For nogle måneder siden holdt jeg en forelæsning på en konference i Philadelphia. Konferencen handlede om kunst, medier og kreativitet, og min opgave var at pege på de særlige muligheder, undervisning i nye, interaktive kunstformer kan give.
Jeg blev grebet af opgaven. Gennemgik avantgardekunst, fra Duchamps til de nyeste interaktive, digitale kunstformer. Snakkede om pædagogiske udfordringer i forhold til at stimulere kreative potentialer. Og mon jeg ikke også i den intense spørgsmål-svar runde fik sagt et eller andet om, at vi i de europæiske lande hævder os globalt i kraft af vores særlige kreative potentialer? Jo, det sagde jeg vist. I kampens hede svulmer begejstringen, og så er det svært ikke at nævne ECCO Sko, B&O, Danfoss, dansk design og hvad vi nu ellers er stolte af.
Kreative og kopister
Og så fremhævede jeg forbindelsen mellem den danske filmskoles 'dogme-pædagogik' og dogmefilmenes sejrsgang, dvs. ideen om at de studerende ikke bliver mindre, men mere kreative af at få begrænset deres udfoldelsesmuligheder. Sådan noget gør sig nemlig i akademiske kredse på den amerikanske østkyst.
Men når jeg nu tænker over det bagefter, var det nok især den dér ny-imperialistiske forestilling om en global arbejdsdeling, der fik sig en tur i auditoriet: Vi, gammeleuropæerne, skaber og designer. Vi er kreative. De andre, kineserne, inderne og alle de andre lavtlønnede asiater omsætter de mange designprodukter til masseproduktion.
Og at dømme efter bifaldet var mit østamerikanske publikum enige. Jo, sådan hænger det sammen. Vi kunne ikke drømme om at sige, at verden er inddelt i dannede og udannede, civiliserede og vilde. Men kreative og kopister? Det er tilsyneladende den nye version af et ældgammelt, vesteuropæisk verdensbillede.
Det var akademikerne fra Philadelphia som sagt med på, i det mindste indtil den næste taler gik i gang: Mr. K. Hariharan, direktør for en af de indiske filmskoler, L.V. Prasad Film & TV Academy i Saligramam, Chennai.
Hariharan var høfligheden i egen person. Diskret og velmoduleret understregede han sine pointer med den dér særlige indiske - undskyld - gestik, hvor man med hænderne tegner bløde, ovale figurer i luften.
Jo, han kendte skam godt dogmefilmene. Jo, han havde naturligvis set de fleste af Lars von Triers spændende film. Og Dreyer kunne han på fingrene.
Dogme uden penge
Men kendte vi baggrunden for Bollywood? Kendte vi Sri L. V. Prasads omfattende filmproduktion? Havde vi hørt om - måske set - film som Sharada, Khilona eller Ek Duuje Ke Liye? Havde vi nogensinde været til en rigtig indisk filmforevisning. Havde vi besøgt hans eget L.V. Prasad Film & TV Academy?
Tjah, måtte vi modstræbende indrømme, måske manglede der lige et par elementer i vores globale filmdannelse.
Men efterlevede de da dogmepædagogikken på hans egen filmskole? Ja, naturligvis, den var så at sige hele grundlaget. Begrænsningerne var bare af en lidt anden karakter end i Danmark. Her var det penge der manglede, og uddannelsen skulle i øvrigt afsluttes på to år. Til gengæld havde man adgang til det nyeste digitale optagelses- og redigeringsudstyr. Så Photoshop lærte man efter dogmeprincippet: Når de improviserende skuespillere gerne ville mime Tiger på spring, drage i skjul og derfor udførte drabelige kampscener ophængt i reb og høje master, skulle der efter optagelserne retoucheres snore og master væk. Så var Photoshop løsningen.
Også fortællingen skulle være så enkel som muligt, for man filmede, når lejlighed bød sig og skuespillerne havde fri fra et andet job. Og så duede det jo ikke at historien var for indviklet. Det var så at sige Idioterne på indisk.
Men hvad med det interaktive element?
"Har I nogensinde været i en indisk biograf," spurgte han. Hvor 700 mennesker begejstret ser den seneste Bollywood-succes afspillet fra et godt, gammeldags operatørrum med store filmspoler?
Asiatisk trend
Ikke blot jubler og klapper publikum, når det går hedt for sig på lærredet. Nej, når en af de store danse- og musikscener er forbi, styrter 10 af tilskuerne fra bagerste række op i operatørrummet, standser filmrullen og spoler den fem minutter tilbage, hvorefter salen får nummeret én gang til. Hvis ikke det er interaktiv kunst, vidste han ikke, hvad det var.
Jo, han havde stor respekt for Lars von Trier og Jørgen Leth, og han havde skam hørt om optagelserne til De fem benspænd i Indien. Men havde vi hørt, at indisk film ikke blot var på vej til, men stod over for at erobre Europa? Efter hans opfattelse var det den bevægelse, der tegnede det globale billede.
Kreativitet, innovation og dynamik - det er ikke et europæisk monopol, men er en asiatisk trend. Den kreative klasse lever og vokser i Indien, Kina, Singapore, Afrika, Sydamerika.
Men hvad skal europæerne - og de østamerikanske avantgardekunstnere - så leve af, spurgte vi? Det meldte historien ikke noget om.
Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet
Vi holder selvfølgelig af at beskrive os selv som de kreative og opfindsomme, resten af verden må se op til og nøjes med at kopiere, fordi de ikke selv er født med de rigtige evner, på det rigtige sted med de rigtige forældre. Og ind til videre har vi haft købekraften, der gjorde os i stand til at bevare illusionen om os selv.
Som repræsentanter for den økonomiske efterspørgsel, har vi bestemt, hvordan de varer, kineserne og inderne producerede til os, skulle se ud. Vi har forvekslet vor efterspørgsel med kreativitet og evne til innovation. Design, udformning og mode er mest af alt tilfældige og på ingen måde udtryk for højere eller lavere evner inden for det kreative. For det meste betaler de købedygtige ene og alene for at vise at de kan. De er ikke en skid kreative eller innovative.
Nu, hvor købekraften forsvinder sammen med finansboblen, får vi anledning til at udvikle vor æstetiske og kreative evner igen. Det bliver en helt ny situation.
Erik B.
Man kan jo bare lytte til kinesisk eller japansk musik - det er da som om at der er forsvundet noget inspiration i forbindelse deres respektive isolationistiske perioder.
Når vi taler om innovation og kreativitet, taler vi altså ikke om evnen til skabe film eller om evnen til atn photoshoppe snore ud af film; det gør man f.eks. også i Hollywood...
Interaktiv kunst vil jeg heller ikke ligefrem kalde det at nogle mennesker i en biograf styrter op og ser det samme en gang til. Det betyder vel blot, at de gerne vil se scenen en gang til, fordi den var så godt spillet...
Kreativitet og innovation kommer f.eks. af turde gamle ting i et nyt koncept, f.eks. turde forme en citronkage som en mazarin-tærte eller forme en stol anderledes end den altid har set ud.