien og Rusland - der i dag gør brug af private finansmarkeder og selvstændige fonde.

For at sætte det i perspektiv er IMF's nuværende låneportefølje på 11 milliarder dollar. Det er det laveste niveau i over 20 år og en reduktion på 84 procent i forhold til 2003. Fonden har i alt 252 milliarder dollar, hvilket betyder at kun fire procent af de potentielle midler bruges til udlån. IMF har tabt store markedsandele til selvstændige udlånere og private aktører, hvis risikovillighed kommer helt uden krav om en bestemt økonomisk politik og som dermed stopper den liberale globalisering.

Ny globalisering

Globaliseringen er stadig højaktuel, men i en ny form. Den USA-missionerende liberale globalisering er på alvorlig tilbagegang. De nye supermagter har andre meninger om, hvordan verden skal se ud, og så længe USA ikke selv vil deltage i vigtige dele af den internationale lov er det svært utopisk at forestille sig, at diktaturstater og populistiske regeringer vil gøre det.

Den nye form for globalisering går uden om USA, hvis det bliver en hindring. Hvis det ikke fungerer i FN, NATO, Den Internationale Domstol og så videre, finder man bare en anden løsning. Det ser vi med Iran, der på trods af USA's og FN's økonomiske sanktioner stadig har Europa som absolut største handelspartner. Det hjælper ikke, hvis ikke alle er med.

Hvordan man løser dette er naturligvis et særdeles åbent spørgsmål og ligger bestemt ikke lige for i et politisk hajfyldt farvand. Men det er næsten forudsigeligt klart, at de nye potente supermagter må dele magten lidt imellem sig - også med en af dem (USA), der har haft magten de sidste mange år.

Måske skal netop USA være foregangsland, som de har været det de seneste 60 år og ellers komme i gang med udvikle, tiltræde og gøre meget af den allerede eksisterende internationale lov bindende. Igennem dette kan USA vise sig som et godt eksempel, der arbejder via demokrati, hvor der er flere om at være number one

Lasse Laursen læser international ret ved Harvard University

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

USA vil ihvertfald de næste 15- 25 år være supermagt nr 1.

På en delt andenplads vil vi se Kina og Indien, og så er der ikke flere supermagter.

EU vil formentlig være ude af stand til at blive enig med sig selv om en fælles politisk, økonomisk og militær optræden udadtil, så EU og de europæiske lande (incl Rusland) vil bare være blandt de små brikker omkring "de 3 store"..

Hen ad vejen så bliver det enten Kina eller Indien, der tager pladsen som nr.1 og USA må så acceptere en 3.plads.

Ja, sjældent har man set et så forvrøvlet debatindlæg i Information.

Jeg tror dog, at vejen for både Kina og Indien er langt længere end 25 år.

Iøvrigt har verden været bipolær i det meste af det tidsrum artiklen dækker. USA blev først hegemon, da muren faldt.

Vi bygger og ødelægger stadig sandslotte i vores fælles sandkasse. Efter årtusinders historie opfører vi voksne os stadig som børn.