Kronik

Den almene interesse og pressefriheden

De er overalt og holder øje med alt. De er med til at præge vores holdninger og verdensopfattelse, og de påvirker, hvilke historier der er oppe i tiden, og hvilke samfundsforhold, der skal debatteres. Medierne har stor indflydelse på danskernes hverdag, da medierne i høj grad bestemmer, hvad eller hvem der skal være genstand for den offentlige debat
Debat
13. oktober 2008

Konkurrencen mellem de danske nyhedsmedier er benhård for tiden. Gratisaviserne lukker næsten lige så hurtigt efter hinanden, som de åbnede. Og hos de største danske nyhedskanaler, DR og TV 2, hedder dagsordenen fyringsrunder og besparelser. Derfor er der en indædt kamp om læsernes og seernes opmærksomhed. En kamp for at øge omsætningen og for at overleve. Det gælder om at være først med det seneste nye og om at have de mest spektakulære historier.

Konsekvensen bliver, at det opskruede tempo langsomt tager livet af den seriøse, grundige og gravende journalistik. Den journalistik, der gør, at medierne kan være en vagthund over for politikerne og alle de andre, der har indflydelse på den almindelige borgers hverdag.
Konkurrencen betyder, at grænsen for, hvilke historier medierne kan tillade sig at bringe, bliver testet dagligt. Skræmmeeksemplet er den britiske presse, der uden at tøve bruger paparazzi-billeder og bringer grove, uunderbyggede sladderhistorier om kendte personer.

Helt så slemt kommer det næppe til at stå til herhjemme inden for den nærmeste fremtid. De seneste 10 år har godt nok budt på en eksplosion i antallet af gossip-historier, men det lader ikke til, at medierne generelt opfører sig grovere nu. Det kan man blandt andet se på antallet af klager, Pressenævnet modtager. Selvom tallet svinger fra år til år, ligger det altid omkring 150 sager.

I den slags sager skal Pressenævnet, der både består af jurister, journalister og repræsentanter fra offentligheden, tage sig af spørgsmål som, hvad begrebet almen interesse dækker over, og hvordan det hænger sammen med pressefriheden. Det kan for eksempel være i sager, hvor borgere føler sig krænket over, at de er blevet omtalt i en artikel, eller hvor en kendis oplever, at medierne udstiller ham. Hvis nævnet vurderer, at et medie har bragt en historie, der ikke har nogen almen interesse, kan nævnet udtale kritik af mediet, men nævnet kan ikke uddele rigtige straffe.

Det fælles bedste
Hvis man nøjes med at se på, hvad ordene betyder i sig selv, er det tydeligt, at almen interesse har noget at gøre med det fælles bedste. Men den forståelse af begrebet kommer man ikke langt med. For politikernes endeløse debatter i Folketinget vidner om, at det langtfra er let at blive enig om, hvad det fælles bedste er, og hvordan man arbejder for det.

Inden for det socialvidenskabelige felt er der flere bud på, hvad almen interesse betyder. Nogle teoretikere mener, at almen interesse har at gøre med hensynet til interesser eller grupper, der ikke kun er ens egne. Den opfattelse lægger sig tæt op ad den simple idé om, at almen interesse blot betyder det fælles bedste. Andre teoretikere mener, at almen interesse kun er knyttet til visse typer af offentlige goder, mens andre igen mener, at begrebet hænger sammen med nationale målsætninger og goder i det hele taget.

Inden for den medieetiske tankegang er opfattelsen, at almen interesse bygger på liberalistiske værdier som ytringsfrihed og individets frihed. Det betyder, at alle mennesker har ret til at gøre, hvad de har lyst til, så længe det ikke forhindrer andre i at udøve den samme ret, og så længe det ikke bidrager til at undergrave vigtige, fælles interesser. Hverken socialvidenskaben eller medieetikken har en klar definition af begrebet. Med andre ord er det lidt af en opgave, Pressenævnet bliver sat på, når det skal forholde sig til de mange klagesager, der handler om den almene interesse. Nævnet har en vigtig rolle i indsatsen for at opretholde en seriøsitet og professionalisme blandt landets journalister.

Grund til krænkelse
Pressenævnets etiske kodeks tillader faktisk, at medierne krænker folk. Der skal bare være en god grund til det. Og det er her, den almene interesse kommer ind i billedet igen. Pressenævnet træffer dets afgørelser ud fra et overordnet etisk regelsæt, der hedder Vejledende regler for god presseskik. I de regler står der blandt andet, at medierne skal undgå at forstyrre privatlivets fred, medmindre der er en klar almen interesse i at gøre det. Det vil sige, at enkelte personer må finde sig i, at journalister går lidt tæt på, hvis de gør det for at få stof til en historie, der er vigtig at få frem, fordi den netop har almen interesse. Lad os se på et konkret eksempel:

I en sag fra 2002 klagede Anja Andersen, daværende træner i håndboldklubben Slagelse FH, over nogle artikler i Se og Hør, hvor det fremgik, at hun var kæreste med klubbens nye spiller, Mette Melgaard. Anja Andersen mente ikke, at historien på nogen måde havde almen interesse. Ikke overraskende var Se og Hør uenig. Bladet påpegede, at der kunne opstå habilitetsproblemer i klubben, når træneren åbenlyst var i et forhold til en af spillerne.

Pressenævnet anerkendte, at sager om habilitetsproblemer på arbejdspladser ofte har almen interesse. Alligevel udtalte nævnet alvorlig kritik, fordi Se og Hørs journalister slet ikke havde beskæftiget sig med, om det påståede forhold mellem træneren og spilleren rent faktisk medførte habilitetsproblemer. I stedet handlede artiklerne udelukkende om kæresteforholdet, men et sådant forhold er af så privat en karakter, at det ikke har nogen almen interesse. At der så er mange, der sikkert vil læse den slags historier – det er en helt anden snak.

Vagthunden
Når man gennemgår Pressenævnets afgørelser, er det tydeligt, at der er bestemte emner, som har almen interesse. Det drejer sig, som nævnt, for eksempel om sager om habilitetsproblemer. Andre eksempler er, når medierne agerer vagthund og kontrollerer, om politikere og offentlige instanser overholder gældende regler og love, eller når journalister følger politiets arbejde. Når medierne beskæftiger sig med de historier, kan det altså være i orden at krænke folk.

Der har gennem tiden været mange sager, hvor medierne har testet grænsen for, hvad de kan tillade sig. I et tilfælde foregav en journalist fra TV 2 at sælge cd’er så billigt, at ingen kunne være i tvivl om, at der var tale om hælervarer. Borgernes forskellige reaktioner blev optaget med skjult kamera. Alt sammen god underholdning i bedste sendetid. Men har det almen interesse at fremtvinge situationer, hvor folk på den måde bliver udstillet?

Hvorfor er det, at nogle folk i mediebranchen mener, at de har en særlig ret til at udforske, hvor grænsen går for, hvor det er rimeligt at skrive eller producere, når blot man bruger argumentet om, at sagen har almen interesse? For at svare på det, er det nødvendigt at se på pressens særlige position i samfundet.

I 1956 formulerede den amerikanske medieteoretiker Fred S. Siebert den sociale ansvarsteori, der byggede på konklusionerne fra flere rapporter om pressen. Teorien beskriver et ideal om, at pressen ikke skal krænke folk og skrive løgne, men i stedet opføre sig ansvarligt. Det ideal eksisterer stadig i dag, men spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar.

Ifølge teorien skal pressen være med til at uddanne folk og sørge for, at de er rustet til at deltage i den politiske diskussion. Tanken er, at pressen kan bidrage til at højne den samlede viden i befolkningen og dermed arbejde for det fælles bedste.

For at pressen skal kunne leve op til de krav, skal den selvfølgelig have frihed til at udføre sit arbejde. Det vil sige, at hverken staten, politikerne eller annoncørerne skal have indflydelse på medierne. Ytringsfriheden var og er et af pressens vigtigste arbejdsredskaber. Og i forlængelse af den grundværdi er det vigtigt for udviklingen af et demokratisk samfund, at der er pressefrihed. Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk.

Taus Bøytler og Søren Hellerung er begge nyuddannede cand.comm. i journalistik fra RUC. Kronikken er skrevet på baggrund af deres speciale, der har titlen ’Pressenævnet og den almene interesse’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Lassen

At du drikker Gammel Dansk, skal du ikke høre noget for. Jeg er ikke snerpet, men hvad det kommer sagen ved, aner jeg ikke.

Inger Sundsvald

Jeg gentager lige:

Hans kan ikke kende forskel på kriminelle og ikke kriminelle. De er alle jøder eller muslimer, og dermed kriminelle.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

nu bliver du altså morsommere og morsommere. Nej, mere og mere komisk, selvfølgelig. Nu skal dine racisme-forestillinger også overføres til Anholt.

"uskyldige turister med en udansk baggrund"

Tror du virkelig, at jeg jagter muslimske turister på min Raleigh? Det vrimler altså ikke med burkaklædte kvinder. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en muslim på Anholt, og hvis jeg havde, ville jeg nok ikke hæfte mig ved det.

Det er trods alt ganske almindelige danskere, som blokerer vejene.

Tyskerne er gennemgående mere velopdragne, mere hensynsfulde, beklager, men det er altså ikke mig, der har opdraget dem.

Tillad mig at sige, at nu er du virkelig for langt ude i dine fantasier. For ikke at bruge stærkere ord.

Inger Sundsvald

Nåh, det er alle, som vover sig ud på 'din' vej?

Men nu tror jeg at jeg stopper, inden debatten kommer til at dreje sig om Gammel Dansk, i fordrejningens navn. Måske skulle man tage sig én.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

det var din kompis, Thomsen, som fordrejede til Gammel Dansk.

Det bemærkede du åbenbart ikke?

Hans Jørgen Lassen:

"Tror du virkelig, at jeg jagter muslimske turister på min Raleigh?"

Man ser for sit indre øje, hvordan Lassen stiv af Gammel Dansk drøner rundt på sin Raleigh på Anholt med en stor dannebrogsfarvet klaphat på hovedet, mens han jagter udanske elementer...

Inger Sundsvald

Lige en sidste bemærkning. Du skriver altså:

”jeg vil gerne have, at der plads til mig og min Raleigh, også på småvejene på Anholt”

og:

”du mener altså, at det er i orden, at f.eks. jøder og muslimer bruger alle metoder, inklusive dødstrusler, til at lukke munden på folk, der siger noget, som er uvelkomment?”

Og jo, jeg bemærkede en lille fordrejning. Men man må jo synge som de fugle man er iblandt.

Jeg har slet ikke lyst til mere at slette synet fra min 'harddisk', Thomsen. Ikke efter at jeg fik ordet kamikaze foræret, og nu også en dannebrogsfarvet klaphat :o)

Hans Jørgen Lassen

Thomsen & Sundsvald,

I er et smukt team. Jeg ønsker jer mange lykkelige år sammen i jeres fantasiers og ideologiers vold.

Inger Sundsvald

Tak, tak!

Til alle
Jeg er meget imponeret over, hvordan en kronik med titlen "Den almene interesse og pressefriheden" kan føre sidedebatter om kødpølser uden kød, tvangsabbonementer på Arbejderen og sidst men ikke mindst burkaklædte kvinder på Anholt med sig:)

Til I. Sundsvald
Du skrev tidligere:

"Men den omtalte artikel er efter min mening nærmest et karaktermord på Margrethe Vestager."

Svar: Hvis Margrethe Vestager bliver karaktermyrdet i den radikale højborg Politiken, er det så ikke et fint billede på, at partipressen er en saga blot?

Til Michael Skaarup
Du skriver:

"Hvis det er ikke var for løgn, propaganda, og bedrag i stramt kontrolleret medier som f.eks. FOXnews, ville ingen i verden snakket om "weapon of mass destruction", og "chemical og biological weapons of mass destruktion", som Saddam hussein med garanti havde. Jeg tror heller ikke historien om Osama og nedrivningen af WTC, vil have fløjet som den gjorde, hvis der havde været overtal af uafhængige medier."

Svar: Det er jeg sådan set enig i, og jeg synes ikke, at jeg her i tråden har givet udtryk for andet. De danske politikere og medier bliver naturligvis påvirket af udenlandske forhold - det er klart. Problemet i forhold til vores speciale er sådan set bare, at det er noget nær umuligt at se, hvordan disse påvirkninger reelt har indflydelse på presseetikken i DK. Mere konkret er det ikke muligt at se omfanget af påvirkninger i de mange klagesager, som Pressenævnet modtager, da det er begrænset, hvem der kan klage, og hvad der kan klages over.

Til Per Thomsen
Du skriver:

"PS
Jorden er rund, for det siger Hans Jørgen Lassen."

"Svar": Når nu du bruger så meget tid på at fortælle alle, hvor grinagtige mine argumenter og påstande er, hvad synes du så selv om din egen kommentar? Hvis det er så let at bevise, at jorden er rund, hvorfor gør du det så ikke???

Du skriver også:

"Jamen, du kan jo godt, Taus Bøytler!

Hvis du på den måde havde været modig nok til at skrive sandheden, og jeg havde været censor, havde du helt sikkert fået et 13 tal. Og en krammer."

"Svar": Bill H. var tidligere venlig at oplyse mig om, at vi befinder os i det 21. århundrede. Jeg vil gerne fortsætte det høje serviceniveau her i tråden ved at oplyse dig om, at vi befinder os i 2008. Der kan man ikke få 13 for en opgave.

Til Bill H
Du skriver:

"Hans Jørgen Lassen
"den sociale ansvarsteori" af Siebert - er det en teori, eller en ønskedrøm?

I Taus Bøytlers speciale er det en lov som hæver det danske presseniveaut til noget nær det uangribelige.."

Svar: Det er tydeligt, at du ikke har læst specialet, eller for den sags skyld forstået budskabet. Tillad mig at bringe et citat fra kronikken:

"Teorien beskriver et ideal om, at pressen ikke skal krænke folk og skrive løgne, men i stedet opføre sig ansvarligt."

Den sociale ansvarsteori beskriver et ideal, ikke faktiske forhold. Du skriver, at jeg ophæver det danske presseniveau til noget nær det uangribelige - det må stå for din egen regning. Men for at vi ikke spilder hinandens tid mere end højst nødvendigt, vil jeg anbefale, at du læser specialets konklusion (side 79-80), før du udtaler dig igen.

Til Henrich R
Du skriver:

"Per Thomsen,

har du overvejet at få dig en blog? Du har ofte skarpe betragtninger og analyser, der er både læseværdige og tankevækkende."

Svar: Jeg synes afgjort også, at Per Thomsen skal oprette en blog. Siden bladet "En skør skør verden" lukkede, har jeg savnet et underholdende supplement til den seriøse presse:)

Taus
Jeg har ikke læst dit speciale, kun ovenstående artikel.

Som jeg tidligere har anført studser jeg over de betragtninger og konklusioner du foretager under hensyn til overskriften: "Den almene interesse og pressefriheden" - betragtninger og konklusioner som jeg finder alt for snævre. Det viser sig så at dit speciale faktisk hedder: ’Pressenævnet og den almene interesse’ og det forklare muligvis din smalle tilgang til hvad pressefrihed omfatter og når du så konkluderer: "Og i forlængelse af den grundværdi er det vigtigt for udviklingen af et demokratisk samfund, at der er pressefrihed. Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk."

Ja så opfatter jeg at du mener alt andet omkring pressefrihed, er som det skal være efter Fred S. Sieberts den sociale ansvarsteori, undtagen behandlingen af enkelt personer. Og det skal jeg hilse dig at sige at det er det ikke.

Taus Bøytler:

”Jeg er meget imponeret over, hvordan en kronik med titlen "Den almene interesse og pressefriheden" kan føre sidedebatter om kødpølser uden kød, tvangsabbonementer på Arbejderen og sidst men ikke mindst burkaklædte kvinder på Anholt med sig ”

I et af dine svar anvender du det klassiske liberalistiske argument om at det frie marked efter din mening er garant for at forbrugerne får den presse de ønsker sig.

Det afføder naturligt nok en diskussion om markedsmekanismerne i et kapitalistisk samfund og om dette argument kan opfattes som lødigt. Hvis du ikke kan forstå det, siger det nok mest om dig selv, selvom det da ikke kan benægtes at diskussionen i øvrigt har været meget livlig..

Taus Bøytler:

”"Teorien beskriver et ideal om, at pressen ikke skal krænke folk og skrive løgne, men i stedet opføre sig ansvarligt." Den sociale ansvarsteori beskriver et ideal, ikke faktiske forhold. Du skriver, at jeg ophæver det danske presseniveau til noget nær det uangribelige - det må stå for din egen regning. Men for at vi ikke spilder hinandens tid mere end højst nødvendigt, vil jeg anbefale, at du læser specialets konklusion (side 79-80), før du udtaler dig igen. ”

I ovenstående tager Bøytler det centrale citat ud af sin kontekst, nærmere bestemt undlader bekvemt den næstfølgende sætning. Citatet i sin helhed ser sådan ud:

”Tillad mig at bringe et citat fra kronikken: "Teorien beskriver et ideal om, at pressen ikke skal krænke folk og skrive løgne, men i stedet opføre sig ansvarligt. Det ideal eksisterer stadig i dag, men spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar.”

Spørgsmålet er så hvad det betyder???

Vi får i den første sætning oplyst at der eksisterer et ideal der består af tre elementer, nemlig 1) ikke at ”krænke folk”, 2) ikke at ”skrive løgne” og 3) ”opføre sig ansvarligt”. I den næste sætning får vi så at vide at ”det ideal eksisterer stadig i dag”. I den første sætning får vi med andre ord defineret et ideal og i den næstfølgende at vide at idealet stadigvæk eksisterer i dag.

Når Bøytler skriver at idealet eksisterer i dag kan det vel kun betyde at pressen efterlever idealet? Hvad skulle det ellers betyde? Hvis meningen var at det er et ideal som ingen lever op til, eller som man kun lever op til engang imellem, var det vel noget som så ville have stået helt eksplicit i teksten? Derfor kan betydningen naturligvis kun være at Bøytler skriver, at pressen lever op til det beskrevne ideal.

Det er trods alt muligt, at Bøytler hermed blot har begået en uklar og tvetydig formulering, og at han i virkeligheden ikke mener at pressen lever op til idealet. De fleste af os udtrykker os jo uklart engang imellem, så hvis det var tilfældet kunne Bøytler jo blot indrømme, at det er sådan det forholder sig. Til gengæld nytter det ikke at forsøge at påstå at det er noget han aldrig har skrevet, for vi kan jo alle læse artiklen, der er trykt øverst i tråden!

Derfor er det tydeligt at Taus Bøytler i sit svar forsøger at lave en regulær Erhard Jacobsen, altså en variation af den klassiske: ”Det har jeg aldrig sagt!”.

Bøytler skriver nemlig i sit svar, at han blot såmænd har henvist til et ideal der er beskrevet i verdenslitteraturen, men ”glemmer” at fortælle, at han gør meget mere end det, nemlig at han også eksplicit forholder sig til, hvordan dette ideal praktiseres af nutidens journalister. Og dermed fremsætter han som nævnt tidligere en påstand der er aldeles grinagtig...

Heinrich R. Jørgensen

Taus Bøytler,

det synes at være en populær hobby til håne Per Thomsen, og jeg har bestemt forståelse for, at Pers jargon fremprovokerer disse reaktioner.

Derfor også forslaget om, at blog-formen måske kunne være mere velvalgt og effektiv til at tilvejebringe reflekterede og velargumenterede indspark i debatten, fremfor udelukkende debat-formens konstante og kontante drilleri, hakkeri o.a. der grundlæggende ikke befordrer en konstruktiv kommunikation.

Hvis kravet til alle debattører var, at skrive lødigt, begavet, velargumenteret og relevant, viser denne tråd, at vi er mange der ikke har levet op til sådanne fordringer.

Heldigvis er denne tråd ikke typisk for niveauet på disse debatsider - hvis det var tilfældet, kunne vi vist godt pakke eventuelle forestillinger om, at Dagbladet Informations læsere og debattører sandsynligvis generelt er de mest oplyste, kritiske, vidende og begavede af slagsen i kongeriget, langt bort.

Heirich R.:
”Hvis kravet til alle debattører var, at skrive lødigt, begavet, velargumenteret og relevant, viser denne tråd, at vi er mange der ikke har levet op til sådanne fordringer.”

Enig med Heinrich R. i at debatten i denne tråd bestemt ikke har været 100% saglig og på mange måder kan opfattes som et lavpunkt. Inden vi dog fortaber os for meget i æstetikken synes jeg dog også at vi skal tænke på indholdet og substansen.

Pressen er som den såkaldte fjerde statsmagt en ekstrem vigtig magtfaktor i vores samfund, og en magtfaktor som kun alt for sjældent bliver udsat for diskussion og kritisk refleksion. Politikernes magt bliver diskuteret i et væk, men det er efter min mening alt for sjældent, at der bliver kastet et kritiks blik på den enorme magt medierne har.

Taus Bøytlers selvafsløring af mange journalisters meget naive og romantiserede selvforståelse har givet os en god anledning til at have en kritisk diskussion af medierne, hvilket der er et stort behov for.

Hvis jeg derfor som Heinrich. R. skal forsøge at bidrage med en foreløbig evaluering af debatten i denne tråd vil jeg på den ene side medgive at debatten til tider har været alt for højt oppe at køre på de retoriske nagler, men at dette på den anden side trods alt i rigeligt mål retfærdiggøres ved, at vi har diskuteret et emne, der er en hel del vigtigere, end emner på mange af de øvrige andre tråde…

Hans Jørgen Lassen

Bill,

nu skulle du nødig blive en Thomsen, hvad jeg dog heller ikke tror, at der er fare for. Du citerer Taus for dette:

"Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk."

Man kan da ikke slutte fra, at en person anser én ting i verden for problematisk til, at han anser alt mulig andet for uproblematisk.

Hvis man f.eks. udtaler, at Hitlers jødeudryddelse var problematisk, betyder det da ikke, at man mener, at alle mulige andre folkedrab gennem historien var i orden.

Nu må du lige stramme din logik op, Bill.

Og slutter så herfra "omvendt" til, at

"Ja så opfatter jeg at du mener alt andet omkring pressefrihed, er som det skal være efter Fred S. Sieberts den sociale ansvarsteori, undtagen behandlingen af enkelt personer."

Hvordan får du den slutning i stand?

Man kan da for det første ikke forlange, at en person skal udtale sig om alle aspekter af en sag ved enhver lejlighed.

Og for det andet kan man da ikke bare sådan uden begrundelse pådutte folk en mening om et aspekt, de ikke har udtalt sig om.

Hans Jørgen Lassen

Hov, der gik fuldstændig koks i rækkefølgen af afsnittene. Jeg prøver igen:

Bill,

nu skulle du nødig blive en Thomsen, hvad jeg dog heller ikke tror, at der er fare for. Du citerer Taus for dette:

"Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk."

Og du, Bill, slutter så herfra "omvendt" til, at

"Ja så opfatter jeg at du mener alt andet omkring pressefrihed, er som det skal være efter Fred S. Sieberts den sociale ansvarsteori, undtagen behandlingen af enkelt personer."

Hvordan får du den slutning i stand?

Man kan da for det første ikke forlange, at en person skal udtale sig om alle aspekter af en sag ved enhver lejlighed.

Og for det andet kan man da ikke bare sådan uden begrundelse pådutte folk en mening om et aspekt, de ikke har udtalt sig om.

Man kan da ikke slutte fra, at en person anser én ting i verden for problematisk til, at han anser alt mulig andet for uproblematisk.

Hvis man f.eks. udtaler, at Hitlers jødeudryddelse var problematisk, betyder det da ikke, at man mener, at alle mulige andre folkedrab gennem historien var i orden.

Nu må du lige stramme din logik op, Bill.

Hans Jørgen Lassen

Thomsen skriver om Taus:

"I et af dine svar anvender du det klassiske liberalistiske argument om at det frie marked efter din mening er garant for at forbrugerne får den presse de ønsker sig. "

Nu er jeg ganske vist ikke forbruger, et begreb, der netop ser mennesket ud fra markedets synsvinkel, og det gør jeg ikke.

Men Taus har da selvfølgelig ret i både, at hvis det frie marked ikke økonomisk kan bære kvalitetsaviser, fordi de ikke giver overskud, ja, så bliver de jo altså ikke produceret.

Og han har desuden ret i, at hvis folk ikke kan lide de aviser, der fås i kiosken, så kan de jo altså lade være med at købe dem. Man kan udmærket leve uden aviser.

Heraf kan man ikke slutte, som Thomsen med vanlig mangel på logik, men forventelig brug af klicheer og skældsord gør, at Taus er gammelliberalist, der mener, at markedet nødvendigvis fører til den bedste af alle verdener, herunder aviser af fremragende kvalitet.

Der findes efter Taus' mening, så vidt jeg har forstået, også ringe aviser Ekstrabladet (bortset fra sporten) og BT, f.eks. Men de bliver altså solgt. Og det må da betyde, at folk ønsker dem? Hvorfor fanden skulle de ellers købe dem? Går de som i hypnose hen og køber en avis, som de slet ikke ønsker at kigge i?

Inger Sundsvald

Så kører den vist igen. Lige som det begyndte at blive interessant.

Michael Skaarup

Taus.. jeg tror du overså mit svar, i det du svarer på et tidligere indlæg, du allerede har svaret på.

du kan læse mit svar her http://www.information.dk/168527#comment-79108

Hans Jørgen Lassen

To citater fra ovenstående artikel:

"spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar"

Og svaret:

"den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn"

Det kræver en Thomsen at lukke øjnene for så klare udsagn.

Hans Jørgen Lassen

Bemærk i øvrigt, som Bill nævner, at specialet handlede om pressenævnet, og ikke prætenderede at være en udtømmende analyse af pressens ideologiske, samfundsmæssige o.s.v. funktion.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

dit indlæg var der til gengæld ikke meget substans i.

Hans Jørgen Lassen
Artiklen kan læses i de to forskellige contexts som overskrifterne angiver:

Context 1:

’Pressenævnet og den almene interesse’ (specialets overskrift)

spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar"
Og svaret er:
"den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn"

Bedømmelse: Bestået

Context 2:
'Den almene interesse og pressefriheden' (som jo faktisk er artiklens overskrift)

spørgsmålet er, om medierne lever op til deres ansvar"
Og svaret er:
"den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn"

Bedømmelse: Ikke bestået - Alt for snæver en tilgang til begrebet pressefrihed

og det er i context 2 jeg kommenterer artiklen, altså: Ikke bestået.

Hans Jørgen Lassen

Bill,

jeg kan udmærket følge din tankegang. Om din konklusion er rigtig, ved jeg sgu ikke.

Ordet "pressefrihed" dækker jo faktisk, som en eller anden vist har skrevet længere oppe, først og fremmest forbudet mod statslig censur, jf. grundloven af 1849 samt diverse konventioner og traktater.

Pressefrihed omfatter begrebsmæssigt ikke, at journalister skulle have frihed til at skrive "sandheden" mod avisejernes ønske og ordre. (Og selv om den gjorde i teorien, så ...)

PS. Overskrifter er ofte redaktionssekretærens værk, ikke forfatterens.

Hans Jørgen Lassen

Om pressens frihed i et muslimsk land (med venlig hilsen til Thomsen) kan man læse her:

http://politiken.dk/udland/article585841.ece

Inger Sundsvald

Med venlig hilsen til Hans:

Sikken dog en substans du kan lægge for dagen.
Med dette link er her beviset for, at sådan er muslimer.

Helt den samme bevisførelse, som når man beviser hvordan kvinder er, ved at henvise til en kvinde som har slået sine børn ihjel.

Godt klaret Hans!

Hans Jørgen Lassen

Inger,

du fejlciterer, jeg skrev:

"Om pressens frihed i et muslimsk land"

ikke som du udlægger det:

"sådan er muslimer"

Men en sådan forvanskning er jo helt i din mentors ånd, altså Thomsen.

Inger Sundsvald

Hans

Og hvor står der noget, som Thomsen har skrevet ”om pressens frihed i et muslimsk land”?

Du er en formørket sjæl, Hans, og en mester i forvanskning.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

Thomsen fremhæver til enhver tid, hvor elendigt alt er i Danmark. Men med pressefriheden står det altså værre til i islamske lande. Det vil han og du selvfølgelig aldrig indrømme.

Eller vil du?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

som du påpeger, har pressefrihed, såvel som retfærd, retfærdighed, rimelighed og meget andet mange steder i verden, meget trange kår, for at udtrykke det mildt. Sagen fra Afghanistan har ikke meget med vores vestlige idealer at gøre, og forekommer naturligvis aldeles grotesk; hvilket det også er.

Og hvad så?

Heinrich R. Jørgensen

Da ansvarhavende redatører er netop personligt ansvarshavende ifht. det publicerede, giver det dem naturligvis ret til at øve indflydelse på hvad der bringes. Det leder naturligvis (om nødvendigt) til censur (og selvcensur), som godt nok ikke er statslig censur, men som vil være præget af de latente muligheder statens love giver for at "genere" medierne, deres ejere eller mest naturligt de(n) ansvarshavende.

Ligesom vi debatdeltagere alle praktiserer selvcensur - ingen meningsfuld kommunikation kan vel fungere uden at der praktiseres selvcensur?

Tanken om det absolutte, uhæmmede frihed for presse såvel som for ytringer generelt, er et smukt ideal, men som så mange andre idealer, er det noget man kan stile efter, men aldrig nå.

Til Bill H
Du skriver:

"... og når du så konkluderer: "Og i forlængelse af den grundværdi er det vigtigt for udviklingen af et demokratisk samfund, at der er pressefrihed. Men den frihed bliver ofte brugt til at krænke enkeltpersoner i almeninteressens hellige navn, og det er ikke uproblematisk."

Ja så opfatter jeg at du mener alt andet omkring pressefrihed, er som det skal være efter Fred S. Sieberts den sociale ansvarsteori, undtagen behandlingen af enkelt personer. Og det skal jeg hilse dig at sige at det er det ikke."

Svar: Det er da en imponerende form for bodegalogik. Når Enhedslisten siger, at DK aldrig skulle have indledt en angrebskrig mod Irak, mener de så, at det havde været i orden, at indlede en tilsvarende krig mod en masse andre lande??? Når en filmanmelder siger, at en film er dårlig, ligger det så i sagens natur, at han synes alle andre film er gode??? Det mest skræmmende er, at jeg er i tvivl om, hvad du vil svare...

Til Per Thomsen
Du skriver:

"Når Bøytler skriver at idealet eksisterer i dag kan det vel kun betyde at pressen efterlever idealet? Hvad skulle det ellers betyde?"

"Svar": Det betyder selvfølgelig, at langt de fleste journalister er opmærksomme på idealet i deres daglige arbejde, hvilket de sådan set er nødt til (med "t" efter "nød"), da de fleste medier selv har formuleret etiske retningslinier. Desuden er samtlige seriøse medier anmeldt til Pressenævnet, der er pressens eget organ.

PS: HVORFOR ER DET, AT DU IKKE BEVISER, AT JORDEN ER RUND??? DET BURDE DA VÆRE LET FOR EN SPROGJONGLØR SOM DIG.KOM NU IND I KAMPEN, ALT ANDET ER GRINAGTIGT.

Til Michael Skaarup
Du skriver:

"Taus.. jeg tror du overså mit svar, i det du svarer på et tidligere indlæg, du allerede har svaret på."

Svar: Sorry, jeg har ikke kunnet se træerne på Anholt for bare burkaklædte kvinder ï skoven.

Taus Bøytler:

”Det betyder selvfølgelig, at langt de fleste journalister er opmærksomme på idealet i deres daglige arbejde, hvilket de sådan set er nødt til (med "t" efter "nød"), da de fleste medier selv har formuleret etiske retningslinier. Desuden er samtlige seriøse medier anmeldt til Pressenævnet, der er pressens eget organ.”

Nu er du altså nødt til at tage dig sammen, Bøytler. Vil du bilde os ind, at man kan have tillid til et system, hvor man kontrollere sig selv?

Lever Se & Hør, TV2 og Ekstra Bladet op til et ideal om ikke at lyve og om ikke at forfølge folk, fordi det eventuelt er formuleret i deres etiske retningslinjer?

Herre Jemini!

Hans Jørgen Lassen

Til orientering:

Pressenævnets formand er en højesteretsdommer, Jytte Scharling, og næstformanden en advokat, Axel Kierkegaard.

Ved behandlingen af en klagesag medvirker 4 medlemmer: En jurist (formand eller næstformand), en redaktør, en journalist og en repræsentant for offentligheden.

Pressenævnets forretningsorden er fastsat af justitsministeren.

Taus Bøytler
Jeg tror du har overset denne understregning af min argumentation:

http://www.information.dk/168527#comment-79300

Taus Bøytler

Sorry
den rigtige kommentar er her
http://www.information.dk/168527#comment-79292

Taus Bøytler

Jeg har nu nærlæst dine svar på min argumentation og jeg kan konstatere at du jo bevidst undgår at reflektere på kommentarernes budskab, men at du i stedet, på bedste journalistiske facon, vrider sætninger ud af deres sammenhæng og reflekterer så udfra et selvskabt budskab.

Det er ikke et ukendt begreb i medieverdenen - du er ikke alene – og for nogle år siden kørte en debat, om man i Danmark skulle have en læserombudsmand, som - under hensyn til at dagbladene jo fungerer på kommercielle vilkår - skulle sikre at dagbladene reelt kunne fungere som samfundets vagthunde, samt om journalisterne kan være både efterforskere, anklagere og dommere, mens den »tiltalte« er uden forsvarer - bortset fra Pressenævnet.

Opfattelsen var at ansættelse af en læserombudsmand vil gøre ondt på kort sigt, for vedkommende skulle behandle emner, som journalister og ledelse ikke ønsker behandlet, men på længere sigt ville det gavne dagbladenes troværdighed. Dagbladene har jo et presserende problem, idet de danske dagblades oplag falder med 40.000 om året og er nu under 1,4 mio. solgte aviser pr. dag.

Rådet var derfor - kort og godt: "Ansæt eller flyt en af de bedste medarbejdere til en position som læsernes vagthund. Lad vedkommende dyrke det glemte stofområde meta-journalistik: dybdeborende og kritisk journalistik om mediet og tilblivelsen af dets journalistik. Tål de tæsk, der kommer."

Det giver respekt og troværdighed, som er kernen i overlevelse og udvikling af en fri avis.

Uanset hvilken context din artikel læses i lyset af - ’Den almene interesse og pressefriheden’ eller ’Pressenævnet og den almene interesse’ - og selv om artiklen i Information kun er et ekstrakt af specialet, ville det have været på sin plads at nævne begrebet ’læserombudsmand’ og de problematikker der er påtænkt at henhører under en sådan.

Hvis du nu havde gjort et grundigt stykke arbejde, kunne det jo være, at du trods dit Qvortrup'ske syn på andre menneskers kritik, om rigtig mange år kunne have tilegnet dig en empati, der gjorde netop dig til "en af de bedste medarbejdere til en position som læsernes vagthund".

PS
Jeg vil råde dig til at læse forskningsprojektet fra det svenske Demokratiråd, som netop handler om, hvordan medieintegriteten i demokratiet kan øges. »Medieintegritet i Sverige«

Hvis du vil have at man skal læse jeres speciale burde det være tilgængeligt på nettet.

Til Bill H
Du skriver:

"Hvis du vil have at man skal læse jeres speciale burde det være tilgængeligt på nettet."

Svar: Specialet er tilgængeligt på nettet, dog ikke med den originale forside...

http://www.ruc.dk/upload/application/pdf/f51d6748/Boeytler_Hellerung.pdf

God læselyst:)

Hans Jørgen Lassen

Ignorer ham, når han synker så dybt, og lad ham drukne.

Eller bed moderator frelse ham fra hans egen underlødighed.

Blue Leader:

"Per Thomsen er altid frisk på en nazi-beskyldning."

Jeg gengiver i min kommentar jo blot ordret, hvad andre skriver om dig. Hvorfor tror du selv, de beskriver dig på den måde?

Erik B.:

"Hvorfor mon jøderne blev beskrevet på den måde?"

Fordi man havde en voldsom "udlændingedebat" og "værdikamp" og fordi man absolut ikke praktiserede "selvcensur" i tredivernes Tyskland.

Vidste du ikke det, Erik?

Hans Jørgen Lassen

Erik,

Thomsen fortjener ikke kommentarer.

Hans Jørgen Lassen:

"Thomsen fortjener ikke kommentarer."

Du laver da stort set ikke andet, end at kommentere mine indlæg, Hans Jørgen Lassen. Prøv at se på datoerne på dine mange små hilsner til undertegnede rundt omkring på de forskellige tråde. Du er jo næsten lige så forudsigelig og pålidelig som vores postbud.

På baggrund af din seneste udmelding, vil jeg imidlertid fremover føle mig forkælet og privilegeret, og fremdeles opfatte dine mange kærlige kommentarer som en ganske ufortjent og urimelig opmærksomhed...

Erik B.:

"Som et irrelevant notabene, kan det bemærkes, at jøderne ikke blev betragte som udlændinge i Nazityskland og at selvcensur var stærkt medvirkende til Hitlers totalitære magt."

Du siger at jøderne ikke blev betragtet som "udlændinge" i Nazityskland. De blev i hvert fald heller ikke betragtet som rigtige tyskere, så du har helt ret i at din kommentar er irrelevant.

I øvrigt holdt nazisterne sig på ingen måde tilbage, og udøvede på ingen måde selvcensur, da det handlede om at dæmonisere jøderne.

I nogen lande gør man den dag i dag stadigvæk en dyd ud af, at der ikke må eksistere nogen som helst form for beskyttelse for sårbare minoriteter, når magtfulde multinationale mediekoncerner ønsker at udsætte dem for hån, spot og latterliggørelse …

Hvad er det, der er nemmere?

Sider