Kommentar

Bloggen - det virtuelle svar på en lokumsvæg

Hvem gider gå ind i politisk arbejde som en ganske anonym uddeler af løbesedler med andres meninger, hvis man selv kan være stjerne på sin helt egen blog
20. oktober 2008

I slutningen af halvfjerdserne dukkede der et nyt underligt dyr op i Danmark. Jeg blev som en af de første den lykkelige ejer af sådan en og var med til at udbrede evangeliet i en række bestsellere.

I dag er de fleste husstande i besiddelse af en såkaldt PC, og mange især unge tilbringer en substantiel del af deres fritid foran skærmen. I mange tilfælde udgør den deres eneste kontakt til omverdenen, ja sågar deres sexliv, trods den nagende mistanke om, at der bag Lara Croft-avataren skjuler sig en midaldrende transvestit.

Man kan således med en vis ret spørge sig selv, om navnet på en af de mest besøgte portaler, Second Life, ikke i grunden er misvisende. Måske skulle det være Only Life.

Nu er eskapisme jo ingen synd - i modsat fald stod jeg nok, alene i kraft af min svaghed for dårlige gyserfilm, til et par århundreder i Skærsilden.

Ikke desto mindre stander landet altså i våde, samtidig med at der synes at være en udtalt mangel på helte, der spænder bælte.

Lad jer ikke friste

I min ungdom, da faren for en katastrofal højredrejning trods alt var mindre, formelig vrimlede det med provoer og aktivister. Der var graffiti, plakater, politiske tidsskrifter, folkesangere og gadeteater.

Studerende besatte deres universiteter, og kulturradikalismen stod i blomst. I dag er der fortovscafeer.

Hvor blev de af, alle de dedikerede, politisk bevidste samfundsomstyrtere? De skriver blogs.

Jeg kender sygdommen og kan advare imod den. Nogen lader et ord falde om, at han har skuffen fuld af refuserede manuskripter, kronikker og indlæg, og så falder replikken: "Hvorfor laver du ikke en blog?"

Lad jer ikke friste! Snart har man med venners og hjælpsomme firmaers assistance fået stablet en hjemmeside på benene, der er tydeligt prof - her koster fire farver ikke ekstra.

Man behøver heller ikke at tænke på oplag og salg, for man har umiddelbart hele verden som abonnenter. Hvad mere kan man ønske sig?

Nationens bevågenhed

Måske, at andre end nabobloggeren, som man alligevel ser hver søndag, gik ind på den. Men det skal man ikke sige til en blogger.

Faldet fra umiddelbar verdensberømmelse er simpelt hen for stort. Nu har selv de store dagblade blogs og vil utvivlsomt kunne melde om et astronomisk antal hits - det er jo ikke så få sider, en 12-årig kan falde ind og ud af i løbet af et døgn med en hastighed af 10 i minuttet.

Der kan da også være op mod et hundrede reaktioner på en dag, og det ser jo umiddelbart ud, som om man har nationens bevågenhed. Men går man dem efter, vil man se, at det er de samme ti mennesker, der hver skriver ti indlæg, og endvidere, at det var de samme ti, der skrev i går og i forgårs og dagen før, samt i bloggen ved siden af.

De kender hinanden og kunne for så vidt lige så godt mødes på den lokale beværtning. Hvem er da disse personer, der har så meget på hjerte?

Blogs ligger øde hen

Det er svært at afgøre, da de næsten uvægerligt er anonyme, men deres pseudonymer antyder i det mindste deres internationale status som meningsdannere - eller ville, hvis de kunne stave. Indholdet af disse talløse korte bemærkninger lader sig da også let destillere, et afmægtigt raseri imod dem, som nogen rent faktisk gider lytte til.

Det er dette klientel, bloggeren tålmodigt underholder i det forfængelige håb, at et intelligent menneske en dag vil gå ind på hans blog. Men intelligente mennesker spilder ikke deres tid på et forum uden nogen form for kvalitetskontrol, mere end de læser lokumsvægge.

Selv professionelle skribenter, der kan sælge deres bøger, må konstatere, at deres blogs ligger øde hen. Den måske for øjeblikket mest omtalte person i USA i og med, at den republikanske præsidentkandidats eneste håb er at knytte denne 'terrorist' sammen med den demokratiske, er Bill Ayers.

Og han har selvfølgelig en blog, hvor han kommenterer sagen. Aviserne bringer i tusindvis af indlæg om den - på hans blog er det en halv snes åbenbart kværulantforrykte personer, der truer hans familie på livet.

I 80'erne var jeg med til at starte et politisk tidsskrift, Falken, der vakte en del opmærksomhed. Det udkommer ikke mere, men frygt ikke: Det er i dag en blog.

Alt i alt kan man vel sige, at bloggen er magthavernes bedste ven. Jeg mener, hvem gider gå ind i politisk arbejde som en ganske anonym uddeler af løbesedler med andres meninger, hvis man selv kan være stjerne?

Man har jo i grunden altid vidst, at man var lige så god som dem, der blev begunstiget med tryksværte. Så der sker ikke mere.

De trykte medier står dermed uimodsagte. Også af dette indlæg, der næppe finder vej til deres spalter.

Måske skulle man få sig en blog.

Erwin Neutzsky-Wulff har ernæret sig som forfatter i snart fyrre år og skriver skøn- og faglitteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg vil gribe denne sætning i flugten:

”Indholdet af disse talløse korte bemærkninger lader sig da også let destillere, et afmægtigt raseri imod dem, som nogen rent faktisk gider lytte til.”

Det er det jeg ser hver dag, med forsøg - som lykkes - med at ødelægge en seriøs debat. Og jeg må indrømme, at jeg selv hopper på vognen med de korte bemærkninger - i forsøget på at rive masken af disse kværulantiske personer, som føler sig forfulgt af gud-og-hvermand.

Når man ser ’Mest læste’ kommentarer, så kan man jo godt forfalde til at tro, at det er en artikel med kommentarer af almen interesse. Det er dog langt fra tilfældet, for det er formentlig de samme ’læsere’ som går igen. Og der er ikke et seriøst tal bagved, som evt. informerede om hvor mange unikke hit der har været til artiklen.

Det kunne der godt rettes op på fra programmørerne til en i øvrigt rigtig god, læseværdig og intuitiv site.

"Det er det jeg ser hver dag, med forsøg - som lykkes - med at ødelægge en seriøs debat. Og jeg må indrømme, at jeg selv hopper på vognen med de korte bemærkninger - i forsøget på at rive masken af disse kværulantiske personer, som føler sig forfulgt af gud-og-hvermand."

Som set foroven...

De såkaldte "Trolls" er også et blogging/forum-fånomen.

Inger Sundsvald

Her går mine tanker til Informations regel nr. 1:

”ingen ureflekteret galde eller mangel på almindelig respekt for andre mennesker.”

Min finger havde nær fundet klikket med ’stødende kommentarer’, men jeg synes det skal have lov til at stå, som en illustration af afsenderens formåen.

Inger Sundsvald

Nu jeg er i gang, vil jeg da gerne uddybe min ros til netavisen.

For at begynde med det intuitive, så er farverne blå, grå og sort. Blå er intellektets farve, grå og sort er diskret.

Siden er overskuelig og nem at finde ud rundt i, uden for mange reklamer eller blinkende afskyeligheder, som sikkert ville irritere læserne.

Skriften er lidt gammeldags, med Times New Roman. jeg ville have foretrukket Helvetica, Helios eller Verdana, da det jo ikke er en papiravis. En grotesk egner sig bedre til nettet end en anitkva og signalerer det lidt mere moderne.

Linielængden er helt efter de grafiske forskrifter, ca. 18-20 cicero, alt efter hvilken skærm man har.

Bare for at give et par hint, hvis nogen skulle få lyst til at lave deres egen blog, og for at associere lidt vildt.

Erwin Neutzsky-Wulff

Jens Hansen har ret. De fleste BLOGS er ganske rigtigt domineret af den yderste højrefløj, som selv DF skammer sig for. Nu hører de jo som regel ikke til de mest velformulerede, hvorfor man ofte tyer til at gå efter bolden i stedet for manden, hvilket tjener til at sænke niveauet yderligere.

Alt er jo som bekendt relativt - så hvis nogen finder mediebilledet før nettet's tilkomst, for at ha' været venstreorienteret - tør man jo knap tænke på: Hvor på den politiske skala disse så må befinde sig.

Erwin Neutzsky-Wulff

Godt ord igen, Lars Jørgensen - men de stærkt højreorienterede har nu en tilbøjelighed til at være grovere i tonen.

Erwin Neutzsky-Wulff

Ja, Lars Jørgensen - der ramte du hovedet på sømmet! Derimod synes jeg nu ikke, det skorter på moddemonstrationer, når venstrefløjen går på gaden.

De er i øvrigt ofte voldelige. Mere frustration - eller uformulerethed?

Inger Sundsvald

"måske hænger det sammen med en masse uforløste og indestængte frustrationer og vrede, grundet samfundsforhold vi ikke ønsker. Det bliver rigtig sjovt, den dag de borgerlige begynder at gå gaden og aktionerer!"

Det er fan'me uhyggeligt!

Erwin Neutzsky-Wulff

Mon ikke Sinclair Lewis ramte mere rigtigt, da han sagde: “When and if fascism comes to America it will not be labeled ‘made in Germany’; it will not be marked with a swastika; it will not even be called fascism; it will be called, of course, ‘Americanism’.” Her til lands hedder det naturligvis “danskhed”.

Kære Erwin,

Fantastisk sjovt og tankevækkende indlæg. Tak for det. Som blogger på nærmest 13. år må jeg dog tale bloggens sag.

For det første kan der sagtens stå intelligente ting på en lokumsvæg. Da jeg arbejdede som postmand læste jeg: "Skid godt, skid grundigt, skid rigtig længe. For husk, du skider for Post Danmarks penge". OK... spøg til side.

For leden deltog jeg i Blog Action Day 08, fordi en af mine blogs alligevel kredsede om emnet. Da jeg surfede lidt på de andre deltageres indlæg, og altså ikke så blogosfæren gennem mit daglige filter, blev jeg enormt skuffet over det generelle niveau. Så du og jeg er helt enige i, at langt de fleste blogs sutter numse.

Men egentlig er jeg lidt kold over for det. For den nævnte blog driver jeg for en stor dels vedkommende blot for at have et online noteapparat. Jeg har valgt et emne, og noterer mig væsentlige nyheder på bloggen. Folk kan kommentere hvilket teoretisk set kan være gavnligt, og jeg påvirker Googles algoritme en lille smule via mine links. Altså udøver jeg en lille bitte smule magt på hvad der er vigtigt, ved at pege på det, jeg synes er det.

Sidste effekt virker jo også blogs'ne internt: en velformuleret, indsigtsfuld og informativ blog vil tiltrække langt flere links og læsere end en lokumsdør-blog.

Endelig synes jeg også flere etablerede medier (måske med Information som en sjælden undtagelse) har gødet behovet for autonome medier ved deres endeløse deltagen i spin. Måske er det et dårligt eksempel, men tænk på for to landskampe siden, da spillerne udeblev fra ét pressemøde: Medierne gik i kollektivt raserianfald, fordi de mistede deres sædvanlige indgangsvinkel til at patentere sandheden.

I øvrigt en anden ting: Det er usandsynligt, jeg vil(le) surfe ind på din hjemmeside ret tit, men det er meget sandsynligt, jeg ville tilføje din blogs RSS-feed til min RSS-læser. Rent teknologisk har blogs hele tiden været flere skridt foran avis-mediernes, og derved opnået en legitimitet i sig selv.

I øvrigt bruger mine (få) læsere af nævnte blog (om naturressourcer og konflikt) i snit 6½ minut på siden pr besøg. Det er da OK, og noget højere end de 6 sekunder, du nævner.

Martin Lindblom

@ Lars G. Jørgensen

Det er bedst at vide, hvad man snakker om, når man langer ud efter andre :-)

Bloggen på Modkraft.dk (http://www.modkraft.dk/spip.php?rubrique62) er på ingen måde censureret.

I din iver efter at kaste mudder forvekslede du den nok med vores debatforum (http://debat.modkraft.dk), der ganske rigtigt er underlagt moderation. Som det fremgår af vores retningslinier for debatten (http://debat.modkraft.dk/read.php?2,76544) moderer vi ikke på baggrund af holdninger - på nær de åbenlyst racistis, sexistiske o.lign. - men i forhold kvalitet. Det betyder, at meningsløse anklager, injurier og spam filtreres fra, så debatten holder et kvalitativt løft i stedet for at ende som en ... lokumsvæg!

Venlig hilsen
Martin Lindblom/Modkraft.dk

Eskapisme, exibisionisme eller anarkisme.

En forfatter er en person der udbasunerer sit indre verdensbillede og med mindre han er meget dyb, blotlægger han samtidig sin personlighed. En blottet personlighed er som et legme hvor al huden er skrællet af - som med en kartoffelskræller.

Jeg'et føler sig truet (og svigtet - men det er en anden sag) og forsøger at kompenserer ved at fokusere på angribere - læserne opfattes som baciller. Der er tre typer: de godartede som taler pænt, skriver pæne breve, melder sig på facebook eller fansider - de lindre og heler det blottede og svigtede jeg. Så er der er de aggressive læsere, som forårsager smerte, en smerte som dog kan lindres med et tykt lag salve i form af nedgørende bemærkninger om, manglende evner, skjulte motiver, deres uformåenhed, men de lader sig heldigvis "let destillere" som værende i besiddelse af et "afmægtigt raseri imod dem, som nogen rent faktisk gider lytte til." og "hvis de så kunne stave." Hvis alt var ideelt, så ville forfatterens ego og intellekt i samarbejde med de godartede baciller, retablere den blotlagte personlighed og forfatteren ville kunne foretage nye rejser ned i sit unikke indre dyb.

Men forfatteren fornemmer, at der er opstået nogle nye baciller på beatet. De smager på varen - logikken i det indre verdensbillede - og uden hang til eskapisme kravler de kynisk videre, uden om det blotlagte - uden om gaven. Hvor skal de hen disse lokumsvægens anonyme petitfilosoffer. På Lattecafe? Ud på gaden og demonstrere? Bruger de mon noget af forfatterens verdensbillede til slagord?

Svaret er det enkle: De skal på debatten. For der i klinch med andre, at skærpe deres paratviden, deres logik, deres referencer, deres politiske ståsted. Og når de virkelig skal demonstrere debatevne, så blæser de de liberale og de højreorienterede over til blog-guruerne det liberale præsteskab, hvor disse så kan trøste med, latterliggørelser af de venstreorienterede og servere liberalistiske dogmer om paradis på jord.

Man kan så spørge: Bliver der ikke ensomt på debatterne, når de højreorienterede, racisterne, liberalisterne, zionisterne m. fl. er blæst væk af banen? Nej nej - De kan slet ikke holde sig væk i længden. Vent og se hvis finanskrisen fadder ud, eller Obama ikke bliver valgt, så ...

Men lige nu virker her lidt forblæst - liberalismen er i krise.

Velkommen, alle må være med - ingen bestemmer!

Per-Olof Johanssson

Engang lod Information links til supplerende indlæg i blogs fremkomme i forbindelse med artiklerne. Nu kommer de på særskilt plads, hvilket jeg synes er ærgerligt. Fordelen ved at anbringe et indlæg i bloggen i stedet for i kommentarfelt er jo, at man selv er herre over indlægget.
Mit blogbidrag er vist nærmest på sporet 'for blog'. Er det ikke en afsporing, at gøre dette til en debat om højre eller venstre?

Jo, Per-Olof, kommentarerne er blevet afsporet. Så vidt jeg lige kan se af en eller flere højreekstremister, der bærer nag til halvdelen af alle med internetforbindelse og som er ude af stand til at skelne mellem en blog og en kommentar-tråd.

På en måde understreger det vel Erwins pointer i al ønskelig tydelighed?

Der MÅ være en naturlig forklaring:

Og igen: Alt er jo relativt.
Måske er vi i hjertet flest: Kommunister - så for at få den psykologiske sekundærgevinst: At kunne føle og tro sig omgivet af ene rare, røde mennesker;
bevæger man så blot sig selv ud i højreretning.

Men man ska' da p.t. godt nok temmeligt langt ud i den retning - for at ku' opnå den sekundærgevinst.

Erwin Neutzsky-Wulff

For mig at se er det nu nærmest omvendt. Selv folk, der har tid at spilde på Nettet, orker ikke fora, der lynhurtigt bliver oversvømmet af kværulantiske ekstremister - og det er jo dem alle.

Jeg gider, som man vil forstå, slet ikke. Hav det godt!